Hjem Frankrig Oplevelser i Montpellier med tips til din rejse

Oplevelser i Montpellier med tips til din rejse

Læs om de bedste oplevelser i Montpellier og få gode tips til din rejse

Der er noget pompøst over Montpellier. Her er store pladser, velholdte renæssancebygninger og den flotte triumfbue, der vidner om et sted med selvtillid. Den sydfranske by er anderledes og bestemt et besøg værd. Læs om de bedste oplevelser i Montpellier herunder.

Montpellier – en introduktion

Montpellier er en sprudlende og succesrig by. Som hjem for et af Europas største universiteter er der masser af liv og atmosfære. Sådan har det ikke altid været, men i 1977 blev den driftige George Freche valgt til ny borgmester, og han skulle vise sig at være den rette mand til at sætte skub i byen.

Freche var ekstremt dygtig til at få store internationale virksomheder til at slå sig ned i Montpellier, og det skabte arbejdspladser og velstand til byen, der i årevis havde stået i skyggen af Marseille og Toulouse.

Freche sørgede for, at det store universitet og lufthavnen blev udvidet og bymidten moderniseret. Desuden arbejde han i årevis på at få trafikken ud af byen – et projekt, der lykkedes. I dag må besøgende derfor benytte en af de 12.000 p-pladser udenfor Montpellier og derefter køre ind til centrum med sporvogn.

Helt frem til 2004 var George Freche borgmester. Man taler stadig om ham i rosende vendinger, og byens politikere prøver i dag at føre hans ånd videre.

Montpellier er en dejlig by med masser af liv og en ungdommelig atmosfære hjulpet på vej af det store universitet. Byen ligger perfekt blot 25 km fra Sydfrankrigs dejlige strande og med nem adgang til spændende oplevelser i Languedoc og Provence.

Nu til de bedste oplevelser i Montpellier som du kan læse om under billedet. Du kan også bruge indholdsfortegnelsen øverst for at hoppe til rejsetips og praktisk information nederst på siden.

Det flotte teater på Place de la Comédie

1 Place de la Comédie

Den store plads er Montpelliers naturlige centrum. Place de la Comédie (billedet øverst) er flankeret af klassiske bygninger fra renæssancen, og i den ene ende ligger det smukke teater (L’Opéra Comédie) fra 1888, der har givet pladsen sit navn. Her er der mulighed for at se en forestilling og/eller tage med på rundvisninger.

I midten af Place de la Comédie kan du ikke undgå at se statuen af de tre gratier. Det er kun en kopi – den originale skulptur som Etienne d’ Antoine fremstillede i 1790 står i dag i foyeren i L’Opéra Comédie.

Pladsen er travl med mennesker, der kommer og går. Når vejret er til det kan du også lade dig underholde af gøglere og gademusikanter. Der er ofte marked, og så er Place de la Comédie udgangspunkt for det lille turisttog.

2 Musée Fabré

Montpelliers absolut vigtigste museum er Musée Fabré, der ligger ca. 400 m nord for Place de la Comédie. Det blev grundlagt i 1825 af den lokale kunstner Francois-Xavier Fabré, hvis værker kan ses på museet. Det er dog kun en lille del af samlingen, der består af keramik, skulpturer og især malerier fra 1600-tallet frem til i dag.

Du kan se værker af bl.a. flamske og hollandske malere fra det 17. århundrede, men der er også nyere kunst af f.eks. Henri Matisse, Odilon Redon, Germaine Richier og Kees van Dongen. Der er mange andre kunstnere repræsenteret på Musée Fabré, som ligger i en række historiske bygninger, der gennemgik en større renovering i 2007.

Hyggelig smøge i Montpelliers gamle bydel

3 L’Ècusson (Middelalderkvarteret)

På begge sider af gaden Rue Foch, ca. 500 m fra Place de la Comédie, ligger den ældste del af Montpellier i området kaldet L’Écusson. Kvarteret er fra middelalderen og består af en lang række gyder, gader og mindre pladser.

Som andre steder i Sydfrankrig, så kan det også her betale sig at gå rundt uden mål og bare lade nysgerrigheden råde. Rundt om hvert eneste hjørne er der nye ting at se, og stilheden herinde i labyrinten af gader er både skøn og overraskende.

