Hjem USA Oplevelser i New York for førstegangsbesøgende

Oplevelser i New York for førstegangsbesøgende

New Yorks vigtigste seværdigheder til dig, der besøger byen for første gang

USA og især New York er et af de mest populære oversøiske rejsemål hos danskerne. The Big Apple er en kæmpeby og kan ved første øjekast være svær at overskue.

Alligevel er det forholdsvis nemt at være turist i New York. Byens mest kendte seværdigheder ligger stort set alle på Manhattan, der ligesom resten af byen er let at udforske med undergrundsbanen.

Er du ny i USAs største by, så læs med her, hvor jeg kommer med forslag til oplevelser i New York for førstegangsbesøgende plus lidt nyttig information til din rejse.

Rejseinformation til New York

New York har flere lufthavne. Rejser du med SAS, så lander du i Newark (New Jersey), men tager du et stop undervejs, kan du også flyve til JFK. Du kommer nemt ind til centrum med taxa, der kører med faste priser.

Som nævnt ligger langt de fleste seværdigheder på Manhattan. Har du friske ben kan du gå rundt, men ellers er det bare om at hoppe ned i undergrundsbanen, der er nem at bruge og kan bringe dig vidt omkring.

Skal du bruge offentlig transport meget, så køb et Metrocard – her er lidt at spare, men du slipper også for at skulle købe en ny billet hver gang du skal bruge bus eller undergrundsbane (Metrocard gælder til begge). Metrocard kan trækkes i automaterne, hvorefter du indsætter penge på kortet, der også kan købes på turistkontorerne.

I New York kan du selvfølgelig også købe et citypass eller sightseeing pass. De fås baseret på antal dage eller antal attraktioner. Det er lidt af en jungle at finde rundt i, men kendere anbefaler Sightseeing Pass NYC til førstegangsbesøgende i New York.

Du kan sammenligne og købe det kort, der passer dig hos f.eks. Viator.

Visa- og Mastercard er udbredt i New York, men husk at have kontanter på dig, da amerikanerne forventer drikkepenge.

Newyorkerliv ved Madison Square

Her skal du bo i New York

Lad mig sige det ned det samme: Det er rasende dyrt at overnatte i New York – prisniveauet er skyhøjt, og jo nærmere du kommer centrum (Times Square og området mod syd på Manhattan), desto dyrere bliver det.

New York er også en by, hvor du skal se dig rigtig godt for, når du booker overnatning. Der er mange snuskede steder, og det er bestemt ikke en by, hvor du får meget for pengene.

Det gode er, at undergrundsbanen når langt ud – skulle budgettet kun række til at bo udenfor centrum, så kommer du nemt derind.

Jeg vil dog gerne komme med mit bud på, hvor du skal bo i New York, hvis det skal være på Manhattan. Følgende steder får generelt gode anmeldelser og er til at betale:

Gode steder at bo i New York

Hotel 31 – Murray Hill ved 5th Avenue
The Jane Hotel – Meatpacking District/Greenwich Village
Seton Hotel – Murray Hill
Hotel St. James – Times Square/Broadway
Pod 39 – Murray Hill

Ellis Island – New Yorks absolut bedste seværdighed

Oplevelser i New York

En by af New Yorks størrelse har selvfølgelig et hav af aktiviteter, men ikke de helt store seværdigheder. Jeg er fuldstændig klar over, at jeg kommer til at træde nogen over tæerne nu, men byen er forholdsvis ny og har ingen særlig historie. Og så er der turistfælderne. Frihedsgudinden og Times Square er rene rædsler!

Herunder kan du læse om de fem bedste oplevelser i New York efter min mening, men du kan få endnu mere inspiration her.

Ellis island

New Yorks absolut største og mest spændende seværdighed er Ellis Island. Det var her immigranter gik i land efter en lang tur over atlanten i jagten på et nyt liv i Amerika, hvor guldet flød i gaderne. Sandheden var dog en helt anden, og det kan du lære mere om på museet, der giver et fantastisk indblik i livet dengang i begyndelsen af 1900-tallet.

