Der er masser af gode spisesteder i George Town på Penang, der er alle madelskeres paradis. Byens smeltedigel af kulturer har alle bragt deres særlige madtraditioner med sig, og det har resulteret i et hav af fremragende spisesteder, der består af alt fra simple gadekøkkener til vild luksus.
Men det er førstnævnte, der primært får gastronomer fra nær og fjern til at valfarte til byen, hvor klynger af hawkercentre hver aften slår dørene op.
Gerorge Town er især kendt for det kinesiske køkken med de lækre nudelretter, men i Little India finder du en lang række mere eller mindre enkle steder, der serverer sydindisk mad som i hjemlandet. Det kinesiske og indiske køkken bliver sammen med den lokale malaymad til en slags fusionskøkken kaldet nyonya, som du absolut skal prøve.
Selvom George Town har masser af gode seværdigheder, så vil maden meget sandsynligt være noget at det du husker bedst, når du har besøgt den historiske by. Det gør vi i hvert fald!
George Town og Malaysia har sine specialiteter, som man er særligt kendt for. De brede nudler kway teow bliver brugt i adskillige velsmagende og billige retter med f.eks. rejer kaldet char kway teow, mens nasi kandar, der stammer fra Penang, er ris med tilbehør – bl.a. kød, curries og grøntsager. Nasi kandar minder ikke så lidt om den indonesiske nasi cambur.
Asam laksa er en fyldig og krydret suppe, der er yderst velsmagende og som ville være perfekt en mørk vinteraften hjemme i kolde Danmark.
Suppen er baseret på fisk, og det er tamarind, som gør den sur. Men der er så mange smagsindtryk, at du med stor sandsynlighed vil elske alam laksa, selvom du måske ikke kan lide fisk.
Hos Yeap Noodles smagte jeg loh bak, der er en friturestegt svinepølse. Det er fra det kinesiske køkken og ret specielt. Ofte er loh bak brugt som en slags snack, som du kan spise i farten.
En anden kinesisk ret, der går igen på Penang er hokkien mee, der oprindelig er en nudelret, men som her mere er en suppe baseret på en fyldig rejeboullion. Ligesom kway teow fås den i forskellige variationer.
Der findes et hav af andre gode spisesteder i George Town end disse fem, som du kan finde på kortet nederst på siden. Her har jeg også markeret andre spændende steder, der får gode anmeldelser.
1 Yeap Noodles
Denne lille restaurant på Chulia Street er ikke til at komme udenom. Her får du lækker kinesisk mad, der primært er retter med hjemmelavede nudler. Yeap er familieejet, og personalet taler dårligt engelsk, men det er så ligegyldigt, når du får så lækker mad som her.
Mens nudelretterne er forholdsvis små portioner, så er de gode supper serveret i store skåle. Retter fås helt ned til 7 RM (ca. 10 kr.) – her er der virkelig råd til at gå ombord i byens fremragende mad. Det er absolut et af de bedste spisesteder i George Town, når det gælder value for money.
2 My Own Café
På My Own Café behøver du ikke spekulere over, hvad du skal have at spise, for her serveres kun én ret: asam laksa som man laver til perfektion (billedet øverst). Suppen fås i to størrelser (lille 4,5 RM og stor 6 RM), og du vil uden tvivl blive mæt af den største.
My Own Café er enkelt indrettet med skamler og træborde. Betjeningen er venlig, og her serveres også en dejlig appelsin/gulerodsjuice. Stedet er i øvrigt også kendt for sin durian iskaffe. Caféen ligger lige over for Khoo Kongsi, der er en af George Town største seværdigheder. My Own Café er kun åben til frokost.
3 Bibik’s Kitchen
Vil du prøve Penangs nyonya-køkken er Bibik’s Kitchen et rigtig godt valg. Der er tale om en mindre restaurant, som har fået en bib gourmand i Michelinguiden. Menukortet skifter efter ugedagene og retterne fås i forskellige størrelse. Her er en god mulighed for at prøve lidt af hvert fra menukortet, som I kan dele rundt om bordet.
Selvom du sikkert kan genkende nogle af retter fra f.eks. det kinesiske, indonesiske og selvfølgelig malajkøkkenet, så er de lavet med et twist og en slags fusion af ingredienser, der kendetegner nyonyamad. Et spændende sted at spise. Bibik’ Kitchen har god service og dejlig afslappet atmosfære. Der er åbent til frokost (kl. 11-15) og aften (kl. 18-21).
4 Kebaya Dining Room
Vil du spise nyonyamad i lækre omgivelser, så kunne Kebaya Dining Room på Seven Terraces Hotel være noget for dig. Her får du retter som otak otak, rendang og chicken goreng lavet med et twist og med ingredienser og tilberedningsmetoder fra hele regionen. Der er også et godt udvalg til vegetarer. Du kan forvente interessante smage og sammensætninger.
Retterne præsenteres flot og indbydende af et meget servicemindet personale. I det hele taget er Kebaya Dining Room et flot og lidt luksuriøst spisested og væsentlig dyrere end de fleste andre restauranter i George Town. Du kan få to retter for 130 RM (ca. 200 kr.) og tre retter for 160 RM (ca. 255 kr.) Kebaya Dining Room har kun åben til aftensmad.
5
Tai Tong
Denne åbne restaurant på Lebuh Cintra er berømt for sin gode dim sum, der bliver præsenteret af et par damer, som kører rundt mellem bordene med en madvogn. Og jo, Tai Tongs dim sum er i topklasse, og du kan vælge blandt mange forskellige varianter, der koster mellem 2 og 5 RM pr. stk
Tai Tong er et yderst uformelt sted, hvor der kun kommer få turister. Her serveres også almindelige kinesiske retter, og så har man en fremragende grøn te. Kom tidligt for at få et bord.
Nyttige links til din rejse til George Town
Transport
Fra Danmark kan du flyve med ét stop til Penang med Thai Airways og Singapore Airlines. Søg og sammenlign flybilletter her, men jeg anbefaler, at du booker direkte hos flyselskabet.
Læs meget mere om øen i min George Town Guide, mens du kan blive klogere på Penang i indlægget Oplevelser på Penang.
Overnatning
George Town har overnatning for enhver pengepung. Du kan booke hotel, lejlighed eller guesthouse på f.eks. hotels.com eller booking.com, der har de laveste priser og det største udvalg.
Se mine forslag til overnatningssteder i indlægget Hotel på Penang – de bedste steder at bo.
Vær opmærksom på f.eks. værelsestype og afbestillingsbetingelser når du sammenligner priser på de forskellige hotelbookingsider.
Husk
Tjek udenrigsministeriet rejsevejledning til Malaysia inden du tager afsted – den finder du her.
På ministeriets hjemmeside kan du også downloade app’en Rejseklar med gode råd og mulighed for at skrive dig på danskerlisten.
Mangler du noget til ferien? Find ud af det på rejsegear.dk, der har et stort udvalg af rejseudstyr.
Tjek også om du skal have vaccinationer inden rejsen – se aktuelle anbefalinger her. Husk også en rejseforsikring – måske har du allerede en, hvis ikke kan du få et tilbud her.