Hjem Kina Sommerpaladset i Beijing

Sommerpaladset i Beijing

Sommerpaladset udenfor Beijing er en fin oplevelse

Vi nyder udsigten over søen og fylder lungerne med luft, der synes at være en anelse renere end i centrum. Helt fredfyldt er her dog ikke – som ved Beijings øvrige seværdigheder, så er der også her stuvende fuldt af turister. Vi er på besøg i Sommerpaladset, der er mest kendt som enkekejserinde Cixi’s elskede hjem.

Engang lå her den kejserlige have, men den blev omdannet til et smukt sommerpalads af Kejser Qianlong i det 18. århundrede. Engelsk-franske tropper brændte paladset ned under anden opiumskrig, men enkekejserinde Cixi byggede det op igen med penge, der var afsat til en militær flåde, som kunne hamle op med de europæiske kolonimagter.

Cixi fik symbolsk bygget den berømte marmorbåd, der påsat et par kanoner fik det hele til at smage lidt af krigsskib. Også bokseropstanden omkring år 1900 var hård ved sommerpaladset, der igen måtte genopbygges.

Paladsets bygninger er typisk kinesiske. Først når vi Paladset for Velvilje og Et Langt Liv, der er en af områdets smukkeste bygninger. Vi må ikke komme ind, men udenfor står nogle flotte bronzefigurer, deriblandt den specielle Qilin, et dyr, der kun findes på jorden i tider med harmoni. Bagved kan man se Cixis teaterscene og et rum med mange af enkekejserindens personlige ejendele.

Cixi var oprindelig konkubine udvalgt af Kejser Xianfeng. Hun klatrede op ad rangstien og blev en af kejserens foretrukne konkubiner. Hun fødte ham en søn, Tongzhi, der efterfulgte sin far på tronen. Tongzhi var barnekejser, og reelt var det Cixi der regerede Kina. Da Tongzhi døde, valgte hun sin nevø, Guangxu, som den næste kejser. Også han var ganske ung, og det kom til uoverensstemmelser mellem ham og enkekejserinden. Resultatet blev, at Guangxu blev holdt indespærret i paladset i næsten 10 år.

Sommerpaladset er klassisk kinesisk

Sommerpaladset ligger smukt ud til Kunmingsøen, der er menneskeskabt og gravet af ikke mindre end 100.000 arbejdere. Efter besøget i paladsets beboelsesområde træder vi ind på Den Lange Korridor, der er en smal overdækket sti på ikke mindre en 728 meter. Farverne og de mange malerier på træværket over stien er ikke helt originale. Efter kulturrevolutionen blev det malet op igen, og Den Lange Korridor fik endnu en ansigtsløftning op til de Olympiske Lege i 2008.

Omtrent midtvejs på Den Lange Korridor drejer vi af og går op til til Templet for Buddhistisk Kraft. Templet ligger op ad et lille bjerg – er det varmt, kan det kan være en hård gåtur – men vi har en fantastisk udsigt over Kunmingsøen, De Duftende Bjerge og selvfølgelig Sommerpaladset.

For enden af Den Lange Korridor ligger enkekejserinde Cixis marmorbåd, der ikke har været i nærheden af at være en trussel mod englændernes og franskmændenes hurtige skibe. Men for Cixi var luksus vigtigere end landets sikkerhed, og mere end én gang viste hendes dømmekraft at være fatal. Det var bl.a. under Cixis ledelse, at kolonimagterne for alvor fik fodfæste i Kina.

Sommerpaladset er et pragtfuldt sted. Foråret kommer tidligt til den kinesiske hovedstad, og overalt ser vi farvestrålende blomster, der på bedste vis pakker de gamle huse ind. Vi sætter os på en bænk og følger den elegante dragebåd, der langsomt sejler over søen for at sætte turister af på South Lake Island. Jo, her er skønt, og vi nyder en sidste gang den friske luft, inden turen går tilbage til centrum.

Har du fået lyst til selv at besøge Sommerpaladset, så kan du finde praktisk information under billedet.
Den 728 meter lange korridor

Praktisk information til dit besøg ved Sommerpaladset

Sommerpaladser ligger ca. 20 km nord for Beijings centrum. Det er nemmest at besøge sommerpaladset på en guidet udflugt, hvor du bliver hentet og sat af på dit hotel igen, når turen er slut. Du kan se et udvalg af ture hos Viator eller få hjælp i receptionen på dit hotel.

Du kan selvfølgelig også besøge Sommerpaladset på egen hånd. Med taxi tager det ca. 45 minutter, afhængig af trafik, fra Beijing. Normalt kører taxierne i Beijing efter taxameter, men ofte forlanger de en fast pris for at køre til Sommerpaladset. Når du skal hjem igen, kan det være svært at finde en taxi. De er der, men nogle vil ikke køre ind til centrum.

Faktisk er det også forholdsvis nemt at tage metroen. Tag linje 4 og stå af på Beigongmen Station. Tag Exit D og gå mod vest (følg flokken) – snart vil du se nordporten.

Sommerpaladset har forskellige billettyper. Du kan købe en almindelig entrébillet og herefter betale for at komme ind ved de forskellige attraktioner. Du kan også købe en billet, der giver adgang til de fleste seværdigheder i Sommerpaladset. Audioguide er tilgængelig ved alle indgange. Området er stort, og det kan anbefales at få fat i et kort over Sommerpaladset – alternativt benytte Google Maps (kræver VPN) hvis du har wifi tilgængelig.

I indlægget Beijing – hvor det nye og gamle Kina mødes, kan du læse mere om den kinesiske hovedstad.

Nyttige links til din rejse til Beijing

• Hotel i Beijing – Book med prisgaranti
• Flybilletter til Beijing – Sammenlign priser her
• Transfer – Kom nemt fra lufthavn til hotel med Hoppa
• Vaccinationer til Beijing – Se anbefalinger her
• Vær forberedt på rejsen – Alt til rejseapoteket
• Bøger og rejseguides – Køb dem online her
• Husk rejseforsikring – Få tilbud her
• Udenrigsministeriets rejsevejledning – Find den her

Cixi’s berømte marmorbåd
En af flere fine porte i Sommerpaladset

Svar på indlæg

Please enter your comment!
Skriv venligst dit navn her