Hjem Rejseliv At flyve med easyJet

At flyve med easyJet

Læs om hvad du kan forvente, når du flyver med easyJet

EasyJet er et af Europas største lavprisselskaber. I starten tilbød flyselskabet kun ruter ud af Storbritannien, men i dag har easyJet baser i flere europæiske lande. Også i Danmark, hvor du kan benytte selskabet ud af lufthavnene i Aarhus og København. Jeg har fløjet med easyJet en del gange, og det kan du læse mere om her.

Booking

Uanset om du bruger app’en eller hjemmesiden, så er det forholdsvis nemt at booke en flybillet hos easyJet. Der er dog plads til forbedringer. Umiddelbart har du mulighed for at booke to typer billetter: Standard eller Flexi.

Standard er den rå billet, hvor du kun kan medbringe en lille håndbagage under sædet, mens Flexi er den fulde billet, hvor du også får en stor håndbagage og indchecket bagage med i købet.

Passagerer som mig selv, der rejser med stor og lille håndbagage, har umiddelbart kun den mulighed at købe en Flexibillet. Det er dog muligt at tilkøbe en stor håndbagage til din standardbillet. I modsætning til f.eks. Norwegian, så gør man ikke noget ud af at oplyse om det.

Muligheden står i det med småt, og jeg får den tanke, at det er med vilje. På den måde booker folk mere bagage end de har brug for. Omvendt, så er easyJets flexibilletter dyre og ikke særlig konkurrencedygtige. Risikoen er, at kunderne vælger et andet flyselskab.

Et par klik længere fremme i bookingprocessen får du mulighed for at tilkøbe stor håndbagage. Enten ved at at købe et sæde oppe foran eller et sæde med ekstra benplads. Endnu en pudsig måde at gribe tingene an på.

Et af easyJets forretningsgrundlag er at gøre det nemt at flyve. Her tænker man dog mere på egne behov end på kundens. Jeg er fløjtende ligeglad med ekstra benplads eller hvor jeg sidder – jeg vil bare gerne have en stor håndbagage. Så nemt skal det åbenbart ikke være.

Noget af det easyJet skal have ros for er, at man i bookingprocessen kan se, hvad der er inkluderet i den billet, der er valgt. Jeg har efterhånden købt rigtig mange flybilletter på nettet, og det er skræmmende hvor mange bookingsider, der ikke har forstået at tage udgangspunkt i kunderejsen.

Også hos easyJet skal du gennem en del trin før du har købt din billet. Vi taler om mersalg – er du sikker på, at du har købt bagage nok? Skal du have en forsikring? Jeg klikker bare forbi – de sekunder bruger jeg gerne for at få en billig flybillet.

Indenfor i kabinen hos easyJet

Rejsen

Jeg rejser udelukkende ud af Københavns Lufthavn og med easyJet altid uden indchecket bagage. Det har alle gange været en fin oplevelse, hvor jeg nemt har checket in via app’en og efterfølgende overført boardingkortet til min wallet.

EasyJet bruger CPH Go i Københavns lufthavn. Det er et særligt område for lavprisselskaber, der er billigere at benytte. Desværre ligger terminalens gates 15 minutters gang fra security. Idéen om at man kan flyve nemt og hurtigt forbliver desværre blot en idé. Det er selvfølgelig ikke noget, man kan bebrejde easyJet, men Københavns lufthavn.

Når man snakker lavprisflyselskaber, så er det ofte Ryanair, der bliver nævnt i knap så rosende vendinger. EasyJet er altid gået lidt under radaren, og da jeg første gang skulle flyve med selskabet, var jeg spændt.

Heldigvis har jeg altid haft en god oplevelse med easyJet. Jo, der kunne godt være lidt mere styr på, hvem der har prioriteret boarding og hvem, der ikke har, men det er i mine øjne småting. Jeg er altid fløjet til tiden og har mødt venlige medarbejdere – det finder jeg absolut vigtigere.

Alt i alt er easyJet absolut et flyselskab, jeg vil benytte igen. Besværet med at booke ekstra håndbagage virker som nævnt kalkuleret og står i stor kontrast til idéen om at kunne flyve nemt. Det er et irritationsmoment, men opvejes heldigvis af alle de gode ting ved easyJet.

Svar på indlæg

Please enter your comment!
Skriv venligst dit navn her