Hongkong er en kæmpeby og et rigtig spændende rejsemål. Her møder Kina og Vesten hinanden i et ejendommeligt mix af templer, skyskrabere, gademarkeder og enorme shoppingcentre.
Der er med andre ord mange muligheder for turisterne i Hongkong, som også byder på lækker mad og britisk kolonihistorie. Det og meget andet kan du læse mere om i min Hongkong Guide.
Indholdsfortegnelse
Hongkong – en introduktion
Hongkong består af en lang række små og store øer, men det meste af det man kalder Den særligt administrative region ligger som en del af det kinesiske fastland. Selve den oprindelige by Hongkong, hvor briterne slog sig ned, finder du på Hongkong Island, der stadig er det finansielle- og administrative centrum.
Hongkong har en lang række bydele, områder og kvarterer, men i denne guide er der udelukkende fokus på Kowloon og Hongkong Island, som typisk vil være der langt de fleste turister booker overnatning og opholder sig.
Uanset hvor i Hongkong du befinder dig, så forvent skyhøjt prisniveau. Det gælder især på overnatning, hvor du ikke får meget for pengene. Og så er der maden. Selvom du spiser lokalt, så er det næsten danske priser!
Man kan undre sig over, at nogen overhovedet har råd til at bo i byen, men der er tilsyneladende mange, der tjener godt: Hongkong har Asiens tredjehøjeste indkomst pr. indbygger, og de bruger pengene i mærkevarebutikkerne og de eksklusive shoppingcentre, der ligger som perler på en snor.
Hongkong – lidt historie
Den britiske indflydelse i Hongkong er et resultat af den første opiumskrig. Allerede i 1500-tallet kom portugiserne til den kinesiske kyst, hvor de slog sig ned i Macau. Ikke lang tid efter dukkede hollænderne og franskmændene op, mens skibe fra det britiske East India Company lagde til i Canton i 1683.
Allerede i 1711 havde selskabet opført lagerhaller og skabt et netværk til kinesiske handelsfolk, hvor briterne købte stort ind af te, silke og porcelæn, som blev fragtet til Europa. Kineserne var dog ikke interesseret i engelske varer, og det blev starten på første opiumskrig (Læs meget mere om Kinas historie her).
Englænderne havde et stort handelsunderskud med Kina, og for at redde den slukne statskasse skabte de et behov for opium i den kinesiske befolkning. Mange kinesere blev afhængige, men den store efterspørgsel på opium gav også økonomiske problemer for Kina. Det fik i 1838 kejseren til at sætter en stopper for opiumshandlen.
Englænderne svarede igen med magt, og konflikten endte med den såkaldte Nanjing-traktat, hvor Kina blev tvunget til at åbne for handel med andre lande. Hong Kong Island blev samtidig afstået til briterne, der overtog den vigtige handelsstation den 26. juni 1843.
Den anden opiumkrig brød ud i 1856. Fire år efter kunne briterne igen trække sig tilbage som sejrherrer. Denne gang blev kineserne tvunget til at afstå Kowloon og de nye territorier – englænderne havde nu fuld kontrol over Victoria Harbour.
Den britiske handelsstation udviklede sig først senere til en egentlig by, da immigranter i to omgange flygtede til Hongkong. Første gang i 1911 i anledning af kejsertidens ophør og anden gang under kulturrevolutionen fra 1945 til 1949.
Hongkong som handelscentrum
Efter Maos død i 1976 blev Deng Xiaoping ny leder i Kina. Han overtog et forarmet land – Kina var økonomisk i knæ, og befolkningen sultede – der måtte tænkes nyt for at rejse landet igen. Løsningen var “Den åbne dørs politik”, der ændrede Kina fra at være ren planøkonomi til en slags kontrolleret markedsøkonomi.
Der blev åbnet for handel med omverdenen og en stor del af den handel gik gennem Hongkong, som på det tidspunkt blev betragtet som porten til Kina. omkring 1990 var Hongkong Asiens andenrigeste land efter Japan og har siden været et vigtigt finanscentrum.
Tilbageleveringen af Hongkong til Kina
Det var egentlig ikke meningen, at hele Hongkong skulle gives tilbage til Kina, som det skete i 1997. Briterne var juridisk forpligtede til at afstå de nye territorier, mens Kowloon og Hongkong Island ifølge traktaterne var engelske i al evighed.
