Hjem Indien Rejsebeskrivelse fra Goa

Rejsebeskrivelse fra Goa

+ masser af nyttig rejseinformation til dit besøg i Goa nederst på siden

Røgelse og farverige sarier. Hippier med dreadlocks og i højttalerne høj goa-trance. Midt i det hele står en ensom ko og kigger dovent på forsamlingen, mens tibetanere og folk fra Kashmir i farverige dragter håber på et godt salg.

Vi er på Anjunamarkedet i Goa, der er en smeltedigel af kulturer, folkeslag og skæve eksistenser.

Calangute – strand, shopping og natteliv

Roligt er her ikke. Langt fra. Stranden i Calangute er fuld af liv, og mens turister i badeshorts og bikini nyder solen på liggestolene, så bader de lokale fuldt påklædte i det barske Arabiske Hav. I de små interimistiske skure langs stranden står røgen op fra køkkenerne, hvor dagens fangst er ved at blive tilberedt til et godt og billigt måltid.

Calangute er Goas største ferieby og mod nord smeltet sammen med Baga. Det kan være svært at se, hvor den ene by starter og den anden begynder, men Calangute er langt mere hektisk med et stort udvalg af butikker, barer og restauranter.

Stranden er det naturlige mødested, og det er her de små shacks med liggestole og billig mad ligger på stribe. Musikken drøner ud af højttalerne, og de, der håber på en rolig ferie under Indiens varme sol er taget det forkerte sted hen.

”Te, kaffe, grøntsager”, råber en sælger fra en lille bod på markedet. Vi er taget til det lille lokalmarked ved rundkørslen i Calangute, hvor sække med alverdens lækkerier bliver solgt eller lastet på autorickshaws. Markedet er ikke stort, men i Calangute er der trods alt lidt lokalliv, noget man skal kigge langt efter i flere af kystens andre feriebyer.

Fra rundkørslen og markedet er der heftig trafik på vejen ned mod stranden. Sammen med lokale, tiggere og påtrængende sælgere snor vi os gennem tilfældigt parkerede biler og knallerter. Turistbutikkerne ligger på stribe, og vi bliver tilbudt alt fra t-shirts, håndklæder og sarier til røgelse, trælegetøj og kunsthåndværk.

Udvalget er stort, og så har jeg ikke en gang nævnt de tibetanske markeder, der er en anelse mere spændende. Der er forbavsende mange tibetanere i Goa, og de har deres egne markeder med primært varer fra hjemlandet. Klokker, bedeskåle, dragter og cd’ere med meditationsmusik er blot noget af det, der sælges.

goa
Calangute omkring Centrum

Goa er også god mad

Samosaer, hotte curries og berømte taandoriretter. Det indiske køkken er mangfoldigt og består af så meget andet end de klassikere, vi ofte får serveret i Danmark.

Det siger sig selv, at der spises meget fisk, men vi støder også på adskillige indiske retter som vi aldrig har hørt om. Det er bare om at prøve sig frem, også selvom maden kan være afsindig stærk.

Vi laver taandori og naanbrød efter traditionelle opskrifter, står der på et skilt ved restaurant Indian Spice. Taandori laves traditionelt i en cylindrisk lerovn, og det skal da prøves. Vi er bestemt ikke skuffede, da vi forlader den lidt pænere restaurant på hovedgaden mellem Calangute og Baga.

Andre steder spiser vi curries, og til frokost er vi faste gæster på vegetarrestauranten Plantain Leaf, hvis Thali, en masse småretter, er fremragende og koster blot syv kr.

Mange steder i Indien gør man ikke meget ud af hyggen på restauranterne. Sådan er det også de billige steder i Goa, men her og der er der dækket op på bordene, som vi kender det hjemmefra.

Vi prøver flere tibetanske restauranter og spiser mad med tydelig portugisisk indflydelse på den gode restaurant Cassandre. De små shacks på stranden, der serverer frisk fisk er en verden for sig. Maden er god, enkel og billig, og det er her mange backpackere spiser.

goa
Lille og enkelt strandhotel mellem Calangute og Baga

Fra Calangute til Baga

Ahh. Sikke en fred. Med fødderne i sand sidder vi på en lille beach shack på stranden i Baga og nyder en kold øl. Det er endnu en varm og solrig dag, og fra Calangutes mylder af mennesker og sammenpressede solstole og shacks er vi gået langs stranden til nabobyen Baga.

