Riga var i mange år en del af først Rusland og siden Sovjetunionen. Måske tænker du på Letlands hovedstad som et sted, der udelukkende består af triste betonbyggerier, men byen har andet og mere at byde på.
Udover den hyggelige old town fra middelalderen som Riga er mest kendt for, så finder du også masser af flotte bygninger i art nouveau-stil.
Omkring 1900-tallet voksede Riga med lynets hast. Med over 500.000 indbyggere i 1914 var det Ruslands tredjestørste by efter Moskva og Sankt Petersborg. Der var brug for nye boliger, og de blev opført i datidens stil: art nouveau, eller skønvirke, som vi kalder den i Danmark.
I alt byggede man langt over 1000 bygninger. Især i perioden 1910 til 1913, hvor der årligt kom mindst 300 nye huse til. Det var primært lokale arkitekter, der byggede, men de havde forskellig baggrund. Nogle var jøder, andre tyskere, men også mange etniske lettere var repræsenteret. Sammen satte de Riga på det arkitektoniske landkort.
Letlands hovedstad er i dag et af de bedste steder i verden at se den særlige stil. Den minder en hel del om de bygninger bl.a. Antoni Gaudi opførte i bydelen Eixample i Barcelona. Ikke overraskende – art nouveau var samtidig med den catalanske modernisme.
Rundt om i byen kan du i dag se flere hundrede bygninger med f.eks. tårne, søjler, figurer og et hav af herlige detaljer, der kendetegner stilarten. Det absolut bedste sted at se de flotte bygninger er på Albert Street i det centrale distrikt.
Her ligger også Rigas art nouveau museum (i nr. 12), hvor du kan høre mere om den særlige periode i byens historie, hvor stilarten blev dominerende. Museets samling indeholder en lang række effekter som f.eks. tøj, kunst og møbler fra begyndelsen af 1900-tallet, hvor art nouveau var højeste mode.
Museet har også lavet flere rigtig gode byrundture, hvor du kommer forbi en lang række af de flotte bygninger. Turene kan tages på egen hånd, og du finder dem på museets hjemmeside, der generelt er proppet med rigtig god information. Fra den gamle bydel tager det ca. 25-30 minutter at gå til museet.
Nyttige links til din rejse til Riga
Transport
Fra både Billund og København kan du flyve direkte til Riga. Søg og sammenlign flybilletter her.
Kom nemt fra lufthavnen til dit hotel med en privat transfer eller lej en bil som du kan bruge under dit ophold.
Du kan læse meget mere om transport i min Riga guide.
Overnatning
Du kan booke overnatning i form af hotel eller lejlighed på f.eks. hotels.com eller booking.com, der har de billigste priser og det største udvalg.
Vil du bo tæt på museet og Rigas vigtigste art nouveau-bygninger, så kan du booke overnatning på f.eks. AC Hotel Marriott Riga eller MONIKA Centrum Hotels, der ligger i en pragtfuld bygning.
Husk
Tjek udenrigsministeriet rejsevejledning til Letland inden du tager afsted – den finder du her.