Der er noget pompøst over byen. Vi kommer forbi store pladser, velholdte renæssancebygninger og den flotte triumfbue, der vidner om en by med selvtillid. Montpellier er første stop på vores storbyrundtur i Sydfrankrig, hvor vi også besøger den gamle romerby Nîmes længere mod nord.
Der er masser af liv på byens caféer og restauranter. Under parasollerne, i skyggen af den brændende franske sol, går snakken blandt de mange sommerklædte mennesker, der nyder en god frokost eller som bare trænger til en kop kaffe eller et glas vin.
Vi passerer endnu en ringende sporvogn, der er på vej ned mod togstationen, inden vi når op på Place de la Comédie.
Den store plads er Montpelliers naturlige centrum. Place de la Comédie er flankeret af klassiske bygninger fra renæssancen og i den ene ende ligger det smukke teater, der har givet pladsen sit navn. I midten står springvandet med de tre gratier, der er opført af skulptøren Etienne d’ Antoine i 1790.
Efter en tur eller to rundt på pladsen, hvor der i dag er marked, går vi op i gaderne klar til at udforske Montpelliers hyggelige centrum, der heldigvis er lukket af for trafik.

En populær og fremsynet borgmester
Montpellier er en sprudlende og succesrig by. Som hjem for et af Europas største universiteter er her masser af liv og atmosfære. Sådan har det ikke altid været, men i 1977 blev den driftige George Freche valgt til ny borgmester, og han skulle vise sig, at være den rette mand til at sætte skub i byen.
Freche var ekstremt dygtig til at få store internationale virksomheder til at slå sig ned i Montpellier, og det skabte arbejdspladser og velstand til byen, der i årevis havde stået i skyggen af Marseille og Toulouse.
Freche sørgede for, at det store universitet og lufthavnen blev udvidet og bymidten moderniseret. Desuden arbejde han i årevis på at få trafikken ud af byen – et projekt, der lykkedes. I dag må besøgende derfor benytte en af de ca. 12.000 p-pladser udenfor Montpellier og derefter køre ind til centrum med sporvogn.
Helt frem til 2004 var George Freche borgmester i byen. Man taler stadig om ham i rosende vendinger, og byens politikere prøver at føre hans ånd videre.

Triumfbuen og Chateau d’ Eau
Ved starten af Rue Foch når vi til Montpelliers ældste del. Det siger nu ikke så meget – romerne har aldrig været i byen, og efter franske forhold er Montpellier forholdsvis ung.
Til gengæld er der et skønt middelalderkvarter, hvor vi går på opdagelse i de smalle gader. Som andre steder i Sydfrankrig, så kan det også her betale sig at gå ned ad sidegaderne og lade nysgerrigheden råde.
Rundt om hvert eneste hjørne er der nye ting at se, og stilheden herinde i labyrinten af gader er både skøn og overraskende. Her og der ligger små restauranter, specialbutikker og gallerier, og vi undres over, at kunderne tilsyneladende ikke har problemer med at finde frem til disse herlige små steder.

Vi kommer tilbage til Rue Foch ved Montpelliers egen triumfbue Porte du Peyrou, der ligner en kopi af den i Paris. Triumfbuen blev færdiggjort i 1693 og er udsmykket med relieffer, der viser vigtige begivenheder i Louis 14.s (Solkongen) regeringstid.
Endnu mere pompøst bliver det ved det store parklignende område Place Royale de Peyrou, hvor løvestatuer vogter over indgangen. Vi går forbi den store statue af Louis den 14. og når Chateau d’ Eau – et vandtårn med tilhørende reservoir fra det 18. århundrede, der hænger sammen med akvædukten, som man kan skimte bagved.
Fra vandtårnet er der en flot udsigt – i klart vejr kan man se helt til den bjergrige Cervennes Nationalpark, og om aftenen er her fyldt med mennesker, der vil se den smukke solnedgang.