Men i 1979 diskuterede guvernøren af Hongkong, Murray Maclehose, emnet med Deng Xiaoping. Maclehose så det problemfyldt, at halvdelen af Hongkongs indbyggere boede i de nye territorier – familier kunne på den måde blive splittet, og hvordan bar man sig egentlig ad med at dele et land?
Efter mange forhandlinger blev resultatet, at hele Hongkong skulle gives tilbage til Kina i 1997. Det var dog ikke uden problemer. Befolkningen frygtede, hvad der ville ske, når man gik fra britisk til kinesisk styre. En frygt, der stadig sidder dybt, og som har udmøntet sig i talrige demonstrationer.
Man siger populært, at Kina og Hongkong er ét land med to systemer. Dog har de senere års begivenheder tydeligt vist, at Beijing ønsker ensrettede regler og et strammere greb om Hongkong.
Nu til min Hongkong guide, hvor du først kan læse om byens områder og oplevelser. I indholdsfortegnelsen øverst, kan du gå direkte til det afsnit, du vil vide mere om – f.eks transport eller mine forslag til overnatningssteder.
Hongkong Island – orientering og seværdigheder
Hongkong Island er centrum i Den særligt administrative region. Det er et større område, hvor nyt møder gammelt i kvartererne Central, Soho og Sheung Wan, der er en blanding af ældre huse, traditionelle markeder og moderne skyskrabere.
Både finansdistriktet og række af Hongkongs største seværdigheder ligger på øen, der er travl og tætbefolket. Du kommer nemt rundt med den effektive metro, hvor stationerne Central, Admiralty og Hong Kong er de vigtigste trafikknudepunkter.
Victoria Peak
Victoria Peak er en af Hongkongs største seværdigheder. Hvem har ikke set billeder herfra af byens imponerende skyline med Victoria Harbour og Kowloon i baggrunden? Victoria Peak ligger ca. 550 m.o.h., og turen til toppen af bjerget gøres traditionelt med The Peak Tram.
Det var englænderne, der grundlagde The Peak Tram, som kørte første gang i 1888. Dengang var vognene af træ og blev trukket via kabler af en dampmotor. Frem til 1926 var vognene opdelt i tre klasser, hvor guvernøren af Hongkong havde sin egen faste plads forrest. En plads, der først måtte benyttes, når der var mindre end to minutter til afgang.
På vej med sporvognen til toppen er der flotte udsigter over byens skyline. Selvom banen kun er knap 1,4 km lang, så er der seks stationer undervejs. The Peak Tram er en kæmpe turistattraktion, men kabelbanen bliver også brugt som almindeligt transportmiddel af de lokale. Fra bund til top er der en højdeforskel på næsten 400 meter med flere kraftige stigninger – helt op til 48 %.
Terminalen på toppen af Victoria Peak ligger i The Peak Tower, der er en aldeles rædselsfuld bygning med den såkaldte Sky Terrace 428 på toppen. Herfra har du en 360° udsigt over Hong Kong, men da der kun er noget at kigge på den ene vej, er det lidt lige meget.
The Peak Tower er fyldt med butikker og spisesteder – havde det ikke været for den fantastiske udsigt over Hongkongs skyline, kunne det godt lugte lidt af turistfælde. Men en tur med The Peak Tram til Victoria Peak er i sig selv en fin oplevelse – også selvom du som os ikke er heldige med vejret.
Det er i princippet gratis at besøge Victoria Peak, men selvfølgelig skal du prøve at tage The Peak Tram til toppen. Det koster ca. 52 HKD for en returbillet. Du kan købe en kombinationsbillet, der også giver adgang til Peak Tower og den store 360° terrasse.
Normalt er køen lang ved The Peak Tram, så det kan anbefales at komme tidligt. Hvor The Peak Tram starter er der i øvrigt en lille udstilling om banen, der bl.a. har en række fine genstande samlet gennem årene
Det er nemt at komme til The Peak Tram med offentlig transport. Med metro: stå af metroen på Central Station og tag udgang J2. Gå til højre over den store plads hen til lyssignalet. Gå op ad vejen ca. 400 m og du er fremme. Ruten er også markeret på kortet nederst på siden.
