Hjem Europa Tenerife – vilde vulkaner og frodige dale

Tenerife – vilde vulkaner og frodige dale

+ masser af nyttig rejseinformation nederst på siden

Tenerife
Stranden i Playa del las Américas

Landskabet er goldt. Øde. Barskt. Det ligner en anden planet. Men smukt, det er det. Jeg er taget op i Las Canadas Nationalpark på den kanariske ø Tenerife, og foran mig troner Spaniens højeste bjerg, Pico del Teide. Kontrasten er til at få øje på.

For en time siden stod jeg på en af sydkystens travle strande, der tilbyder ubekymret solferie til frysende nordeuropæere. Ved de mon, hvad der gemmer sig heroppe over skyerne? Sikkert ikke, men det betyder blot, at jeg kan nyde stilheden lidt endnu.

Liv og glade dage på sydkysten

Store resorts, indkøbscentre og kanarieøernes længste strandpromenade. Playa de las Américas er turisternes foretrukne sted på den solrige og lune sydkyst. Det er her, at solferieentusiaster, børnefamilier og surfere har alle tænkelige faciliteter inden for rækkevidde.

Playa de las Américas har langt det største udvalg når det gælder hoteller, restauranter og barer, men på begge sider af byen er der skudt nye ferieområder op, der ikke er mindre kedelige.

“Jeg kan anbefale dig den fyldte havtaske”, siger tjeneren på restauranten Rincon del Marinero. Vi er i Los Cristianos, en lille by, der er smeltet sammen med Playa de las Américas, og som er det eneste sted i det travle ferieområde, hvor man kan se lidt lokalliv.

Los Cristianos har nogle hyggelige gader og en aktiv havn, men også nogle rigtig gode fiskerestauranter, der skiller sig markant ud fra den typiske turistrestaurant, som findes i stort tal langs kysten.

Vores mad er aldeles pragtfuld. I selskab med en perfekt hvidvin nyder vi den fyldte havtaske og grillede tun. De gode restauranter i turistområdet findes, men man skal lede efter dem.

Kanarieøerne er kendt for sine gode strande, men det er ikke på Tenerife, at man finder de bedste af dem. Øen er af vulkansk oprindelse, og stort set alle strande består af småsten, klipper eller sort lavasand. Til gengæld har man flere steder anlagt kunstige strande med importeret lyst sand, til stor glæde for de krævende turister.

Både Los Cristianos og Playa de las Américas har et par glimrende sandstrande med solstole og parasoller på stribe. Som om det ikke var nok, så har alle større resorts gode swimmingpools, nogle med børneafdeling, andre med all inklusive og aktivitetsklubber. Jo, Tenerifes feriebyer synes at kunne dække ethvert tænkeligt behov.

“Roskilde festival og kirsebærvin. Jeg elsker kirsebærvin”, udbryder den unge surferfyr, der står bag baren på en af Playa de las Américas mange diskoteker, da han finder ud af, at jeg er fra Danmark. Han kommer selv fra Australien, men jobber nu som bartender om aftenen for at få råd til at prøve kræfter med sydkystens store bølger om dagen.

Tenerifes natteliv fejler ikke noget. Barer og diskoteker på stribe. Engelske og irske pubs. Livemusik og lounge. Her er det hele, det er bare om at vælge, hvor du vil slå dig løs.

Tenerife
Spaniens højeste bjerg Pico de Teide

Pragtfuld natur i Las Canadas Nationalpark

Fred. Efter nogen tid på sydkysten, står jeg nu i Las Canadas Nationalpark. Turen herop er smuk. Vi passerer pinjeskov og nåletræer, og kører gennem flere klimazoner, inden vi når det store plateau, der blev skabt for millioner af år tilbage, da en enorm vulkan brød sammen, og ændrede det store område til et stort krater.

Det er her, man i dag finder de to nuværende vulkaner, Pico del Teide og Pico Viejo. Pico del Teide er med sine 3718 meter Spaniens højeste bjerg, og Tenerifes stolthed.

Det er er et barskt rødbrunt lavalandskab med masser af forvredne lavasten i alle mulige former. I området Los Roques de Garcia findes en masse stenformationer, der alle skal ligne noget bestemt, f.eks. en liggende dromedar, en guanche osv.

En af stenene, Roque Cinchado, bliver af mange betragtet som nationalparkens vartegn. Det er ikke alle der som jeg nøjes med at betragte det imponerende landskab. En gruppe trekkere gør klar til at prøve kræfter med det høje bjerg, en hård tur, der tager ca. fem timer.

Den frodige Orotavadal

Den nordlige side af Las Canadas modtager mere regn end sydkysten. Det er her vi nu befinder os, i den frodige Orotava-dal, hvor hver kvadratmeter synes dækket af afgrøder som majs og bananer.

Her er store plantager, vingårde og gamle møller, der producerer hvede. Mange steder har man åbent for gæster, der kan tage på rundtur i de smukke omgivelser.

