
Der er masser af gode oplevelser i Goa. Du kender måske Indiens mindste delstat for hippier, farverige markeder og lange strande, men Goa har faktisk en spændende historie og masser af smuk natur, der er en rejse værd. Det kan du læse mere om i dette indlæg, der også indeholder gode tips til din rejse.
Goa ligger på Indiens vestkyst. For mere end 50 år siden begyndte hippierne at komme til området tiltrukket af strandende, mødet med ligesindede og jagten på det frie liv langt væk fra vestens faste familiemønstre.
Senere blev Goa en klassisk badeferiedestination, hvor solhungrende turister nød livet på nyopførte hoteller ved de lange brede sandstrande. Men flere hundrede år før havde andre europæere allerede gjort deres ankomst i Goa.
Beliggenheden ud til det Arabiske Hav gjorde det vestlige Indien særdeles attraktivt for de europæiske kolonimagter. Portugiserne kom først, og mange steder i Goa bærer både arkitektur og religion tydeligt præg af den europæiske indflydelse. Selvom hinduerne i dag er i overtal, så har Goa forholdsvis mange katolikker.
Goa er mest kendt for sine lange sandstrande, men i mine øjne er de historiske seværdigheder og ikke mindst den fantastiske natur væk fra kysten mere spændende.
Nu til de bedste oplevelser i Goa som du kan læse om under billedet. Du kan også bruge indholdsfortegnelsen øverst for at hoppe til rejsetips og praktisk information nederst på siden.

1 Goas strande
Langt de fleste turister kommer til Goa for strandene og det efter indiske forhold temmelig løsslupne liv langs kysten. Her ligger feriebyerne på stribe, og de tilbyder et kæmpe udvalg af barer, cafeer, restauranter og overnatningssteder.
To floder, Zuari og Mandovi, deler Goa. Traditionelt har man talt om det nordlige Goa og det sydlige Goa, når det gælder strandområder. Det er i nord, du finder de største og mest besøgte feriebyer, der typisk tiltrækker charter- og pakketurister.
Syd for floden er strandene generelt mere rolige, og det er især her backpackere, eventyrer og hippewannabees holder til.
Både nord og syd for floden er der kilometervis af strand, der er mere eksotiske end paradisiske. Her finder du de såkaldte beach shacks, der i sin klassiske form er træskure indeholdende bar og lille køkken. Mange af dem udlejer solsenge og parasoller. I dag har de fået konkurrence af nye og mere traditionelle strandbarer og klubber.
Ved de populære strandområder er der masser af barer, cafeer, restauranter og overnatningssteder. Igen: Udvalget et størst i det nordlige Goa, mens det sydlige Goa er til dig, der ønsker en rolig ferie i Goa.

2 Panjim (Panaji)
Hovedstaden i Goa hedder Panjim, der ligger midt i delstaten ved floden Mandovis udmunding. Det var her portugiserne slog sig ned, da de koloniserede Goa i 1510. De opførte bl.a. den fine kirke Immaculate Conception. Det siges, at kirkens to tårne var det første sømændene så, da de ankom til Goa
Kirken blev opført i 1619, men siden 1540 har portugisiske præster prædiket Guds ord lige præcis her. Kridhvid og majestætisk ligger den på en lille bakketop og rager op over resten af byen.
Immaculate Conception, eller Den Ubesmittede Undfangelses Kirke, er blot en af mange bygninger, som portugiserne efterlod, da Goa i 1961 fik sin selvstændighed tilbage.
Panjim er delt af Mondovifloden, og langs bredderne ser vi farvestrålende kolonihuse, der vidner om byens portugisiske fortid. I bydelen Fontainhas smalle stræder bliver det europæiske islæt endnu mere intimt. Her ligger bl.a. det lille kapel São Tome og flere gallerier.
I Panjim kan du også besøge flere mindre markeder, snuppe et cruise på Mondovifloden og gå på indkøb langs den travle 18th June Road, der er byens bedste shoppinggade.

