Der er mange gode spisesteder i Kraków. Du kan få mad fra det meste af verden, men det er sjovt at gå ombord i det polske køkken, der på mange måder overrasker.
Maden minder i høj grad om det man får serveret i f.eks. Tjekkiet og andre østeuropæiske lande, men også det tyske og jødiske køkken har i større eller mindre grad sat sit præg.
Polsk mad i dag er ofte med masser af kød – primært svinekød, men også and og kylling. Man bruger bær, urter og årstidens grøntsager som f.eks. kål, kartofler og gulerødder til de traditionelle retter, som vi i Danmark nok ville kalde rustik husmandskost.
Siden murens fald i 1989 har det polske køkken gennemgået en rivende udvikling. Mange restauranter prøver at udvikle og forfine de gamle retter, mens andre har kastet sig over fusionskøkkenet og afprøver nye ingredienser og smagsvariationer.
Herunder kan du læse om syv gode spisesteder i Kraków, som jeg har besøgt på mine rejser til byen. De er af hver deres grund anbefalelsesværdige og kan alle findes på kortet nederst på siden.
Til planlægningen af din rejse kan du læse mere i bl.a. min Kraków Guide og i indlægget Hvor skal du bo i Kraków – de mest populære bydele og områder.
Har du endnu ikke fundet det rigtige overnatningssted i Kraków, så besøg indlægget Hotel i Kraków – de bedste steder at bo. Booker du din overnatning der, er du med til at holde denne rejseside gratis – også i fremtiden. Tak for din hjælp.

1 Miód Malina
En rigtig god restaurant i Kraków er Miód Malina, der er et hyggeligt og pænere sted på Grodzka, den lange bilfri gade, der forbinder Stare Miasto med Wawel-højen. Miód Malina servere primært mad fra det polske køkken som f.eks. and, oksekæber, vildsvinegryde og kartoffelpandekage. Alt er pænt anrettet og med traditionelt tilbehør.
På menukortet er der et fint udvalg af supper, kolde og varme startere samt 10-12 forskellige hovedretter, som også kan være med inspiration fra Øst- og Centraleuropa.
Miód Malina har desuden et udmærket udvalg af vine – inklusive polske, hvis man har lyst til at prøve det. Prisniveauet er generelt lidt over gennemsnittet, men billigt i forhold til Danmark. Der er hovedretter fra ca. 120 kr. og opefter.
Jeg fik god og venlig service på restauranten, der har åben til frokost og aften. I højsæsonen anbefaler jeg, at du reserverer bord om aftenen. Miód Malina skal have en stor anbefaling herfra – det er absolut et af de bedste spisesteder i Kraków, jeg har prøvet. Miód Malina ligger på Grodzka 40.
2 U Babci Maliny
U Babci Maliny kan meget vel være en af de mærkeligste restauranter, du kommer til at spise på. Restaurant er måske så meget sagt – stedet har mere karakter af cafeteria med høflig selvbetjening. Det er ikke et sted du finder af dig selv – U Babci Maliny ligger ned ad trappen til højre i en kælder i baggården til et bibliotek.
Du vil utvivlsomt få et smil på læben, når du træder ind i den kitchede restaurant, der med en blanding af gamle møbler og boksebilleder på væggen er højst ejendommelig. Man sidder på række ved langborde, og du skal ikke vente på tjeneren – her henter du selv menukort, bestiller ved disken og sætter dit service til opvask.
Maden er ægte polsk husmandskost som store schnitzler og f.eks. bigos serveret i et stort rundt brød. Bigos er en af Polens mest berømte retter, der traditionelt laves over flere dage, hvor den varmes op og køles ned igen og igen.
U Babci Maliny er billig og menukortet er omfattende, men forvent ingen hjælp mht. ingredienser eller forslag til retter – her taler man kun meget lidt engelsk. U Babci Maliny ligger på ul.Slawkowska 38.
3 Pod Aniołami
Bag den smalle indgang på gågaden Grodzka gemmer der sig en større restaurant i flere niveauer. Pod Aniołami er hyggeligt og traditionelt indrettet i et af den gamle bydels ældre huse.
Køkkenet er primært polsk, hvor man især fremhæver en håndfuld klassiske retter, som kan spores flere hundrede år tilbage. Der er andre og især grillede specialiteter samt indslag fra det jødiske køkken på menukortet, som består af supper, kolde og varme startere samt 8-10 hovedretter. Du har desuden mulighed for at vælge to tastingmenuer på fire eller seks retter plus kaffe.
Pod Aniołami har et stort vinkort med vine fra bl.a. Polen, Frankrig og især Italien. Da jeg besøgte restauranten var servicen mildest talt elendig. Den ganske unge tjener havde ikke sin bedste aften, men bordene omkring os så ud til at få venlig og kompetent service.
Prisniveauet på Pod Aniołami ligger i den høje ende efter polske forhold – der er hovedretter fra ca. 120 kr. Restauranten har åben fra kl. 13 til sen aften. I højsæsonen anbefaler jeg, at du reserverer bord om aftenen. Pod Aniołami ligger på Grodzka 35.
