Hjem Rejseliv Fribytteren og Drømmenes Kaptajn

Fribytteren og Drømmenes Kaptajn

Om rejser, drømme og spildte muligheder

Har du nogensinde spekuleret over, om dit liv kunne have været anderledes? Om du har nået at opleve alt det, du gerne ville? Eller har du tænkt over, hvorfor du egentlig rejser ud i verden og hvad det giver dig som menneske?

Det og det modige valg at være anderledes i kølvandet på de foranderlige 60’ere og 70’ere, hvor drømmen om at skabe en ny verden blev afløst af betonghettoer og parcelhuskvarterer med ensrettede mennesker er et par af temaerne i Susanna Sommers fremragende podcastserie Drømmens Kaptajn.

Susanna Sommers forældre sagde på hendes vegne nej tak, da hun som barn fik muligheden for at komme med på Troels Kløvedals første jordomsejling. Den spildte mulighed er et andet omdrejningspunkt i Drømmenes Kaptajn. Hvad var hun gået glip af, og hvordan ville hendes liv have været, hvis hun som barn havde oplevet verden?

Selv kalder hun det en samtalemosaik (i min ungdom hed det vist en radiomontage), hvor vi i et mix af tale, lydeffekter og interviews med Troels Kløvedal bevæger os fra 1950’ernes eventyrer til nutiden, hvor det at rejse ud i verden er blevet normalt og for alle.

Fribytteren

Susanna Sommers podcastserie er i fem afsnit, der alle begynder med første vers af Tom Kristensens digt Fribytter, som stemningsfuldt fører lytteren ind i et univers af drømme og forventning. En verden af frihed, udlængsel og store oplevelser.

Fribytter er et af digtene i Tom Kristensens digtsamling Fribytterdrømme, der blev udgivet i 1920. På en eller anden måde virker Fribytter tidløst og helt moderne. Mange vil nok nikke genkendende til digtet fra skoletiden, hvor det blev analyseret på kryds og tværs.

Er en Fribytter ikke en Sejler,
der flakker fra grønt til rødt
og vågnede stirrer mod Livet,
men søvnigt mod alt, som er dødt?
Og ligger han ikke og døser
i læ af Latinersejlet
og ser på de vilde Lande,
som i Havet står omvendt spejlet?

Digtet blev senere vakt til live igen af rockbandet Fribytterdrømme, der i nummeret Fribytterdrømmen kombinerer egne tekster med hele Tom Kristensens digt. Det kan du lytte til på YouTube her, hvor digtet Fribytter begynder ca. ni minutter inde i Videoen. Men lyt til nummeret i sin helhed – det er smuk poesi.

Drømmenes Kaptajn

Tilbage til Susanna Sommers podcast. Udover Troels Kløvedal medvirker også bl.a. forfatteren Carsten Jensen, fotografen Jan Grarup, skipperen Nicolai Juel Vædele og skuespilleren Erik Wedersøe. Sidstnævnte har selv sejlet jorden rundt med sit eget skib Gitte Gry. Også Pia Tafdrups digt Havet, jeg bliver flittigt brugt i Drømmenes Kaptajn.

Susanna Sommers samtalemosaik har som nævnt flere gennemgående temaer. Måden vi rejser på og ikke mindst måden vi lever på. Det, at gøre rejser og oplevelser til en livsstil. Og så er der hendes egen historie, hvor man fornemmer en snert af bitterhed …

Drøm dig væk i Drømmenes Kaptajn, som du kan finde i din podcastapp på din telefon, men den ligger også på DRs hjemmeside her.

Svar på indlæg

Please enter your comment!
Skriv venligst dit navn her