De fleste danskere forbinder nok Málaga med Costa del Sol. Men glem alt om forlorne turistbyer og store betonhoteller. Málaga tilbyder noget helt andet og er til dig, der er mere interesseret i historie, autenticitet og god mad end sol og strand. Det og meget andet kan du læse mere om i min Malaga guide herunder.

Málaga – en introduktion

Málaga har en virkelig spændende historie. Grundlagt af fønikerne i år 770 f.kr. menes det at være en af de ældste permanent beboede byer i verden. Málaga har senere været underlagt Kartago, men af de tidligste stater og folkeslag, er det romernes tilstedeværelse, der er mest tydelig i byen i dag.

Som resten af den iberiske halvø kom Málaga under islamisk styre, da maurerne grundlagde Al-Andalus i 700-tallet. På ruinerne af føniske bygninger opførte de Alcazaba og Gibralfaro, der begge fungerede som forsvarsværker.

Da de forenede riger Castillien og Aragonien igen fik magten på halvøen i slutningen af 1400-tallet, dannede det grundlag for det Spanien vi kender i dag. Málaga fik efterfølgende en vigtig rolle i den spanske arvefølgekrige. I havet ud for byen fandt det største søslag i krigen sted. Konflikten endte med fredsforhandlinger kendt som Freden i Utrecht.

Igen under den spanske borgerkrig i 1930’erne kom Málagas havn i fokus. Her lå den republikanske flåde, der blev bombet af italienerne, som støttede Francos nationalister. Bombardementet resulterede i nationalisternes overtagelse af Málaga, hvis indbyggere flygtede, men blev udsat for en massakre med over 7000 dræbte.

malaga guide
Et kig op ad gågaden Calle Marques de Larios

Efter 2. verdenskrig slumrede Málaga og Sydspanien hen, men den stigende turisme skabte både velstand og arbejdspladser. Nye hoteller skød op som paddehatte langs kysten og med dem barer, butikker, restauranter og alverdens tilbud til turisterne.

Málaga er i dag Spaniens sjettestørste by. For turister er der især tre områder, som er interessante: Den gamle bydel, marinaen/havnen med Paseo de Maritimo og byens hovedstrand La Malagueta. Alle er de i gåafstand af hinanden.

Kombinationen af strand og storby fås ikke meget bedre end i Málaga, der takket være investeringer og lokale ildsjæle har genopfundet sig selv. De gode restauranter og den autentiske atmosfære er stadig en del af byen, der nu også har fået et makeover og flere museer i verdensklasse.

Nu til min Malaga guide, hvor du først kan læse om byens områder og oplevelser. I indholdsfortegnelsen øverst, kan du gå direkte til det afsnit, du vil vide mere om – f.eks transport eller mine forslag til overnatningssteder.

malaga guide
Paseo Maritimo fører fra den gamle bydel ned til havneområdet

Centrum – orientering og seværdigheder

Centrum (centro) er i denne Malaga guide den gamle bydel, Soho, havneområdet og La Malagueta, der som nævnt er i nem gåafstand af hinanden. Udover stranden, så vil du som turist nok finde den gamle bydel mest interessant.

Det er her i de bilfri gader og smøger, de fleste af byens største seværdigheder ligger. Bydelen har også en lang række gode restauranter og listige barer, og det milde klima gør, at der som regel altid er liv i gaderne. Her er ikke kun turister – i Málaga blander man sig med de lokale, der fra morgenstunden samler sig på pladser og cafeer.

Et af den gamle bydels hovedstrøg er gågaden Calle Marques de Larios, der fører fra havnen op til Plaza de la Constitución, som er flankeret af en lang række rigtig flotte bygninger. Pladsen er et af flere steder, hvor du kan sætte dig og følge med i den lokale dagligdag.

Den gamle bydel har også masser af flotte huse – f.eks. Palacio Episcopal de Málaga (billedet øverst) på Plaza de Obispo, rådhuset Ayuntamiento de Málaga langs Avenida de Cervantes, men også den ejendommelige smalle bygning på Calle Sagasta 5 overfor markedet. Det er blot en af mange bygninger, hvor du med fordel kan kigge op for af få øje på de mange fine detaljer.

Málaga er en kompakt by, hvor der ikke er langt mellem seværdigheder og områder. Fra den gamle bydel kan du ad den overdækkede Paseo Maritimo stå ved Centre Pompidou og havnen på blot 10 minutter. Bagved her ligger byens hovedstrand La Malagueta.

