Hjem Ungarn Gratis oplevelser i Budapest

Gratis oplevelser i Budapest

Der er flere gode oplevelser i Budapest, som er helt gratis

Budapest er en superbillig by at være turist. Har du alligevel brug for at spare lidt på budgettet i Ungarns hovedstad, så læs med her. Der er nemlig mange rigtig gode gratis oplevelser i Budapest, hvor du bl.a. kan besøge museer, monumenter og historiske områder.

Udover de gratis oplevelser i Budapest, så er der også en anden måde at spare penge på. Køb et Budapest Card, der inkluderer gratis offentlig transport og entré til nogle af byens største seværdigheder.

Alle de gratis oplevelser i Budapest samt turistinformationen, hvor du kan købe Budapest Card (kan også købes online) kan du finde på kortet nederst på siden.

1 Castle Hill

Det store borg- og slotsområde hører til Budapests største seværdigheder. Der er entré til Matthiaskirken og museerne i Buda Castle, men det er helt gratis at gå rundt i det historiske område, hvor du mange steder har den flotteste udsigt over Donau og Pest-siden med det imponerende parlament.

Et af de steder, hvor du med fordel kan finde kameraet frem er ved Fishermans Bastion, der er gratis at besøge før kl. 9.00 om morgenen og efter kl. 19 om aftenen. Dele af bastionen er dog altid gratis at besøge, mens der er entré til det øvre niveau. Bastionen er grundlagt i 1895 og var en af mange bygninger, som blev opført i forbindelse med Budapests 1000 års jubilæum.

Det siges, at denne del af middelalderens forsvarsværk var beskyttet af et broderskab af fiskere – deraf bastionens navn. Fishermans Bastion har syv små tårne, der symboliserer de høvdinge, eller stammeledere, som sammen grundlagde Ungarn i år 896.

Statuen mellem bastionen og Matthiaskirken forestiller kong Stefan, der som landets første konge regerede fra år 1000 til 1038.

Den flotte Fishermans Bastion er en del af Castle Hill

2 Markedshallen

Budapests flotte markedshal (Nagyvásárcsarnok) er bestemt også et besøg værd. Begynd turen ved pladsen Vörösmarty tér i centrum af byen og fortsæt ad den populære shoppinggade Váci utca til markedshallen, der opført i 1897 er den ældste i Budapest.

Indenfor kan du i stueetagen se de lokale shoppe bl.a. kød, specialiteter og frugt og grønt, mens turisterne synes mere interesserede i de mange produkter med paprika, som Ungarn er så berømt for. I gangene ovenover er der tale om et decideret turistmarked med alverdens souvenirs.

gratis oplevelser i budapest
Den flotte markedshal i Budapest

3 Heltepladsen, byparken og Vajdahunyad Slot

I distrikt 6 kan du et stenkast fra hinanden finde tre oplevelser i Budapest, der er helt gratis. For enden af den lange og snorlige gade Andrássy út, der starter i byens centrum i distrikt 5, ligger Heltepladsen og det store Millennimum Memorial – årtusindmonumentet på dansk.

Både det og selve pladsen blev til som en del af fejringen af 1000 året for Ungarns grundlæggelse i år 898. Bagved ligger Budapests store bypark, der er et populært sted til bl.a. en tur i det grønne og gå- og løbeture.

En del af byparken er det fine Vajadahunyad Slot, der ser gammelt ud, men som også blev opført til 1000 års jubilæet i 1896. Tanken var at vise byggestilen i Ungarn gennem tiden, og derfor er de tre dele af slottet ret forskellige. Oprindelig var bygningerne lavet af træ, men blev så populære, at man besluttede at opføre dem i mursten.

Den store gule bygning i barok- renæssancestil er i dag hjem for Budapests landbrugsmuseum (entré). Faktisk er der en fjerde gratis oplevelse i Budapest ved Heltepladsen, men det kan du læse mere om herunder.

gratis oplevelser i budapest
Millennimum Memorial på Heltepladsen

4 Gratis museer

Budapest har desvære ikke helt så mange gratis museer som andre storbyer i Europa. Dog har en lang række museer fri entré på nationale helligdage, mens besøgende under 26 år kan komme gratis ind på bl.a. Det Nationalhistoriske Museum samt Ungarns Nationalmuseum og Budapests Historiske Museum, der begge ligger på Castle Hill.

Museer, der er gratis på nationale helligdage gælder bl.a. det såkaldte House of Terror på Andrássy út, Militærmuseet på Castle Hill og det fantastiske Ungarns Kunstmuseum (Museum of Fine Arts), der ligger ved Heltepladsen. Her kan du se værker af f.eks. Goya, Monet, Rodin, Renoir og Rembrandt.

