Skal du en tur til Kina er det en god idé at kende lidt til landets historie. Kina er et stort land med en meget lang og til tider kompliceret og indviklet historie. Det kan være svært at finde rundt i perioder, dynastier og de mange navne, der for os lyder næsten ens.
Nedenstående er så langt fra fyldestgørende, men giver et hurtigt overblik over Kinas historie fra første store dynasti frem til i dag. Skal man have alt med, vil det sandsynligvis fylde flere bøger.
De findes ganske givet, så slå et smut forbi biblioteket, hvis du er mere interesseret i den meget spændende historie, der kan byde på sammensværgelser, intriger og talrige krige. God fornøjelse.
Kinas første dynastier
Kina som vi kender det i dag blev grundlagt af Qin Shu Huang i 221 f.kr. Han formåede at besejre fem andre kongeriger og kunne således udråbe sig selv til Kinas første kejser i Qin-dynastiet. Qin Shu Huang satte mange projekter i gang, som han brugte enorme ressourcer på.
Efter hans død var riget derfor svagt og Han-dynastiet, der senere har givet navn til Han-kineserne, tog over. Dynastiet var mere demokratisk i sin styreform, men en svag økonomi og et rige, der blev ved med at vokse førte til dets undergang.
Landet var i en periode splittet. Flere grupper kæmpede om det nordlige Kina, men først da Yang Yian kom til og grundlagde Sui-dynastiet, blev riget genforenet. Hans søn, Sui Yangdi, tog over, men blev myrdet af en af sine egne officerer i år 618.
Det åbnede op for Tang-dynastiet, grundlagt af Li Yuan, der var en af Sui Yangdis generaler. Fra hovedstaden Chang’an, nutidens Xi’an, erobrede riget nye områder. Via silkevejen fik Kina kontakt med lande i Centralasien i vest, og Chang’an blev en meget betydningsfuld by, der på daværende tidspunkt var en af verdens største.
Li Yuan blev efterfulgt af sin egen søn, Taizong, der regerede indtil år 649. Herefter fik Kina sin første og eneste kvindelige kejser, Wu Zeitan, magten. Under hendes ledelse blev riget udvidet yderligere, primært mod nord.
I år 705 blev Wu Zeitan’s kærlighed til buddhismen for meget for højtstående officierer, der levede efter konfucius konservative regler, og hun blev tvunget til at abdicere til fordel for Xuanzang.
Kinas nye kejser skabte fremgang, men de mange krige havde tærret på de økonomiske ressourcer, og samtidig var der blevet skabt et enormt bureaukrati, der førte til alvorlige interne stridigheder.
Helt galt gik det da Xuanzang forelskede sig i en af hans konkubiner. Han mistede gradvist interessen for riget, der bl.a. blev udsat for et mislykket militærkup. Dynastiet var nu så svækket, at flere selvstændige småstater så dagens lys, og dermed var det slut på Tang-dynastiet.
Mongolerne kommer til Kina
Kina gik ind i en periode, der er kendt som De Fem Dynastier og Ti Kongeriger. I år 960 lykkedes det Song-dynastiet i nord at samle det meste af riget igen. Hovedstaden blev flyttet til Hangzhou, der oplevede en eksplosiv befolkningstilvækst.
I perioden steg samhandelen med den øvrige verden markant, og sammen med en nyetableret industriproduktion skabte det rigdom og udvikling til Kina.
Sideløbende med rigests fremgang opstod en ny supermagt i nord. Mongolerne med Djenghis Khan i spidsen havde allerede været på erobringstogt i Centralasien og Østeuropa, og nu stod Kina for tur.
Det var Djenghis Khans’ søn, Kublai Khan, der gjorde en ende på Song-dynastiet og etablerede Yuan-dynastiet, der således bestod af mongolske herskere. For at holde de etniske kinesere ude måtte de ikke arbejde i administrationen, men det blev dog hurtigt klart, at mongolerne havde deres styrke som krigere og ikke som bureaukrater.
Ming-dynastiet og europæernes ankomst
Et årelangt oprør tog sin begyndelse, og kulminationen var Zhu Yuanzhangs erobring af Nanjing i 1356, hvor han udråbte sig selv til kejser af Kina. Ming-dynastiet var født.
At Zhu Yuanzhang var kineser og ikke kom udefra skabte en nationalfølelse, og både han og de efterfølgende kejsere prøvede at sikre riget. Bl.a. blev den store mur repareret og Yongle opførte Den Forbudte By i Beijing, der nu fungerede som hovedstad.