Undervejs kommer vi forbi små strandhoteller, der ligger ned ad støvede grusveje. Her er mere ro, og vil man på decideret badeferie, så er det nok her man skal booke hotel.

Mens stranden i Baga er forholdsvis rolig, så er byens hovedgade blot en forlængelse af den i Calangute. Her er tæt trafik, og Baga mangler hverken barer, restauranter eller shoppingmuligheder.

Byen var tidligere et hotspot for partyfolket og en af Goas mest berømte klubber, Tito’s, tiltrækker stadig masser af unge.

Selvom Goas berygtede natteliv i dag er spredt ud over et større område, så er Baga og North Calangute stadig et godt sted til en sjov aften i byen. Bagafloden deler byen, og vi ser flere restauranter og guesthouses, der ligger hyggeligt langs bredderne.

Stranden i Calangute er travl

Panjim – Goas hovedstad

”Kirkens to tårne var det første sømændene så, da de ankom til Goa”, læser vi i en guidebog, da vi står foran byens absolut smukkeste bygning – domkirken Immaculate Conception. Vi er taget til hovedstaden Panjim, der ligger midt i delstaten. Det var her portugiserne slog sig ned, da de koloniserede Goa i 1510.

Beliggenheden ud til det Arabiske Hav gjorde det vestlige Indien særdeles attraktivt for de europæiske kolonimagter. Portugiserne kom først, og mange steder i Goa bærer både arkitektur og religion tydeligt præg af den europæiske indflydelse. Selvom hinduerne i dag er i overtal, så har Goa forholdsvis mange katolikker.

Immaculate Conception, eller Den Ubesmittede Undfangelses Kirke, er blot en af mange bygninger, som portugiserne efterlod, da Goa i 1961 fik sin selvstændighed tilbage.

Kirken blev opført i 1619, men siden 1540 har portugisiske præster prædiket Guds ord lige præcis her. Kridhvid og majestætisk ligger den på en lille bakketop og rager op over resten af byen.

Panjim er delt af Mondovifloden, og langs bredderne ser vi farvestrålende kolonihuse, der vidner om byens portugisiske fortid. I bydelen Fontaihas smalle stræder bliver det europæiske islæt endnu mere intimt.

Man skulle tro vi er ved Middelhavet, men få gader væk står vi midt i den indiske hverdag. Vi slutter vores besøg i Panjim på 18th June Road, der er byens bedste shoppinggade.

Domkirken Immaculate Conception, eller Den Ubesmittede Undfangelses Kirke fra 1619

Ayurveda – Ja, tak

”Jeg går med ind, når jeg har stempler nok, får jeg fire nye dæk til min bil”, siger den smilende chauffør, der kører os til Ayurvedic Natural Health Centre. Vi er tilbage i Calangute, hvor vi er på jagt efter en ayurvedabehandling.

Vi har set flere steder i byen, der reklamerer med den traditionelle indiske behandlingsmetode, men af en eller anden grund har de alle lukket.

Til gengæld møder vi en taxachauffør, der lige præcis ved hvor vi skal hen. Et par kilometer udenfor byen træder vi ind i det, der mest af alt ligner et lille hospital.

Ayurvedic Natural Health Centre tilbyder ayurvedabehandlinger og længere ophold, og vi finder ud af, at nogle af gæsterne tilbringer flere uger på stedet, hvor de deltager i yoga, får udrensninger og gode råd til kosten. Og så tilbyder stedet også nye dæk til chauffører, der kommer med kunder.

Jeg er glad for, at der kun er behandleren og mig i det lille rum. Han har bedt mig smide tøjet, og lige nu er jeg kun iført et engangslændeklæde, der mere minder om en ble. Jeg ser ynkelig ud, og det bliver ikke bedre, da jeg bliver smurt ind i olie.

Min krop glinser, og selvom jeg synes det er en anelse grinagtigt, så tager behandleren det helt seriøst. Jeg får massage og bagefter bliver jeg sat i en varmekasse, som jeg troede kun fandtes i Anders And-bladet.

Ved siden af kassen står et gasblus, der sørger for, at jeg kan holde varmen. Kun mit hoved stikker op, og det minder mere om en torturmetode fra middelalderen end en behandling for mit velvære.

Efter et par timer er jeg som født på ny, og det er med en god fornemmelse i kroppen, vi traver de fem kilometer ind til Calangute lige tids nok til at se solen gå ned.

