Hjem Danmark Oplevelser i Dragør

Oplevelser i Dragør

Charmerende Dragør har mange gode oplevelser

Hyggelige Dragør ligger kun 13 km fra Københavns centrum, men er en helt anden verden. Her i de smalle brostensbelagte stræder synes storbyen meget langt væk, og på mange måder minder Dragør om en landsby et sted i provinsen.

Det var især middelalderens sildefiskeri, der fik denne del af Amager på landkortet. I starten af 1300-tallet udgjorde sild en vigtig og indbringende handelsvare, som let kunne afsættes til f.eks. Hanseforbundet, der var Østersøregionens absolutte magtfaktor.

Fiskere og købmænd kom til Amager i sensommeren og efteråret, hvor Øresund var fuld af sild. Fisken blev saltet for at forlænge holdbarheden, og den salt kunne meget vel komme fra Lüneburg, der var en af Hanseforbundets vigtigste byer.

Pudsigt nok var Dragør dengang ikke en egentlig by – den opstod først i 1500-tallet, da det var slut med sildefiskeriet. Det var på nogenlunde samme tidspunkt Christian 2. gav hollandske bønder ret til at bosætte sig i Store Magleby, hvor de skulle dyrke grøntsager.

Det var hollænderne, som tog initiativ til at opføre en havn i Dragør, der langsomt voksede sig større. I midten af 1700-tallet var den en af Danmarks største søfartsbyer, som til dels var drevet frem af en betydelig lodsvirksomhed.

Hyggeligt stræde i Dragør

I slutningen af 1800-tallet så Dragørs indbyggere nye indtjeningsmuligheder. Den Københavnske middelklasse fik øje på den lille charmerende by, hvor de bl.a. lejede sig ind i fiskernes huse. Senere nøjedes de såkaldte landliggere ikke med at leje – de købte grunde og byggede huse.

Turismen tog for alvor fart i 1907, hvor den nyåbnede Amagerbane forbandt København med Dragør. Samme år skiftede den gamle kro navn til Strandhotellet, som stadig eksisterer. Sammen med Badehotellet hører det klassiske hotel på havnen til blandt byens ældste overnatningssteder.

Dragør lever i høj grad stadig af turisterne. På trods af den beskedne størrelse, så finder du et pænt udvalg af caféer og spisesteder.

Byen er et populært udflugtsmål for endagsturister fra København, men det kan bestemt anbefales at blive nogle dage – kommer du i båd, så find en plads i lystbådehavnen eller book et værelse på et af de historiske hoteller for at få den fulde Dragør-oplevelse.

Dragør Strandhotel

1  Dragørs gamle bydel

Den gamle bydels smalle brostensbelagte gader flankeret af gule huse med rødt tag er nok det, de fleste forbinder med Dragør. Den charmerende bydel er til dels bilfri og et sted, hvor kameraet hurtigt kommer på overarbejde. Her finder du hyggelige pladser og intime gårdhaver, der er den rene idyl i sommermånederne, hvor stokroserne blomstrer.

Der er masser af historie forbundet med Dragørs gamle bydel. På Fogedens Plads boede ikke overraskende datidens foged og på en anden af Dragørs pladser, Badstuevælen, lå engang byens lergrav. Med gadenavne som f.eks. Lodsstræde og Skipperstræde er man ikke i tvivl om, at søfart var en stor del af Dragør.

Det er de såkaldte trillebørsmøger, som fiskerne brugte til at køre deres garn og grej fra husene ned til strandkanten et godt bevis på. Læg også mærke til kikkeborgene på toppen af flere af byens huse – de blev efter sigende brugt af lodserne for at holde øje med skibene i Øresund. At gå rundt i den gamle bydel hører absolut til blandt de bedste oplevelser i Dragør.

Dragørs gamle bydel er superhyggelig

2  Dragør Havn

Havnen i Dragør blev grundlagt i 1500-tallet og har som den gamle bydel en stribe historiske huse. F.eks. den gamle smedje, der er opført helt tilbage i 1753.

I dag ligger Dragør Museum i det fine bindingsværkshus, der sammen med det såkaldte beghus hører til havnens ældste bygninger. Beghuset er ganske lille, og her kogte man beg og tjære, der skulle gøre datidens træskibe vandtætte.

Klods op af smedjen ligger det gamle havnekontor og bagved lodsstationen, der blev opført i 1820’erne. Huset har en udkigspost på taget, men senere blev det nødvendigt at opføre lodstårnet ved siden af. Den gamle lodsstation indeholder i dag Danmarks Lodsmuseum.

Overfor det lille havnebassin ligger flere interessante bygninger. Kolerahuset blev brugt som karantænested for de søfolk, man mente kunne være smittet med kolera – en af 1800-tallets frygtede sygdomme, som man gjorde alt for ikke skulle komme til Danmark. På samme side af havnen ligger også det gamle pakhus fra 1863, som var ejet af skibsreder C.C. Jans.

Den gamle lodsstation med de to tårne

3  Fiskehusene (Skurbyen)

Dragør har stadig en del fiskere og bag havnens gamle bygninger ligger deres små i huse i det man kalder skurbyen. Husene, der godt kan minde lidt om kolonihavehuse, ligger på række, og en af skurbyens “gader” kaldes Kapselstræde.

Det siges, at når fiskerne fik en fyraftensøl, så smed de kapslerne på jorden, og at der til sidst var så mange, at man vadede i dem.

