Ao Nang har et hav af spisesteder og som enhver anden turistby med respekt for sig selv, kan du få mad fra det meste af verden. Til gengæld kan der være langt mellem steder, der laver god mad fra det thailandske køkken.
De findes heldigvis, men uanset hvad du ønsker at spise, så er det om at holde sig væk fra strandvejen. Det er her bl.a. tvivlsomme italienske restauranter ihærdigt prøver at kapre kunder, og ikke overraskende er de fleste af stederne gabende tomme.
Det er også på og omkring strandvejen, vi flere steder kaster os ud i det lokale køkken, men det er bestemt ikke nogen stor oplevelse.
Det er til gengæld nedenstående spisesteder, der på hver deres måde er anbefalelsesværdige og som du kan finde på kortet nederst på siden. Bemærk, at en del restauranter i Ao Nang holder lukket søndag eller mandag.
1 Ao Nang Boat Noodle
Når du er blevet træt af Ao Nangs tarvelige turistrestauranter (og det sker hurtigt), så prøv Ao Nang Boat Noodle. Det lille spisested serverer primært den klassiske ret boat noodles, der siges at være den ret, som ofte blev solgt fra bådene på Thailands flydende markeder.
Boat noodles er en suppe med okse- og svinekød i en kraftig bouillon. Ingredienserne er bl.a. soyasauce, fiskesauce, kødboller og brede nudler. En lækker og meget smagfuld ret, der toppes med bønnespirer og thaibasilikum.
Hos Ao Nang Boat Noodles koster en suppe blot 60 baht, og den er rigelig stor til at blive mæt af. Der er flere andre ting på menukortet og generelt er prisniveauet lavt. Her er åbent køkken med siddepladser på tagterrassen.
2 Cafe 8.98
Savner du europæisk mad, så er Cafe 8.98 det helt rigtige sted at gå hen. Cafeen er yderst populær fra morgen til aften og lige nu stedet, hvor især den yngre generation samles til smoothies, god mad, friskpresset juice og gratis wifi.
Om morgenen serveres f.eks. egg benedict, toast med avocado og bowler med granola og acaibær. Senere er der f.eks. burgere, salater og sandwiches på menukortet. Ud for hver ret er der markeret, om den er vegan eller vegetar, og om den indeholder gluten eller laktose.
Cafe 8.98 har også et udvalg af te og kaffe i god kvalitet. Det er et hyggeligt sted med hurtig og venlig service. Prisniveauet er pænt over middel, men det er “udenlandsk” mad generelt i Thailand. Cafe 8.98 har også en filial i Krabi By.
3 Dean and Mom’s Restaurant
Rigtig god thailandsk mad, hvor du bliver nødt til at kende lidt til det lokale køkken. Menukortet siger nemlig ikke meget, men til gengæld kan du bare pege og blive overrasket. Maden er generelt stærk, så husk at gør opmærksom på, at der skal spares lidt på chilien.
Alle klassikerne som tom yum, forskellige curries og lynstegte retter findes på menukortet – alt kan vælges med kylling, seafood eller svine- og oksekød. Vi fik bl.a. thaibasilikum med mixet seafood og en hel tallerken med muslinger i peber og hvidløg – alt smagte skønt.
Dean and Mom’s har venlig og hurtigt betjening, og det er en rigtig populær restaurant, så kom i god tid i højsæsonen. Prisniveauet er middel og i forhold til spisestederne omkring strandvejen får du rigtig meget for pengene og væsentlig bedre mad.
4 Kodam Kitchen
Kodam Kitchen har gennem mange år serveret rigtig god autentisk thaimad, der endda fås til en fantastisk pris. Du kan få alle de klassiske retter inklusive god fisk og skaldyr, men der er også et pænt udvalg til vegetarerne. Og så er restauranten et godt valg, hvis du godt kan lide maden lidt spicy.
Selvom Kodam Kitchen er af en vis størrelse, så er der næsten altid fyldt op. Men restauranten er sådan et sted, hvor man bare sætter flere borde og stole op. Der er god og venlig betjening, men Kodam Kitchen kan til tider være et travlt sted.
Restauranten ligger på Khlong Hang Road, som er en sidegade til vejen, der forbinder Ao Nang med Nopparat Thara. Der er åbent til frokost og aftensmad.
5 Thanya Kitchen
Nyere sted i Ao Nang, der bringer det autentiske thaikøkken ind i pænere og lidt mere turistvenlige omgivelser, som man har set det mange steder i Bangkok. Dvs. åbent køkken og indretning i et lyst lokale med enkle borde, stole og skamler.
Thanya Kitchen har meget imødekommende og venlig betjening. Menukortet består af alle de klassiske thairetter som supper, curries og lynstegte retter. Både vores kylling i rød karrypasta og lynstegte grøntsager i østerssauce var glimrende.
Prisniveauet er middel – dvs. retter fra 100 til 150 baht. Thanya Kitchen er et rent og pænt sted, og selvom restauranten ligger lige ud til hovedgaden, kan den være svær at finde. Indgangen er smal og delvist spærret af et tourbureau – kig efter skiltet Thanya Kitchen, der hænger i baggrunden.
6
Lobster Restaurant
En af flere restauranter, der tilbyder hele fisk for kun 200 baht. Lobster er absolut den bedste af dem og det lille familieejede sted serverer alt godt fra havet, der ligger til skue ude foran restauranten. Min red snapper bbq med garlic var glimrende, og det samme var Connies pad thai med rejer.
I det hele taget er fisk og skaldyr i fokus på Lobster Restaurant, der ikke skal vælges for hyggen, men til gengæld kan du her mæske dig i alt godt fra havet til en fantastisk pris. Der er andre ting på menukortet, men kom for den gode seafood.
Lobster Restaurant har venlig betjening og er et fremragende alternativ til fiskerestauranterne på Soi Sunset, hvor priserne er minimum det dobbelte.
Nyttige links til din rejse til Krabi
Transport
Fra Danmark er det nødvendigt med en mellemlanding for at komme til Krabi – f.eks. i Dubai, Bangkok eller Singapore. Søg og sammenlign flybilletter her, men jeg anbefaler, at du booker direkte hos flyselskabet.
Har du brug for transport i forbindelse med din rejse, f.eks. lufthavnstransfer, så kan du få et tilbud fra et dansk rejsebureau i Thailand her.
Læs meget mere om transport generelt i min Krabi Guide.
Overnatning
Du kan booke overnatning i form af hotel eller lejlighed på hotels.com eller booking.com, der har de laveste priser og det største udvalg.
Vær opmærksom på f.eks. værelsestype og afbestillingsbetingelser når du sammenligner priser på de forskellige hotelbookingsider.
Husk
Tjek udenrigsministeriet rejsevejledning til Thailand inden du tager afsted – den finder du her.
På ministeries hjemmeside kan du også downloade app’en Rejseklar med gode råd og mulighed for at skrive sig på danskerlisten.
Mangler du noget til ferien? Find ud af det på rejsegear.dk, der har et stort udvalg af rejseudstyr.