Hippiemarkedet i Anjuna

Goas markeder

”Vi slutter af med en stor fest, I er velkomne”, siger den glade fyr, der vi træder ned på stranden i Anjuna Beach. Det er onsdag, og det betyder markedsdag i den lille by, der ligger få kilometer nord for Calangute.

Og det er ikke et hvilket som helst marked vi taler om. Anjuna Markedet er berømt i det meste af verden, og selvom det for længst er blevet noget mere mainstream end i de gode gamle dage, så er det bestemt et besøg værd.

Goas første turister var backpackere og især 60’er hippier, der her havde fundet et fristed, hvor de kunne skeje ud. Det var sidstnævnte, der startede markedet i Anjuna, hvor de solgte primært hjemmelavede ting, så de kunne tjene til opholdet langs Goas kyster. Hippierne er her stadig, men i dag er markedet også så meget andet.

Her er overvældende mange sælgere. Udover de lokale er her også folk fra Kashmir, fra Guajarat, fra Kerala, og så er der tibetanerne og naturligvis hippierne, der ligner nogen, som ikke har rørt sig ud af flækken siden 60’erne.

Markedet er ikke noget lokalmarked, der er ikke salg af frugt og grønt, men stort set kun smykker, beklædning og souvenirs. Og dog kan man også finde CD’ere med goatrance, cigaretter, piercere og røgelse. Det kan lyde enkelt, men vareudbuddet er enormt.

Stranden ved Anjuna

Vi prøver at få det hele med. Har vi mon været nede ad den gang, spørger vi hinanden mere end en gang. Ved Anjunas strand snupper vi en forfriskning på en lille café og lader indtrykkene sætte sig. Der er masser at kigge på, og kedeligt er her i hvert fald ikke.

Mens der kun er få lokale købere på markedet i Anjuna, så er det helt anderledes i Mapusa. Lokalmarkedet her er forholdsvis stort, og nok så vigtigt, så er priserne væsentlig lavere end i badebyerne.

Men det er ikke kun et godt sted at handle, der er også gode muligheder for at indsnuse lidt ægte indisk atmosfære. Prøv blot at besøge den store hal med kød og fisk, hvor vi konstant vifter fluer væk. Markedet er størst om fredagen, hvor det siges, at flere af sælgerne fra Anjuna dukker op.

Candolim – et roligere alternativ

Koen ligger og kigger dovent på de solbadende strandgæster. Ingen synes at bemærke det store dyr, for man behøver blot tilbringe få timer i Indien, før man finder ud af, at koen er hellig og har lov til at gå overalt.

For os danskere kan det synes mærkeligt, at de går rundt på vejene, ligger på strandene eller spiser af de enorme affaldsbunker, men sådan er det, og de hellige køer er blot en af mange ting, der gør Indien så anderledes.

Fra Calangute har vi taget en autorickshaw til Candolim, der er en anden af turistbyerne i det nordlige Goa. Undervejs ad den meget trafikerede hovedvej Calangute-Baga Road, passerer vi St. Anthonys Kapel, der ligger som et pejlemærke mellem de to byer.

Hovedvejen er travl, og vores autorickshaw kører slalom mellem køer, biler, hunde, busser, gående og oksekærrer.

Lokalmarkedet i Mapusa

Candolim er bestemt hyggeligere end Calangute, men også meget mindre og lokalliv skal man kigge langt efter. Byen består faktisk kun hovedvejen og en stribe sideveje ned mod stranden.

Den nordligste af dem hedder Beach Road, og det er her turisterne samles. Om dagen shoppes der i butikkerne og på pubberne kan englænderne føle sig hjemme med pints og fodbold på storskærm.

Stranden er dog det helt store trækplaster. Det er her vi går nu, og både turister og køer synes at nyde livet under den indiske sol. Candolims beach shacks skiller sig ikke ud fra dem i Calangute, men der er heller ikke nogen grund til at lave om på et godt koncept.

Mod syd får vi øje på det grundstødte tankskib River Princess, der efterhånden har ligget ud for kysten en del år.

Det er aften, og på Restaurant Sheetal spiser vi glimrende mad fra Nordindien. Mens de første barer med livemusik og karaoke er ved at åbne, slutter vores rejse til Goa. Langs kysten er der proppet med turister, men det er jo Indien, og det betyder masser af oplevelser.

Alt synes at være anderledes, men badebyerne skiller sig markant ud fra resten af det farverige land. Med andre ord; Det er ikke her du oplever det rigtige Indien, men Goa er et godt sted at blive introduceret til et af verdens mest spændende lande.