Der er mange listige barer og spisesteder i den gamle bydel

Malaga Katedral

Den store katedral midt i Málagas gamle bydel er enorm, bombastisk og med alle de figurer, glasmosaikker og flotte detaljer, der hører sig til i en katolsk kirke. Alligevel er den her og der lidt rå i udtrykket – i betragtning af størrelsen havde det måske også været for meget af det gode med udsmykninger fra gulv til loft.

katedralen blev grundlagt i 1528 på resterne af en moské. Den tog mere end 200 år at bygge, men er faktisk aldrig blevet færdiggjort. Pga. manglende penge nåede man kun at opføre det nordlige klokketårn. De lokale omtaler derfor katedralen som “Den enarmede kvinde”.

Der er indgang fra siden af katedralen. Indenfor vil du med det samme støde på det store kor og organet med 4000 piber. Koret har flotte træudskæringer – bl.a. 40 statuer af helgener. Langs siderne er der rækker af imponerende kapeller, der i både udsmykning og stilart er ret forskellige.

Der er masser at kigge på i Málagas katedral. Entreprisen på 8 € inkluderer en håndholdt audioguide med omfattende information. For 12 € kan du også købe en billet, der giver adgang til katedralens tag. Her er kun trapper (ca. 200), så det skal du selvfølgelig være frisk på. Til gengæld var der lidt mere plads på taget end da jeg besøgte toppen af Barcelonas katedral.

Du kan købe billetter ved indgangen. Forvent kø, hvorfor det kan være en god idé at komme ved åbningstid. Du kan også købe billetter online på katedralens hjemmeside her eller på tiqets.com, hvor du har mulighed for at booke kombinationsbilletter og guidede ture med rabat.

Malagas enorme katedral

Alcazaba

Málagas alcazaba, der blot betyder citadel eller fort, er velbevaret og ligger centralt i byen oppe over et gammelt romersk teater fra omkring år 100. Det var maurerne, der opførte Alcazaba. De havde indtaget Den Iberiske Halvø og grundlagde det, som man i dag kalder Al-Andalus.

Málaga blev med sin beliggenhed og havn anset som en vigtig by af erobrerne. Det første mauriske fort på stedet blev sandsynligvis grundlagt tidligt i det 11. århundrede og siden ombygget af Nasrid-dynastiet fra Granada i 1300-tallet.

En tur rundt i Alcazaba er en god oplevelse. Fortet er velbevaret og nogle steder genopbygget (rekonstrueret). Tykke mure med tårne, hvoraf nogle stadig eksisterer, skulle holde fjenderne ude. Indenfor murene får man en rigtig god fornemmelse af opbygningen med bl.a. porte og små idylliske haverum.

Flere af portene har været rigt udsmykket. F.eks. den såkaldte Door of Christ, der fører ind til Alcazabas nedre niveau. Her kan du til den ene side gå mellem forsvarsmurene, mens du til den anden side kommer til en lille hyggelig gård med adgang videre op til paladset på det øvre niveau.

malaga guide
Alcazaba med det romerske teater nedenunder

Her ligger endnu en gårdhave sammen med Taifapaladset fra det 11. århundrede, der er den ældste del af Alcazaba. Der er kun en af to pavilloner tilbage, som dog er restaureret og med mange rigtig fine detaljer i tydelig islamisk stil.

Det samme gør sig gældende med hovedattraktionen Nasridpaladset, der er opført af Mohammad ll, som var søn af dynastiets grundlægger. Paladset består af flere mindre afdelinger med gårdhaver, hvor fliserne ved de klassiske pools er originale. Bygningerne er tomme bortset fra en ganske lille udstilling med fund fra området.

Selvom paladserne er restaurerede og ikke originale, så er Alcazaba som nævnt en god oplevelse. Stedet giver en idé om hvad der venter i Alhambra i Granada, hvor paladserne dog er større, smukkere og stort set i original stand. Fra Alcazaba har du mange steder en fantastisk udsigt over by og havn – værd at tage med.

For at besøge Alcazaba skal du købe billet i en af automaterne. Der kan købes flere forskellige billetter – bl.a. en kombinationsbillet, der også gælder Gibrafaro (5,50 €) Automaterne tager både kort og kontanter. Via en QR-kode kan du få adgang til en gratis audioguide. Guidede rundvisninger kan du booke hos f.eks. tiqets.com.

