Der er helt stille. Træer og buske tårner sig op over os og forude kan vi skimte en mindre sø.
Vi er ikke taget en tur i skoven, men står midt i en af verdens største byer. Omringet af højhuse, heftig trafik og travle mennesker ligger Central Park som en oase i storbyen. Det er her, vi går rundt nu for at tage et tiltrængt afbræk fra New Yorks storbyræs.
Vi har aldrig været her før, men alligevel virker det bekendt. Vi står ved Bethesda Terrace, der ligesom resten af Central Park har været med i utallige film. Der er absolut intet amerikansk over stedet.
Fra den lange alle med de skyggefulde træer, der fører ned til den neoklassiske fontæne opført i 1868 af Emma Stebbins, er det som at besøge en hvilken som helst europæisk slotspark.
Det er her vi starter vores besøg i Central Park. Et besøg, der kommer til at tage hele dagen. Vi bliver overraskede over størrelsen og endnu mere overraskede over at parken overhovedet eksisterer.
I en by, hvor idéerne er mange og pengene sidder løst, er det bemærkelsesværdigt, at ingen endnu har fået held med at omdanne den grønne oase til asfalt og højhuse.
Men måske har parkens berettigelse aldrig været til diskussion. Newyorkerne behøver simpelthen steder, hvor de kan koble af og for en stund melde sig ud af det hektiske liv i The Big Apple.
Alle byens små oaser er ualmindelig populære og naturlige samlingssteder for indbyggerne. Ved Bryant Park er der oplæsninger og på Union Square sidder folk og udfordrer hinanden i skak, mens den lille plæne ved Madison Square Park er fyldt med solbadende studerende.
På opdagelse i Central Park
Hvem skulle have troet, at der i 1850’erne lå svinefarme og lossepladser lige præcis her. Dengang, hvor New York stadig var ved at finde sig selv efter den blodige uafhængighedskrig.
I 1811 udviklede borgmester dewitt Clinton New Yorks berømte arkitektur med snorlige gader, der krydser hinanden. Med i planerne for byen var også Central Park, hvor 20000 arbejdere knoklede i 20 år for at anlægge parken.
Det var franskmændene Calvert Vaux og Frederick Law Olmsted, der fik designopgaven, og de har i den grad hentet inspiration hjemmefra.
Det er måske mest tydeligt ved Bethesda Terrace og fontænen, hvor den lille sø med forelskede par i robåde fuldender idyllen. Allerede inden vi er nået så langt har vi glemt alt om trafik og højhuse, da vi går ad den såkaldte Literary Walk, en fredfyldt allé flankeret af elmetræer og statuer af berømte forfattere.
Strawberry Fields
Manden synger ikke helt rent. Han har også svært ved at holde takten, men det er så ligegyldigt her ved Strawberry Fields, hvor John Lennon har fået sin helt egen mindeplads. Godt nok blev han myrdet på den anden side af gaden, men for de besøgende er det som om, at han ligger begravet lige præcis her.
Mens Beatles-sangen Imagine fylder luften sætter vi os på en af bænkene for at mærke stemningen, der næsten er andægtig. Fliserne med teksten Imagine midt på stien bliver fotograferet flittigt af de besøgende, der synes at betragte stedet som var det John Lennons grav.
The Ramble og Belvedere Slottet
Bevoksningen er tæt og det er et sted, hvor man nemt kan blive væk. The Ramble er en masse små stier midt i Central Park, og det er her vi forbløffes over stilheden i centrum af storbyen. Området ligger ud til søen ved Bethesda Terrassen, og med New Yorks skyline i baggrunden er det et imponerende syn.
Et kort stykke derfra besøger vi Belvedere Slottet, der kun er til pynt. Det er opført af Calvert Vaux, en af Central Parks designere, og fungerer som et slags udsigtspunkt. Selve slottet er i gotisk stil og har som flere andre ting i parken et europæisk snit.
Bygningen er måske ikke den mest spændende, men udsigten er fin. Det er herfra, vi virkelig ser, hvordan newyorkerne bruger Central Park. En rulleskøjteløber snor sig udenom en barnepige med klapvogn, mens solbadere deler de store plæner med familier, der holder picnic.