3 Goa State Museum
I Panjim ligger Goa State Museum, der er et besøg værd, hvis du vil lære mere om delstatens historie gennem f.eks. kunst, kunsthåndværk og arkæologi. I alt er der 14 udstillingsrum med forskellige temaer, som spænder vidt.
Du kan bl.a. se møbler, mønter og kunstværker og blive klogere på den religiøse historie, indernes frihedskamp og Goas kulturarv. Der er flere andre temaer på Goa State Museum, der er et godt sted st starte, hvis du rejser til Goa for kultur og historie.
Museet ligger i øvrigt i Adil Shahs tidligere palads. Adil Shah var et magtfuldt dynasti, der regerede sultanatet af Bajipur fra omkring 1490 og et par århundreder frem. Paladset siges at være den ældst overlevende kolonibygning i Panjim. Der er gratis adgang til Goa State Museum.
4 Anjunamarkedet
Goas første turister var backpackere og især 60’er hippier, der her havde fundet et fristed, hvor de kunne skeje ud. Det var sidstnævnte, der grundlagde det berømte marked i Anjuna, hvor de solgte primært hjemmelavede ting for at tjene til opholdet langs Goas kyster.
I dag er Anjunamarkedet udvidet betragteligt. Her kommer folk fra bl.a. Kashmir, Guajarat og Kerala for at sælge deres ting. Og så er der tibetanerne og naturligvis hippierne, der ligner nogen, som ikke har rørt sig ud af flækken siden 60’erne.
Du kan f.eks. købe smykker, beklædning og souvenirs, men også røgelse, hjemmelavede cigaretter og CD’ere med goatrance. Det kan lyde enkelt, men vareudbuddet er enormt. Anjunamarkdet finder sted hver onsdag fra oktober til april/maj. Markedet slutter som regel med en stor fest.

5 Old Goa
Old Goa blev grundlagt af portugiserne i 1510 og var dengang delstatens hovedstad. Det var portugiseren Alfonso de Alberquerque, der af to omgange erobrede området fra sultan Yussuf Adil Shah. Alfonso begyndte at opbygge byen, hvorfra de portugisiske besiddelser langs Indiens vestkyst blev styret.
Old Goa udviklede sig snart til en vigtig by, der blev kendt i det meste af verden for sin krydderihandel. På et tidspunkt var Old Goa så magtfuld, at selv Lissabon følte sin position truet. I 1542 eksploderede indvandringen fra Portugal, og med sine næsten 300.000 indbyggere var Old Goa en af den tids største byer.
I dag kan du se en række historiske bygninger fra den portugisiske periode – primært kirker og kapeller. De vigtigste er disse:
Se Cathedral – Se Cathedral er Old Goas smukkeste bygning. Katedralen blev påbegyndt i 1562, men stod først færdig i starten af 1650’erne. Det er en majestætisk bygning, der lige så godt kunne ligge i Europa. Katedralen er over 76 meter lang og dermed den største kristne kirke i Asien.
Der er mange fine detaljer som f.eks. den fantastiske altertavle. Se Cathedral står på datidens hovedtorv, og det menes, at det store grønne område foran har været byens markedsplads.

Bom Jesus Basilikaen – Bom Jesus Basilikaen er enorm bygning, der må have været lidt af et syn på disse breddegrader, da den stod færdig i 1605. Basilikaen er berømt for at være jesuitten Francis Xaviers gravsted.
Francis Xavier siges at have omvendt 30.000 mennesker til kristendommen. Da han mange år senere døde i Kina, blev hans jordiske rester transporteret til Old Goa, hvor man konstaterede, at hans lig ikke kunne gå i forrådnelse.
Det fik folk til at sikre sig nogle af hans kropsdele i håb om, at de kunne udføre mirakler. I dag ligger Francis Xavier i en forseglet glaskiste i Bom Jesus Basilikaen i Old Goa.
Hvert 10. år bærer man kisten rundt i procession, hvilket samler 1-2 millioner mennesker. Èn gang om året, fra den 3. december og en uge frem, fejrer man Francis Xavier i Old Goa med fest, tivoli og picnic.
Andre steder – i Old Goa kan du også kan besøge kirkerne St. Francis af Assisi og Skt. Catherines Kapel. Det er smukke bygninger i forfald, men heldigvis er der planer for restaurering.
Old Goa er sådan et sted, hvor det kunne være sjovt at skrue tiden tilbage. Hvordan var livet her i 1600-tallet? Hvem boede her? Hvad levede de af?
Byens indbyggertal og magtfulde position dalede gradvist i løbet af 1600-tallet i takt med at den portugisiske flådes styrke blev overhalet af Frankrig, Holland og England. Samtidig blev Old Goa ramt af en kolera-epidemi, der dræbte tusinder af mennesker.
I 1843 mistede byen status som hovedstad, da portugiserne flyttede til Panjim. Som byggemateriale til den nye hovedstads huse brugte man bl.a. sten fra Old Goas mange bygninger.
Old Goa er på UNESCOs liste over verdens kulturarv og et must see på din rejse til Goa.