Har du fået lyst til selv at besøge Goa, så kan du finde praktisk information under billedet.
Stranden i Candolim

Praktisk information til dit besøg i Goa

Transport

Ind og ud

Hovedlufthavnen i Goa hedder Dabolim International Airport. Fra København kan du med et stop flyve til Goa med LOT (via Warszawa), Air India (via Delhi) og Qatar Airways (via Doha).

Fra lufthavnen er det nemmest at få dit hotel til at hente dig eller booke lufthavnstransfer hos f.eks. Expedia. Der er taxier i lufthavnen, men vil du gerne hurtigt frem efter en lang rejse, så book i forvejen. Der er også enkelte busser, der kører fra lufthavnen til Calangute via Panaji, men der er tale om få afgange dagligt.

At komme rundt

Det er absolut nemmest at komme rundt i Goa med taxi. Uanset om det gælder korte eller lange ture skal man huske at aftale en pris på forhånd. Der er masser af taxier og der er hård konkurrence, så man kan sagtens forhandle lidt om prisen på længere ture.

Man kan leje en taxi for en dag hvis man vil se tingene i sit eget tempo (ca. 1000-2000 rupies alt efter hvor langt man skal).

Alternativet til korte ture er de små rickshaws der er lidt billigere en almindelig taxi, de er knap så komfortable, men sjove at prøve når man nu er i Indien.

Der ligger flere tourudbydere i Goa og mulighederne for spændende udflugter er mange: Delfin- eller krokodillesafari, Backwatersejlads, Dudhsagar Vandfaldet, Bombay, Hampi og Palolem Beach er nogle af de ting man kan opleve.

Lokalbusser findes selvfølgelig også – i byerne er der busstoppesteder – ellers kan man stoppe bussen hvor som helst. Et skilt i forruden viser hvor bussen er på vej hen. Man stiger ind bagest i bussen.

Overnatning

Goa har overnatningsmuligheder for enhver smag og pengepung. Heldigvis ligger flere af de mere enkle hoteller/guesthouses ud til stranden, så det behøver ikke at koste en formue at bo beach front. Mange hoteller henvender sig til pakketurister, men Goa har en lang tradition for individuelt rejsende, der ikke vil få svært ved at finde overnatning.

Ved indiske højtider kan det være en god idé at booke i forvejen – det er nemlig ikke kun udenlandske turister, der kommer til delstaten, det gør inderne også.

Du kan booke overnatning på f.eks. hotels.com eller booking.com, der som regel har de billigste priser og det største udvalg.

Mad og drikke

På restauranter er prisniveauet utroligt lavt. En hovedret på en almindelig restaurant fås for 70-80 rupies, ca. 10-12 kr., her skulle der nok blive råd til at flotte sig lidt.

Den indiske mad er lækker og veltilberedt, meget krydret og til tider ret stærk. Krydderier som kardemomme, koriander, kanel og muskat er ofte brugt. De mange beachshacks har primært fisk på menuen. Vi har bl.a. prøvet følgende restauranter:

O’Pescador Restobar

Rigtig god restaurant der minder om dem vi har hjemme – her er nemlig dug på bordet og dækket op. Restauranten ligger i den dyre ende prismæssigt, ca. 200 rupies for en hovedret. O’Pescador har et bredt spisekort, indisk, goansk, kinesisk og vegetar. Ligger på Baga Road i North Calangute lige over for det tibetanske handicraftmarket.

Restaurant Plantain Leaf

Her får man lækre vegetarretter i enkle omgivelser der minder lidt om et caféteria. F.eks. Thali for 80 rupies, men også meget andet. Ligger i Calangute Centrum mellem de to rundkørsler. Se efter det store skilt.

Tibetan Kitchen

Enkel tibetansk restaurant med flere specialiteter. Ligger i et telt over for den store åbne plads på vejen ned til Calangute Beach. Hovedretter fra 120 rupies.

Restaurant Indian Spice

Flot restaurant i den dyre ende, sandsynligvis en af Goas bedste. Hovedretter fra ca. 170 rupies. Her er god betjening og et hyggeligt miljø. Har af og til livemusik. Primært indisk mad, f.eks ægte tandoori-kylling. Ligger på Baga Road ca. 500 meter fra rundkørslen.

Sheetal The Indian Restaurant

God restaurant med mad fra det nordindiske køkken. Priserne er højere end gennemsnittet, ca. 200 rupies for en hovedret. God betjening. Sheetal ligger i Candolim ved taxaholdepladsen næsten nede ved stranden.

