Prag er en forholdsvis stor by, men næsten alle de berømte seværdigheder ligger i eller omkring den gamle bydel. Det gør den tjekkiske hovedstad nem at opleve til fods, men heldigvis har byen også et godt netværk af metro- og sporvognslinjer, der kan bringe dig vidt omkring.
Prags bydele har selvfølgelig navne, men er også inddelt i distrikter, som kaldes Prag 1, Prag 2 osv. Der kan sagtens ligge flere bydele under samme distrikt. Prag 1 er byens absolutte centrum og udgør den gamle bydel (Staré Město) samt Hradčany og Mala Straná på den anden side af Moldau.
Generelt er det billigt at overnatte i Prag, men i centrum får priserne lige et nyk eller to opad. Er du på lavbudget, så kan du med fordel booke hotel eller lejlighed udenfor Prag 1, som du nemt kommer til ved at gå eller med den offentlige transport.
Prag er mest kendt for sine sporvogne, men har også en glimrende metro, der er hurtig og nem at bruge. Der er tre linjer: grøn linje A, gul linje B og rød linje C.
Du kan læse mere om den offentlige transport i Prag her. Der er flere billettyper at vælge mellem. Du kan købe billetter, der er gyldige i en halv time til 72 timer fra det tidspunkt billetten stemples.
Billetter til den offentlige transport gælder til bus, metro og sporvogn og kan købes i de gule billetautomater, der også har engelsk menu.
1 Centrum – Staré Město (Prag 1)
Tjek ind her, hvis du vil bo side om side med Prags største seværdigheder som bl.a. torvet, Tynkirken og det astronomiske ur. Prag 1 inkluderer også Josefov (den jødiske bydel) og Karlsbroen fra byens østlige side.
Centrum er et perfekt udgangspunkt for oplevelser i Prag, men du skal selvfølgelig forvente en del gadestøj. Bydelen er også forholdsvis turistorienteret med højere priser på f.eks. mad og overnatning end i resten af byen. Igen: Prag er billig, og selv i centrum er prisniveauet væsentlig lavere end i de fleste andre europæiske storbyer.
Metro
Centrum har selvfølgelig et fint netværk af offentlig transport. Alle tre metrolinjer kører igennem Staré Město, hvor du på stationerne Muzeum, Mustek og Florenc kan skifte linje. Metrolinjerne kører ikke på samme spor, og det tager ca. 4-5 minutter at gå mellem linjestationerne. F.eks. fra Mustek gul linje til Mustek grøn linje.
Gode hoteller i centrum
• Unitas Hotel – Lækkert 4-stjernet hotel med topanmeldelser. Mulighed for enkeltværelse og tilkøb af morgenmad. Læs mere om hotellet.
• Hotel Residence Agnes – Et af Prags bedste hoteller. Her er flere forskellige værelsestyper – bl.a. familieværelser. Morgenmad er inkluderet. Læs mere om hotellet.
2 Mala Straná og Hradčany (Prag 1)
Prags centrum på den anden side af Moldau er Malá Strana og Hradčany, der også ligger i distrikt 1. Det er her Prags Kongeligt Slot med St. Vitus-katedralen dominerer bybilledet. Området har masser af liv med barer, shopping og restauranter. Her finder du også Petrin Gardens – en større park, der giver lidt luft til de ellers travle bydele.
Mala Straná og Hradčany ligger i nem gåafstand til centrum. Her er du med andre ord tæt på alt hvad Prag har at byde på og kan måske endda finde billigere overnatning end i Staré Město. Det er dog værd at bemærke, at området nogle steder er ret kuperet.
Metro
Bydelen betjenes af metrolinjen grøn linje A. Fra stationen Malostranská er der kun ét stop til Staromeská (centrum i den gamle bydel) og to stop til Mustek, hvor du kan skifte til gul linje B.
Gode hoteller i Mala Straná og Hradčany
• Hotel Pod Vezi – Skønt 4-stjernet hotel med bl.a. bar, restaurant og tagterrasse. Morgenmad er inkluderet. Læs mere om hotellet.