6 Ponda
Da portugiserne etablerede sig i Goa gjorde de alle andre religioner end den romersk-katolske forbudt. Det fik befolkningen til at flygte ind i landet, og da de nåede vel over floderne etablerede de sig på ny. En masse hindutempler skød op, og mange af dem står stadig i og omkring byen Ponda.
Et af Pondas vigtigste templer er det særprægede Shri Mangesh, der er viet til Shiva. Arkitekturen er en blanding af europæiske, muslimske og hinduistiske traditioner, og det siges, at Shri Mangesh danner et kort set oppefra. Tempelgården og omgivelserne er hyggelige, men her er altid en del mennesker.
For udenforstående kan hinduismen være en kompliceret religion. Der findes adskillige guder, og de fleste af dem har flere inkarnationer. De vigtigste guder er dog Brahma, universets skaber, Vishnu, beskytteren, Saravasti, visdommens gudinde, og Shiva, der er opbyggeren og ødelæggeren.
Hinduerne beder ikke til en bestemt gud som kristne, men til den gud, der nu skal hjælpe vedkommende i den givne situation.

7 Fort Aguada
Ved Mondovi-flodens udmunding, på den anden side af Panjim, ligger Fort Aguada, som blev opført af portugiserne i 1612. Fortet fungerede både som forsvar af Goa og vigtig vandstation for forbisejlende skibe. Du kan bl.a. se de tykke velbevarede forsvarsmure i den øverste del af komplekset, som var det egentlige fæstningsanlæg.
Der er også et museum, Aguad Interactive Museum, som ligger i Fort Aguadas gamle fængsel. Museet handler om Goas historie, kultur og kampen for frihed. Fortets nedre del når helt ned til stranden. På området kan du i øvrigt se Aguada Fyrtårn, der opført i 1864 er det ældste af sin slags i Asien.
8 Dudhsagar-vandfaldet
En enestående naturoplevelse er Dudhsagar-vandfaldet, der ligger i Bhagwan Mahaweer Naturpark ca. 2 timers kørsel fra kystens feriebyer. Med sin højde på 310 meter, dog ikke i direkte fald, er det Indiens næsthøjeste vandfald kun overgået af Jog Falls.
Turen ind til vandfaldet foregår i 4-hjulstrækker og undervejs krydser du flere floder og har mulighed for at spotte dyr. Der er god mulighed for at se aber, men dem var der også rigtig mange af fremme ved vandfaldet. Køreturen fra naturparkens indgang til Dudhsagar-vandfaldet tager ca. 35- 40 minutter.
Men det er alle anstrengelserne værd at bruge en feriedag på at besøge det fantastiske vandfald. Vandet kommer væltende ned ad bjerget og lige så imponerende er det at se togbanen og broen, der kører henover faldet.
Hernede fra skovbunden ser broen uendelig lille ud, og det står lysende klart for mig, hvorfor Konkan Railway er en af de eneste jernbaner, der er lavet af private, og ikke af regeringen. De turde ikke bygge en jernbane langs den indiske vestkyst på grund af bjergene og den årlige monsunregn, der her er ekstrem voldsom.
Det var lidt om de vigtigste og mest populære oplevelser i Goa. Har du fået lyst til selv at besøge byen, så kan du finde praktisk information under billedet.