Nasrid-paladset i Alcazaba

Gibralfaro

Oppe over Alcazaba ligger fortet Gibralfaro. Den første fæstning på stedet blev sandsynligvis grundlagt af maurerne i 900-tallet, men efterfølgende erstattet af det nuværende og meget større fort i det 13. århundrede. Gibralfaro husede soldater og personale, men hovedfunktionen var at beskytte Alcazaba. En befæstet korridor med høje mure, der stadig kan ses, forbandt de to steder.

Gibralfaro er mest kendt for de kristne styrkers tre måneder lange belejring i 1487, der førte til maurernes overgivelse. Fæstningens mure er velbevarede og kraftige med bl.a. tårne og skydeskår. Det er flere steder muligt at gå på muren, der her og der er ret smal. Herfra er der selvfølgelig en forrygende udsigt.

Bag murene er der kun få bygninger tilbage. Et af dem er det gamle krudtlager, hvor der i dag er indrettet et museum om stedet. Gibrafaro ligger 130 m.o.h, og turen op til toppen er bjerget kan være hård i varmen – husk vand og eventuelt en hat til hovedet.

Bemærk, at det ikke er muligt at gå direkte fra Alcazaba til Gibralfaro. Fra Alcazaba skal du ned på gadeplan igen for at finde stierne op til Gibralfaro. Det er fint skiltet.

Alternativt kan du tage en taxi eller buslinje 35, der kører fra bl.a. Avenida Principal og Paseo del Parque op til Gibralfaro. Der er afgang ca. hver halve time. Entré til Gibrafaro 3,50 €, kombinationsbillet, der også gælder til Alcazaba, som har samme billetsystem 5,50 €. Audioguide er inkluderet.

Lille del af Gibrafaro med smuk udsigt over by og havn

Picassomuseet

Den verdensberømte kunstner Pablo Picasso blev født i Málaga. I en pragtfuld renoveret renæssancebygning, der blev fredet i 1939, ligger nu Picassomuseet. Det indeholder i dag ca. 200 af kunstnerens værker stillet til rådighed af bl.a. Picassos svigerdatter gennem en fond.

Med salgspriser på 150-200 millioner dollars for hans dyreste malerier, er ingen af Picassos mest berømte værker en del af udstillingen. Samlingen består af bl.a. malerier, skulpturer og tegninger, der viser et bredt repertoire af stilarter, hvor Picasso især er kendt for sammen med Georges Braque at have været fader til kubismen.

Pablo Picasso forlod Málaga som 19-årig og kom aldrig tilbage. Alligevel ser man den berømte kunstner som et bysbarn. Han har endnu et museum i den gamle bydel: Museo Casa Natal de Picasso, som ligger i Picassos barndomshjem og omhandler hans liv og opvækst.

Tilbage til Picassomuseet: Selvom du som nævnt ikke skal forvente at se kunstnerens største værker, så er det et must at booke billetter til museet i forvejen. Det kan du gøre på museets hjemmeside eller på tiqets.com, hvor du ofte kan købe kombinationsbilletter og derved spare penge.

Køber du ikke billetter i forvejen, så skal du regne med lang kø – i højsæsonen er der ofte ventetid på en time eller mere for at få adgang. En håndholdt guide er inkluderet i entréprisen. Tasker er ikke tilladt, men kan opbevares gratis i den bemandede garderobe.

Indenfor på Picassomuseet

Atarazanasmarkedet

Som de fleste andre byer i Spanien har Málaga selvfølgelig sit eget marked. Mercado de Atarazanas er et hektisk og farverigt sted, hvor du kan shoppe bl.a. kød, frisk fisk, frugt og grønt samt lokale specialiteter som oliven og mandler. Markedet er nogenlunde delt op i de forskellige kategorier.

Markeder i Sydeuropa (og andre steder i verden for den sags skyld) er altid spændende, men i Málaga ligger det i en bemærkelsesværdig bygning fra 1800-tallet. Det siges, at den flotte hovedindgang i islamisk stil er fra maurernes tid og var del af et skibsværft.

Indgangen i modsatte ende er markant anderledes og består af store flotte glasmosaikker. Prøv at gå forbi først på dagen når solen lyser op bag mosaikkerne – det ser supergodt ud.

Atarazanasmarkedet har også en del tapasbarer, der er hektiske og proppet med mennesker dagen lang. Ved frugt- og grøntsælgerne kan du også købe friskpresset juice og smoothies. Markedet har åbent fra mandag til lørdag fra kl. 8 morgen til kl. ca. 14. Nogle boder lukker dog, når de har udsolgt.

