Vi har alle forskellige grunde til at rejse. Nogle vil gerne opleve en bestemt attraktion, andre deltage i en festival, og så er der dem, der bare gerne vil have fred og ro til at slappe af på en eksotisk strand. Forskellige temaer, men forventningen er den samme.
Uanset hvad målet for din rejse er og hvor du tager hen, så kan lidt research være forskellen på en god og dårlig rejse.
F.eks. giver det ingen mening at besøge en by præcis den dag, hvor alt har lukket. Masser af byer har stort set lukket ned om mandagen, andre om tirsdagen, mens jeg under mit besøg i Sankt Petersborg finder ud af, at onsdag ikke er den bedste dag at besøge Ruslands andenstørste by.
Lige så vigtigt er det f.eks. at undersøge, hvornår der er lokale helligdage, og hvad det gør ved bylivet. Se bare på billedet ovenover, der gav mig inspiration til at skrive dette indlæg. Det er fra Unawatuna på Sri Lanka, hvor de lokale har fri for at fejre poya, fuldmånen, og det fylder strande, parker, restauranter og forlystelsesområder.
Således også i Unawatuna, hvor stranden er tætpakket med lokale, der nyder deres fridag. Det er dem bestemt vel undt, men hvis du troede, at du skulle have sand og vand for dig selv, så kan du godt tro om igen.
Nu er Unawatuna Beach slet ikke så proppet normalt, og selvom det altid er dejligt at opleve lokalliv på rejsen, så ville det jo være ærgerligt, hvis du var taget på ferie for at nyde Sri Lankas strande i ro og mag.
Det, at finde det bedste rejsetidspunkt er bestemt ikke fremmed for os. Ofte har vi vejret i fokus; hvornår er det varmt nok til at tage af sted, og i hvilke måneder er det regntid? Eller hvornår er der vand nok i floden, til at jeg kan sejle i kajak, og kan man køre på hundeslæde på Grønland i august?
På samme måde er det en god idé at sætte dig ind i, hvornår der f.eks. er helligdage og lokale lukkedage. Det er også værd at tjekke, om der er begivenheder som messer eller udstillinger, der får prisen på overnatning til at stige.
Andre ting, du kan være opmærksom på er, om der er store renoveringer i gang i byen eller omkring dit hotel. Hvem gider at høre på gravemaskiner i deres ferie?
Sammenfatning – vær opmærksom på følgende inden du booker:
• Eventuelle lukkedage
• Lokale helligdage/ferier
• Vejret
• Messer og udstillinger i byen
• Renoveringer i byen/området eller på turistattraktionerne
Skal vi her til sidst ikke lige berolige de, der har booket en rejse til Unawatuna. Herunder kan du se, hvordan stranden ser ud, når det ikke lige er poya.
Det er nu ikke noget særligt – har du set Mallorca i højsæsonen?
Ha ha Bjarne. Det er mange år siden jeg sidst var på Mallorca og kan sagtens huske at vi lå tæt på stranden :-). Men nu er det her jo Sri Lanka, og det var ikke lige det jeg havde ventet. Heldigvis ser der ikke sådan ud normalt…