Hjem Asien Drømmeferie på My Dream Boutique Resort

Drømmeferie på My Dream Boutique Resort

Forslag til, hvor du skal bo i Luang Prabang

My Dream Boutique Resort. Sjældent har et sted levet så godt til dets navn. Det pragtfulde lille resort i Luang Prabang i Laos er en skøn oase af ro, smil og lækkert design.

My Dream Resort – hyggeligt og med god service

En juice lavet af frisk citrongræs er lige det vi trænger til. Det har været en lang rejse fra Danmark til Laos, men alt er gået efter planen. Også vores afhentning i Luang Prabangs lille lufthavn, hvor hotellets chauffør venter på os som lovet.

Det er mens vi venter på vores værelsesnøgle, at vi får serveret en kold og frisk citrongræsjuice. Det er også her, vi første gang fornemmer, at My Dream Resort er lidt udover det sædvanlige.

Den amerikanske kvinde, som vi fulgtes med fra lufthavnen, har kun halvanden dag i byen, og allerede nu er hotellets personale i gang med at arrangere transport til alle de ting hun gerne vil se.

My Dream Resort er forholdsvis lille. Det består af fire mindre huse, med i alt 20 værelser. De bedste værelser ligger forrest ud til en stor have og med knap 100 meter til Nam Kha floden. Bagved ligger husene med standardværelser og receptionen.

Der er ca. 15 minutters gang til Luang Prabangs centrum, men resortet tilbyder gratis shuttlebus ind til byen. Afhentning i lufthavnen, pc’ere med internet og wi fi, der fungerer upåklageligt, er også inkluderet i prisen. Her er en dejlig swimmingpool med gratis håndklæder, og så er resortet ikke større end at alle kender alle.

Lille del af vores værelse

Gode og fuldt udstyrede værelser

Vi har booket billigste værelsesstandard, men her er alt hvad vi behøve som f.eks. køleskab, aircondition, satellit-tv og møbleret terrasse. Stort set alt på hotellet er lavet i naturmaterialer, det virker rustikt, og måske lidt spartansk, men det passer perfekt til omgivelserne, der består af smukke planter og farvestrålende blomster.

Badeværelset er vores eneste anke, her gør et manglende gardin, at vi står i vand til anklerne når vi har badet. Vandet løber hurtigt væk, og det er slet ikke noget, der har indflydelse på det samlede indtryk.

Den inkluderede morgenmad er glimrende, det er ikke verdens største buffet, men der er hvad der skal være. Flere forskellige slags brød, varme retter, æg efter eget ønske og frisk frugt. Både kaffe og te er af god kvalitet, og appelsinjuicen frisklavet.

Det er helt forståeligt, at My Dream Resort er blevet hædret af TripAdvisor, Booking.com, Laterooms og senest Agoda. Gæsterne er tydeligvis i centrum, og personalet gør deres yderste for, at alle får et behageligt ophold. Og prisen? 250 kr. pr. overnatning. Det er latterligt billigt og beviser endnu en gang, at man får rigtig meget for pengene i Sydøstasien og dermed også i Laos.

Svar på indlæg

Please enter your comment!
Skriv venligst dit navn her