Hjem Cambodja Oplevelser i Siem Reap med tips til din rejse

Oplevelser i Siem Reap med tips til din rejse

Læs om de bedste oplevelser i Siem Reap og få gode tips til din rejse

Der er flere gode oplevelser i Siem Reap. Du skal selvfølgelig besøge Angkor Wat, men der er mere at komme efter i Cambodjas anden største by. Det kan du læse om i dette indlæg, hvor du nederst på siden kan finde tips til din rejse.

Siem Reap – en introduktion

Havde det ikke været for Angkor Wat, så var der næppe mange turister, der ville lægge vejen forbi Siem Reap. Det verdensberømte arkæologiske område er byens største seværdighed og et must-see, men book et par dage mere og giv dig tid til at se, hvad Siem Reap ellers har at byde på.

I takt med turismen er byen vokset markant. I dag bor der knap 150.000 mennesker i Siem Reap, der ligger på begge sider af floden af samme navn. Centrum hedder Psar Chaa, der betyder ”Det Gamle Marked”. Et område, der tilbage i 1920’erne fik besøg af jordomrejsende og eventyrer, der ved selvsyn ville se templerne udenfor byen.

De mest velhavende af dem boede på Grand Hotel d’ Angkor, der slog dørene op i 1929. Hotellet har gennemgået en omfattende renovering og er i dag byens i særklasse fornemste hotel. I dag besøger alle slags turister Siem Reap, der både har store resorts, gode restauranter og et mindre turistområde koncentreret om den såkaldte Pub Street.

Men du skal ikke så langt udenfor byen for at finde dig selv i en helt anden verden. En verden af fattigdom og krigstraumer, der er resultatet af De Røde Khmerers brutale regime, som stadig præger Cambodja.

Nu til de bedste oplevelser i Siem Reap som du kan læse om under billedet. Du kan også bruge indholdsfortegnelsen øverst for at hoppe til rejsetips og praktisk information nederst på siden.

oplevelser i siem reap
Det enorme arkæologiske område ved Angkor er et must-see i Siem Reap

1 Angkor Thom

Den absolut største attraktion ved Siem Reap og grunden at langt de fleste turister rejser til byen er selvfølgelig Angkor Wat. Verdens største religiøse bygning er hovedattraktionen på det enorme område, der engang var khmerernes hovedstad Angkor Thom.

Der kan bruge dagevis på at udforske imponerende templer som f.eks. Bayon, Baphuon, Ta Prohm og naturligvis Angkor Wat. Alle har de enestående udsmykninger og masser af detaljer. Med andre ord: Sæt god tid af til dit besøg på området. Du kan læse meget mere om Angkor Thom og Angkor Wat i indlægget Angkor Wat – alle templers moder.

2 Angkor National Museum

Angkor National Museum åbnede i 2007 og omhandler khmerernes historie med primært fokus på Angkor og den såkaldt gyldne periode fra det 9. til 14. århundrede, hvor khmererne kontrollerede store dele af Sydøstasien. Bl.a. områder i det, der i dag er Laos, Thailand og Vietnam.

Museet har en lang række gallerier, der er inddelt i temaer. Du kan f.eks. høre mere om khmererne, de vigtigste konger samt deres religion og kultur med udstilling af bl.a. tøj, smykker og brugsgenstande. I den store sal ved indgangen er der en introduktion til museet, der har flere interaktive oplevelser. Angkor National Museum er et godt sted at begynde, inden du besøger det arkæologiske område ved Angkor.

oplevelser i siem reap
Frugtsælger på Psar Chaa – det gamle marked

3 Siem Reaps markeder

Siem Reap har flere gode markeder. Først og fremmest Old Market, Psar Chaa, der er et kombineret lokal- og turistmarked. Mest spændende er det at iagttage de lokale, der jagter gode tilbud og prutter højlydt om prisen. På Old Market kan du shoppe alt fra ferskvare og alverdens frugt og grønt til tøj, souvenirs og kunsthåndværk.

På den anden side af floden ligger Riverside Night Market, der mere er et turistmarked. Som navnet antyder, åbner det først om aftenen – ca. kl. 16.00. Et mere interessant marked er Made in Cambodia Market, hvor produkterne er lokale. I mine øjne er markedet det bedste og mest interessante i Siem Reap. Der er også mulighed for at få lidt at spise.