En sejltur til Ellis Island sælges som regel som en pakke, hvor du også besøger Frihedsgudinden. Som nævnt en attraktion, der godt kan springes over. Du kan sejle forbi og lægge til på Liberty Island (øen hvor Frihedsgudinden står) og så tage næste båd til Ellis Island.

Turbådene sejler hele tiden, og du kan tage den båd du vil til Ellis Island og tilbage til Battery Park, der er udgangspunktet for sejlturene fra Manhattan.

Central Park med byens skyline i baggrunden

Gåtur i gaderne

Ja, du undrer dig nok over at denne “seværdighed” skulle være noget. Men som nævnt har New York ikke de helt store oplevelser, og i mine øjne er det noget helt andet, der gør byen interessant og unik: mangfoldigheden.

En tur rundt i New Yorks gader byder på et sublimt indblik i menneskets forskellighed og hvordan den bliver accepteret. I New York har man set det meste, og det er som om, at der er plads til alle uanset hvordan du ser ud og er klædt. Sæt dig på en bænk og lad livet passere – f.eks. ved Bryant Park eller Union Square for at nærstudere ægte newyorkerliv.

Central Park

Den ikoniske park skal selvfølgelig også besøges. Jo, det er bare en park, men den er overraskende stor og med amerikanernes trang til at bygge på hver en kvadratmeter, så er det lidt af et under, at den får lov til at blive. Måske fordi newyorkerne bare trænger til en grøn oase i den hektiske storby.

Central Park ER et skønt sted. På varme sommerdage valfarter de lokale til parken, der byder på alt fra søer, pladser, gemte stier og åbne plæner – alt sammen med New Yorks berømte skyline som baggrund. Utallige Hollywoodfilm har brugt Central Park som location – et sted som filmfreaks uden tvivl vil elske. Læs mere om Central Park her.

På vej ad The High Line

The High Line

Hvad gør man ved gamle tilgroede jernbanespor midt i storbyen? I New York ville den slags normalt blive revet ned når økonomien tillod det (ellers står det bare og forfalder som så meget andet i byen), men lokale ildsjæle har forvandlet sporet til et imponerende rekreativt område.

Langs The High Line, der engang blev brugt til at fragte dyr til The Meatpacking District, går du flere meter over gadeplan langs det gamle jernbanespor. Undervejs er der kunst, events og mulighed for at besøge steder i New York, du aldrig ville opdage.

Brooklyn Bridge

Brooklyn Bridge når lige med på min liste over de fem bedste oplevelser i New York. For de fleste er det bare en bro, men for new yorkerne har den store betydning. Du kan tage en gåtur (eller cykle) over Brooklyn Bridge i eget tempo og lægge hektiske Manhattan bag dig.

For nogle vil gåturen over broen være højdepunktet, men det er nu mere interessant at udforske bydelen Brooklyn, og så er der jo den legendariske udsigt til Manhattans skyline. En tur til Brooklyn vil også give dig et indblik i et andet og mere autentisk New York.

Hektiske Times Square

Nyttige links til din rejse til New York

Transport

Fra København kan du flyve direkte til New York, men der er endnu flere muligheder, hvis du tager en mellemlanding. Fra Billund kan du flyve via Amsterdam og München. Søg og sammenlign flybilletter her.

Husk at ansøge om indrejse (ESTA) inden, du tager afsted – det skal du gøre her.

Overnatning

Du kan booke overnatning i form af hotel eller lejlighed på hotels.com eller booking.com, der har de billigste priser og det største udvalg.

Vil du have tips til hotelbooking, så læs mere i indlægget Sådan booker du billige hoteller.

Husk

Tjek udenrigsministeriet rejsevejledning til USA inden du tager afsted – den finder du her. Mangler du noget til ferien? Find ud af det på rejsegear.dk, der har et stort udvalg af rejseudstyr.

Kort over New York

Svar på indlæg

Please enter your comment!
Skriv venligst dit navn her