Hjem Rejseliv At rejse med Flixbus

At rejse med Flixbus

Læs om min tur med Flixbus og hvad du kan forvente

I forbindelse med min rejse til Lübeck benyttede jeg Flixbus. Det fremadstormende busselskab har på rekordtid sat sig på markedet for fjernbusser i Europa, og jeg var spændt på, hvad der ventede mig.

Ambitioner er der nok af hos Flixbus, som blev grundlagt i 2013 af tre unge iværksættere, hvis mål var at gøre rejsen billig og bæredygtig. Det er således ikke kun selskabets busser, der er grønne – det er tanken om at benytte miljøvenlige busser og samle den individuelle trafik også.

På bookingsiden kan man klimakompensere sine rejser og ifølge busselskabet selv benytter de miljøvenlige busser. Begge ting er som bekendt helt oppe i tiden og noget af det, der skal til, hvis de rejsende skal vælge bus i stedet for fly.

Booking af rejse med Flixbus

Jeg benyttede Flixbus hjemmeside til at booke min billet til Lübeck, og det er bare supernemt. Onlinedelen hos Flixbus er selskabets helt store styrke – man får alle oplysninger, når man søger efter billetter: afgangstider, ankomsttider og hvad der er inkluderet. Alt er nemt og overskueligt.

Håndbagage og en almindelig kuffert er inkluderet i prisen og mod tillæg er der mulighed for at tage cyklen med og reservere en særlig plads i bussen. Busserne har desuden strømstik, toilet, aircondition og gratis wifi. Førstnævnte fandt jeg dog aldrig i den bus jeg kørte med hjem fra Lübeck.

Efter bestilling modtog jeg en mail med billet, faktura og bagagemærker. De skal dog printes, men du kan også uden problemer lave dit eget bagagemærke. Jeg hentede herefter Flixbus’ app og fandt nemt min reservation og havde nu min billet online. En anden god detalje i appen er at du på et kort kan se, hvor bussen holder.

Der er ingen tvivl om, at man har haft flybookingsiderne som inspiration for hjemmeside og app. En god tanke – hvorfor ikke gøre det lige så let at booke en busbillet – enten direkte eller med skift af bus – som det er at booke en flybillet.

Hos Flixbus kan du tage cyklen med

Min rejse med Flixbus

Både jeg og bussen til Lübeck ankom til tiden på Ingerslevgade i København. Chaufføren talte kun tysk og havde svært ved at gøre sig forståelig omkring bagage og indcheckning. En mindre detalje, men “endnu værre” var det på turen hjemad, hvor de tyske passagerer var forargede over, at chaufføren var østeuropæer og ikke talte deres sprog.

Præcis på minuttet forlod bussen centrum af København, som vi på vej ned gennem Sjælland stille og roligt lagde bag os. Turen var behagelig godt hjulpet på vej af den nye bus med gode sæder og masser af benplads.

Mens busrejsen fra København til Lübeck var noget nær perfekt, så var det en lidt anderledes oplevelse på vej hjem. Bussen var 45 minutter forsinket og ifølge den tyske kvinde, jeg stod og ventede sammen med, så skete det af og til. Her havde det været genialt, hvis bussens livetracker havde været slået til, så man på appen kunne se, hvor langt den var nået.

Fra Lübeck til København kørte jeg med dobbeltdækkerbus. Den havde samme komfort og gode plads som bussen på udturen, men som nævnt fandt jeg aldrig det strømstik som jeg godt kunne have brugt. Jeg fornemmede, at der også var problemer med toilettet – i hvert fald bredte der sig en voldsom stank i bussen, hver gang det blev brugt.

Konklusionen: Jo, Flixbus er et glimrende busselskab, hvis du skal fra en by til en anden eller hvis du f.eks. vil hoppe fra by til by på kryds og tværs af Europa til få penge. Det er nemt og billigt, og selvom der er plads til forbedringer, så kunne jeg bestemt godt finde på at benytte Flixbus igen.

Svar på indlæg

Please enter your comment!
Skriv venligst dit navn her