Rejsebeskrivelse fra Kap Verde – sol og strand ved verdens ende

Det ligner en filmkulisse. Gaderne ligger øde hen, og vinden suser om hjørnerne på de pastelfarvede huse. Sand og støv fyger gennem luften, og jeg vil ikke blive overrasket, hvis et par cowboys kommer ridende gennem byen.

Jeg er i Santa Maria på øen Sal, der bestemt ikke ligner et typisk feriested. Tempoet er i bund, ja, faktisk virker det som om at tiden er gået i stå, men hvad byen mangler af liv og charme opvejes nemt af den kilometerlange sandstrand, der i disse år får solhungrende turister til at strømme til Santa Maria.

“Det er Mussolini, der har bygget lufthavnen”, fortæller chaufføren, der kører os rundt på øen. Jo, den er god nok. Mange år før Sal blev feriested købte den tidligere diktator sig ret til at opføre en lufthavn på den lille ø, så italienske fly havde et sted at tanke, inden turen gik videre over Atlanterhavet.

Senere, da flyene kunne klare turen fra Italien til primært Sydamerika non-stop, mistede lufthavnen sin betydning. I apartheidtiden skulle Mussolinis investering dog vise sig at være mange penge værd for Kap Verde. Under embargoen var landet det eneste i Afrika, der tillod Sydafrikanske fly at lande, og på den måde skød de første småhoteller op på øen.

Strand, mad og no stress

Vi har fået indlogeret os på hotel Belorizonte, der er et af en hel stribe af hoteller, som ligger direkte ud til stranden vest for Santa Maria.

Vi finder hurtigt ud af, at det næsten ikke-eksisterende serviceniveau på hotellet er helt almindeligt på Kap Verde. Her går livet sin stille gang, og af og til virker det som om, at ingen rigtig ved, hvad man skal gøre ved turisterne.

Vi oplever både at få serveret burger uden kød og vente to timer på maden på en restaurant. Alt går langsomt, og det er i hvert fald ikke de lokales skyld, hvis du ikke får slappet af og kommer ned i tempo.

Husk vaccinationen – se anbefalinger her >

Nåh ja, man kan selvfølgelig nemt få hidset sig op over ventetiden og det lave serviceniveau, men det hjælper ikke, så slap du bare af med god samvittighed.

Havet er turkisblåt, men voldsomt. Bølgerne slår ind mod kysten, og det er bestemt ikke børnevenligt. Vi er på stranden i Santa Maria, der med sit fine lyse sand og smukke vand er den direkte årsag til, at byen er havnet på turistlandkortet. Her er masser af plads, i horisonten kan vi se et par surfere, og stranden indbyder til gode gåture.

Det gør vi så og når ud rundt om pynten, hvor det store RIU Funana Resort troner som et kæmpemæssigt fort. Her er masser af byggeri i gang, og vi spekulerer på, hvordan her mon ser ud om 5-10 år. Vi bruger lidt tid på at nyde sol og hav, og når personalet ellers har lyst til at spise frokost på hotellets strandbar.

“Værsgo, cachupa”, siger den venlige tjener. Det vrimler ikke ligefrem med restauranter i byen, og kvaliteten af både mad og service svinger voldsomt. Men her på Kultural Kafé midt på torvet i Santa Maria er der hyggeligt og udmærket betjening. Desuden er det et sted, hvor de lokale også kommer, og det er jo altid et godt tegn.

Cachupa er Kap Verdes nationalret og består af alle de mest benyttede ingredienser i landets køkken, f.eks. majs, kartofler og bønner. På Morabeza hotel og restaurant Atlantic, der ligger på stranden ved vores hotel, spiser man godt, og der er et internationalt snit over maden.

I den modsatte grøft besøger vi et par højst mærkværdige steder, hvor man ikke behøver at hedde Gordon Ramsay for at komme med forslag til, hvad der kan forbedres.

