Phuket er Thailands største ø og et af Asien mest populære rejsemål. Også mange danskere besøger Phuket, der har en lang række forskellige strande og feriebyer. Men hvor skal du bo, når du besøger Phuket? Det kan du læse mere om her.
Lad mig med det samme slå fast, at medmindre du booker et hotel i Phuket By (det gør kun backpackere og historieinteresserede), så er det ikke her, du finder det autentiske Thailand.
Til gengæld er det her, du kan få en skøn badeferie med lækre strande og fantastiske hoteller til en pris, der er væsentlig lavere end i Europa. I Thailand får du rigtig meget for pengene og selv mellemklassehotellerne har topservice og gode faciliteter.
I indlæggene Hvor skal du bo … nævner jeg altid bydelenes muligheder for offentlig transport, men de er stort set fraværende på Phuket. Der kører langsomme åbne lokalbusser mellem turistbyerne på vestkysten til Phuket By på østkysten, men ellers er taxi og de små røde tuk-tuk eneste måde at komme rundt.
Men hvor skal du så bo på Phuket? Det kan du få en idé om herunder. Der er selvfølgelig andre steder på øen end de nævnte, men det er de absolut største feriebyer på Phuket.
1 Patong
Patong er sådan et sted, man enten elsker eller hader. Turister med hang til store resorts kombineret med et kæmpe udvalg af barer, restauranter og shoppingmuligheder elsker Phukets største ferieby. De, der søger kultur og autenticitet, løber til gengæld skrigende bort.
Man kan vel godt sammenligne Patong med Europas mest populære charterdestinationer. Alt er lagt til rette for en bekymringsfri ferie, hvor du kun skal tænke på at nyde livet med alle fornødenheder inden for rækkevidde. Du kan til gengæld glemme alt om lokalstemning og kulturelle oplevelser.
Stranden i Patong er ikke den bedste og den centrale del af byen fungerer om aftenen som red light district, hvor der er liv og glade dage.
Gode hoteller i Patong
• Amari Phuket – Lækkert resort ved stranden i den sydlige del af Patong. Her er bl.a. spa, fitness, barer, restauranter og flere pools. Morgenmad inkluderet. Læs mere om hotellet.
• BYD Lofts Boutique Hotel – Populært og dejligt hotel med topanmeldelser. Vælg mellem suites, værelser og lejligheder. Hotellet har bl.a. spa, fitness og to pools. Morgenmad tilgængelig. Læs mere om hotellet.
2 Kata og Karon
Syd for Patong ligger først Karon og derefter Kata, som jeg nævner sammen, da de er nogenlunde ens. Karon er godt nok noget større, men de tilbyder begge det samme som Patong bare i mindre målestok. Der mangler med andre ord ikke barer, restauranter eller muligheder for shopping.
Også typen af overnatning har byerne til fælles. I Karon og Kata finder du primært større resorts med alt i faciliteter. Strandene er glimrende, hvor især Kata og Kata Noi Beach skiller sig ud. De er lækre, men du har dem ikke for dig selv. Det er i øvrigt Kata Beach på billedet øverst.
Vælg Kata eller Karon, hvis du gerne vil bo i et fuldt udbygget turistområde, men er ligeglad med det vilde natteliv.
Gode hoteller i Kata og Karon
• Sugar Ohana Poshtel – Mindre moderne hotel som kan bookes til en god pris. Stedet får topanmeldelser og ligger tæt på stranden. Læs mere om hotellet.
• Avista Grande Phuket Karon – MGallery – Pragtfuldt og moderne hotel med mulighed for at booke familieværelser. Avista har bl.a. spa, fitness og flere barer, restauranter og swimmingpools. Morgenmad kan tilkøbes. Læs mere om hotellet.
3 Kamala
Så skal vi nord for Patong og til Kamala Beach. Igen får niveauet af liv og larm lige et nyk nedad uden dog at gå på kompromis med udvalget af barer og restauranter. I forhold til Kata, Karon og Patong er Kamala roligere og har for mange turister en perfekt størrelse.
Stranden i Kamala er superlækker med lavt krystalklart vand i højsæsonen. Udvalget af hoteller er noget mindre end i de større feriebyer, men du kan alligevel finde overnatning af forskellig standard og størrelse. Du bor også tæt på forlystelsesparken Fantasea og kan nemt tage en longtailbåd til f.eks. den lækre Laem Singh Beach.
Gode hoteller i Kamala
• InterContinental Phuket Resort – Lækker luksus ved stranden i Kamala. Hotellet har masser af faciliteter og mulighed for at booke værelser med plads til seks personer. Morgenmad kan tilkøbes. Læs mere om hotellet.
