Hjem Italien Gratis oplevelser i Bologna

Gratis oplevelser i Bologna

Der er flere gode oplevelser i Bologna, som er helt gratis

Der er mange gode gratis oplevelser i Bologna. Heldigvis – for den italienske by er et forholdsvis dyrt rejsemål. Alene prisen på overnatning kan få de fleste til at tage andre steder hen, men de mange ting du kan se og gøre uden at tage penge op af lommen er med til at holde budgettet nede.

Bolognas centrum ligger omkring Piazza Maggiore. Her finder du et netværk af gader, gyder og pladser, der er flankeret af en lang række flotte bygninger. Det er et fantastisk sted at gå rundt uden mål, og så er det helt gratis.

Det samme er byens imponerende kirker, hvoraf flere hører til Bolognas mest populære seværdigheder. At opleve byen behøver således ikke koste en formue.

Udover de gratis oplevelser i Bologna, så har byen også et rabatkort henvendt til turister. Det hedder Bologna Welcome Card, der fås i to udgaver og giver rabat eller gratis adgang til museer og seværdigheder. Alt efter hvad og hvor meget du vil opleve, så kan rabatkortet måske betale sig for dig.

1 Bolognas kirker

Som nævnt i indledningen er Bolognas kirker gratis at besøge. F.eks. den enorme Basilica di San Petronio, der ligger centralt på Piazza Maggiore og er Europas 6. største kirke.

San Petronio er opkaldt efter byens skytshelgen og trods grundlæggelsen i 1390 endnu ikke færdiggjort. Primært pga. pengemangel, men også pavens modstand mht. størrelsen. Basilikaen skulle helst ikke overstråle byens katedral, der er noget mindre.

Den kan du besøge på Via Indipendenza få hundrede meter fra Piazza Maggiore. Her har ligget kirke siden 1028, men størstedelen af den nuværende er fra 1605 og facaden fra midt i det 18. århundrede. Katedralen er tilegnet St. Peter og hjem for Ærkebiskoppen af Bologna. I forhold til San Petronio er katedralen rigt udsmykket.

En tredje kirke du skal besøge er Basilica di Santo Domenico, der ligger 700 meter syd for Piazza Maggiore. Her ligger stifteren af dominikanerordene begravet i et pragtfuldt sarkofag, som du kan se i det flotte sidekapel tilegnet ham.

Flere af figurerne på sarkofaget er udført af en ung Michelangelo. Kirkerne er generelt et overflødighedshorn af historie, kunstværker og smukke detaljer og en af de absolut bedste gratis oplevelser i Bologna.

Den enorme kirke San Petronio

2 Little Venice og Finestrella

I gamle dage lå der adskillige kanaler mellem Bolognas huse. De fleste er væk i dag, men på Via Piella, ca. 1 km nord for Piazza Maggiore, kan du få et glimt af det som de lokale har døbt Little Venice.

På den ene side af gaden er der frit udsyn til kanalen, mens du på den anden skal åbne en lille låge. Stedet kaldes Finestrella, der betyder vindue. Det er nemt at finde, da der ofte er en lille kø for at tage et billede gennem “vinduet”. Bemærk, at vandet i kanalen kan være væk i sommermånederne.

Finestrella ved Little Venice

3 Biblioteca Salaborsa

I den nordlige del af Palazzo d’Accursio på Piazza Maggiore, kan du besøge Biblioteca Salaborsa, der åbnede i sin nuværende form i 2001. I midten af den store bibliotekssal er der lavet et gennemsigtigt gulv, der gør det muligt at se på ruinerne nedenunder.

Oplevelsen har sikkert været glimrende da biblioteket blev opført, men glasset er i dag mat, og man kan knap kigge gennem det. Heldigvis kan du tage trapperne til underetagen for at besøge ruinerne, der er fra bl.a. romertiden og middelalderen.

Der er fin information om, hvad du ser – f.eks. brønde, cisterner og resterne af en basilika. Det ganske lille museum på gangen udenfor er dog kun på italiensk.

gratis oplevelser i bologna
Lidt af ruinerne under Biblioteca Salaborsa

4 Bolognas Porticos

Bologna er med rette berømt for sine porticos, der er på UNESCOSs verdensarvliste. En portico kan på dansk kaldes en søjlegang, der er overdækkede fortov eller promenader foran eller rundt om en bygning.

I Bolognas centrum er der hele 40 km søjlegange, du kan studere. De blev begyndt opført for mere end 1000 år siden – sandsynligvis pga. pladsmangel. Det var især da Bologna blev universitetsby og vigtigt handelscentrum, behovet for nye boliger opstod. Med udvidelse af bygningens øvre etager blev der skabt en søjlegang i grundplan.

Udover nye boliger, så havde søjlegangene også den funktion, at man kunne gå i tørvejr eller i skyggen for den brændende sol. Bolognas porticos kommer i mange former og udgaver – de er overalt i byen og nogle af dem er virkelig flotte med bl.a. kunstværker og en lang række smukke detaljer.

gratis oplevelser i bologna
Bologna har mange flotte porticos – her ved Banca d’Italia på Piazza Camillo Benso Conte di Cavour

5 Madonna di San Luca

Nu vi er ved Bolognas porticos, så kan du gå ad de overdækkede søjlegange hele vejen fra byporten Saragossa til Madonna di San Luca, der er en af Bolognas mest berømte seværdigheder. Helligdommen, eller basilikaen, er tilegnet Jomfru Maria og gratis at besøge.

Historien fortæller, at en byzantinsk pilgrim fra Konstantinopel (nuværende Istanbul) i 1100-tallet kom til den lille kirke medbringende et ikon af Jomfru Maria. Det var en almindelig opfattelse, at apostlen Lukas havde malet ikonet, og siden har pilgrimme valfartet til San Luca, hvor man i 1723 opførte den kirke, man kan se i dag.