På trods af den store fokus på interne anliggender sendte dynastiet flere ekspeditioner ud i verden. Bl.a. nåede en hær af skibe til Afrika, men det var andre opdagelsesrejsende, nemlig europæerne, der senere skulle forandre Kina for altid.
I slutningen af Ming-dynastiet kom de første købmænd fra Europa til Kina, og hurtigt efter dukkede også de første missionærer op, primært jesuittere fra Portugal, men senere kom også hollænderne og englænderne til Kina. Europæerne kom ikke kun med varer, men også med viden om bl.a. fysik og matematik.
Interne konflikter, naturkatastrofer og en ny trussel fra nord gjorde det forbi med Ming-dynastiet. Manchurerne erobrede Kina i 1644 og det blev begyndelsen på Qing-dynastiet, Kinas sidste.
Den europæiske “opdagelse” af Kina var i årevis en god forretning for Kina, der oplevede en øget velstand. Man lærte nye dyrkningsmetoder og fik bl.a. kendskab til kartofler og majs, som man producerede med stor succes.
Kina eksporterede store mængder te, silke og porcelæn til Europa, hvor især englænderne var store aftagere. Det skabte dog en betydelig ubalance i handelsforholdet mellem de to lande, for kineserne var nemlig ikke interesserede i varer fra England.
Opiumskrigen og Taipingoprøret
Gode råd var nu dyre for englænderne. Landet ville gå bankerot, hvis denne ubalance fortsatte. Sent i det 18. århundrede begyndte de derfor at eksportere opium af god kvalitet til Kina.
Ikke nok med at det blev en økonomisk succes, man fik også skabt et enormt misbrug hos millioner af kinesere. Problemet blev så stort, at kineserne forbød opium udefra. Desuden destruerede man eksisterende lagre til stor irritation for englænderne, der opfattede det som en krigserklæring.
I 1842 samlede de en større hær – med kanoner og hurtige skibe var de kineserne overlegne. Den såkaldte opiumskrig blev kort – kineserne måtte betale krigsskadeerstatning og åbne en lang række byer op for handel. Qing-dynastiet, der i årevis havde solet sig i egen succes og rigdom, havde lidt nederlag.
De efterfølgende år blev ikke bedre for Kina. Med de europæiske kolonimagter stående udenfor døren måtte landet også kæmpe med naturkatastrofer, sult, opiummisbrug og en regering, der ikke var fulgt med tiden og ikke evnede at gøre noget ved problemerne.
Et oprør blandt kineserne tog form. Hang Xinquan, der bl.a. forbød opium, alkohol og tobak samt krævede ligestilling mellem kønnene, stod i spidsen for det man kalder Taiping-oprøret.
Hang Xinquan fik hurtigt millioner af kinesere med sig, og oprørshæren erobrede Sydkina og var godt i gang med at indtage Beijing, da europæerne valgte at støtte Qing-dynastiet, som man havde en vis kontrol over. Ingen kunne vide hvad der ville ske, hvis Hang Xinquan kom til magten.
Det anslås at helt op til 30 millioner mennesker døde i nedkæmpningen af Taiping-oprøret. Kina stod nu svagere end nogensinde, og alle kolonimagterne ville have en bid af landet. England, Frankrig, Holland, Portugal og Japan kontrollerede alle forskellige byer langs kysten.
På dette tidspunkt var den daværende kejser kun et barn. Kina blev reelt styret af kejserinde Cixi, der ikke bekymrede sig om rigets tilstand, men i stedet nød livet i paladserne.
Bokseropstanden og Kuomintang
Endnu et oprør så dagens lys. Den såkaldte bokseropstand ledet af en stor gruppe rebeller, der ville have de fremmede ud fik endda Cixis opbakning. Europæerne måtte endnu en gang samle en hær for at slå oprøret ned, men igen kom Kina ud af krigen som tabere, og måtte betale en ny krigsskadeerstatning.
Kina lå næsten i ruiner og var dybt splittet. Tanken om en republik fødtes, og den fik støtte af adskillige provinser, der ønskede at løsrive sig fra Qing-dynastiet og i stedet støtte en stat under ledelse af Sun Yatsen, der blev Kinas første præsident. I 1912 blev det første valg afholdt. Vinder blev Suns parti, Kuomintang.