På en af restauranterne er der 25 fyldte borde, men kun ét menukort, der går på omgang. Her får personalet ikke stress, men på en eller anden måde er det nu lidt charmerende, at man kan være så ligeglad med kunder og omsætning. Intet skal tilsyneladende forstyrre øboernes tempo.

På tur rundt i Santa Maria

Santa Maria er ganske lille. Det er småt med seværdigheder, men at følge med i dagligdagen hos de lokale er altid spændende. F.eks. ved den lange mole midt i byen, hvor fiskerne holder til.

Her bliver fangsten læsset på trillebøre, der så køres rundt til de forskellige restauranter. Der er fisk i alle størrelser: tun, snapper, barracuda, hornfisk og mange andre arter, der bliver flået og renset på molen. Her er vandet roligt, og det er et godt sted at tage en dukkert.

Vi går videre til det ganske lille marked midt i byen. Undervejs bliver vi kontaktet af de mange bumsters, unge mænd, der henvender sig til os med håndtryk og som gerne vil starte en samtale. Målet er selvfølgelig at få penge ud af os på den ene eller anden måde, og det er bare om at sige nej tak til disse fyre, der kan være svære at slippe af med igen.

Markedet har lidt træskærer og boder med frugt, men mange af sælgerne er så påtrængende, at vi ikke gider at se, hvad de tilbyder.

Bag den meget stille by, længst væk fra stranden, ligger resterne af Santa Marias saltbrud, som man i sin tid finansierede byen med. Det er et øde landskab med masser af saltaflejringer, men ingen udvinder længere det hvide guld.

Alle Santa Marias beboere synes at være samlet foran det blå hus. De står med farvestrålende spande, og vi finder ud af, at huset er byens vandstation. Indbyggerne står i kø for at tappe det afsaltede havvand, der findes nemlig ikke ferskvand på Sal, får vi at vide.

Området foran vandstationen er en stor kontrast til den øvrige del af byen, der det meste af tiden synes søvnig og lidt forladt. Men der er altså liv, og en af de gode ting ved Santa Maria er, at man bor side om side med de lokale.

Man behøver blot kigge ud af hotelvinduet eller gå en tur i gaderne for at se børn der leger eller en gruppe mænd, der har samlet sig i skyggen under et af byens store træer.

Øtur – saltbrud og søvnige byer

Her er en snert af Caribien. Børnene spiller musik, og de lokale danser spontant. Vi har lejet en bil med chauffør og er taget en tur rundt på øen.

Efter den uventede underholdning i den lille havneby Palmeira, går vi en tur rundt i byens brostensbelagte gader, der har farvestrålende huse i kolonistil. I havnen ligger af og til flotte yachts, og man kan se fiskerne ordne deres fangst.

Dagen starter i det gamle saltbrud i Pedra de Lume, hvor man i knap 200 år har udvundet salt i et stort vulkankrater. Her var så meget salt, at det gav Sal gode og tiltrængte penge, der var med til at finansiere øens udvikling. Produktionen startede omkring år 1800, hvor tungtlæssede æsler forcerede kraterkanten for at aflevere saltet ved havnen.

I 1804 gravede man en tunnel gennem krateret, og det gjorde naturligvis arbejdet noget nemmere. Senere, i 1919, byggede man en svævebane, der kunne transportere hele 25 tons salt i timen, der efter raffinering blev sendt til Afrika.

Det var først i slutningen af 1820’erne, at eksporten af salt blev mere organiseret. Den lokale forretningsmand Manuel Martins havde på et tidspunkt 1000 mand i saltbruddet, heraf 700 slaver.

Saltproduktionen sluttede i 1985, men i krateret bliver der ved med at dukke salt op. Iværksættere har store planer om at gøre saltbruddet til kur- og behandlingssted – allerede nu ligger her et lille center, der tilbyder diverse behandlinger.