Med Star Ferry fra Kowloon: Ved ankomst til Hongkong Island kan du tage bus 15C ved Pier 7 (hvor færgen lægger til) til The Peak Tram. Bussen kører ca. hvert kvarter fra kl. 10 formiddag til sen aften. Prisen er ca. 5 HKD.
Central-Mid-Level Escalator
Ikke langt fra The Peak Tram kan du hoppe på Central-Mid-Level Escalator, der blev bygget i 1993 for at bringe arbejdere nemt og hurtigt fra Mid-Level distriktet til Central. Det er verdens længste rulletrappesystem, som starter på Conduit Road i Mid-Level og ender på Queens Road.
Fra klokken 6.00 til 10.00 kører trapperne ned til centrum og fra 10.30 til sen aften kører de op. Mid-Level distriktet er tydeligvis stedet, hvor mange fastboende fra vesten har lejlighed. Undervejs på rulletrappen er der adskillige hyggelige cafeer og coffeeshops, der lige så godt kunne have ligget i en europæisk storby.
The Central-Mid Level Escalator er ikke et sammenhængende rulletrappesystem. Der er også trapper – mange trapper. Her og der har du et fint kig til gader og baggårde, som du helt sikkert ikke ville opleve, hvis du havde gået i gadeplan. Her i 1. sals højde ser byen noget anderledes ud.
Central-Mid-Level Escalator er en fin oplevelse, hvor du kan hoppe af og på, som du har lyst.
Markederne omkring Graham Street
Hongkong er en moderne by, men i skyggen af de enorme skyskrabere ligger markedsgader, hvor kødet ligger frit fremme og hvor de smalle gyder er fyldt med interimistiske gadekøkkener.
Graham Street Market siges at være Hong Kongs originale madvaremarked. Her er ikke kun kød, men også et væld af farverige frugter og grøntsager. Det er muligt, at markedet engang kun lå på Graham Street, men i dag er de omkringliggende gyder og gader også taget i brug. De er proppet med bl.a. blomster, tørrede svampe og boder med turistting.
I det hele taget er lige præcis dette område omkring Graham Street, Gage Street, Lyndhurst Terrace og Hollywood Road det mest spændende i Central. Der er masser af liv, og det er også her, du har mulighed for at komme tæt på de lokale og følge med i deres hverdag.
Gaden Upper Lascar Street nogle hundrede meter derfra kaldes også for Cat Street, eller antikgaden. I gamle dage lå antikvitetshandlerne på stribe i den smalle gågade, men i dag er der kun få tilbage. Til gengæld finder du bl.a. kunsthåndværk, genbrugsbutikker og mange speciallavede ting, der kun kan fås her.
Bag gadens officielle navn og dens øgenavn gemmer sig nogle sjove historier. Da englænderne havde magten sendte de mange indere i det britiske militær til Hongkong for at arbejde som politibetjente. De blev kaldt Lascars, og de bosatte sig rundt om politihovedkvarteret, der i 1920’erne lå lige præcis her.
Senere udviklede handlen sig med bl.a. antikviteter, men også stjålne ting. På cantonesisk kaldte man stjålne ting for rottevarer og dem, der købte dem for katte.
Man Mo Temple
Man Mo er et af Hongkongs mest berømte templer – ikke for dets størrelse, men for den betydning som det i århundreder har haft for lokalbefolkningen. Templet er fra 1858 og dedikeret til litteraturguden Man Tai og krigerguden Mo Tai.
Der ligger flere templer i Hongkong med navnet Man Mo, men dette i det centrale område Sheung Wan er det mest kendte. Det har ikke kun fungeret som taoistisk tempel, men også som forsamlingshus og en slags ret, hvor man forsøgte at indgå forlig og finde løsninger på konflikter mellem briterne og den kinesisktalende befolkning.
Indenfor i templet er der som regel rigtig mange mennesker, der beder og sætter røgelsespinde ved alteret. Man Mo templet har mange smukke detaljer – bl.a. lamper, hundreder af lanterner, smukke træudskæringer og store bronzekrukker. Der er gratis adgang til templet, men husk konservativ påklædning.
Tæt på Man Mo Templet ligger i øvrigt forsamlingshuset Kung Sor, hvor stridigheder i gamle dage blev løst. Her kan du fortsætte til Tai Ping Shan Street, hvor du kan se flere små hustempler som f.eks Kwun Yum.