Militærlederen, Yuan Shikai, der kortvarigt havde magten før valget, så dog stort på demokratiet og tog magten i landet. Han døde dog kort efter, hvilket igen efterlod Kina som et splittet rige.
Grundlæggelsen af kommunistpartiet og krigen mod kuomintang
Udenlandske magter havde stadig stor indflydelse, men mange kinesere havde fortsat nationalfølelsen i behold. I Shanghai blev kommunistpartiet grundlagt i 1919, og det bestod af en lang række personer, der vendte konfucius’ tankegang ryggen for i stedet at hoppe med på en bølge af socialistiske ideologier.
Flere af de ledende skikkelser var studenter, der demonstrerede mod de fremmede magter. De var især sure over, at fredskonferencen i 1919 i Paris efter 1. verdenskrig ikke gav de gamle tyske besiddelser tilbage til Kina, men til Japan.
Sun Yatsen, der stadig ledede Kuomintang, fandt støtte til sin frihedskamp i Sovjet, hvor man fik våben og træning. I Sovjet rådede man Kuomintang til at samarbejde med kommunisterne, og de to allierede gjorde sig i 1926 klar til at tilbageerobre Kina fra syd til nord.
Året forinden døde Sun Yatsen. En af de nye markante personer i Kuomintang var Chiang Kaishek, der sammen med kommunisterne indtog Shanghai i 1927. Men Kaishek havde spillet et dobbeltspil og begyndte nu at bekæmpe kommunisterne med våben. Tusinder blev dræbt ved lejligheden, hvor Kuomintang også angreb lokale krigsherrer.
Selvom Chiang Kaishek i 1928 etablerede en regering i Nanjing lykkedes det ham ikke at genforene Kina. Han kontrollerede reelt kun dele af Østkina, mens europæerne primært opholdt sig ved kysten.
Japanerne havde indtaget Manchuriet og forskellige krigsherrer sad på det meste af Vestkina. Mod nord havde kommunisterne samlet sig igen efter Kuomintangs hårde fremfærd.
Chiang Kaishek skabte betydelig udvikling i de dele af riget han kontrollerede, men regeringsapparatet var stærkt korrupt og Kaishek selv styrede landet med voldsom brutalitet. Derudover blev han kritiseret for ikke at ville tage den endelige kamp for at få japanerne ud af Kina.
I 1934 begyndte kommunisterne den lange march. Fra nord bevægede en 80.000 mand stor hær sig sydpå, men kun fire tusinde nåede frem til Shaanxi-provinsen, hvor de udmattede kunne vente på, at kuomintang ville knuse dem. Sådan skulle det ikke gå.
Kuomintang og Chiang Kaishek havde rigeligt andet at se til. Presset fra borgerne om, at han og regeringen skulle gå i krig mod japanerne blev større og større, og angrebet på kommunisterne i Shaanxi udeblev.
I 1936 kidnappede en general fra Manchuriet sammen med kommunisterne Chiang Kaishek. De ville ikke løslade ham før han lovede at gå sammen med dem om at få japanerne ud af Kina.
Inden de to tidligere fjender nåede så langt, var det japanerne, der i 1937 i forbindelse med optakten til 2. verdenskrig, invaderede Kina med stor brutalitet. De erobrede store dele af Østkina, og mens Kuomintang prøvede at holde stand voksede kommunisterne sig store.
Partiet fik tusinder af nye medlemmer, lederen, Mao Zedong, formåede at tale til den almindelige kineser og havde bl.a. som mål at give jorden tilbage til bønderne. Ved 2. verdenskrigs slutning havde kommunisterne stor opbakning og med en hær på hele 900.000 mand, var det ikke længere en selvfølge, at kuomintang skulle lede Kina.
I 1946 udbrød der borgerkrig om magten. Kampene varede i tre år før Chiang Kaishek og hans Kuomintang-hær måtte flygte til det daværende Formosa (i dag Taiwan).
Folkerepublikken Kina ser dagens lys
Mao Zedong kunne den 1. oktober 1949 på Den Himmelske Freds Plads udråbe Folkerepublikken Kina. Som noget af det første smed Mao alle fremmede magter ud. Han fik skabt et billede af, at alle var lige og de såkaldte herremænd, der udnyttede andres arbejdskraft på deres jord, blev myrdet i tusindvis.
Store industrier blev sat i gang og jorden givet tilbage til folket i talrige kollektiver. Maos idéer var til at starte med sympatiske, men økonomien i den periode, der kaldes “Det store spring fremad” haltede alvorligt.