Vi er taget tidligt af sted, og har saltbruddet for os selv. Svævebanen er der stadig, og udenfor krateret kan vi se det gamle faldefærdige raffinaderi.

Der er delte meninger om, hvor saltet stammer fra, nogle mener at det kommer dybt nede fra undergrunden, mens andre er af den overbevisning, at små sprækker i havbunden får saltvand til at sive ind og dermed lave saltholdige søer.

I dag kan man stadig se bjerge af salt og søer med vand i forskellige farver, de pink områder indeholder mest salt. Selve Pedra de Lume by er næsten ikke værd at skrive om, en stribe huse, der minder om noget fra en westernfilm.

Vi kører til Espargos, der er øens største by. Det siger nu ikke så meget, og her er faktisk intet at se. Chaufføren fortæller, at efterhånden som Sal lufthavn voksede, blev det nødvendigt med småhoteller og lidt handel dukkede også op. I dag er Espargos en rigtig by, hvor der trods alt er lidt mere liv end i Santa Maria, men ingen seværdigheder overhovedet.

Byen er bygget op omkring et lille bjerg, hvor amerikanere og canadiere har opført et kommunikationscenter. Vi går op på bjerget, hvorfra vi har en flot udsigt over Espargos og dele af øen.

I klart vejr kan man endda være heldig at se et par af de øvrige øer, der faktisk ligger langt fra hinanden. Alle øer er af vulkansk oprindelse – Sal er den ældste og ligger blandt de nordlige øer, der går under betegnelsen Ilhas de Barlovento – øerne over vinden.

“Det er mine forældre, der ejer restauranten”, siger Beatrice. Vi er tilbage i Santa Maria, og på restaurant Atlantic, der helt forståeligt er fyldt hver aften, får vi en sludder med tjeneren, der er fra Belgien.

Byen er bestemt ikke for de festglade, men Beatrice anbefaler os at besøge Tam-Tam Bar, der ligger ved torvet. Det gør vi så. Her er der irsk stemning. Det er som at træde ind i en anden verden – en mere velkendt verden.

Det er her vi tilbringer vores sidste aften på Sal. I morgen flyver vi til Santiago, Kap Verdes hovedø, der forhåbentlig har lidt mere at byde på.

Har du fået lyst til selv at besøge Santiago, så kan du finde praktisk information under billedet.

Praktisk information til dit besøg på Sal

Transport

Santa Maria er ikke større end at man kan gå byen rundt uden problemer. Skal man længere væk er det nemmest med taxi, dem findes der en del af, dog kører de uden taxameter, så husk at aftale en pris på forhånd. Prisen for en taxitur fra Santa Maria til Espargos bør koste 800-1000 escudos og fra Santa Maria til Ponta Preta ca. 300 escudos.

Man kan også leje en taxi for en hel eller halv dag hvis man vil en tur rundt på øen, det er selvfølgelig et lidt dyrere alternativ, men til gengæld bestemmer man selv tempoet.

Den absolut billigste måde at komme rundt er med de såkaldte aluguer, pick-up biler der fungerer som deletaxier hvor man sidder på bænke på ladet. De kører når de er fyldt op og prisen for en tur fra Santa Maria til Espargos er ca. 100 escudos. Deletaxierne holder i krydset ved BCA Bank og biografen.

Lokale tourbureauer findes også i byen, f.eks. Barracuda Tours ca. 100 meter fra molen. Her kan man bl.a. købe hel- og halvdagsture øen rundt, dykkerture osv.

Flere steder skal man dog være 4 eller 6 personer før turen bliver gennemført. En halvdagstur rundt på øen koster ca. 15-20 €. Vil man se nogle af de andre øer, hvilket er at anbefale, så er det nødvendigt at flyve.

Det nationale luftfartsselskab Cabo Verde Airlines (TACV), har ruter fra Sal til alle andre øer med lufthavn, dvs. Santiago (adskillige hver dag), Sao Vicente (Ca. tre om dagen), Boavista (1 om dagen), Fogo (2 om ugen) og Sao Nicolao (flere gange om ugen).