Der er ca. 5 km fra Bologna centrum til Madonna di San Luca – du kan som nævnt gå dertil, hvis det skal være gratis. Alternativt køber du en billet med turisttoget San Luca Express, der koster 10 € (tur/retur) og kører fra Piazza Maggiore.

Madonna di San Luca ligger udenfor Bolognas centrum

6 Gratis museer

Der er ikke helt så mange gratis museer i Bologna som i andre større byer, jeg har besøgt. Et af de museer, der altid har fri entré er Museo Davia Bargellini, der primært viser malerier og skulpturer fra Bologna. Sidstnævnte er traditionelt fremstillet i terrakotta, og netop dette museum er et godt sted at se og lære om fremstillingen.

Pinacoteca Nazionale, Bolognas Nationalgalleri, har gratis adgang 1. søndag i måneden. Her kan du se værker af italienske kunstnere fra barokken og renæssancen. F.eks. Pietro Perugino og hans mere berømte elev Raphael.

Bolognas universitet har også en lang række museer, hvoraf nogle altid er gratis og andre på bestemte dage. Der er tale om museer, som har tilknytning til de fag, der undervises i, og de kan derfor være lidt nicheprægede.

Klik ind på University Museum Network for at se alle museer – du kan f.eks. lære mere om zoologi, anatomi, evolution og lægeinstrumenter. Det er en rigtig god idé at reservere adgang i forvejen – også selvom det er gratis.

Museo Davia Bargellini er altid gratis at besøge

7 Santo Stefano Komplekset

Santo Stefano består af i alt syv religiøse bygninger fra en række af byens vigtigste perioder. Det siges, at det var byens skytshelgen Saint Petronius, der i det 5. århundrede opførte en basilika her kendt som Den Hellige Gravs kirke til minde om den i Jerusalem. Basilikaen blev opført på et tidligere hedensk tempel – sandsynligvis tilegnet gudinden Isis.

I Santo Stefano kan du bl.a. opleve Church of the Crucifix, der er en egentlig kirke, Church of the Holy Sepulchre, som byens skytshelgen siges at have opført, og en herlig gårdhave samt en mindre museum med f.eks. ikoner, malerier og religiøse effekter.

Santo Stefano er et lidt anderledes sted i Bologna – det er tydeligt at området er af ældre dato, og alt efter hvornår du kommer, kan det være en oase af fred og ro.

Indenfor i Santo Stefano Komplekset

8 Den Jødiske Ghetto

I et mindre område umiddelbart nord for Asinelli og Garisenda-tårnene kan du besøge den tidligere jødiske ghetto. I 1555 besluttede paven, at jøderne skulle adskilles fra de øvrige befolkningsgrupper. Det skabte ghettoer, hvor jøderne levede i et parallelsamfund bag høje mure.

Den jødiske ghetto i Bologna er forholdsvis lille, men adskiller sig væsentligt fra resten af byen. De rolige og smalle gader er flankeret af pastelfarvede huse, hvoraf flere indeholder specialbutikker, hippe cafeer og enkle spisesteder med mellemøstlig mad.

Flere steder i bydelen er der skilte, hvor de gamle mure og indgange til ghettoen er markeret. Der er også et mindre museum, der fortæller om jøderne og ghettoens historie.

oplevelser i bologna
Den tidligere jødiske ghetto er meget anderledes end resten af byen

9 Street Art

Bologna er ikke kun gamle kirker og historiske monumenter. Byen er også kendt for sin flotte street art, som du kan gå på jagt efter. En stor del af gadekunsten finder du udenfor det historiske centrum mod nord.

Du kan se mere om lokationerne på dette kort, men er du stor fan af street art, er det oplagt at besøge byen Dozza seks kilometer syd for Bologna. Her har man siden 1960 afholdt festivalen “Painted Wall”, der er gratis at deltage i. Det samme er det selvfølgelig at se den gadekunst, der allerede er lavet.

oplevelser i bologna
undt om i Bologna kan du se flot street art

10 Byvandring

Som mange andre steder i verden har du også i Bologna mulighed for at tage med på en gratis byvandring. Turene er baseret på drikkepenge til guiden, som du selvfølgelig skal give, men det er dig, der bestemmer beløbet.

Der er en del udbydere af gratis byvandringer, som fås i flere udgaver med forskellige temaer. Alle tilbyder dog den klassiske tur, der kommer rundt til de vigtigste steder og seværdigheder omkring Piazza Maggiore. Se mere om gratis byvandinger i Bologna på f.eks. denne side.

I Bologna er der flere muligheder for at tage med på gratis byvandringer

Praktisk information til dit besøg i Bologna

Transport

Fra København kan du flyve direkte til Bologna med Ryanair og Norwegian. Der kan være tale om sæsonruter, som kun flyves fra forår til efterår. Søg og sammenlign flybilletter her.

Fra lufthavnen til dit hotel kan du tage en taxi eller privat transfer, som du kan booke hjemmefra. Dit hotel kan helt sikkert også hjælpe.

Overnatning

På trods af byens størrelse, så har Bologna et begrænset udvalg af overnatningssteder, som tilmed er ret dyre. Klik ind på f.eks. hotels.com eller booking.com, der har det største udvalg og som regel også de laveste priser.

Husk

Tjek udenrigsministeriet rejsevejledning til Italien inden du tager afsted – den finder du her. På ministeriets hjemmeside kan du også downloade app’en rejseklar og eventuelt skrive dig på danskerlisten.

Kort over Bologna

Svar på indlæg

Please enter your comment!
Skriv venligst dit navn her