
Der er masser af gode oplevelser i Cambridge. Den verdensberømte universitetsby er proppet med spændende historie og fantastiske bygninger, der kan tage pusten fra de fleste. Læs mere om Cambridge herunder og få tips til din rejse nederst på siden.
Indholdsfortegnelse
Cambridge – en introduktion
Cambridge er som ét stort friluftsmuseum. Her mødes hundrede år gamle traditioner med moderne forskning og videnskab. Det lyder måske tørt og trist, men sådan er det bestemt ikke. De unge studerende sørger for en løssluppen stemning, og på hvert gadehjørne ligger hyggelige caféer og pubber.
Universitetet i Cambridge er Englands næstældste og grundlagt i 1209, da studerende fra Oxford Universitet tog hertil efter voldsomme stridigheder med de lokale. I over 800 år har universitetet uddannet unge fra hele verden, og mange af dem har efterfølgende stået bag banebrydende forskning og opdagelser.
Forskellige steder i byen er der opsat små skilte, der fortæller om en speciel opdagelse eller person, som har gjort sig særligt bemærket. F.eks. skiltet ved Cavendish Laboratoriet, hvor J.J. Thomson i 1897 opdagede elektronen, og blot 50 meter derfra, i et lille ydmygt hus, blev DNA opdaget
Det var også her, at Newton arbejdede med tyngdekraften og matematikeren Alan Turing formåede at bryde tyskernes koder under 2. verdenskrig. Man mener, at Alan Turings arbejde afkortede krigen med hele to år. Adskillige nobelpristagere er gennem årene udklækket fra universitetet.
Alle steder i Cambridge synes at have sin egen historie, og det er svært ikke at blive opslugt af den spændende by, der har en helt særlig stemning fuld af traditioner. Det er sådan et sted, hvor man ikke vil blive overrasket, hvis Isaac Newton, Charles Darwin eller David Attenborough, der alle har haft deres gang på universitetet, pludselig kommer gående.
Nu til de bedste oplevelser i Cambridge som du kan læse om under billedet. Du kan også bruge indholdsfortegnelsen øverst for at hoppe til rejsetips og praktisk information nederst på siden.

1 Cambridge’s kollegier
Cambridge har en lang række kollegier, og de fleste af dem har åben for besøgende. Nogle er gratis at besøge, mens andre tager entré. Kollegierne har nogenlunde faste åbningstider, men de kan ændre sig med kort varsel. Du kan eventuelt tjekke kollegiernes hjemmesider eller sociale medier. April og maj er generelt ikke de bedste tidspunkter – her gør eleverne sig klar til eksamen, og mange kollegier vil være lukkede.
Cambridges kollegier opdeles i de nye og de gamle kollegier. De gamle kollegier, 16 i alt, blev grundlagt i perioden 1284 til 1596, mens de 15 nye er fra perioden 1800 til 1977.
De fleste kollegier er bygget op på samme måde rundt om en eller flere gårde.
Første gård har altid en græsplæne, og den er det aldeles forbudt at betræde. Rundt om ligger sovesalen, kapellet og spisesalen. Tidligere tiders regler er blevet lempet med årene – eleverne bærer ikke længere uniform og behøver ikke at møde op til spisetid.
Jeg tog selv med på en guidet tur rundt på et udvalg af kollegierne. Det kan jeg klart anbefale for at få de gode historier og ikke mindst hører mere om, hvem der har grundlagt dem og hvilke berømte elever, som har gået der.

De mest berømte kollegier er Trinity og St. John’s som du kan læse mere om længere nede på siden, men også King’s og Queens College er værd at nævne:
King’s College – Grundlagt af Henrik 6. i 1441 til uddannelse af aristokratiets børn og unge. Kollegiet er berømt for sin arkitektur og enestående kapel, men også for sit kor. Berømtheder, der har gået på King’s College er bl.a. Alan Turing, Salman Rushdie og Robert Walpole, Storbritanniens første premierminister.
Queens College – Grundlagt i 1448 af dronning Margaret af Anjou, der var hustru til Henrik 6. Kollegiet er berømt for sin fine klosterhave og især den selvbærende matematiske bro, der opført i 1746 udelukkende er lavet af træ. Berømtheder, der har gået på Queens College er bl.a. Stephen Fry, Liza Kendall og Erasmus af Rotterdam.