TACV har kontor i Sals lufthavn, men man kan også booke en arrangeret udflugt i et af byens tourbureauer. Det er også muligt at leje bil på Sal, helst en 4-hjulstrækker da der kun er hjulspor flere steder. Både Avis og Hertz biludlejning findes på øen.

Overnatning

Det er sparsomt med overnatningsmuligheder på Sal. Stort set alle hoteller ligger i Santa Maria, og de henvender sig primært til charterturister. Find hotel i Santa Maria på f.eks. hotels.com.

Mad

Der ligger en del restauranter i Santa Maria, men forvent ikke det store kulinariske sus – maden er generelt meget enkel. Det lokale køkken består af f.eks. bønner, majs, kartofler og forskelligt slags kød.

Nationalretten Cachupa er et sjovt mix af disse ingredienser og smager udmærket. På Kap Verde spiser man rigtig meget fisk, og det er ofte et godt valg. Bl.a. tun, hummer, blæksprutter og barracuda ses tit på menukortet.

Vær varsom med “dagens fisk” – det kan være alt fra en lille bitte en af slagsen til en krabat på 30-40 cm. Man spiser forholdsvis sent i Santa Maria – langt de fleste restauranter åbner klokken 19 og man gør klogt i at være der deromkring.

Der bliver ofte hurtigt fyldt op og betjeningen er generelt meget langsom, restauranterne lever virkelig op til byens motto “No Stress”. Vin er ikke specielt dyrt, det kan være en lokal vin fra Fogo eller en importeret fra Portugal. En halv liter koster ca. 500 escudos. Vi har bl.a. prøvet følgende restauranter:

Aktiviteter

Vindsurfing er det helt store hit på Sal og især i Santa Maria. Den konstante vind gør forholdene perfekte, så langs stranden ligger flere steder hvor man kan leje udsyr og/eller lære at surfe.

Også når det gælder dykning ligger der flere udbydere langs stranden. Der er gode dykkemuligheder fra Santa Maria – ved Buracona kan man dykke i huler, men der ligger også et par vrag ved østkysten – bl.a. det danske skib “Demfior”, der sank her sidst i 1940’erne.

Det siges at man ikke ser så mange farvestrålende fisk i forhold til andre steder – til gengæld er de store og tæt på kysten. F.eks. kan man se meterlange trompetfisk, kæmpe mantaer og skildpadder. Der kan dykkes året rundt, men juni til september er det bedste tidspunkt.

Vil du prøve dybhavsfiskeri, så er der flere udbydere ved den lange mole. Sammenlign de forskellige udbyderes tilbud – jeg så priser fra 30-80 € .Man kan også tage en tur til Boavista, naboøen mod syd. Forhør dig i Beach Club lige over for hotel Morabeza.

Strande

Stranden i Santa Maria er som nævnt lækker med turkisblåt klart vand. Det bliver hurtigt dybt og store bølger slår konstant mod kysten. Vandet bliver dog lidt roligere længst inde i bugten ved den lange mole – her er de bedste bademuligheder for børn. Der er god sigt under overfladen, men desværre ingen fisk.

Pas på dine ting når du opholder dig på stranden – af og til går de lokale “bumsters” rundt for at tigge mad eller penge og måske lige se hvad du har i strandtasken. En del hoteller har solstole til deres gæster, men man kan sagtens ligge i det bløde sand. Det kan dog ofte være ubehageligt, da den konstante vind blæser en del sand hen over stranden.

Vejret på Sal

Sal har varmt vejr året rundt, med højeste temperaturer i sommermånederne, typisk mellem 27 og 30 °C. Vinteren er også lun på øen – her ligger temperaturen på ca. 23-26 °C. Der blæser ofte en god vind, så i vintermånederne kan man nemt få brug for en lun trøje.