Rejsetips og praktisk information til dit besøg i Goa
Transport
Ind og ud
Goa har to internationale lufthavne, der ligger forholdsvis tæt på hinanden. Dabolim International Airport har koden GOI og Manohar International Airport koden GOX.
Fra København kan du med ét stop flyve til begge lufthavne med Air India via Delhi, mens du kan flyve til Manohar Airport med Qatar Airport via Doha. Søg og sammenlign flybilletter her.
Fra lufthavnen er det nemmest at få dit hotel til at hente dig eller hjemmefra at booke en privat lufthavnstransfer til en fast pris. Her venter chaufføren på dig i ankomstterminalen eller på et aftalt sted lige udenfor og kører dig direkte til dit bestemmelsessted.
Taxier findes også i lufthavnen, men vil du gerne hurtigt frem efter en lang rejse, så book i forvejen. Der er også enkelte busser, der kører fra lufthavnen til Calangute via Panaji, men der er tale om få afgange dagligt.
At komme rundt
Det er absolut nemmest at komme rundt i Goa med taxi. Uanset om det gælder korte eller lange ture skal man huske at aftale en pris på forhånd. Der er masser af taxier, og der er hård konkurrence, så man kan sagtens forhandle lidt om prisen på længere ture.
Du kan leje en taxi for en dag, hvis du vil se tingene i eget tempo – dit hotel vil med stor sandsynlighed kunne hjælpe.
Alternativet til korte ture er de små rickshaws, der er lidt billigere en almindelig taxi. De er knap så komfortable, men sjove at prøve når man nu er i Indien.
Der ligger flere tourudbydere i Goa, og mulighederne for spændende udflugter er mange: Delfin- eller krokodillesafari, Backwatersejlads, Dudhsagar-vandfaldet, Bombay, Hampi og Palolem Beach er nogle af de ting man kan opleve.
Lokalbusser findes selvfølgelig også – i byerne er der busstoppesteder – ellers kan man stoppe bussen hvor som helst. Et skilt i forruden viser hvor bussen er på vej hen. Man stiger ind bagerst i bussen.
Overnatning
Goa har overnatningsmuligheder for enhver smag og pengepung. Heldigvis ligger flere af de mere enkle hoteller/guesthouses ud til stranden, så det behøver ikke at koste en formue at bo beach front. Mange hoteller henvender sig til pakketurister, men Goa har en lang tradition for individuelt rejsende, der ikke vil få svært ved at finde overnatning.
Ved indiske højtider kan det være en god idé at booke i forvejen – det er nemlig ikke kun udenlandske turister, der kommer til delstaten, det gør inderne også.
Du kan booke overnatning på f.eks. hotels.com eller booking.com, der som regel har de laveste priser og det største udvalg.
Mad og drikke
Den indiske mad er lækker og veltilberedt med brug af krydderier som spidskommen, kardemomme, koriander, kanel og muskat. Nogle retter kan være ret stærke. På menukortene (hvis der er et) kan du ofte finde f.eks. curries, samosaer og taandoriretter.
Prøv thali, der består af småretter samt ris, pickles og dressinger. Thali fås som regel også i en vegetarversion. De mange beachshacks har primært fisk og skaldyr på menuen.
I turistområderne kan du få mad fra det meste af verden, mens du inde i landet næsten udelukkende finder små lokale spisesteder. Lige bortset fra hvor turisterne kommer, så gør man i Indien ikke meget ud af hyggen på restauranterne. Nogle steder består bare af et tomt rum med borde og stole.
Prisniveauet på restauranterne er superlavt. Her kan du mange steder spise dig mæt for 20 kr., hvis du vælger at spise lokalt.
Aktiviteter i Goa
Udover de vigtigste seværdigheder og oplevelser i Goa er der også en lang række aktiviteter.
• Ayurvedabehandling
• Yoga – deltager/instruktørkurser
• Kokkeskole
• Backwatersejlads
• Krydderiplantager
• Krokodillesafari (som regel på Zuari-floden og sidefloder)
• Delfinsafari (masser af tilbud langs strandene)
• Vandsport – bl.a. jetski og paragliding
Husk
Læs udenrigsministeriet rejsevejledning til Indien inden du tager afsted – den finder du her.
På ministeriets hjemmeside kan du også downloade app’en Rejseklar med gode råd og eventuelt skrive dig på danskerlisten.
Husk også en rejseforsikring – måske har du allerede en, hvis ikke kan du få et tilbud her.
Værd at vide
Inderne er meget venlige mennesker, men når det kommer til køb og salg kan de være ret så påtrængende. I turistområderne må man konstant sige nej til gadesælgere, taxichauffører, timesharesælgere og butiksansatte, der ofte sidder uden for butikkerne og kapre kunder.
De mest almindelige ting, der bliver solgt er tøj, læder, smykker, kunsthåndværk og tasker. Der skal pruttes kraftigt om prisen. Der er kun fortov få steder i turistbyerne, hvor man går i noget rødligt sand.
Inden man ser sig om er man godt beskidt op ad benene, så det er en god idé ikke at medbringe sit pæneste fodtøj. I Goa er der strømafbrydelse flere gange om dagen – tag en lommelygte med så du kan se og blive set.
Vejret i Goa
Goa har typisk tropeklima med temperaturer omkring de 30 °C året rundt. Regntiden starter i marts/april og kulminerer henover sommeren for at slutte i oktober.
November til marts er normalt en ret solsikker periode i Goa. Der er høj luftfugtighed, især lige før regntiden kan det virke trykkende og uudholdeligt. Husk at solen er meget stærk, så brug en høj solfaktor.











