Det er selve byen Pai, der er den absolutte stjerne, men i omegnen findes en lang række udflugtsmuligheder. F.eks. disse seks, der alle ligger tæt på Pai og som I nemt kan nå på en dagstur.
I Pai By ligger adskillige tourbureauer, der har færdiglavede ture på programmet, men I kan også lave jeres egen sightseeingtur.
1 Solnedgang ved Pai Canyon
Ca. 8 km fra Pai i retning mod Chiang Mai ligger Pai Canyon, der består af et smukt og næsten alpint landskab med dybe kløfter og forvredne klipper skabt af årtusinders erosion.
Området er populært til vandreture, men omkring klokken 17 samles folk ved Pai Canyon for at se solnedgangen. Når dagens sidste solstråler rammer det imponerende landskab, er det et utrolig smukt syn. Mange tourbureauer i Pai har solnedgangen ved Pai Canyon på programmet til 100 baht pr. person. Der er gratis adgang til Pai Canyon.
2 Temple On The Hill (Wat Phra That Mae Yen)
Den store hvide Buddha står på en bjergside og kan på lang afstand se lidt sølle ud. Men Buddhaen er faktisk enorm og så absolut det mest spænende ved Wat Phra That Mae Yen, der er ganske lille og på ingen måde adskiller sig fra andre buddhistiske templer i Thailand.
Templet ligger umiddelbart udenfor Pai, og du kan vælge at tage trapperne til toppen eller køre op til p-pladsen. Herfra er der dog stadig et par hundrede trin, der skal forceres, før du står ved den store hvide Buddha, som skuer ud over dalen.
Udsigten er selvfølgelig flot, og stedet er et godt alternativ til Pai Canyon for en fantastisk solnedgang. Gratis adgang.
3 Kho Ku So Bamboo Bridge
En af Pais bedste oplevelser er Kho Ku So Bamboo Bridge. Den ca. 800 meter lange bro forbinder landsbyen Pam Bok med Huay Khao Khiri House of Priests, hvor der bl.a. står en lille stenstupa.
Bambusbroen snor sig over rismarker og langs frodig natur, og undervejs er der et par pavilloner med bænke, hvis du skulle få brug for at hvile fødderne. Oplevelsen er bedst i sommermånederne, hvor rismarkerne fremstår smukke og skriggrønne. Entré 20 baht.
4 Vandfald
Naturen omkring Pai er smuk og bjergrig. Her kan du besøge flere vandfald, men ingen af dem er dog synderligt imponerende. Tættest på Pai kommer vi forbi Mor Paeng-vandfaldet, der op af dagen er noget overrendt, så kom tidligt på formiddagen.
Pam Bok-vandfaldet er noget sværere at komme til. Det kan fint kombineres med Kho Ku So Bamboo Bridge, men forbered dig på en lidt ujævn grusvej og en lille klatretur over klipper. Det er bestemt overkommeligt, men du undgår nok ikke våde fødder. Gratis adgang.
5 Ban Santichon & Yun Lai Viewpoint
Ban Santichon er lidt af en turistfælde, men byen har faktisk en spændende historie. Da mange kinesere flygtede til Thailand under kulturrevolutionen hjalp de regeringen med at bekæmpe landets kommunister, der holdt til i bjergene. Som tak fik de det stykke land, hvor Ban Santichon ligger i dag.
I gaderne hvor kineserne selv bor ligner Ban Santichon andre byer i området, men ellers skiller den sig markant ud. I dag er der opført en slags velfriseret forlystelsespark med fiskedamme, ponyridning og udlejning af traditionelle kinesiske dragter. Her er endda også en kopi af den kinesiske mur.
Overalt bliver vi budt på te, der ligesom bunker af souvenirs kan købes i de mange forretninger. Ban Santichon er et sært sted, men prøv at springe det forlorne cirkus over og tag i stedet for en tur i byens gader, hvor du her og der finder små spisesteder med mad fra Yunnan-provinsen.
På et lille bjerg få minutters kørsel fra Ban Santichon giver vi 20 baht for at besøge Yun Lai Viewpoint. Det er et sikkert stop for de kinesiske turister, der igen og igen tager selfies med udsigt over bjergene.
Når vejret er klart kan man se helt til Myanmar, men andre gange hænger disen tungt over området. Gratis adgang til Ban Santichon og entré på 20 baht til Yun Lai Viewpoint.
6 World War ll Memorial Bridge
Også i retning mod Chiang Mai (ca. 11 km fra Pai) ligger World War ll Memorial Bridge. Historien fortæller, at japanerne under 2. verdenskrig ønskede en forbindelse mellem Chiang Mai og Mae Hong son, og her var floden ved Pai en forhindring.
Ved hjælp af elefanter og lokale tvangsarbejdere påbegyndte man i 1941 derfor arbejdet med at bygge en kombineret træ- og bambusbro.
Broen var i brug i flere år, men da japanerne forlod området ved krigens afslutning, brændte de den ned. De lokale kunne dog ikke undvære broen og byggede kort tid efter en ny.
I 1973 blev den ødelagt af voldsomme oversvømmelser og en ny stålbro blev opført i 1976. Det er den bro, der i dag står som et mindesmærke over 2. verdenskrig og årene efter.
En gåtur på broen, der ligger lige ved siden af den nye hovedvej mellem Chiang Mai og Pai, er gratis. I den ene ende er der lidt info om broen og billeder fra bl.a. krigens tid. Det er uden tvivl historien og ikke så meget selve broen, der gør stedet interessant.