Fiskehusene og den lille skurby oser af hygge, og der er ingen tvivl om, at fiskerne tilbringer mange gode stunder her. Ved siden af ligger den gamle stejleplads, hvor fiskerne hængte deres net til tørre. Pladsen er stadig i brug, men det er den gamle tilhørende barkekedel ikke – den blev brugt til at koge net og garn i tjære.

Skurbyen – et kig ned ad Kapselstræde

4  Dragør Fort

Ved den sydlige del af havnen ligger Dragør Fort. Det blev opført i 1910 som en del af Københavns forsvar og skulle forhindre, at fjenden gik i land på Amager.

I dag er fortet ikke længere i brug og området fungerer i høj grad som en slags rekreativt område. Det er fra Dragør Fort du har det bedste kig til Øresundsbroen og skibstrafikken i Øresund. Bemærk, at en lille del af fortet er privatejet.

Fra Dragør Fort er der en fin udsigt til Øresundsbroen

5  Dragørs gæs og gåserepublikken

Af en eller anden grund har Dragørs indbyggere haft en lang tradition for at holde gæs. I gamle dage boede de inde i husene, og det var som regel kvindernes arbejde at passe dem.

I den gamle bydel kan du flere steder se porte med små lemme i hjørnet. Her hoppede gæssene ud om morgenen for selv at komme hjem senere på dagen. Der er stadig mange gæs i byen – ved strandbadet ligger gåserepublikken, hvor de går frit omkring. Det er uden tvivl en af de lidt mere anderledes oplevelser i Dragør.

Masser af gæs ved gåserepublikken

6  Strandengen og Sydstranden

Syd for Dragør Fort ligger Mormorstranden – en fin lavvandet sandstrand, hvor der nu er opført et søbad.

Området er porten til de fredede strandenge mod syd, som er en del af Amager Vildtreservat – et vigtigt stop for millioner af trækfugle. Af samme grund er vildtreservatet udlagt som et af EUs særlige Natura 2000-områder, der skal beskytte sjældne og truede dyre- og plantearter.

Det er her i den smukke og fredede natur Sydstranden ligger. I gamle dage var det et fristed for københavnerne, der nød det gode liv og den friske havluft. I dag kan du spotte fugle fra fugletårnene, gå eller cykle ad de afmærkede ruter eller måske snuppe en dukkert fra sydstranden.

Strandengen syd for Dragør

7  Store Magleby

Store Magleby ligger et par km fra Dragør i retning mod København. Det er en lille selvstændig landsby, hvis historie i høj grad har været med til at sætte præg på Dragør.

Man kalder også Store Magleby for Hollænderbyen. I 1521 inviterede Christian 2. hollændere til området, hvor de skulle dyrke grøntsager i høj kvalitet til både kongen og den københavnske elite. De tog også ind til hovedstaden for at sælge deres varer, og faktisk er Amagertorv i København opkaldt efter de driftige landmænd.

Senere undersøgelser har vist, at hollænderne sandsynligvis kom fra Flandern, hvor man også talte nederlandsk. Store Magleby var dengang i 1500-tallet og flere hundrede år frem et lille stykke Holland/Flandern på Amager. De fik særlige privileger af kongen, der også gav dem selvstyre ved bl.a. retslige forhold.

Undervisningen i skolen foregik på nederlandsk og det samme gjorde prædiken i kirken, der sandsynligvis er fra det 13. århundrede. Gennem årene er den ombygget og restaureret flere gange.

Da hollænderne kom til byen fik de kirken af kongen, og første store ombygning fandt sted i 1611, hvor den fik et nederlandsk præg. Store Magleby Kirke blev ombygget igen i 1731 og i midten af 1800-tallet var det dens indre, der gennemgik en større renovering.

I begyndelsen af 1800-tallet blev det bestemt, at Store Maglebys indbyggere skulle tale dansk, og både selvstyret og de særlige privilegier blev taget fra dem.

I dag lever mange efterkommere af hollænderne i Store Magleby, der er stille og ganske lille. Ved gadekæret er der landsbyidyl og et stenkast derfra lærer jeg mere om områdets historie på Amager Museum.

Gadekæret i Store Magleby

Praktisk information til dit besøg i Dragør

Overnatning

På trods af størrelsen har Dragør som nævnt et pænt udvalg af overnatningssteder.som f.eks. Dragør Hotel & Apartments (Strandhotellet) og Dragør Badehotel.

Alternativt kan du bo i København og tage bil eller bus til Dragør. Bus 250S kører fra Rådhuspladsen og Københavns Hovedbanegård til Dragør. Find overnatning i København på f.eks. hotels.com, der har et stort udvalg og de billigste priser.

vælger du at bo i København er det også værd at se efter attraktive pakketilbud hos f.eks. Risskov Bilferie og hotelspecials.dk, der ofte har nogle rigtig gode deals.

Flere oplevelser tæt på Dragør

Den Blå Planet

I Kastrup ligger Den Blå Planet, der er Nordeuropas største akvarium. Her kan du lære mere om verdenshavene og dets dyre- og plantearter. Hils på rokker, blæksprutter, hammerhajer og mange andre spændende dyr.

København

Hovedstaden behøver næsten ingen nærmere præsentation. København ligger kun 13 km fra Dragør, og her finder du selvfølgelig et enormt udvalg af seværdigheder, spisesteder og aktiviteter.

DR Byen

I Ørestad kan du besøge DR Byen, der arrangerer rundvisninger for både børn og voksne.

Kort over Dragør

Svar på indlæg

Please enter your comment!
Skriv venligst dit navn her