• Kamala Beachfront Apartments – Gode værelser og lejligheder få meter fra stranden. Stedet tilbyder bl.a. swimmingpool og gratis lufthavnstransport. Læs mere om hotellet.
4 Bang Tao
Lidt længere mod nord ligger Bang Tao Beach, der er tre km lang. Det er et lidt pudsigt ferieområde med den egentlige by mod syd og en stort set øde strand mod nord. Midt i mellem ligger Laguna-komplekset, der består af en stribe dyrere kæmperesorts med alt i faciliteter.
Overnatningsmulighederne i det forholdsvis lille byområde er begrænsede, men der er et pænt udvalg af barer og restauranter. Her er også flere beach clubs, som kan sørge for mad og drikke til tonerne af blid chillout-musik. Bang Tao er et glimrende bevis på, hvor alsidig Phuket kan være. Her er det stadig muligt at være den eneste på stranden.
Gode hoteller i Bang Tao
• Bangtao Beach Chalet – Mindre hotel med charmerende bungalows blot 100 m fra stranden. Lille pool og venlig service. Mulighed for tilkøb af morgenmad. Læs mere om hotellet.
• SAii Laguna Phuket – Stort populært resort i Lagunakomplekset. Her er masser af faciliteter og store poolområder. SAii har værelser med plads til fire personer. Morgenmad inkluderet. Læs mere om hotellet.
5 Mai Khao
Øde strand finder du også på Mai Khao Beach, der strækker sig otte kilometer nord for lufthavnen. Der mangler ikke overnatningsmuligheder, men de er spredt ud over hele stranden, og det gør, at Mai Khao synes lidt øde. Igen et eksempel på, at Phuket ikke kun er overfyldte turistbyer.
Mai Khao har et par områder med barer, butikker og restauranter, men i forhold til Phukets største feriebyer, så er det i ganske lille målestok. Stranden er som nævnt lang, men hører ikke til øens bedste. Til gengæld er den på sin egen måde imponerende med lange øde strækninger uden et menneske i syne.
Gode hoteller i Mai Khao
• Renaissance Phuket Resort & Spa – Stort luksushotel med et hav af faciliteter. Vælg mellem værelser og villaer med plads til max. syv personer. Morgenmad kan tilkøbes. Læs mere om hotellet.
• JW Marriott Phuket Resort & Spa – Skønt 5-stjernet hotel ved stranden. Her er masser af faciliteter og store poolområder. Morgenmad tilgængelig. Læs mere om hotellet.
6 Phuket By
Så til noget helt andet. Mens vestkysten består af en perlerække af badebyer, så ligger Phuket by på østsiden. Det er øens hovedby, der ved første øjekast kan synes hektisk og larmende, men i den gamle bydel finder du masser af spændende historie og pragtfulde pastelfarvede huse i sino-portugisisk stil.
Glem alt om badeferie i Phuket by, der til gengæld byder på gode spisesteder, spændende markeder og al den autenticitet som badebyerne er fuldstændig blottede for. Overnatningsmulighederne består primært af mindre steder som hostels, guesthouses og boutiquehoteller.
Gode hoteller i Phuket By
• The Memory at On On Hotel – Charmerende historisk hotel centralt i Phuket By. Vælg mellem værelser og suites. Læs mere om hotellet.
• Book a Bed Poshtel – Populært overnatningssted med både sovesale og private værelser. Der er tre minutters gang til den gamle bydel. Læs mere om hotellet.
Nyttige links til din rejse til Phuket
Transport
Se mere i min Phuket rejseguide om transport til Phuket og hvordan du kommer rundt.
Fra lufthavnen til dit hotel kan du på min side thailandrundt.dk få et tilbud fra et dansk rejsebureau i Thailand.
Overnatning
Faldt mine hotelvalg ikke i din smag, så kan du se mange flere overnatningssteder på f.eks. hotels.com eller booking.com, der har det største udvalg og de laveste priser.
Du kan også tjekke indlægget Hotel på Phuket – de bedste steder at bo.
Husk at være opmærksom på f.eks. værelsestype og afbestillingsbetingelser når du sammenligner priser på de forskellige hotelbookingsider.
Husk
Inden din rejse er det en god idé at tjekke Udenrigsministeriets seneste rejsevejledning til Thailand – den finder du her.
På ministeriets hjemmeside kan du også downloade app’en rejseklar og eventuelt skrive dig på danskerlisten.