20 millioner kinesere nåede at dø af sult inden Mao med socialistisk markedsøkonomi prøvede at få landet på fode igen. Men han indså, at der skulle helt andre ting til at rette op på Kinas elendige økonomi.
Maos resultater var skuffende. Han blev skiftet ud med bl.a. Deng Xiaoping, der gennemførte flere reformer. Den nye ledelse i kommunistpartiet skabte bevidst eller ubevidst en overklasse, en økonomisk elite, der var stik imod Maos ideologier.
Han havde stadig enorm indflydelse i samfundet, og egenhændigt søsatte han adskillige kampagner, der satte hans partifæller i dårligt lys. Bl.a. opsatte han kæmpebannere på universitetet i Beijing med påstande om, at ledende medlemmer af politbureauet, deriblandt Deng Xiaoping, var kapitalister.
Mao bejlede især til de unge. For det første var han oprigtig bange for, at de ville vokse op uden tanke på den forandring Kina var midt i, men at netop den yngre generation var nemme at påvirke har sandsynligvis også spillet ind.
Maos talegaver kommer ham igen til gode. Ungdommen lyttede, og det blev starten på kulturrevolutionen. De unge, der blev kaldt rødgardisterne, blev udstyret med “Den lille Røde”, en håndbog forfattet af Mao, der fortalte om hans ideologier og om, hvordan revolutionen kunne gennemføres.
Mao fik opildnet en hadsk stemning. Rødgardisterne terroriserede Kina, og folk der tidligere havde haft magten blev sat til at gøre rent. Buddhafigurer blev ødelagt og konfucius’ ældgamle livsfilosofi blev hånet.
I kollektivets navn blev alle, der havde den mindste kapitalistiske tanke arresteret eller myrdet. Rødgardisterne gik til sidst så hårdt til værks, at Mao måtte sætte militæret ind mod dem. Kina var et anarkistisk kaos på randen af fallit.
I 1976 døde Mao. Han afløses af Hua Guotong, der kun får et par år som leder inden den erfarne Deng Xiaoping tager over igen. Han indser hurtigt, at Kina har brug for store reformer for at komme på fode igen.
Kollektiverne bliver nedlagt, og der åbnes op for udenlandske investeringer. Deng Xiaoping ser stort på konsekvensen af den stigende materialisme, mange kinesere, specielt de unge, føler at de har fået lidt af deres frihed tilbage og flere penge mellem hænderne.
Konservative kræfter i politbureauet er bekymrede over udviklingen. De vil for alt i verden ikke have kapitalismen indenfor døren, men i 1985 protesterer studenterne, der kræver mere åbenhed.
Selvom Hu Yaobang måtte trække sig som leder i 1987, var det alligevel hans død i 1989, der førte til massive demonstrationer i Kina.
Især Beijing var ramt, hvor en million mennesker samlede sig på Den Himmelske Freds Plads. Mens Kina havde hele verdens bevågenhed diskuterede man i partitoppen hvad man skulle stille op med de mange demonstranter.
Flere måneder gik i takt med at demonstranterne blev færre og færre, men en lille hård kerne på et par tusinde mennesker holdt stand. Den 4. juni kunne styret ikke længere se gennem fingre med opstanden.
Militæret blev sat ind, og iagttagere mener, at ca. 200 døde under kampene. Stort set resten af verden var enige om at fordømme Kina efter massakren, landet blev holdt udenfor døren og udenlandske investeringer blev stoppet.
Det varede dog ikke mange år før der blev byttet om på rollerne. Multinationale selskaber i tusindvis fandt billig og god arbejdskraft i Kina, hvis indbyggere fik flere penge mellem hænderne til forbrug.
Det skabte en enorm efterspørgsel, hvor udenlandske virksomheder står i kø for at afsætte deres varer på et helt ny marked med potentielt en halv milliard kunder, der stadig bliver flere.
I dag er det kun få virksomhedsledere og regeringer, der tør sætte spørgsmålstegn ved menneskerettighederne i Kina. Penge er som bekendt magt, og offentlig kritik af styret er lig med mistede investeringer. Kina er inde i en rivende udvikling og man er godt i gang med at skabe et moderne samfund.
Men ikke alt er fryd og gammen. Udover den åbenlyse mangel på demokrati er økonomien måske gået for stærkt. Desuden står Kina overfor massive udfordringer i omlægningen af traditionelle industrier som kul og jern til moderne produktion tilpasset det 21. århundrede.