Fristende grøntsager på Ataranzasmarkedet

Soho

Fra markedet over hovedgaden Almeda Principal ligger det lille område kaldet Soho. Det var tidligere et lidt lusket sted, men i dag er Soho som forvandlet og nu kendt som Málagas kunstdistrikt. Hovedattraktionen er CAC – Museet for Nutidskunst, hvor du kan se værker af bl.a. Damien Hirst, Olafur Eliasson og Louise Burgeois.

Soho er også kendt for sin gadekunst – kig op – her og der vil du støde på flotte malerier og kunstværker, hvoraf nogle fylder hele gavlen. Hovedstrøget i Soho er gågaden Alameda de Colán, der har den største koncentration af barer og spisesteder.

Sidste søndag i måneden er der Made in Soho Market – her kan du købe f.eks. lokalproducerede designs og kunsthåndværk. Generelt skal du ikke forvente noget kultur- og kunstnerisk sus i Soho, der bortset fra CAC er en anelse oversolgt.

Centre Pompidou

Centre Pompidou er et godt eksempel på, at Málaga er blevet museernes by. På forunderlig vis har man formået at åbne mindre filialer af to verdensberømte museer: Centre Pompidou i Paris og Det Russiske Museum i Sankt Petersborg.

Sidstnævnte er nu sat på pause, men på Centre Pompidou kan du udover den faste samling, der består af værker af bl.a. Max Ernst, Frida Kahlo, Francis Bacon og Pablo Picasso, også se temaudstillinger med kunst fra modermuseet i Paris.

Centre Pompidou ligger på havnen i Málaga. Museet er nemt at få øje på – se efter The Cube – den farverige firkant, der er tegnet af Daniel Buren og som på sin egen måde komplimenterer havneområdet rigtig godt. Entré til Centre Pompidou er 9 €, som inkluderer en audioguide.

The Cube – Centre Pompidous ikoniske vartegn

Málaga – hvor mange dage skal du bruge

I Málaga er der oplevelser til mange dages ophold. Vil du blot se de største seværdigheder, så skal du bruge minimum to hele dage. Skal der også være tid til at besøge de mindre kendte museer, så kan du roligt booke et par nætter mere.

Måske har du også brug for at slappe lidt af mellem den spændende sightseeing. Det kan du passende gøre på en af byens mange strande – Málaga er nok et af de bedste steder i Europa at kombinere strand- og storbyliv.

Det er selvfølgelig kun dig, der ved hvad din ferie skal indeholde, men vil du have det hele med – museer, historiske seværdigheder, sol og strand og mad i verdensklasse, så er en uge i Málaga absolut ikke for meget.

Herunder finder du min Malaga guide – læs om bl.a. transport, overnatning og mad og drikke. Du kan også finde nyttige links til din rejse.
malaga guide
La Malagueta – byens hovedstrand

Transport

Ind og ud

Fra både Billund, Aalborg og København kan du finde direkte fly til Málaga. Der er afgang året rundt, men for rute- og lavprisselskaberne kan der være tale om sæsonruter, som kun flyves i sommersæsonen. Søg og sammenlign flybilletter til Málaga her.

Også de fleste charterbureauer har Málaga som destination – her primært for at få kunderne til feriebyerne langs kysten. Ofte kan du dog nøjes med at købe en flybillet – i hvert fald er det værd at sammenligne priserne med de regulære flyselskaber.

Fra lufthavnen ind til Málaga kan du tage en taxi, der holder til højre, når du kommer ud af ankomstterminalen. Turen tager ca. 25 minutter og koster 20-25 € alt efter hvor i byen, du har booket hotel. Taxikøen er bemandet, og du vil normalt hurtigt få en taxi, der opfylder dit behov mht f.eks. bagage og antal personer.

Alternativt kan du tage lufthavnsbussen, der kører ca. hvert 20. minut fra klokken 7 morgen til omkring midnat. Der er dog få afgange i løbet af natten. På turen ind til centrum stoppes ved centrale bus- og togstationer. Se mere om bus fra lufthavnen til centrum her.

Mest bekvemt er det dog med en privat transfer, som du kan booke hjemmefra til en fast pris.

At komme rundt

Málaga er en større by med langt over en halv million indbyggere, men de vigtigste seværdigheder og mest interessante områder ligger i gåafstand af hinanden.