Star Ferry
Sammen med et besøg ved Victoria Peak er en sejltur med Star Ferry en af Hong Kongs ikoniske oplevelser. Færgerne, der forbinder Hongkong Island med Kowloon, sejles af Star Ferry Company, der blev grundlagt i 1888 som Kowloon Ferry Company.
Midt i 1800-tallet krydsede lokale Victoria Harbour i sampans, som er klassiske kinesiske både med flad bund. I 1873 forsøgte man at etablere en regulær rute med en damdrevet båd, men det blev stoppet af den engelske guvernør i Canton, der mente, at det ville få flere englændere til at besøge spillebulerne i Kowloon.
I dag er der to ruter, hvor den originale mellem Hongkong Island og Tsim Sha Tsui i Kowloon er den vigtigste. Der er 12 færger, og de har samme navne som bådene i 1888 – f.eks. Evening Star og Morning Star. Medarbejderne på land bruger stadig en bådshage til at fange rebet når færgen lægger til kaj, og moleområdet i Kowloon er fra Star Ferrys grundlæggelse.
Jo, der er masser af spændende historie forbundet med færgerne, der er utrolig billige at benytte. Sejlturen kan nemt tages flere gange – ikke blot er udsigten til Hongkongs skyline helt fantastisk, men det er også langt den mest charmerende måde at komme fra Central til Kowloon på.
Som nævnt er Star Ferry utrolig billig (ca. 4 HKD for voksne). Køb billet i billetautomaten. Du kan vælge, om du vil sidde på øverste eller nederste dæk. Færgerne sejler ca. hvert 10 minut.
Kowloon – orientering og oplevelser
Kowloon kan med lidt god vilje kaldes Hongkongs turistområde. De lokale et dog langt i overtal, men i forhold til Central er der flere gadesælgere, som sælger alt fra ure og massage til kopitasker og skræddersyede jakkesæt.
Den slags er man behageligt fri for på den anden side af Victoria Harbour, men Kowloon er også så meget mere turistvenlig med et hav af barer, hoteller og restauranter inden for rækkevidde.
Kowloon dækker et forholdsvist stort område og består af adskillige bydele. Langt de fleste turister bor i den sydlige del i og omkring Tsim Sha Tsui, der ligger ud til Victoria Harbour.
Indtil for få år siden blev Kowloon betragtet som Hongkongs mindre pæne side. Det var et område som briterne overtog efter sejren i den anden opiumskrig, og mens eliten boede på Hongkong Island, så var Kowloon mest kendt for gangstere, spillebuler og prostitution.
I dag er det en levende og moderne bydel, der på mange måder er mere interessant end Hongkong Island. Overalt i Kowloon og især i Tsim Sha Tsui er der ganske enkelt proppet med mennesker. Her er travlt døgnet rundt, og ofte går man i gåsegang gennem gaderne.
Nathan Road og Kowloon Park
Kowloon er i den grad hektisk, hvor parallelgaderne Nathan Road og Canton Road er bydelens livsnerve. Tusinder og atter tusinder mennesker traver gaderne tynde i håbet om en god handel i de mange butikker og shoppingcentre, der ligger som perler på en snor.
De to gader er næsten ét stort sammenhængende indkøbscenter med mærkevareforretninger på stribe og bagved shoppingcentre i flere etager. Lige bortset fra kosmetik og chokolade, så er det bestemt ikke billigt.
Det er det heller ikke i luksusbutikkerne på Canton Road. Det er her de eksklusive og dyre mærker som bl.a. Chanel og Hermés ligger. Foran butikkerne er der lange køer af nyrige kinesere, mens sikkerhedsvagter i jakkesæt prøver at holde styr på de købelystne kunder.
Nathan og Canton Road er ikke kun beton og menneskemylder. Du kan f.eks. besøge Kowloon Park, der er en velkommen oase i den hektiske by. Her er åbne plæner, buske, blomster og springvand. Et populært sted, hvor de lokale holder picnic eller dyrker motion.
Om morgenen er der tai chi og sen eftermiddag kan du få en opvisning i Kung Fu i det såkaldte Kung Fu Corner. Kowloon Park var oprindelig en del af et kaserneområde, der husede indiske soldater under britisk flag. Mange af dem var muslimer, og de grundlagde det, der i dag er Hongkongs største moské, som ligger ud til Nathan Road.