Med i alt 31 kollegier er der andre end ovenstående at vælge mellem. Af ældre kolliger f.eks. Clare, Trinity og St. Catharine’s. De fleste ligger tæt på hinanden, og skulle der være lukket på et kollegie, så er det bare om at gå videre til det næste.
Som nævnt kan jeg anbefale en guidet tur, hvis du vil besøge kollegierne. Det kan enten være som del af en byvandring eller en tur, hvor du kun ser kollegier.

2 Trinity College
Trinity College er nok det mest berømte i Cambridge. Kollegiet blev grundlagt af Henrik 8. i 1546 og er i dag det største målt på antal studerende. Trinity er kendt for sin flotte arkitektur – bl.a. The Great Gate, der fører ind til The Great Court – en imponerende gård, som markerer indgangen til de flotte rum og sale.
På området finder du desuden det berømte Wren Library, der ligger ved Nevile’s Court opkaldt efter Thomas Nevile, der stod for en stor del af opbygningen af kollegiet i det 16. og 17. århundrede.
Berømtheder, der har gået på Trinity er bl.a. Niels Bohr, Isaac Newton, James Clerk Maxwell og Kong Charles samt flere andre fra den royale familie. Kollegiet har udklækket 32 nobelprisvindere og seks britiske premierministre.
3 King’s College Chapel
Cambridges nok største seværdighed er King’s College Chapel, der troner majestætisk midt i byen. Det er en imponerende bygning, der er opført i gotisk stil og grundlagt af Henrik 6. i 1446. Det siges, at det var Henrik selv, der lagde den første sten. Kirken blev færdiggjort af Henrik 8. i 1516.
King’s College Chapel er kendt for at have verdens største viftevælvinger og en række enorme farvede glaspartier, der blev tilføjet i 1531. Bemærk også den fine “trævæg” (lectorium), der adskiller kirkens kor og skib. Det blev indsat i perioden 1532 til 1536 som en fejring af ægteskabet mellem Henrik 8. og Anne Boleyn.

4 Fitzwilliam Museum
Kunstelskere går bestemt ikke forgæves i Cambridge. Det enestående Fitzwilliam Museum har en enorm samling af alt fra ældgamle antikviteter til moderne kunst. I alt råder museet over 500.000 genstande, og uanset om du er til fund fra det gamle Egypten og antikke Grækenland eller værker af verdensberømte kunstnere, så finder du det her.
Der er bl.a. mønter, keramik, medaljoner og manuskripter fra de forskellige perioder, men du kan også se malerier af Monet, Rubens, Picasso, Rembrandt og van Gogh samt mange andre fremtrædende kunstnere.
Fitzwilliam Museum blev grundlagt i 1816 som følge af Richard Fitzwillilams sidste vilje. Han var en engelsk adelsmand og kunstsamler, der donerende sin samling til museet, som siden er betragteligt udvidet. Det hører i dag under Cambridge Universitet.
Der er både faste og skiftende udstillinger på Fitzwilliam Museum, der er gratis at besøge. Se mere om bl.a. åbningstider og aktuelle udstillinger på museets hjemmeside.
5 Cambridge’s pubber
I England er det altid en fornøjelse at besøge en pub, men i Cambridge kan du kombinere en ale med en lang række historiske fortællinger. Rundt om i byen ligger flere pubs med en hel del år på bagen, hvor øl og god stemning kun er en del af oplevelsen.
Jeg vil fremhæve fire forskellige steder, der hver især byder på spændende historie, men der er MANGE andre gode pubber i Cambridge.
The Eagle – Den nok mest berømte pub i Cambridge er The Eagle. Det var her bl.a. nobelpristagerne Crick og Watson diskuterede teorien bag DNA.
Den hyggelige 1600-tals pub er næsten en institution i Cambridge og et sted, der bare skal besøges. Under 2. verdenskrig var The Eagle mødested for RAF-piloter, der indgraverede deres initialer og navne i loftet. De er der endnu.