Byen har offentlig transport i form af busser og to metrolinjer. For ruter og afgangstider med de offentlige busser kan du se mere på EMTs hjemmeside. Du kan købe enkeltbilletter (Ca. 1,40 €) hos chaufføren – betaler du med kontanter, så husk småpenge, men på flere og flere af byens busser er det også muligt at betale med f.eks. visakort.

Skal du bruge den offentlige transport meget, så kan du købe rabatkort (bus pass) i mange kiosker. Du stempler ind ved den røde “læser” ved chaufføren. Det er muligt at indsætte penge på kortet og dermed få flere ture.

Metrolinjerne kører begge fra Atacaranzas Station på Alameda Principal for derefter at dele sig på El Perchel Station, der er et af Málagas trafikknudepunkter. Den røde linje L1 fortsætter vestpå og har endestation ved Andalucian Tech. Den blå linje L2 kører ned langs kysten til Palacio de los Deportes.

En anden måde at komme rundt i Málaga er at benytte hop on, hop off busserne. Det kan dog kun betale sig, hvis du har tænkt dig at benytte dem meget, da prisen er 25 € for ubegrænset kørsel i 24 timer. Der er også 48 timersbilletter.

Malagas hop on,hop off bus har tre linjer, der alle starter ved centralstationen og herfra kører til byens mest interessante steder og seværdigheder. En audioguide er inkluderet i prisen.

Der er selvfølgelig også taxier i byen. De kører efter taxameter og er nemme at bruge. Forvent ikke, at chaufførerne taler engelsk – det kan derfor være en god idé at have din slutdestination på skrift, hvis dit spanske ikke er i top.

Overnatning

Som populær turistby har Málaga selvfølgelig overnatning for enhver smag og pengepung. Generelt er prisniveauet dog forholdsvis højt – det gælder i særdeleshed over sommeren, men selvom du vælger at besøge byen i forårs- eller efterårsmånederne, så er det om at holde godt øje med priserne og slå til, når du ser et godt tilbud.

I Málaga er sæsonen lang. Allerede i marts vrimler det med turister, og det er selvfølgelig med til at holde priserne oppe. Dyrest er det ikke overraskende at bo i centrum. Her kan du dog finde flere hostels, hvis du er på lavbudget.

I den gamle bydel er flere overnatningssteder indrettet i de charmerende restaurerede huse, og det er med til at give en rigtig hyggelig atmosfære. Uanset hvor i Málaga du booker hotel, så er det værd at tjekke om du kan parkere, hvis du lejer bil.

I centrum er der tale om byhoteller, mens du andre steder i Málaga kan finde større resorts med f.eks. swimmingpool og andre faciliteter.

I min Malaga guide anbefaler jeg følgende overnatningssteder, der alle får rigtig gode anmeldelser af tidligere gæster. Læs mere herunder eller se det fulde udvalg på f.eks. hotels.com eller booking.com – de to sider har som regel de laveste priser.

TOC Hostels

På trods af navnet, så tilbyder TOC Hostels også almindelige værelser med privat bad og toilet. TOC Hostels er et topvalg i Málaga – her bor du på lækre moderne værelser til en rigtig god pris. Der er også familieværelser. Hotellet ligger centralt, men roligt i den gamle bydel tæt på barer og spisesteder. Se billeder og aktuelle priser på TOC Hostels.

Hotel California

Vil du hellere bo tæt på stranden end i den gamle bydel, så er Hotel California et rigtig godt valg. Tidligere gæster er vilde med hotellet, hvor du har mulighed for at bo billigt. På værelserne er der bl.a. tv, køleskab, pengeskab og gratis wifi. Morgenmad kan tilkøbes. Se billeder og aktuelle priser på Hotel California.

AC Hotel Málaga Palacio by Marriott

Stort 4-stjernet hotel centralt i den gamle bydel med få hundrede meter til Passeo Maritimo. Málaga Palacio tilbyder lyse moderne værelser og en lang række faciliteter som f.eks. fitness, swimmingpool og flere barer og restauranter. Der er mulighed for at tilkøbe morgenmadsbuffet. Se billeder og aktuelle priser på AC Hotel Málaga Palacio.

Hotel Larios Málaga

På Hotel Larios kan du næsten ikke bo mere centralt i Málagas gamle bydel. Det populære hotel har flere forskellige værelsestyper – fra basicværelse til lejligheder med fuldt udstyret køkken. Hotel Larios har bar og døgnåben reception, hvor man kan hjælpe med udflugter/billetter. Morgenmadsbuffet kan tilkøbes. Se billeder og aktuelle priser på Hotel Larios Málaga.