4 APOPO Besøgscenter

Cambodja er et af verdens mest minerede lande. Oprydningen efter borgerkrigen og Khmer Rouges styre er i fuld gang, men i gaderne vil du højest sandsynligt se mennesker, der er blevet lemlæstet af landminer.

Faktisk skal man ikke så langt udenfor byen, blot et par kilometer, for at finde områder, hvor man kun må færdes efter myndighedernes anvisning. Millioner af landminer ligger stadig og venter på deres offer, og dagligt må befolkningen bøde med mistede legemsdele og endda livet.

På APOPO Besøgscenter kan du lære mere om minerydningen og APOPOs arbejde. Du kan også hilse på de helt specielle mineryddere: Afrikanske kæmperotter kaldet HeroRATs. Det anbefales at booke dit besøg i forvejen – det kan du gøre her.

Der hentes vand op fra brønden i Chong Kneas

5 Tonle Sap og Chong Kneas

Næst efter Angkor er søen Tonle Sap den største og mest interessante seværdighed i Siem Reap. Her kan du besøge byen Chong Kneas, som dels består af pælehuse på land og dels en stor flydende samling huse.

At opføre en by på søen er praktisk og helt nødvendigt. Mange huse og veje bliver oversvømmet i regntiden, hvor en stor del af indbyggerne må finde nye steder at bo.

Da jeg besøgte Tonle Sap var det lavvandet, men i regntiden fra august til september, breder søen sig over 10000 km². Når vandet trækker sig tilbage efterlades jorden frugtbar, og befolkningen kan nu dyrke ris og grøntsager på de enorme områder, der engang var sø.

Fra området ved de mange pælehuse på række kan du tage på opdagelse på søen. Og der er nok at kigge på. Det er spændende at følge med i livet i den flydende by, der er et helt lille samfund med bl.a. kirke, skole, hospital og flere spisesteder.

oplevelser i siem reap
Både store og små færdes naturligt på søen

De flydende huse ligger på stribe, og de mange små både fungerer primært som transportmiddel, men også som købmænd, der med stor ihærdighed prøver at komme af med deres varer.

Alt foregår med de betingelser som søen giver af livsvilkår – især kan man blive imponeret over, hvordan selv ganske små børn på blot 5-6 år er vant til at leve ved vandet og endda sejle afsted i deres egen lille båd. Jeg ser bl.a. en enarmet dreng med en slange om halsen padle rundt i en vaskebalje og tigge penge af turisterne.

Det siges, at området her engang var beboet af vietnamesere, men at der i dag bor lige så mange cambodjanere. Chong Kneas er et primitivt og fattigt samfund, og det er tydeligt, at befolkningen lever en yderst beskeden tilværelse.

Tonle Sap og Chong Kneas ligger ca. 15 km syd for Siem Reap. Det kan bedst betale sig at tage på en guidet tur dertil. Det kan dit hotel sandsynligvis hjælpe med.

Chong Kneas ligger ved Tonle Sap-søen

6 Cambodja Landminemuseum

Ca. 25 km nord for Siem Reap, tæt på det arkæologiske tempelområde ved Bantay Srei, ligger Cambodja Landminemuseum. Det privatejede museum grundlagt af den tidligere børnesoldat Aki Ra fortæller historien om Cambodja som et af verdens mest minerede lande.

På museet kan du se forskellige miner og høre personlige historier fra tiden under De Røde Khmerer. Det vanvittige regime med Pol Pot i spidsen begik folkemord i Cambodja og satte landet årtier tilbage. To millioner mennesker døde og endnu flere er mærket for livet.

Selvom Pol Pot mistede kontrollen over Cambodja i 1979 så fortsatte kampen om magten. De sidste Røde Khmerer overgav sig først i 1998. I en periode på mere end 30 år var der væbnet konflikt i Cambodja, hvor millioner af landminer blev lagt ud. Det kan du lære meget mere om på museet, hvis donationer og entréindtægter bl.a. går til oplysning og støtte til mineramte børn.

7 Artisans d’ Angkor

Lokale, ofte med hjælp fra nødhjælpsorganisationer og private ildsjæle, har gennem årene åbnet kunstgallerier og workshops i Siem Reap, hvor fattige unge kan tjene til dagen og vejen. Det er et alternativ til tiggeriet og bestemt en mere værdig måde at tjene sine penge.