Saint Pierre Katedralen
Tilbage i middelalderkvarteret står vi foran den enorme Saint Pierre Katedral, der er en af de eneste tilbageværende religiøse bygninger fra religionskrigene i det 16. århundrede.
Det er helt tydeligt, at katedralen ikke kun har været brugt til dens oprindelige formål, men også som forsvar af byen. De to høje tårne får katedralen til at ligne en borg, og bygningen er helt uden udsmykninger.
Opført i 1364 var katedralen oprindelig en mindre kirke, der hørte til klostret Saint-Benoit. Den blev senere udvidet markant og udnævnt til katedral i 1536 af Pave Paul 3. I dag er Saint Pierre-katedralen sæde for Montpelliers ærkebiskop.
Gaderne omkring katedralen er brostensbelagte og hyggelige. Vi kommer forbi små charmerende pladser, inden vi sætter os på en af byens mange hyggelige restauranter. Det er frokosttid, og lidt mad skal der til, før turen går videre til Nîmes. Hvad skal man dog vælge? Det bliver til grillet andebryst med rosmarinmos og sky, der smager pragtfuldt.
Vores ophold i Montpellier er ved at være slut. Det er en dejlig by med masser af liv og en ungdommelig atmosfære hjulpet på vej af det store universitet. Der er på en eller anden måde noget mondænt og anderledes ved Montpellier, som bestemt fortjener et besøg.
Har du fået lyst til selv at besøge Montpellier, så kan du finde praktisk information under billedet.

Praktisk information til dit besøg i Montpellier
Transport
Ind og ud
Fra København er der direkte ruter til Montpellier, der som regel kun flyves i højsæsonen. Fra både Billund og København er det selvfølgelig også muligt at flyve til Montpellier med en mellemlanding – f.eks. i Paris eller Amsterdam. Søg og sammenlign flybilletter her.
At komme rundt
I Sydfrankrig kommer man nemmest rundt med bil. Det giver frihed, og man kan kører til strande og seværdigheder i sit eget tempo. Skiltningen er god, og generelt er franskmændene flinke til at give plads. Bemærk, at der opkræves er motorvejsafgift, så det er en god idé at have en portion euro-mønter liggende.
Langs Middelhavskysten kan der være tæt trafik i højsæsonen, så kør hjemmefra i god tid, hvis I skal på sightseeing. Sammenlign priser på lejebil hos de store selskaber her.
Toget er en anden god mulighed for at komme fra by til by. Det franske jernbanenet er omfattende og nemt at bruge. Se mere om ruter, priser og afgangstider på SNCFs hjemmeside.
Overnatning
Begge byer har selvfølgelig et fint udvalg af hoteller i alle prisklasser. I omegnen er der mange dejlige overnatningssteder, og Montpellier ligger ikke langt fra Middelhavet, der har strandhoteller og campingpladser.
I august holder franskmændene selv ferie, på det tidspunkt er det en god idé at booke overnatning i god tid. Du kan finde overnatning på hotels.com. Er I mange, så er et feriehus ofte den billigste løsning.
Mad og drikke
Generelt spiser man godt i Frankrig. Her er masser af restauranter og bistroer. Fisk og skaldyr, især muslinger, er på alle menukort, men det sydfranske køkken er omfattende, og der vil helt sikkert være noget for alle. Mange caféer og restauranter tilbyder setmenuer til ca. 10-15 €, og det er som regel et glimrende valg.
Vejret i Montpellier
Tørre varme somre og milde vintre med en del nedbør er kendetegnet for klimaet langs Middelhavskysten. Temperaturen i sommermånederne ligger på ca. 28-32 °C, og som regel er vejret lunt til et godt stykke ind i september måned.
Vintrene har temperaturer på ca. 12-15 °C, men der kan være perioder, hvor det både kan være koldere og varmere. Se vejret i Frankrig.
Husk
Tjek udenrigsministeriet rejsevejledning til Frankrig inden du tager afsted – den finder du her. Mangler du noget til ferien? Find ud af det på rejsegear.dk, der har et stort udvalg af rejseudstyr.

Fed by. Mange rigtig cozy steder og der er ikke langt til Middelhavet. Vi bor som regel ved le Grau du Roi og med en bil kommer vi rundt. Man blir aldrig færdig med Sydfrankrig.