Der er flere muligheder for at komme fra Malaga lufthavn til centrum. Uanset om du ønsker transporten billig eller nem og hurtig, så kan du læse om det her.
Lufthavnen i Málaga har koden AGP og ligger 10 km fra centrum. Året rundt er der direkte forbindelse fra Danmark til Málaga, men hos nogle flyselskaber kan der være tale om sæsonruter.
Når du skal booke flybillet, så husk kun at betale for det, du har brug for mht. bagage, reserveret siddeplads og prioriteret boarding.
Inden du tjekker mulighederne for lufthavnstransfer herunder, så husk, at du kan læse mere om Málaga, bl.a. seværdigheder, aktiviteter, overnatningssteder og mad og drikke, i min guide til byen.
1 Tog
Den billigste måde at komme fra Malaga lufthavn til centrum er med tog (linje C1). Prisen er kun 1,80 €, og der er afgang ca. hvert 20 minut i dagtimerne. Toget kører fra kl. ca. 7 om morgenen til midnat.
Se efter skiltene til toget i ankomstterminalen – det er nemt at finde. Du kan købe billet i automaterne, som også har engelsk menu. Billetten gælder i to timer og skal bruges for at komme ud af stationen på din slutdestination.
Linje C1 kører fra Málaga Centrum via lufthavnen til Fuengirola med stop i bl.a. Torremolinos, Benalmadena og Torreblanca. Toget er således også en god mulighed for transport, hvis du bor i en af badebyerne.
For at komme fra lufthavnen til Málaga centrum skal du stå af på endestationen Málaga Centro-Alameda. Turen tager kun 12 minutter, men fremme i Málaga er det nødvendigt at finde alternativ transport til dit overnatningssted. Du kan se mere om billetter og afgangstider på renfe.com.
2 Bus
Bus er en anden billig mulighed for at komme fra Malaga lufthavn til centrum. Expresslinje A kører døgnet rundt, men har kun få afgange i løbet af natten. I dagtimerne kører bussen ca. hvert 20. minut. Stoppestedet ligger lige udenfor ankomstterminalen, og du kan købe billet i skuret eller hos chaufføren.
Turen tager 20-25 minutter og koster 3 €. I centrum stopper bussen bl.a. ved den store busstation og Plaza del Gral. Torrijos, der ligger tæt på havnen og med ca. fem minutters gang til den gamle bydel.
3 Taxi
Taxierne holder til højre lige udenfor ankomstterminalen. Normalt vil du hurtigt få anvist en taxi, men i højsæsonen kan der være kø. Der køres efter taxameter, og du skal regne med en pris på ca. 20-25 € for at komme ind til centrum alt efter, hvor du har booket overnatning.
Har du særlige krav mht. bagage og antal passagerer, så anbefaler jeg en privat transfer, som du kan læse mere om herunder.
4 Privat transfer
Den nemmeste måde at komme fra Malaga lufthavn til centrum er hjemmefra at booke en privat transfer til en fast pris. Her venter chaufføren på dig i ankomsthallen og kører dig direkte til dit hotel.
Der er flere fordele ved en privat transfer. Først og fremmest, så skal du ikke stresse over transport ved ankomst, men du kan også booke præcis den type bil/minibus du har brug for mht. bagage og antal passagerer. Der vil også være f.eks. barnesæder til rådighed efter anmodning.

Praktisk information til dit besøg i Málaga
Transport
Fra både Billund, Aalborg og København kan du flyve direkte til Málaga. Der kan være tale om sæsonruter, som kun flyves om sommeren. Søg og sammenlign flybilletter her.
Overnatning
Book hotel eller lejlighed på f.eks. hotels.com eller booking.com – de to sider har langt det største udvalg og som regel også de billigste priser.
Jeg anbefaler TOC Hostel, der også har dobbeltværelser med eget badeværelse, men vil du bruge lidt penge på overnatningen, så se nærmere på Hotel Larios Málaga. Begge steder er populære og får topanmeldelser.
Husk
Tjek udenrigsministeriet rejsevejledning til Spanien inden du tager afsted – den finder du her.