Det er i Orotavadalen, at man har bedst chance for at se nogle af de mange planter, der kun lever på Tenerife. Dalen har i århundreder været et velhavende område takket være sin frodighed.

I landskabet dukker gamle charmerende kirker og gårde op, der vidner om spaniernes gyldne tider. I 1600-tallet levede og opførte de sig som herremænd, der tjente styrtende med penge på især bananer.

Tenerife var den sidste af de Kanariske Øer, der faldt i spaniernes hænder. I 1496 invaderede de Tenerife, der hurtigt blev et vigtigt handelscenter. Andre nationer har gennem årene forsøgt at erobre øen, bla. englænderne, der i 1797 kæmpede i det berømte slag ved Santa Cruz, det var ved denne lejlighed, at Lord Nelson mistede sin ene arm.

Tenerife-04
Smuk natur i Las Canadas Nationalpark

Hyggeligt byliv i Puerto de la Cruz

Smalle gader og charmerende gamle huse. De, der siger, at kanarieøerne kun er neonoplyste feriebyer med liv og glade dage, skulle tage til Puerto de la Cruz’ gamle bydel. Hele området er næsten ét stort museum, og den gamle bydel er bestemt et af de hyggeligste steder på øerne.

Plaza Charco er centrum, og herfra er det bare om at begive sig ud i de smalle gader. Et af højdepunkterne er Senora de la Pena de Francia, en smuk kirke, der ligger på Plaza de la Iglesia.

Kirken har flotte loftsudsmykninger og billeder af byens helgener. Den gamle bydel støder lige op til strandpromenaden. Her står den lille San Telmo kirke, der blev opført i 1626.

Efterfølgende bygherrer og arkitekter har desværre ikke haft samme sans for skønhed og æstetik, som de der opførte den gamle bydel. Puerto de la Cruz’ turistboom fik ucharmerende kæmpehoteller til at skyde op i rekordfart. Allligevel fremstår byen mere moden og mondæn end feriebyerne på sydkysten.

“Lad bare fulderikkerne, børnefamilierne og solbaderne tage til Playa de las Américas, vi vil noget andet her”, fortæller en ansat på turistkontoret.

Og med bl.a. et casino og internationale shows, så er der ingen tvivl om, at Puerto de la Cruz tiltrækker et helt andet segment. En ikke nærmere defineret gruppe mennesker, der aldrig kunne finde på at tage til Playa de las Américas.

Tenerife
Dele af det gamle Puerto de la Cruz og det barske atlanterhav

Som vi sidder her i den hyggelige gårdhave, minder det lidt om Sydeuropa. Vi er tilbage i den gamle bydel, der er svær at slippe. Tjenerne næsten svæver mellem bordene på restauranten Meson los Gemelos, der viser sig at være et godt valg. Her får vi lidt tapas, frisk fisk og skaldyr, naturligvis ledsaget af god vin.

Både den gamle bydel og restauranten står for noget ægte, det er sådan kanarisk mad skal smage.

Uden at være fin på den, så er det som om at man i al stilhed tager afstand fra de utrolige mængder turistmad bestående af fritter og friture, der hver dag bliver serveret på øen. Meson los Gemelos er blot en af flere gode steder i Puerto de la Cruz, der sætter en ære i at lave god mad.

Det kan synes mærkeligt, at man i sin tid valgte Puerto de la Cruz som ferieby. Her var dengang ingen strand af betydning, men syd for byen har man anlagt den kunstige Playa Jardin, der er noget mere velegnet til en badetur end den barske Playa Martianez, der har sort lavasand og ofte store bølger.

Et alternativ er Lago Martianez, der er syv store pools, som ligger smukt ud til kysten. Her skulle der nok være plads til alle.

Tenerife
Det gamle drageblodstræ, der skulle være over 3000 år gammelt

Det gamle træ og en uheldig by

“Det er altså rigtigt, det er over 3000 år gammelt”, siger manden ved siden af mig. Vi står begge og kigger på det berømte drageblodstræ i Icod de los Vinos, der efterhånden har opnået legendestatus blandt øens turister. Vi har forladt Puerto de la Cruz, og er nu på vej ned ad Tenerife smukke vestkyst.

Drageblodstræet i Icod de los vinos er højst 400 år gammelt har eksperter fastslået, men det er ikke noget man siger højt til byens indbyggere. Icod de los Vinos har også en flot kirke, San Marcos, og ved siden af udforsker vi sommerfugleparken Manposario del Drago.

Pest, jordskælv, mudderskred, vulkanudbrud og så sent som i 1987 en enorm flodbølge. Fra hovedvejen kigger vi ned på den uheldige by, Garachico, der engang var Tenerifes største havneby, men i dag er den mest berømt for at have været ramt af alverdens ulykker.

Kun få turister begiver sig ned ad bjergvejen for at udforske Garachico nærmere. Men det er absolut en god idé. Her er forbavsende uspoleret og meget lokalt. Man kan opleve lidt af det oprindelige øliv, der efterhånden er forsvundet.