• Bishop’s House – Flot og moderne hotel med morgenmad inkluderet. Her er bl.a. enkeltværelser og værelser med plads til fire personer. Stedet får topanmeldelser af tidligere gæster. Læs mere om hotellet.
3 Prag 2
Prags distrikt 2 ligger syd for centrum (Staré Město). Her bor du til dels i Prags nyere bydele, men glem alt om moderne byggerier – også her er de fleste huse af ældre dato. Ingen af byens berømte seværdigheder ligger i distrikt 2, men du kan på én gang bo billigt og i nem afstand til byens vigtigste attraktioner og aktiviteter.
Området mangler hverken vandhuller og spisesteder. I forhold til centrum har du her mulighed for at komme tæt på de lokale. Staré Město er proppet med turister, og for nogle kan det være en befrielse at trække sig tilbage til mere rolige omgivelser. Det kan du her. Lige nu er bydelen Vinohrady superhot.
Metro
Prag 2 dækker et større område. Distriktet er betjent af gul linje B (stationen Karlo Náměsti), hvorfra der er to stop til Mustek og rød linje C (stationen I.P. Pavlova), hvorfra der er ét stop til Muzeum. I den østlige del af Prag 2 (Vinohrady) kan du på stationen Jiriho Z. Podebrad (JZP) hoppe på grøn linje A. Herfra er der to stop til Muzeum.
Gode hoteller i Prag 2
• Pure White – Godt og prisvenligt hotel med bar og restaurant. Gratis lufthavnstransport og mulighed for tilkøb af morgenmad. Læs mere om hotellet.
• H7 Palace – Moderne hotel, der bl.a. tilbyder store familieværelser med tekøkken. Tidligere gæster roser især det venlige personale. Læs mere om hotellet.
4 Letna og Holešovice
Så skal vi over floden igen. Denne gang til to bydele i distrikt 7 – Letna og Holešovice, der ligger side om side. Letna er domineret af den store park af samme navn. Et populært sted på varme sommerdage, men også til gå- og løbeture. Fra den vestlige del af Letna er der ikke langt til Prags kongelige slot og St. Vitus-katedralen.
Holešovice har traditionelt været et lidt råt kvarter, men har i dag udviklet sig til en hip og kreativ bydel med caféer og gallerier. Det er også her du finder det lokale marked og en del af nationalgalleriet. I både Letna og Holešovice kan du finde billig overnatning og via broerne over floden nemt komme til centrum.
Metro
Den østlige del af Holešovice er betjent af rød linje A. Herfra er der kun én station til Florenc, hvor du kan skifte til gul linje B. Fra den vestlige del af Letna kan du benytte stationen Hradčanská, der er betjent af grøn linje A. Bor du tæt på floden er det nemmere at bruge stationen Malostranskaá på samme linje.
Gode hoteller i Letna og Holešovice
• Mama Shelter Prague – Nyopført og moderne hotel med bl.a. bar og restaurant. Vælg mellem flere forskellige værelsestyper inkl. familieværelser. Morgenmad tilgængelig. Læs mere om hotellet.
• Vila Lanna – Mindre hotel i ældre charmerende bygning. Vila Lanna har værelser med plads til fire personer. Morgenmad er inkluderet. Læs mere om hotellet.
Nyttige links til din rejse til Prag
Transport
Fra både Billund og København kan du flyve direkte til Prag. Der kan være tale om sæsonruter, som kun flyves fra forår til efterår. Søg og sammenlign flybilletter her.
Fra lufthavnen til dit hotel kan du tage en taxi eller booke en privat transfer hjemmefra. Læs meget mere om transport generelt i min Prag Guide.
Overnatning
Faldt mine hotelvalg ikke i din smag, så kan du se mange flere overnatningssteder på f.eks. hotels.com eller booking.com, der har det største udvalg og de laveste priser.
Husk at være opmærksom på f.eks. værelsestype og afbestillingsbetingelser når du sammenligner priser på de forskellige hotelbookingsider.
Husk
Tjek udenrigsministeriet rejsevejledning til Tjekkiet inden du tager afsted – den finder du her.
På ministeriets hjemmeside kan du også downloade app’en Rejseklar, hvor du finder gode råd og kan skrive dig på danskerlisten.