Belvedere Slottet er også et godt sted at spotte fugle, og så er det her, man måler den officielle temperatur i New York. Fra slottet har vi også udsigt til en lille scene og længere væk The Great Lawn, hvor der bl.a. spilles baseball og med mellemrum afholdes koncerter med verdensberømte kunstnere.
Kleopatras nål og en statue af H.C. Andersen
Egentlig burde den store obelisk være et af parkens højdepunkter. Den såkaldte Kleopatras Nål fra 1450 f.kr. markerer det sted, hvor Metropolitan Museum of Art ligger, og er kun en forsmag på det, der venter indenfor i det verdensberømte museum.
Obelisken er 21 meter høj og er den ene del af et par, der i faraoernes tid stod ved Nilens bred i Heliopolis. Hvor spændende det store monument end er, så ser newyorkerne det tilsyneladende ikke som noget særligt. Vi står mutters alene og kigger på den imponerende obelisk, der blev restaureret for et par år siden.
Vi går mod syd igen langs den østlige del af parken. Den kreative statue, der symboliserer historien om Alice i Eventyrland tiltrækker masser af børn, men heller ikke statuen af H.C. Andersen et stenkast derfra behøver at være alene lang tid af gangen.
Som dansker er det selvfølgelig lidt specielt at se vores verdensberømte forfatter sidde der, men på en eller anden måde passer han perfekt til parken, der oser af en tid, som var engang.
Statuen af H.C. Andersen sidder ud til Conservatory Water, en mindre sø, hvor børn og barnlige sjæle leger med fjernstyrede både. Også her er kontrasten til at få øje på. Højhusene langs Fifth Avenue troner over den idylliske sø, der er omringet af glade mennesker, der synes at have glemt alt om New Yorks larm og kaos.
I Central parks sydøstlige hjørne er der travlt. Det er her vi forlader parken, og det er her, vi går vi går forbi den lille zoologiske have. På trods af den beskedne størrelse er det muligt at se sneleoparden, der i den grad er en truet dyreart.
At stå på Fifth Avenue igen er som at komme tilbage til en helt anden verden. Bilerne suser om ørerne på os og travle mennesker med eller uden mobiltelefon i hånden går på kryds og tværs af hinanden.
En dag i Central Park gør os godt. Ikke nok med at vi har set newyorkerne på en helt anden måde, vi er også kommet ned i tempo og har fået energi til igen at angribe storbyen. Kom bare and New York.
Har du fået lyst til selv at besøge Central Park, så kan du finde praktisk information under billedet.
Praktisk information til dit besøg i Central Park
Central Park (se parkens officielle sider her) ligger på Manhattan mellem 59th og 110th Street i nord-sydgående retning og mellem Central Park West og Fifth Avenue i øst-vest gående retning. Parken er fire kilometer lang og 800 meter bred. Der er adgang til parken fra klokken 6.00 til 01.00
Det er en god idé at få fat i et kort over parken. På mange af lygtepælene er der skrevet, hvor man befinder sig, men Central Park er generelt ikke særlig godt skiltet.
Året rundt er der masser af forskellige arrangementer i parken – du kan med fordel se New Yorks officielle turistside, hvis du vil se hvad der sker under dit ophold i byen. Flere steder i parken er der i øvrigt informationscentre.
Det er nemt at gå rundt i parken, men det er også muligt at tage en hestevogn og en cykeltaxi. Begge kører dog kun på de større stier/veje.
Overnatning
Du kan booke overnatning i form af hotel eller lejlighed på hotels.com eller booking.com, der har de billigste priser og det største udvalg.
I min New York Guide kan du se, hvilke hoteller jeg anbefaler, hvis du vil bo godt til en rimelig pris.
Husk
Tjek udenrigsministeriet rejsevejledning til USA inden du tager afsted – den finder du her. Mangler du noget til ferien? Find ud af det på rejsegear.dk, der har et stort udvalg af rejseudstyr.