4 Czarna Kaczka – The Black Duck
Et andet sted jeg spiser god polsk mad er på Czarna Kaczka – The Black Duck. Det er et hyggeligt sted med en lille gårdhave, hvor bordene med de rødternede duge hurtigt bliver fyldt op.
Jeg får en halv and fyldt med linser og blåbær, som smager glimrende. På menukortet er der andre polske klassikere med primært and, men også bigos, dumplings og kartoffelpandekage samt en stribe supper. Der er dog ingen tvivl om, at The Black Duck skal besøges for sine gode anderetter. Prisniveauet er helt i orden – der er hovedretter fra ca. 80 kr. og opefter.
The Black Duck ligger på en sidegade til Grodzka få hundrede meter syd for Rynek Glowny. Restauranten er yderst populær og bordreservation anbefales – især hvis du vil have en plads i gårdhaven i sommermånederne. The Black Duck ligger på ul. Poselska 22.
5 Pod Nosem
Polsk med et twist. Sådan kan man godt kalde maden på Pod Nosem, der er nævnt i Michelinguiden. Det er et lidt pænere sted, hvor man prøver at kombinere polske madtraditioner med nye ingredienser, og det er i den grad vellykket.
Du kan forvente mad af høj kvalitet – på menukortet er der retter med f.eks. and, kål, laks og vildsvin tilberedt til perfektion og flot anrettet. Du kan vælge mellem 4-6 forretter, hovedretter og desserter. Menukortet skifter efter sæson, og man bruger så vidt muligt lokale producenter, der er nøje udvalgt.
Restauranten har et godt vinkort og kører med et højt serviceniveau. Prisniveauet er dog ret højt – der er hovedretter fra ca. 270 kr. Restauranten har åbent fra kl. 13-22 – jeg anbefaler, at du reservere bord om aftenen – det kan du gøre her. Pod Nosem ligger på Kanonicza 22.
6 Kuchina u Dorothy
På Kuchnia u Dorothy får du klassisk polsk mad. Restauranten er superpopulær og med god grund. Det er som at spise hos din polske mormor og det til priser, hvor alle kan være med. Der er hovedretter til kun 45 kr – her får du god værdi for pengene. Indretningen på Kuchina u Dorithy er enkel, men kom for den gode mad.
På menukortet finder du bl.a. supper, pølser, kartoffelpandekager, kålruller med svinekød, bigos (stuvning i brød), andebryst med tranebær og rødvinssauce et udvalg af de polske dumplings pierogi. Der er meget andet at vælge mellem, men du kan også se dagens tilbud på tavlen.
På Kuchnia u Dorothy får du venlig og imødekommende service. Der er åben til frokost og aften. I sommermånederne kan der være kø ved indgangen, men du får som regel hurtigt plads. Kuchnia u Dorothy ligger på Augustiánska 4.
7 Przystanek Pierogarnia
Przystanek Pierogarnia er STEDET i Kraków at spise pierogi – små dumplings med fyld. Folk valfarter til hjørnet af Bonerowska og Morsztynowska for at få fingrende i de berømte pierogi, og ved spisetid midt på dagen og om aftenen kan køen være temmelig lang.
Przystanek Pierogarnia er ikke en traditionel restaurant, men en slags fast food sted, hvor du bestiller din mad gennem et hul i væggen. Menukortet er håndskrevet og består primært af pierogi, men også af et par andre enkle polske retter. Der er en håndfuld siddepladser, men om sommeren er der borde og stole ude på gaden.
Lad mig sige det med det samme; Jeg er ikke helt så begejstret for pierogi. Det er muligt at Przystanek Pierogarnia laver dem, som de skal laves i Polen, men de er langt fra på højde med de dumplings jeg har fået serveret i f.eks. Kina.
Denne dag bestiller vi pierogi med bl.a. ost og spinat – udmærkede, men bestemt ikke noget at falde i svime over. Til gengæld er det vanvittigt billigt. Pierogi kan også have fyld af bl.a. kål og hakket kød og serveres typisk med stegte løg. Przystanek Pierogarnia ligger på ul. Bonerowska 14.

Nyttige links til din rejse til Kraków
Transport
Fra både Billund og København kan du flyve direkte til Kraków. Der kan dog være tale om sæsonruter, der kun flyves i sommermånederne eller fra forår til efterår. Søg og sammenlign flybilletter her.
Overnatning
Det er billigt at overnatte i Kraków, hvor du får rigtig meget for pengene. Jeg anbefaler, at du bor i Stare Miasto eller Kazimierz, der begge har en lang række rigtig gode hoteller.
Du kan booke overnatning i form af hotel eller lejlighed på f.eks. hotels.com eller booking.com, der har de laveste priser og det største udvalg. Ved at booke gennem de sponserede links er du med til at holde denne side gratis – også i fremtiden. Tak for din hjælp.
Vær opmærksom på f.eks. værelsestype og afbestillingsbetingelser når du sammenligner priser på de forskellige hotelbookingsider.
Husk
Tjek udenrigsministeriet rejsevejledning til Polen inden du tager afsted – den finder du her.
På ministeriets hjemmeside kan du også downloade app’en Rejseklar med gode råd og mulighed for at skrive dig på danskerlisten.