Her og der ligger små cafeer, vinbarer og restauranter, der har udendørs servering, når vejret er til det. Et herlig sted at følge med i livet i det charmerende kvarter, hvor du også finder gallerier og specialbutikker. Man kan undre sig over, at kunderne tilsyneladende ikke har problemer med at finde frem til disse herlige små steder.

4 Saint Pierre Katedralen

I den nordligste del af middelalderkvarteret troner den enorme Saint Pierre Katedral, der er en af de eneste tilbageværende kirkebygninger fra religionskrigene i 1500-tallet. Den blev dog stærkt medtaget af kampene og er delvist genopbygget i det 17. århundrede.

Opført i 1364 var katedralen oprindelig en mindre kirke, der hørte til klostret Saint-Benoit. Den blev senere udvidet markant og udnævnt til katedral i 1536 af Pave Paul 3. I dag er Saint Pierre-katedralen sæde for Montpelliers ærkebiskop.

Med sine stramme gotiske linjer er katedralen forholdsvis enkel i sit udtryk. I hvert fald i forhold til de fleste andre romersk-katolske kirker, der ofte er rigt udsmykket både indvendigt og udvendigt. Der er gratis entré til Saint Pierre Katedralen.

Saint Pierre Katedralen

5 Porte du Peyrou

For enden af Rue Foch (gaden med middelalderkvarteret på begge sider) mod vest står Montpelliers egen triumfbue Porte du Peyrou. Triumfbuen blev færdiggjort i 1693 og er udsmykket med relieffer, der viser vigtige begivenheder i Louis 14.s (Solkongen) regeringstid.

Reliefferne er dog først tilføjet i 1715 og forestiller f.eks. den franske konges erobring af byen Namur under niårskrigen og udgravningen af Canal du Midi, der forbinder Middelhavet med Atlanterhavet.

6 Place Royale du Peyrou

Porte du Peyrou er indgangen til det store parklignende område Place Royale du Peyrou, hvor statuen af Louis den 14. troner i midten. Statuen er lavet af arkitekten Jean Giral i 1774.

Bagerst står Chateau d’Eau – et vandtårn med tilhørende reservoir fra det 18. århundrede, der hænger sammen med Arceau-akvædukten, som du kan se bagved. Akvædukten er 14 km lang og giver vand til Montpelliers mange fontæner.

Fra vandtårnet er der en flot udsigt – i klart vejr kan du se helt til den bjergrige Cervennes Nationalpark. Om aftenen er der ofte mange mennesker, der vil se den smukke solnedgang. Søndag afholdes loppemarked på pladsen.

Triumfbuen i Montpellier

7 Det Medicinske Fakultet

Montpellier er kendt for sit store universitet, hvor især det medicinske fakultet er berømt. Her har man siden 1220 undervist i medicin, og det siges, at fakultetet er et af de ældste konstant fungerende læreanstalter i Europa inden for området.

Det medicinske fakultet ligger i et pragtfuldt benediktinerkloster fra 1300-tallet og kan kun besøges på en guidet rundvisning. Her kan du høre om universitets historie og hvilke berømtheder, der har modtaget undervisning, men også se de flotte rum, der har masser af fine detaljer. Du kan booke rundvisningen her.

8 Jardin des Plantes (Botanisk Have)

I Montpellier kan du besøge Frankrigs ældste botaniske have, der hører til det medicinske fakultet under byens universitet. Haven blev anlagt i 1593 på ordre fra kong Henrik 4., der ville undersøge planternes medicinske virkning.

Jardin des Plantes blev delvist ødelagt i 1622, da kong Louis 13. angreb byen. Blot får år efter anlagde fakultetet en ny have, der efterfølgende er udvidet og i slutningen af det 18. århundrede åbnet for offentligheden.

Jardin des Plantes ligger midt i Montpellier blot 100 m nord for Place Royale du Peyrou. Det er lidt af en oase i byen, som tilmed er gratis at besøge. Der er lukket om mandagen.

Det var lidt om de vigtigste og mest populære oplevelser i Montpellier. Har du fået lyst til selv at besøge byen, så kan du finde praktisk information under billedet.