Museum of Fine Arts er nok et af Budapests bedste museer

5 Skoene på Donauflodens Bred

Donauflodens bred er et dejligt sted at gå en tur. Fra både Buda- og Pestsiden er der flot udsigt til byens kirketårne og smukke bygninger. Især om aftenen, hvor f.eks. Buda Castle, Kædebroen og Parlamentet er oplyst

Et af de steder du skal besøge på din tur langs floden er “Skoene på Donauflodens Bred”, der er et gribende kunstværk efter idé af filminstruktøren Can Togay og udført af skulptøren Gyula Pauer.

På bredden, ca. 300 meter syd for parlamentet, står 60 par sko støbt i jern. De symboliserer henrettelserne som de ungarske nazisympatisører Arrow Cross eksekverede i årene 1944 og 1945. Tusindvis af mennesker, primært jøder, blev skudt ved bredden. Sko havde dengang en vis værdi, og derfor blev de beordret til at tage dem af, inden de blev henrettet.

En lille del af Skoene på Donauflodens Bred

6 Margaret Island

Midt i Donaufloden ligger Margaret Island. Fra både Buda- og Pestsiden kan du besøge øen ad Margaretbroen, der blev indviet i 1876. I århundreder har Margaret Island spillet en vigtig rolle under krige og konflikter, men i dag er det populært grøn oase i storbyen.

Udover de flotte parkområder, der bl.a. inkluderer en rosenhave, sjældne træer og en japansk have, er der også mindemærker og interessante bygninger. F.eks. det ottekantede vandtårn i art nouveau-stil. Tæt på broen er der også en fontæne, der sprøjter vand i takt med musikken.

På Margaret Island kan du også besøge Palatinusbadet, der byder på spa- og wellnessbehandlinger og forskellige pools – bl.a. en med bølger (entré).

Margaret Island er en grøn oase i Budapest

7 Gratis gåture

Som i andre storbyer rundt om i verden, kan du også i Budapest tage med på gratis gåture og byvandringer. Turene er baseret på drikkepenge til guiden, som du selvfølgelig skal give, så helt gratis er de ikke. Til gengæld er det dig, der bestemmer, hvad det skal koste.

Der er flere udbydere af de gratis gåture i Budapest, der kan have forskellige temaer. Du kan tage på en “klassisk” byvandring, hvor du ser de vigtigste seværdigheder, men turene kan også have fokus på f.eks. kommunismen, jødernes historie eller 2. verdenskrig. Klik ind på freewalkingtour.com for at se et udvalg af gratis byvandringer i Budapest.

gratis oplevelser i budapest
Der er flere muligheder for gratis guidede byvandringer i Budapest

8 Gellért Hill

På Budasiden af Donau og lige syd for Castle Hill ligger Gellért Hill, der siges at have fået navn efter Gerard (Gellért), en italiensk biskop, der kom til Budapest for at kristne byens indbyggere. Gellért Hill er en 235 meter høj klippeformation med frihedsmonumentet på toppen. Det blev opført til ære for de, der kæmpede for Ungarns frihed og selvstændighed under nazismen.

På toppen af Gellért Hill ligger også et citadel, som det habsburgske dynasti lod opføre i 1848 i forbindelse med den ungarske revolution. Citadellet er i øjeblikket under renovering.

Andre ting du kan se på Gellért Hill er grottekirken (gratis) og to termiske bade (entré). På klippesiden, præcis for enden af Elizabethbroen, kan du ikke undgå at få øje på mindemærket over Gerard, som troner over et vandfald.

gratis oplevelser i budapest
Mindesmærket for Gerard på Gellért Hill

Nyttige links til din rejse til Budapest

Transport

Fra både Billund og København kan du flyve direkte til Budapest. Der kan dog være tale om sæsonruter. Søg og sammenlign flybilletter her.

Fra lufthavnen til dit hotel kan du hjemmefra booke en privat transfer til en fast pris – her venter chaufføren på dig i ankomstterminalen.

Overnatning

Du kan booke overnatning i form af hotel eller lejlighed på hotels.com eller booking.com – de to sider har det største udvalg og som regel også de laveste priser.

I indlægget Hvor skal du bo i Budapest kan du læse mere om de mest populære bydele og i min Budapest Guide se hvilke hoteller, jeg anbefaler i Ungarns hovedstad.

Husk

Tjek udenrigsministeriet rejsevejledning til Ungarn inden du tager afsted – den finder du her. Mangler du noget til ferien? Find ud af det på rejsegear.dk, der har et stort udvalg af rejseudstyr.

Kort over Budapest

Svar på indlæg

Please enter your comment!
Skriv venligst dit navn her