Kowloons havnefront
Kowloon Park er et skønt sted at få Hongkongs menneskemylder lidt på afstand. Det samme kan man sige om bydelens berømte havnefront. Promenaden er perfekt til en slentretur, og overraskende nok er der kun få mennesker. Som en bonus er der en helt fantastisk udsigt til byens skyline på den anden side af Victoria Harbour.
En af havnefrontens mest populære seværdigheder er Avenue of Stars – en del af promenaden, der en slags hyldest til Hongkongs mest berømte skuespillere. Især statuen af Bruce Lee er populær, og som på resten af promenaden er det er sted, hvor selfiestængerne kommer på overarbejde.
Havnefrontens mest travle område er ved legendariske Star Ferry, hvis ikoniske både som nævnt sejler i pendulfart til Hongkong Island. Her for enden af promenaden vil du også få øje på det gamle klokketårn, der er det eneste tilbageværende af den gamle stationsbygning, som blev opført til togforbindelsen mellem Kowloon og Canton.
Få meter derfra har man opført en stribe bygninger, der indeholder flere museer. De er i den grad malplacerede og lukker byen inde og havet ude. Resultatet er, at Kowloon bliver endnu mere klaustrofobisk, end den er i forvejen.
Fra promenaden lige præcis her kan du hver aften klokken 20 se det såkaldte Symphony of Lights, der samler tusinder af mennesker. Symphony of Lights involverer adskillige bygninger på begge sider af Victoria Harbour, der er i takt til musikken blinker og lyser op. Oplevelsen er dog langt fra fantastisk – vi kan ikke høre musikken og lysshowet er på det jævne.
Temple Street Market
Temple Street Market er et af Hongkongs mest berømte markeder. Her kan du bl.a. shoppe tøj, bælter, tasker, iphonecovers og ubegribelige mængder kineser-tingel-tangel. Markedet ligger på og omkring Temple Street, og som i resten af Kowloon er der propfyldt med mennesker.
Boderne med mere eller mindre spændende varer ligger på stribe, men markedet har også adskillige glimrende spisesteder. Her er ikke skyggen af hygge, men til gengæld kan du spise godt og autentisk i selskab med de lokale, der snakker højlydt mens de mange retter går på omgang.
Men der er mere at komme efter end shopping og god mad. I en række åbne telte kan du blive klogere på din fremtid hos de lokale spåkoner og spåmænd. De bruger forskellige metoder – bl.a. tarotkort og håndlæsning, men også fuglemetoden. Her lader man en fugl vælge et kort, hvor ens fremtid står skrevet.
Et andet sted er der karaoke for fuld udblæsning. Musikken er vanvittig høj, og det samme er den rædselsfulde sang. Teltene med karaoke ligger klods op af hinanden og lydstyrken er på maksimum for at overdøve naboen.
Gaderne omkring Temple Street Market er ikke mindre kedelige. Det er et område, hvor Kowloon ganske enkelt syder om aftenen. Her er god mad, masser af shopping og en fantastisk atmosfære.
For at komme til Temple Street Market kan du stå af på Yau Ma Tei Metrostation. Alternativt kan Jordan Station benyttes – markedet er stort og ligger mellem de to stationer.
Bird Street Park og blomstermarkedet
En af Hong Kongs mere ejendommelige oplevelser er Yuen Po Bird Garden, hvor ældre mænd hver dag mødes med deres fugle – en hobby, som de tager meget seriøst.
Fugleburene af træ er smukt udskårne og mad- og vandskåle er af porcelæn. I den lille have, der blot er en smal gågade, ligger et lille marked med salg af melorme, fårekyllinger og selvfølgelig fugle.
I forlængelse af Yuen Po Bird Garden kan du besøge blomstermarkedet, hvor hele farvepaletten synes at være repræsenteret. Her er buketter og især orkidéer i overflod. Blomstermarkedet skulle være bedst tidlig morgen, men selv midt på dagen er der masser at kigge på.
For at komme til Yuen Po Bird Garden kan du stå af på Prince Edward Metrostation. Mong Kok kan også benyttes, hvis du vil gå ad Tung Choi Street.
Hongkong – hvor mange dage skal du bruge?