Natteliv

Goa er berømt for sit vilde natteliv, det er i Calangute og mod nord man finder de fleste barer, klubber og diskoteker. Det er også i dette område man stadig kan støde man technofester der officielt er forbudt i Goa, men de arrangeres ofte i hemmelighed.

Officielt blev technofesterne gjort forbudt pga. for megen larm, og det kan derfor undre at Baga stadig har en række klubber der endda ligger midt i byen. Besøg Tito’s der efterhånden er en institution i Goa, et livligt sted med ugentlige temaaftener. Tito’s driver også Café Mambo der virker lidt mere mondænt.

Prøv også Nyex Beach Club (det gamle Club Paradiso) i Anjuna med kendte top-DJ’s eller slå dig ned i Vagator, det “nye” sted for technoglade unge fra hele verden. Her er det værd at besøge Hilltop Bar eller Nine Bar og måske høre om der bliver arrangeret fester, mens du er i Goa.

Det gamle hippiested Anjuna er næppe til at kende igen for gamle technofreaks, men der er dog stadig gode steder at feste – Curlies ved markedet er meget populært.

Aktiviteter i Goa

Ayurvedic massage er næsten et must at prøve når man besøger Indien. Den ældgamle lære om om kroppens sind og natur kan man få afprøvet på sin egen krop. Vælg et sted med styr på forholdene, f.eks. Natural Health Centre i Calangute, i dette center kan man få alt fra den enkle kropsmassage til kurser og ophold af 7-14 dages varighed.

Stederne har tilknyttet læger og uddannede massører. Yoga hænger tæt sammen med Ayurvedic massage. Flere af ovennævnte steder har kurser.

Backwatersejlads forbinder man mest med Sydindien og Kerala, men Goa har et lignende kanalsystem, hvor man kan tilbringe en eller flere dage på de traditionelle både.

Krydderiplantager findes der flere af i Goa. En del af dem kører dog et fast program med rundvisning og mad, så man kan ikke bare komme forbi og købe krydderier. Lidt af en turistfælde.

Krokodillesafari er muligt på Zuari-floden og dens sidefloder. Er man heldig kan man også se smukke fugle og pythonslanger. Alle tourudbydere har denne tur på “menuen” (ca. 1500 rupies).

Delfinsafari er også en populær beskæftigelse. Her behøver man bare nærme sig strandene før der dukker tilbud op om en delfinsafari. De fleste kører efter princippet “ingen delfiner, ingen betaling”.

En tur kan også arrangeres gennem et tourbureau med eller uden mad inkluderet (ca. 1200 rupies). Vandsport findes på stort set alle strande –  jetski og paragliding er de mest almindelige.

Værd at vide

Inderne er meget venlige mennesker, men når det kommer til køb og salg kan de være ret så påtrængende. Konstant må man sige nej til gadesælgere, taxichauffører, timesharesælgere og butiksansatte der ofte sidder uden for butikkerne og kapre kunder.

De mest almindelige ting, der bliver solgt er tøj, læder, smykker, kunsthåndværk og tasker. Der skal pruttes kraftigt om prisen. Der er kun fortov få steder i turistbyerne, hvor man går i noget rødligt sand.

Inden man ser sig om er man godt beskidt op ad benene, så det er en god idé ikke at medbringe sit pæneste fodtøj. I Goa er der strømafbrydelse flere gange om dagen – tag en lommelygte med så du kan se og blive set.

Her er masser af banker – også de store internationale er repræsenterede – ofte med en kontantautomat tilknyttet. Visa kort er udbredt.

Husk

Tjek udenrigsministeriet rejsevejledning til Indien inden du tager afsted – den finder du her. Mangler du noget til ferien? Find ud af det på rejsegear.dk, der har et stort udvalg af rejseudstyr.

Tjek også om du skal have vaccinationer inden rejsen – se aktuelle anbefalinger her. Husk også en rejseforsikring – måske har du allerede en, hvis ikke kan du få et tilbud her.

Vejret i Goa

Goa har typisk tropeklima med temperaturer omkring de 30 °C året rundt. Regntiden starter i marts/april og kulminerer henover sommeren for at slutte i oktober.

November til marts er normalt en ret solsikker periode i Goa. Der er høj luftfugtighed, især lige før regntiden kan det virke trykkende og uudholdeligt. Husk at solen er meget stærk, så brug en høj solfaktor.

Kort over Goa

Svar på indlæg

Please enter your comment!
Skriv venligst dit navn her