Hjem Asien Besøg ved Pak Ou – ad flodvejen til de hellige grotter

Besøg ved Pak Ou – ad flodvejen til de hellige grotter

+ praktisk information til dit besøg ved Pak Ou nederst på siden

Båden bevæger sig langsomt fremad. Den kraftige strøm er en værdig modstander for den lille motor, der mere end én gang lyder som om, den er ved at gå ud.

Vi har forladt Luang Prabang og er nu på vej op ad Mekongfloden til grotterne ved Pak Ou, men undervejs skal vi også opleve den smukke natur, som Laos er så rig på.

Landskabet synes uberørt. Så langt øjet rækker er der jungle. Bjergtop efter bjergtop dukker op, og jeg spekulerer på, hvad der mon gemmer sig af hemmeligheder lige derude i den tætte skov.

Liv er der i hvert fald masser af, for Laos’ flora og fauna er mangfoldigt. Vi ser lianer, bregner, palmer, kæmpetræer og mange andre planter, der er med til at gøre skoven ufremkommelig.

Laos bliver også kaldt for The Land of a Million Elephants – et tilnavn, der ikke helt passer på virkeligheden. For selv om man skulle tro, at landets vilde dyr har haft gode vilkår, så er der i dag blot 2000 elefanter tilbage.

Ca. 70 % af Laos er dækket af skov. Her lever adskillige abearter, deriblandt gibbonen, men også bjørne, leoparder og tigre. Som så mange andre lignende steder i verden, så mister dyrene også her deres levesteder, men nogle dele af Laos er så øde og ufremkommelige, at der stadig bliver fundet nye dyrearter.

På vej til Pak Ou

Regntiden er ikke helt forbi endnu, men alligevel er vandstanden i Mekongfloden faldet med 5-10 meter. Floden har taget en del af bredden med sig, og det gør vandet grumset og mudret.

Til gengæld nyder de lokale godt af den næringsrige jord, som floden har efterladt. På vores tur op ad floden ser vi adskillige kreative bønder, der udnytter hver en kvadratmeter til afgrøder. Ingen skråning synes for stejl til at så grøntsager og krydderurter.

Mægtige Mekong, også kaldet Vandenes Moder, giver føde til millioner af mennesker på dens vej fra det tibetanske plateau til sit udløb i Vietnam, en strækning på i alt 4000 km, der sørger for vand til en stor del af verdens risproduktion.

Seks forventningsfulde turister er vi i den lille båd, der undervejs må tanke benzin på en flydende tankstation. Kaptajnen kender tilsyneladende floden som sin egen bukselomme – han sejler langs først den ene bred, så den anden, for at undgå den værste strøm.

Disen er omsider lettet over den fugtige jungle, og selv om det nu er skyfrit, så hænger små totter af skyer rundt om de højeste bjerge. Det er et betagende syn – især de steder, hvor skoven når helt ned i flodkanten.

Efter halvanden times tid gør vi et stop i den lille by Ban Xang Hay. Her er fyldt med boder, hvor duge, sengetæpper og saronger hænger side om side. Ved første øjekast kan byen nemt minde om en vaskeægte turistfælde, men indbyggerne væver faktisk selv det meste af det, der bliver solgt, og de giver gerne en demonstration.

Den lille landsby Ban Xang Hay, hvor vi gjorde stop

Vil man se en ægte laotisk landsby, så er det dog ikke stedet. Også turistbusser ankommer til den lille flække, og et kvarters tid er rigeligt – akkurat lige tid nok til at strække benene før vi igen skal ned i den lille træbåd, der er alt andet end behagelig.

Grotterne i Pak Ou er målet for stort set alle de både, der hver morgen sejler fra Luang Prabang ad Mekongfloden mod nord.

I sin tid var Pak Ou et vigtigt sted for animister, men efterhånden som buddhismen gjorde sit indtog i Laos, kom der flere og flere buddhafigurer ind i grotten. I dag er Pak Ou Caves en vigtig helligdom for buddhisterne, der sætter sig for at bede foran de utallige figurer, som er i alle størrelser. I alt er der ca. 2000, der fylder hele den nederste grotte.

Pak Ou er forholdsvis hurtigt overset, og der er dem, som siger, at turen dertil er mere spændende end selve grotterne. Jeg er en af dem. Da vi har forceret de mange trapper til den øverste grotte og tørret sveden af panden, sætter vi os tilbage i den lille båd, der er i smult vande med den stærke strøm agterude.

Også kaptajnen synes åbenbart, det går godt. Vel fremme i Luang Prabang prøver han ihærdigt at kapre nye kunder, og mon ikke hans gamle træbåd kan klare en tur mere op ad Mekongfloden?

Har du fået lyst til selv at besøge Pak Ou Grotterne, så kan du finde praktisk information under billedet.
Pak Ou Grotterne ligger lige ud til Mekong Floden

Praktisk information til dit besøg ved Pak Ou

For at komme til Pak Ou går du blot ned langs Mekongfloden i Luang Prabang, hvor du vil støde ind i det lille billetkontor, der sørger for at fylde bådene op.

Inden du når så langt, vil du uden tvivl have fået andre tilbud af diverse bådejere. Prisen er nogenlunde den samme, uanset hvem du vælger at sejle med, ca. 50.000 kip pr. person, hvis du deler båden med andre, der skal samme vej.

Du kan også køre til Pak Ou. Her bliver du sat af på den anden side af Mekongfloden og skal herfra sejle over til grotterne.

Der er også mulighed for at tage på guidede udflugter, hvor du kombinere med f.eks. Kuang Si Vandfaldet. Dit hotel/guesthouse kan hjælpe dig, men i byen ligger også flere tourbureauer.

Entré til grotterne er 20.000 kip. Ofte er den inkluderet i prisen på bådturene og de guidede udflugter.

Tag ikke dit pæneste tøj på og husk en drybag til beskyttelse af kamera og mobiltelefon. Du kan købe rejseudstyr hos f.eks. rejsegear.dk.

Du kan læse meget mere om bl.a. transport og overnatning i min Luang Prabang guide.

Svar på indlæg

Please enter your comment!
Skriv venligst dit navn her