Der mangler bestemt ikke oplevelser i Hongkong, som er en positiv overraskelse. Selvom der er mere historie og flere berømte seværdigheder på Hongkong Island, så finder vi Kowloon væsentlig mere interessant.
Bydelen har som nævnt været Hongkongs mindre pæne side, men den er på en eller anden måde mere autentisk, og så foregår det meste af aften- og nattelivet her.
De fleste turister tilbringer kun et par dage i Hongkong. Er du en af dem, så anbefaler jeg, at du laver en liste med alt det du gerne vil se og opleve. Hongkong har nemlig seværdigheder og aktiviteter til mange ugers ferie.
Herunder finder du min Hongkong guide – læs om bl.a. transport, overnatning og mad og drikke. Du kan også finde nyttige links til din rejse.
Transport
Ind og ud
Om at rejse i Hongkong generelt kan du læse mere her: Om at rejse i Hong Kong – tips og gode råd
Fra Danmark er der flere muligheder for at flyve med ét stop til Hongkong internationale lufthavn, der har koden HKG. Fra Billund og København med KLM, Lufthansa, Finnair og Turlish Airlines.
Fra København også med Etihad, Emirates, Air India, Thai Airways, Qatar Airways og Singapore Airlines.
Fra lufthavnen er der ca. 32 km til centrum af Hongkong. Du kan tage tog, bus, taxi eller privat transfer.
Lufthavnen er fint skiltet, og du finder nemt taxierne udenfor terminalen. Det er en god idé at have din destination skrevet med kinesiske/kantonesiske tegn, da mange chauffører ikke taler engelsk.
At komme rundt
Hongkong er nem at komme rundt i. Her er både bus, tog og metro, men også taxier og hop-on-hop-off busser.
Nemmest er metroen, som dækker det meste af det centrale Hongkong. Det er en hurtig måde at komme fra Kowloon til Hongkong Island og omvendt. Du kan se linjer og kort over stationer her. Billet køber du i automaterne – find stationen på skærmen og klik på den. Prisen kan nu ses, og du kan betale med både mønter og sedler.
Skal du bruge de offentlige transportmidler meget, så kan du med fordel købe et Octopus Card, der bl.a. fås på metrostationerne. Kortet gælder til stort set alle offentlige transportmidler.
Overnatning
Overnatning i Hongkong er som nævnt i indledningen rasende dyrt. Budgetrejsende har virkelig svære vilkår i byen, hvor værelserne på de billigste hoteller og guesthouses er meget meget små og kompakte. Ofte er det blot et antal små rum på en etage i et af byens højhuse.
Det er med andre ord et sted, hvor du ikke får meget for pengene. Et tre-stjernet hotel koster ikke sjældent over kr. 1000,- pr. nat.
Lige bortset fra de store luksushoteller, så er det som om, at kvaliteten ikke følger prisen. Det kan derfor være en god idé at lave lidt research, inden du booker.
I min Hongkong guide anbefaler jeg følgende overnatningssteder, der alle får rigtig gode anmeldelser af tidligere gæster. Læs mere herunder eller se det fulde udvalg på f.eks. hotels.com eller booking.com – det to sider har som regel også de laveste priser.
The Salisbury YMCA
Klassisk og meget populært hotel med topbeliggenhed i Kowloon. Her er både enkeltværelser og familiesuites. Et godt sted at møde andre rejsende. Se billeder og aktuelle priser på The Salisbury YMCA.
Sunrise International Boutique Hotel
Småt, men rent og med venlig ejer. Absolut et af de bedste steder af de mange, der blot er en stribe rum i et højhus. Perfekt beliggenhed på Nathan Road i Kowloon tæt på metro. Se billeder og aktuelle priser på Sunrise International Boutique Hostel
B.P. International
Kåret til best value hotel i Hong Kong på Tripadvisor. B.P. International ligger lige nord for Kowloon Park tæt på Nathan Road og Temple Street Market. Se billeder og aktuelle priser på B.P. International
Hotel ICON
Dyrt, men alligevel et af de billigste af tophotellerne i Hong Kong. ICON ligger i den østlige del af Kowloon med 15-20 minutters gang til de populære shoppinggader. Se billeder og aktuelle priser på Hotel ICON
The Peninsula
Til dig med den store pengepung. Hotel The Peninsula, der opført i 1928 skulle være “det fineste hotel øst for Suez”, er stadig et af verdens mest fornemme steder at bo. Her er intet overladt til tilfældighederne. Se billeder og aktuelle priser på The Peninsula.