Santiago del Teide og Masca. To andre pragtfulde byer på det frodige vesttenerife, der er værd at besøge. Men kom tidligt. Især til Masca, der er et fast stop for adskillige turistbusser.

Byen er skønt beliggende omgivet af bjerge og pinjetræer. Man føler sig hensat til alperne, når man kører i dette drømmelandskab. Mere eventyr? Tag ud til Punta, det vestligste punkt på Tenerife. Det ligner verdens ende.

Jeg er tilbage i Playa de las Américas, hvor jeg går en tur på den lange strandpromenade. Nogle sidder og spiser på restauranterne, andre har travlt med at følge deres yndlingsfodboldhold på barernes storskærme, mens surferne kaster sig frygtløst ind i de høje bølger.

Intet har ændret sig, siden jeg var her sidst. Nåh ja, jeg er jo egentlig også bare et vanedyr. Jeg vender endnu en gang snuden mod havnen i Los Cristianos, hvor der venter mig et dejligt måltid på en af byens gode fiskerestauranter.

Tenerife
Tilbage i Playa de las Américas

Transport

Ind og ud

Langt de fleste danskere besøger Tenerife på en charterrejse, hvor fly, hotel og transport er inkluderet. Alternativt kan du selv booke fly og hotel – Norwegian har et direkte fly fra København.

At komme rundt

Lokalbusser dækker stort set hele øen. Det er busselskabet TITSA der kører samtlige ruter – se mere om ruter og afgangstider her. Det er oplagt at leje bil på rejsen til Tenerife – vejene på øen er udmærkede og skiltningen god. Med bil kan du opleve øens seværdigheder i eget tempo – du kan booke en lejebil, mens du er afsted, men gør du det hjemmefra, kan bilen afhentes i lufthavnen.

Prisen for en lejebil varierer meget alt efter biltype og lejeperiode. Som regel skal man være fyldt 21 år og have haft kørekort i mindst et år for at kunne leje bil. Vil man leje bil er det en god idé at have forsikringerne i orden. Book en lejebil hjemmefra her.

Taxa er billigt og der køres som regel efter taxameter, ellers spørg hvad turen koster inden start! Fra lufthavnen på den nordlige del af øen går der fly til de andre kanariske øer, det er selskabet Binter, der flyver ruterne.

Overnatning på Tenerife

Tenerife er et populært charterrejsemål, kun få ankommer til øen uden at have booket overnatning først. Her er resorts med all inklusive, for-voksne-hoteller, luksushoteller, golfhoteller og meget meget mere. Du kan finde et stort udvalg af overnatningssteder på hotels.com.

Mad

Tenerife har mange muligheder når det gælder mad og drikke. I sydkystens feriebyer er det mest lagt an på turister og de sædvanlige restauranter med pizza, pasta og steaks findes selvfølgelig også her. Men kigger man godt efter kan man sagtens få nogle gode madoplevelser i feriebyerne. Muligheden for at prøve noget god lokal mad er noget større i Puerto de la Cruz. Tapas og paella er klassiske spanske retter som er værd at prøve.

Aktiviteter

Turistbyerne har masser af aktiviteter og forlystelser, har du børn med må du ikke gå glip af Loro Parque udenfor Puerto de la Cruz. Her finder man ca. 210 forskellige papegøjearter og et bassin med delfiner. Flere gange om dagen bliver der arrangeret shows, både med papegøjer og delfiner. Der er mange andre dyr i parken, bl.a. en tigerø, og Loro Parque indgår også i det internationale avlssamarbejde for gorillaer.

Andre spændende temaparker er Parque Las Aguilas ved Playa de las Américas og Zoolandia og Jardin Botánico ved Puerto de la Cruz. En stor golfbane ligger bl.a. mellem Playa de las Américas og Los Cristianos, der er flere baner at vælge mellem, Tenerife er et glimrende sted til en golfferie.

Strande

Udover de nævnte strande i feriebyerne er der adskillige af slagsen rundt på øen. Generelt er strandene ikke af overvældende standard på Tenerife, det gælder også øens bedste strand, Playa de las Teresitas, ca. 10 km nord for Santa Cruz. Den er kunstigt anlagt med importeret sand fra Sahara, og her findes både strandbarer, toiletter og udlejning af solstole.

En anden strand er den i El Médano lige nord for Reina Sofia lufthavnen. Her er der god plads og i dette område ligger Tejitas-stranden der er den mest besøgte naturiststrand på øen.

Vejret på Tenerife

På den sydlige del af Tenerife er der typisk kanarieklima, dagtemperaturer på 20-23 °C og som regel meget solsikkert. Vejret på den nordlige del af øen er tit meget forskelligt fra sydkystens sol og sommer. Det regner mere her og temperaturerne er ofte et par grader lavere. Uanset hvor på øen man holder ferie er det i vintermånederne altid en god idé med en lun trøje og en paraply.

2 Kommentarer

Svar på indlæg

Please enter your comment!
Skriv venligst dit navn her