The Pickerell Inn – Den legendariske pub kan dateres til 1608 og er sandsynligvis det ældste såkaldte ale house i Cambridge med licens til udskænkning af øl. Berømtheder, der har haft The Pickerell Inn som deres stamsted tæller bl.a. forfatterne J.R.R. Tolkien, C.S. Lewis og Lloyd Grossman.
The Anchor – The Anchor ligger centralt i Cambridge og har en cool terrasse lige ud til Cam-floden. Der er her mange puntingture begynder, og det giver noget at kigge på. The Anchor siges at være stedet, hvor Pink Floyd spillede sin første koncert.
The Mill – Prisvindende pub kendt for sit store udvalg af ales. The Mill ligger ved Laundress Green, der har kig til Cam-floden. Her er der liv og glade dage på varme dage.

6 Punting
Punting på Cam-floden er en af de mest populære aktiviteter i Cambridge. Det foregår i fladbundede både, hvor punteren skubber båden fremad ved hjælp af en lang stang.
Fra flodsiden, kaldet The Backs, kan du se mange af de mest berømte bygninger – f.eks. King’s College Chapel, Wren Biblioteket og Trinity College, hvor Kong Charles tog sin uddannelse.
Du sejler selvfølgelig også under The Bridge of Sighs, som man ofte ser på billeder. Broen blev opført i 1831 og skulle forbinde en de nye og gamle afdelinger på St. John’s College.
Du kan starte din puntingtur flere steder. F.eks. hos Scudamore’s ved pubben The Anchor.
7 St. John’s College og The Bridge of Sights
Et af Cambridges største kollegier er St. John’s, der blev grundlagt i 1511. Det skete for midler, der havde tilhøret Margaret Beaufort, som var mor til Henrik 7. To år efter hendes død fik John Fisher, biskoppen af Rochester, gennemført oprettelsen af det nye kollegie, der skulle blive blev en konkurrent til Trinity College som det mest prestigefyldte.
Rivaliseringen tog for alvor fart, da Henrik 8. beordrede John Fisher henrettet. St. John’s College er kendt for sit bibliotek, den flotte spisesal dekoreret med våbenskjold samt Bridge of Sighs – en lukket bro, der går over Cam-floden.
Fra kollegiet er der udklækket 12 nobelprisvindere og syv premierministre. Flere royale fra ind og udland har også haft deres gang på St. John’s.
Det var lidt om de vigtigste og mest populære oplevelser i Cambridge. Har du fået lyst til selv at besøge byen, så kan du finde praktisk information under billedet.

Praktisk information til dit besøg i Cambridge
Transport
Ind og ud
Nærmeste lufthavn til Cambridge er Luton Airport (kode: LTN). Der er så vidt vides ingen direkte forbindelse fra Danmark til Luton.
Alternativet er at flyve til Gatwick (kode: LGW), hvorfra du kan tage toget direkte til Cambridge. Det tager knap to timer. Se mere hos f.eks. trainline.
Fra Heathrow kan du køre med undergrundsbanen ind til Kings Cross i London og derfra tage toget til Cambridge. Søg og sammenlign flybilletter her.
Det er selvfølgelig også muligt at booke en privat transfer eller leje en bil – husk blot, at der er venstrekørsel i England.
At komme rundt
Den gamle bydel i Cambridge kan nemt opleves til fods. Har du brug for offentlig transport – f.eks. fra togstationen eller Mill Road til centrum og alle seværdighederne, så kan du tage bussen.
Det er operatøren Stagecoach, der kører dem offentlige transport, som du kan se mere om på denne side. Du kan købe f.eks. enkeltbilletter eller en dagsbillet hos chaufføren ved brug af bl.a. visakort.
En anden mulighed for at komme rundt er at leje en cykel. Flere steder i Cambridge er der lavet cykelstier.
Overnatning
Cambridge har mange overnatningssteder. Hyggeligst er det selvfølgelig at bo i centrum af den gamle bydel, hvor alle de spændende seværdigheder ligger. Prisniveauet er forholdsvis lavt, og du skal alt efter sæson regne med at betale 600-1000 kr. pr. nat for et almindeligt mellemklassehotel.
Det er som altid dyrest at bo i centrum, mens der kan være gode penge at spare ved at vælge områderne Mill Road eller Romsey, der ligger ved togstationen.