Det mest kendte sted er Artisans d’Angkor, der ikke blot hjælper unge cambodjanere med arbejde, men også har som mål at holde khmerernes håndværkstraditioner i hævd. Du kan følge med i produktionen og se de flotte håndlavede produkter, som du selvfølgelig har mulighed for at købe. Se mere om Artisans d’Angkor.

Det var lidt om de vigtigste og mest populære oplevelser i Siem Reap. Har du fået lyst til selv at besøge byen, så kan du finde praktisk information under billedet.
oplevelser i siem reap
Flere steder i Siem Reap kan du se traditionelt kunsthåndværk blive til

Praktisk information til dit besøg i Siem Reap

Transport

Ind og ud

Siem Reap fik i 2023 en helt ny og større lufthavn, der har koden SAI. Lufthavnen har ruter til bl.a. Bangkok, Hanoi, Singapore, Luang Prabang, Phnom Penh og Ho Chi Minh City. Du kan finde de bedste og billigste flybilletter her.

Du kommer nemmest og hurtigst fra lufthavnen til dit hotel med en privat transfer som du kan bestille hjemmefra til en fast pris. Chaufføren venter på dig i ankomstterminalen og kører dig direkte til dit hotel – se priser og book en privat transfer her.

Er du i regionen og ønsker at køre med bus, så har selskabet Mekong Express et godt netværk af busser og minivans, der bl.a. kører til Bangkok, Phnom Penh og Ho Chi Minh City.

Et endnu større udvalg af finder du på populære 12go, hvor du selvfølgelig også kan booke billetter.

At komme rundt

Tuk-Tuk er det mest benyttede transportmiddel til kortere distancer. I Cambodja er en tuk-tuk noget helt andet end i Thailand – her bliver en lille vogn med plads til ca. fire trukket af en knallert.

Prisen er ca. 1-2 dollar inden for byen. Har du ikke mod på selv at praje en tuk-tuk kan du få dit hotel til at hjælpe med transport.

Overnatning

De senere år er der skudt adskillige nye resorts og hoteller op i Siem Reap – de fleste på eller omkring hovedvej NH6.

Byen er kendt for sin høje hotelstandard, hvor du kan bo godt og billigt. Se f.eks. Viroth’s Hotel, der flere gange er blevet kåret til et verdens bedste hotel på Tripadvisor.

Andre gode valg er Central Corner d’Angkor og Bou Savy Villa, der begge får topanmeldelser fra tidligere gæster.

Du kan se det fulde udvalg af overnatningssteder på f.eks. hotels.com og booking.com – de to sider har som regel de laveste priser.

Husk at være opmærksom på f.eks. værelsestype og afbestillingsbetingelser, når du sammenligner priser på de forskellige hotelbookingsider.

Mad og drikke

Byen har et stort udvalg af restauranter, hvoraf nogle serverer mad fra khmerkøkkenet, der anses for at være et af verdens ældste.

Generelt er det cambodjanske køkken er en god blanding af gamle khmertraditioner og vietnamesisk mad, men franskmændene har naturligvis også haft en vis indflydelse, da de havde magten i det gamle Indokina.

Centralt i byen ligger spisestederne på stribe, og du kan vælge alt fra gadekøkken til gourmet.

For et historisk indslag i ferien kan du prøve det tidligere Foreign Correspondents Club, der nu hedder FCC Angkor. Det er stadig et godt sted at spise lækker cambodjansk mad med fransk touch og elegance. Klubben er ikke helt så legendarisk som den i Phnom Penh, men bestemt værd at prøve.

Prisniveauet på FCC Angkor er i den høje ende, men generelt er det billigt at spise i Siem Reap – her rækker pengene langt.

Aktiviteter

Udover seværdighederne nævnt herover er der en lang række aktiviteter i Siem Reap – f.eks. disse:

• Kokkeskole
• Byvandring
• Cykelture
• Apsara Teater
• Food Tour
• Massage
• Circus

Rejseressourcer

Husk

Tjek udenrigsministeriet rejsevejledning til Cambodja inden du tager afsted – den finder du her.

På ministeriets hjemmeside kan du også downloade app’en Rejseklar og eventuelt skrive dig på danskerlisten.

Husk også en rejseforsikring – måske har du allerede en, hvis ikke kan du få et tilbud her.