Château d’Eau

Rejsetips og information til din rejse til Montpellier

Transport

Ind og ud

Fra København er der direkte ruter til Montpellier. Der kan være tale om sæsonruter, som kun flyves fra forår til efterår. Fra både Billund og København er det selvfølgelig også muligt at flyve til Montpellier med en mellemlanding – f.eks. i Paris eller Amsterdam. Søg og sammenlign flybilletter her.

Lufthavnen har koden MPL og ligger ca. 12 km syd for Montpellier. For at komme til centrum er der flere muligheder: Du kan tage en taxa eller hoppe på lufthavnsbussen linje 620, der har endestation på Place d’Europe ca. 700 meter øst for Place de la Comédie.

Du kan også hjemmefra booke en privat transfer til en fast pris. Her venter chaufføren på dig i ankomstterminalen.

At komme rundt

Montpellier har rigtig god offentlig transport, der primært består af sporvogne. Der er fire linjer – se rutekort her.

Du kan købe billet til sporvognene ved at scanne QR-koden ved stoppestederne, benytte billetautomaterne ved de større stoppesteder eller købe billet i en af kioskerne/butikkerne.

En kombineret parkeringsbillet og sporvognsbillet er det nemmest købe med app’en M’Ticket, der findes i App Store og Google Play.

Skal du besøge flere steder i Sydfrankrig, kommer du nemmest rundt med bil. Det giver frihed, og du kan kører til strande og seværdigheder i dit eget tempo. Skiltningen er god, og generelt er franskmændene flinke til at give plads. Bemærk, at der opkræves motorvejsafgift.

Langs Middelhavskysten kan der være tæt trafik i højsæsonen, så kør hjemmefra i god tid, hvis du skal på sightseeing.

Toget er en anden god mulighed for at komme fra by til by. Det franske jernbanenet er omfattende og nemt at bruge. Se mere om ruter, priser og afgangstider på SNCFs hjemmeside.

Overnatning

Montpellier har et fint udvalg af hoteller i alle prisklasser. I omegnen er der mange dejlige overnatningssteder, og Montpellier ligger ikke langt fra Middelhavet, der har strandhoteller, ferielejligheder og campingpladser.

I august holder franskmændene selv ferie – på det tidspunkt er det en god idé at booke overnatning i god tid. Det kan du finde på f.eks. hotels.com eller booking.com – de to sider har det største udvalg og som regel de laveste priser.

Husk at være opmærksom på f.eks. værelsestype og afbestillingsbetingelser når du sammenligner priser på de forskellige hotelbookingsider.

Er I mange, så er et feriehus ofte den billigste løsning. Her kan flere bo sammen og måske har I egen swimmingpool.

Mad og drikke

Generelt spiser man godt i Frankrig. Her er masser af restauranter og bistroer. Fisk og skaldyr, især muslinger og moules frites, er på alle menukort, men det sydfranske køkken er omfattende, og der vil helt sikkert være noget for alle.

Mange caféer og restauranter tilbyder setmenuer til frokost for 12-20 €, og det er som regel et glimrende valg. Generelt er prisniveauet på mad og drikke lavt, hvor en hovedret på en almindelig restaurant fås for 20-25 €.

Et godt sted at få inspiration til hvor du skal spise i Montpellier er i Michelinguiden, der ikke kun indeholder dyre restauranter, men også en lang række anbefalinger, som ikke sprænger budgettet.

Står du selv for maden, så er der alle muligheder for at købe lækkerier på markederne. Kød, ost, specialiteter og friske grøntsager for blot at nævne lidt af udvalget.

Rejseressourcer

Husk

Tjek udenrigsministeriet rejsevejledning til Frankrig inden du tager afsted – den finder du her. På ministeriets hjemmeside kan du også downloade app’en rejseklar og eventuelt skrive dig på danskerlisten.

Vejr og bedste rejsetidspunkt

Tørre varme somre og milde vintre med en del nedbør er kendetegnet for klimaet langs Middelhavskysten. Temperaturen i sommermånederne ligger på ca. 28-32 °C, og som regel er vejret lunt til et godt stykke ind i september måned.

Vintrene har temperaturer på ca. 10-15 °C, men der kan være perioder, hvor det både kan være koldere og varmere. Se vejret i Frankrig.

Svar på indlæg

Please enter your comment!
Skriv venligst dit navn her