Se endnu flere gode overnatningssteder i indlægget Hotel i Málaga – de bedste steder at bo.

Mad og drikke

Maden i Spanien er lækker, og det gælder heldigvis også i Málaga, hvor det er nemmere at finde lokale tapasbarer end tvivlsomme turistrestauranter, der har mere fokus på kvantitet end kvalitet.

I Spanien skal du prøve tapas – en række småretter som f.eks. kroketter, brødhapsere, iberisk skinke, ansjoser i vinagrette samt rejer og blæksprutte på tusind måder. Nogle steder kan du få retterne i halve portioner – en god idé, så du kan prøve forskellige slags. Er I flere om bordet, så er det bare om at bestille 2-3 tapas hver som I kan dele.

Málaga har restauranter med mad fra det meste af verden, men personligt holder jeg mig næsten altid til det lokale køkken, når jeg rejser. Især i Spanien, hvor man bare får god mad, er der ingen som helst grund til at spise noget andet.

Udover tapas kan du også bestille stuvninger, iberisk skinke og frisk fisk og skaldyr inklusive espetos – grillede sardiner på spyd, som området er særligt kendt for.

En hovedret på en almindelig restaurant fås for 15-25 €, mens tapas typisk koster 4-6 € pr. stk. Nogle steder tilbyder menu del dia (dagens menu), der er tre retter for 12-15 €. Menu del dia er billigt, men kan være hit eller miss.

I indlægget 7 gode spisesteder i Málaga kan du få forslag til gode restauranter uanset om du er til tapas, fisk og skaldyr eller er vegetar/veganer. Det største udvalg af spisesteder finder du i den gamle bydel, på havnen og langs strandene La Malagueta og Playa de la Caleta.

En ting du skal prøve i Málaga er vermouth (vermut på spansk). Det er populært at drikke, og flere steder ligger deciderede vermouthbarer, hvor du kan smage på varerne og få kyndig vejledning af personalet. Málaga har også sin egen vin – en sød hedvin, der blot kaldes Málagavin

Er du kaffeentusiast og/eller er vild med hippe cafeer, så findes de også i Málaga. F.eks. Next Level Specialty Coffee, mens du på bageriet Cesco kan købe morgenmad, sandwich og kaffe to go.

Vil du drikke morgenkaffe med de lokale, så tjek den smalle smøge Calle Herreira del Rey tæt på Ataranzamarkedet og find et bord på Casa Aranda. Her er masser af liv allerede fra morgenstunden.

Aktiviteter

Udover seværdighederne nævnt herover i min Malaga guide, så kan du her få forslag til aktiviteter og forlystelser.

Museer i Málaga

• Carmen Thyssen Museum – kunst
• Málaga Bymuseum – historie og arkæologi
• Glas- og Krystalmuseet
• Automobilmuseet

En tur på stranden

En tur på stranden er en oplagt mulighed, når du besøger Málaga. Som nævnt er byen perfekt til en kombineret strand- og storbyferie. Tættest på centrum ligger bystranden La Malagueta, men der er andre strande at vælge mellem.

De fleste steder kan du leje solstole og parasoller. Nogle af dem er tilknyttet en chiringuito – strandbarerne, der tilbyder både mad og drikke.

Andre aktiviteter

Andre aktiviteter i Málaga kunne være byvandringer, food tours, en bådtur fra byens havn eller et besøg i den botaniske have. Læs mere i indlægget Aktiviteter i Málaga.

For events og festivals i byen kan du klikke ind på den officielle turistside malaga.eu.

Praktisk information til din rejse

Godt at have styr på

Tjek udenrigsministeriet rejsevejledning til Spanien inden du tager afsted – den finder du her.

Husk også forsikringen – måske har du allerede en rejseforsikring inkluderet i dine øvrige forsikringer – hvis ikke, så kan du få et tilbud her.

Øvrigt

Mangler du noget til ferien? Find ud af det på rejsegear.dk, der har et stort udvalg af rejseudstyr.

Hos f.eks. Saxo kan du udover almindelige bøger også finde et stort udvalg af e- og lydbøger og rejseguides.

Kort over Málaga

I min Malaga guide finder du selvfølgelig også et kort over byen, hvor jeg har markeret alle nævnte steder som seværdigheder, hoteller og spisesteder.

Svar på indlæg

Please enter your comment!
Skriv venligst dit navn her