Hjem Tyrkiet Tre gode restauranter i Sultanahmet

Tre gode restauranter i Sultanahmet

Mens bydelen Sultanahmet er Istanbuls absolutte centrum for kulturelle oplevelser, så er det straks sværere at finde gode steder at spise.

Godt nok er gaden Akbiyik Cadessi proppet med restauranter, men det er af den tvivlsomme slags, hvor det fremragende tyrkiske køkken er skiftet ud med steder, der synes at tilbyde det samme, og hvor man ser stort på madtraditionerne.

Heldigvis er der en stribe gode restauranter i Sultanahmet, der tager det tyrkiske køkken alvorligt. Tjek disse tre perler, der udmærker sig på hver sin måde.

1  Cooking Alaturka

Dejlig tyrkisk mad i hyggelige omgivelser. I forhold til bydelens kæmperestauranter er Cooking Alaturka mere intim og venlig. Her bruges årstidens friske råvarer til en 4-retters menu, der er aldeles velsmagende.

Vi får serveret en linsesuppe med chili og bulgur efterfulgt af lun aubergine med tomatsauce. Aftenens tredje ret er dolmades med lam, oksekød og en fed yoghurt. Vi afslutter med kager af semuljegryn.

Betjeningen er venlig, og vi kan kigge ud i det åbne køkken, hvor kokkene har travlt. Cooking Alaturka er tydeligvis et populære sted, og det anbefales at bestille bord om aftenen. Den 4-retters menu, der koster 65 lira, kan også laves som vegetarmenu.

Cooking Alaturka har desuden en meget besøgt kokkeskole, der går for at være en af byens bedste. Ligger på den sydvestlige del af gaden Akbiyik Cadessi.

2  Tarihi Sultanahmet Köftecisi

Siden 1920 har samme familie langet ægte köfte over disken til sultne lokale, der skulle have et hurtigt måltid. I dag står fjerde generation i køkkenet på Tarihi Sultanahmet, hvor de tyrkiske kødboller bliver lavet med ægte kærlighed.

Köfte laves med enten lam eller oksekød blandet med forskellige krydderier. På Tarihi bruger man oksekød, og du kan få kødbollerne som de er eller pakket ind i brød. Det traditionelle tilbehør er syltede chilier og salat af løg og bønner. Du kan også få en ret krydret tomatsauce til.

Der er bestemt ikke noget hyggeligt over Tahiri Sultanahmet Köftecisi, men til gengæld får du et enkelt og velsmagende måltid til rimelige penge. På menukortet er der også kebab, kylling og suppe, men selvfølgelig skal du smage de gode kødboller.

Bemærk, at her som regel er stuvende fuldt ved frokosttid. Ligger på Divan Yolu Cadessi et stenkast fra Hagia Sophia og Sultan Ahmet Park.

3  Sofa Café Restaurant

Måske mere café end restaurant, men Sofa er et hipt og hyggeligt sted, der synes at være et samlingspunkt for lokale såvel som turister. Caféen åbner klokken 11, og fra 15.30 til 18.30 er der happy Hour. Der er velskænket Efes i hanerne og glimrende vin på menukortet.

Jeg spiser ali nazik, der er lam på ristet aubergine. Det smager skønt, og jeg ved at råvarerne er friske, for jeg sidder lige ved siden af køkkenet.

Der er overvældende mange ting på menukortet, der ligner noget fra restauranterne på Akbiyik Cadessi, og det er egentlig synd, for Sofa laver faktisk glimrende mad. Du kan vælge mellem alt fra morgenmad og sandwich til pastaretter og tyrkiske specialiteter.

Caféen har siddepladser udenfor, og de bliver hurtigt optaget når temperaturen runder 20 °C. Det er et skønt sted at sidde og følge med i livets gang blandt de ihærdige tæppesælgere og det evige rend af turister i området omkring Den Blå Moské. Ligger på Mimar Mehmet Aga Cadessi.

restauranter i sultanahamet
Den hyggelige Sofa Café Restaurant

Nyttige links til din rejse til Istanbul

Transport

Istanbul har flere lufthavne. Nemmest er det at flyve til den nye lufthavn, der ligger på den europæiske side af byen. Fra København kan du flyve direkte, mens det fra Billund og Aalborg kræver en mellemlanding. Søg og sammenlign flybilletter her.

Overnatning

Istanbul er et populært rejsemål for alverdens turister. Du kan booke overnatning i form af hotel eller lejlighed på f.eks. hotels.com eller booking.com, der har de billigste priser og det største udvalg.

Husk

Tjek udenrigsministeriet rejsevejledning til Tyrkiet inden du tager afsted – den finder du her. Mangler du noget til ferien? Find ud af det på rejsegear.dk, der har et stort udvalg af rejseudstyr.

Kort over Istanbul

2 Kommentarer

  1. Den gamle bydel er generelt en turistfælde. Intet mindre! Seværdighederne er ikke til at komme udenom men skal du have noget godt og autentisk at spise, så er stort set alle andre steder i byen klasser bedre.

    Tag til Beyoglu hvor de bedste spisesteder findes eller hop på en af de kulinariske gåture. En rigtig god introduktion til det tyrkiske køkken.

Svar på indlæg

Please enter your comment!
Skriv venligst dit navn her