Mad og drikke
Mad og spisesteder i Hongkong er et kapitel for sig og har endda sin helt egen side på openrice.com. Det er et godt sted at læse anmeldelser og få inspiration til restaurantbesøg.
Hongkong har et overvældende antal spisesteder, der serverer mad fra hele verden. Fra gadekøkkener og huller i væggen til vild luksus og Michelinrestauranter. Som andre steder i Asien går man meget op i mad, og det er som om, at de lokale spiser hele tiden og døgnet rundt.
Også mad og drikke er dyrt i Hongkong. Selv på de enkle og lokale spisesteder koster en ret 60-80 kr., og det er naturligvis væsentlig dyrere at besøge de internationale restauranter.
Det lokale køkken er kantonesisk med primært nudelretter og dim sum, men du kan selvfølgelig få mad fra hele Kina, ligesom det øvrige Asien også er rigt repræsenteret i især Kowloon.
Hongkong er en moderne storby med stærk europæisk indflydelse og som gammelt handelscentrum, der er i årtier har været åben for den omkringliggende verden, kommer du ikke til at sulte uanset hvad din livret er.
På de lokale spisesteder lægger tjeneren regningen på bordet, og der betales ved kassen. Her spises der udelukkende med pinde og kun få steder kan fremtrylle kniv og gaffel.
På hotellerne og de internationale restauranter betaler man regningen som i Danmark, og her er der ofte kniv og gaffel til rådighed. På de mest populære restauranter er det en god idé at reservere bord.
Her og der finder du gader og områder med en større koncentration af spisesteder – det gælder f.eks. Hau Fook Street (primært lokal og asiatisk mad) og Knutsford Terrace, der er lidt mere mondænt uden dog at være superfint. Begge steder ligger i Kowloon.
Du kan også med fordel besøge en af de mange food courts, der ligger i shoppingcentrene. Her er udvalget stort og priserne rimelige.
Aktiviteter
En kæmpeby som Hongkong har masser af events og aktiviteter året rundt. Det kan være udstillinger, festivals og koncerter. Klik ind på Discover Hong Kong for at se, hvad der sker under dit ophold.
Museer
Hongkong har også en lang række museer. Udover de nævnte herover kan du bl.a. besøge disse steder:
• M+ – design, arkitektur og nutidskunst (Kowloon)
• Hongkongs Historiske Museum (Kowloon)
• Hongkongs Maritime Museum (Hongkong Island)
• City Gallery – Udstilling og byplanlægning (Hongkong Island)
• Hongkong Kunstmuseum (Kowloon)
Markeder
På gaden Tung Choi Street i Kowloon ligger et noget specielt marked, hvor der sælges frøer, skildpadder og akvariefisk. En lang række forskellige fisk, bl.a. guldfisk, hænger på række i poser med vand – et særpræget syn.
På hjørnet af Tung Choi Street og Argyle Street finder du også et lille, men spændende ferskvaremarked. Her er kød og fisk og små og interimistiske spisesteder, der synes lysår væk fra Hongkongs glasfacader og moderne storbyliv.
Den lange Tung Choi Street er også hjemsted for Ladies Market, der i dag ikke kun er for kvinder. De små boder ligger som perler på en snor, men udvalget af varer er nogenlunde som på Temple Street Market.
Andre aktiviteter
• Ocean Park Vandland
• Helikoptertur
• Legoland Legeland
• Guidede byvandringer
• Food tours
Rejseressourcer
Tjek udenrigsministeriet rejsevejledning til Kina inden du tager afsted – den finder du her. På ministeriets hjemmeside kan du også læse mere om indrejse, visum m.m.
Tjek også om du skal have vaccinationer inden rejsen – se aktuelle anbefalinger her. Husk også en rejseforsikring – måske har du allerede en, hvis ikke kan du få et tilbud her.
Har du husket alt til ferien? Find ud af det på rejsegear.dk, der har et stort udvalg af rejseudstyr.
Kort over Hongkong
I min Hongkong guide finder du selvfølgelig også et kort over byen, hvor jeg har markeret alle nævnte steder som seværdigheder, hoteller og spisesteder.