Du kan se et mine forslag til overnatningssteder herunder og det fulde udvalg finder du på f.eks. booking.com, der som regel har de laveste priser.
Husk at være opmærksom på f.eks. værelsestype og afbestillingsbetingelser når du sammenligner priser på de forskellige hotelbookingsider.
Wilde Aparthotels Cambridge City
I området ved Round Church Street i centrum ligger Wilde Aparthotels Cambridge City, der får rigtig gode anmeldelser af tidligere gæster. Her bor du i moderne lejligheder med plads til 2-4 personer. Hotellet har faciliteter som bar, restaurant og fitness. Du kan tilkøbe en fremragende morgenmad.
Se billeder og priser på Hostel Atlantis >The Regent
På det populære The Regent i centrum kan du vælge mellem værelser eller lejligheder med plads til to personer. Tidligere gæster roser især beliggenheden på The Regent, hvor du kan tilkøbe en god morgenmad. Hotellet har desuden bar og gratis wifi.
Se billeder og priser på Hostel Atlantis >Ibis Cambridge Central Station
Moderne prisvenligt hotel ved centralstationen. På værelserne er der bl.a. tv, gratis wifi og mulighed for at lave te/kaffe. Ibis har faciliteter som bar, restaurant og døgnåben reception. Fra hotellet er der ca. 500 m til Mill Road og ca. 2 km til centrum. En god morgenmad kan tilkøbes.
Se billeder og priser på Hostel Atlantis >Mad og drikke
I Cambridge kan du finde restauranter med mad fra hele verden. Selvfølgelig. De mange nationaliteter, der bor eller kommer på besøg i byen i forbindelse med universitetet, betyder, at du gastronomisk kan komme kloden rundt.
Uanset om det skal være tacos fra Mexico, tandoori fra Indien eller dim sum fra Kina, så kan du få det her. Især Mill Road har mange mindre spisesteder, der er værd at udforske.
Ønsker du som jeg at spise lokalt, når du rejser, så er der selvfølgelig også mulighed for det. Først og fremmest, så serverer de fleste pubber mad, og det er et godt sted at prøve klassiske engelske retter.
Besøg f.eks. The Pint Shop, men der er mange andre muligheder. Nogle steder giver lige de traditionelle pubkøkken et pift, og det kan bestemt være sjovt at prøve.
Også de mere klassiske restauranter forsøger med nye ingredienser og tilberedningsmetoder at innovere det engelske køkken. Jeg kan anbefale Margaret’s på Chesterton Road, hvor du kan vælge á la carte eller en setmenu.
Et andet godt sted, hvor der altid er spændende ting på menukortet (fra hele verden) er Old Bicycle Shop på Regent Street.
Prisniveauet på mad og drikke i Cambridge er generelt lavt i forhold til i Danmark. Du kan nemt få en hovedret for 150 kr på en almindelig restaurant. Som altid er det værd at kigge forbi de asiatiske spisesteder, hvis du er ude efter et billigt måltid.
Rejseressourcer
Husk
Tjek udenrigsministeriet rejsevejledning til Storbritannien inden du tager afsted – den finder du her.
Jeg anbefaler, at du også holder dig opdateret om gældende indrejseregler til Storbritannien. På Udenrigsministeriet hjemmeside kan du læse og finde links til den såkaldte ETA, der er en forhåndsgodkendelse til indrejse.
Du kan også downloade app’en Rejseklar med gode råd og mulighed for at skrive dig på danskerlisten.
Vejret og bedste rejsetidspunkt
Det bedste indtryk af Cambridge får du i mine øjne når vejret er til udendørs liv og aktiviteter. Det giver et helt andet indtryk af byen.
Fra april/maj til september kan du er der en god chance for lunt/varmt vejr, der gør det muligt at prøve punting i tørvejr.
Som nævnt vil mange kollegier være lukkede i april og maj pga. eksamen. Juni og september kunne derfor være gode tidspunkter at besøge byen. I juni er det billigere at overnatte end i september. Juli og august er dyrest.
Fra juni til september kan du forvente temperaturer på 17-23 °C, men det kan i perioder være varmere.











