Er du på lavbudget eller har brugt alle feriepengene, så er det stadig muligt at opleve nogle af Ho Chi Minh Citys mest berømte seværdigheder.
Vietnams største by har en lang række spændende gratis oplevelser, hvor du kan lære mere om kultur, religion, historie og selvfølgelig Vietnamkrigen.
Du kan finde alle de gratis oplevelser i Ho Chi Minh City på kortet nederst på siden.
1 Notre Dame Katedralen
Byens ikoniske katedral med de 40 meter høje tårne blev bygget mellem 1877 og 1883 af franskmændene. I årevis var katedralen Saigons højeste bygning, men den tid er for længst forbi. Notre Dame Katedralen er bygget i neoromansk stil og er på ingen måde pompøs eller overdådigt udsmykket.
Der er gratis adgang fra tidlig morgen til sen aften. Du kan også deltage i den engelsksprogede messe kl. 9.30 om søndagen. Husk konservativ påklædning.
2 Posthuset
Lige ved siden af Notre Dame Katedralen ligger byens berømte hovedpostkontor designet af Gustav Eiffel og opført mellem 1886 og 1891.
Bygningen kunne lige så godt have ligget i Europa, men indenfor er der ingen tvivl om, hvor i verden vi befinder os. Det enorme portræt af Ho Chi Minh på endevæggen er imponerende og grund nok til at besøge posthuset.
Selv har vi herlige minder herfra – det var lige præcis her vi med stor hjælp fra personalet for nogle år siden sendte flere pakker med vasketøj og indkøb hjem til Danmark. Sådan er det jo, når man forkøber sig.
3 De historiske hoteller
Er du bare en lille smule interesseret i Vietnamkrigen, så kan du besøge Ho Chi Minh City’s berømte hoteller, der spillede en vigtig rolle før, under og efter krigen. Det nuværende Hotel Continental blev opført i 1880 for at huse franskmænd, der skulle forkæles med europæisk luksus efter en lang rejse fra Frankrig.
Under krigen havde Newsweek og Time Magazine hovedkontor her, men Hotel Continental er måske mest berømt for at være omdrejningspunkt i Graham Greens bestseller Den Stilfærdige Amerikaner.
Overfor Hotel Continental ligger Hotel Caravelle, der engang husede den australske og new zealandske ambassade, og hvor tv- og radiostationerne NBC, ABC og CBS havde til huse under krigen.
Også Rex Hotel er historisk. Det var her de første amerikanske soldater blev indlogeret, og gennem hele krigen briefede amerikanerne verdenspressen om konfliktens seneste udvikling herfra.
4 Tag på tempeltur
Som alle andre steder i denne del af verden er det for det meste gratis at besøge templerne. Især omkring Cholon, Ho Chi Minh Citys Chinatown, er der adskillige templer, der ligger tæt på hinanden. F.eks. Phuoc An Hoi Quan, hvor hestefiguren ved indgangen skal bringe rejsende held og lykke på deres færd.
I Tam Son Hoi Quan-Pagoden ikke langt derfra tilbeder kvinder frugtbarhedsgudinden Me Sanh, der skal hjælpe barnløse forældre med familieforøgelse. Også byens mest berømte tempel, Jadekejserens Pagode, der ligger i distrikt 1 nord for Notre Dame-Katedralen, er gratis.
5 Gratis vandretur gennem byen
Der findes flere organisationer, der tilbyder gratis vandretre i Ho Chi Minh City. Det er som regel frivillige og studerende, der bruger tid på at vise dig deres by, og selvom det i princippet er gratis, så husk at give drikkepenge.
Til gengæld får du oplevet byen gennem de lokales øjne og måske set ting, du bare ville gå forbi på egen hånd. Ofte har organisationerne flere forskellige ture at vælge mellem. Du kan f.eks. klikke ind på Guruwalk, hvor du også kan booke en tur online.
6 Ho Chi Minh’s Markeder
Store og helt gratis oplevelser kan du få på byens markeder, der er livlige, hektiske og fyldt med masser af spændende varer.
Ho Chi Minh City’s mest berømte marked er Ben Thanh, der ligger i den ikoniske gule bygning for enden af gaden Le Loi centralt i distrikt 1. Markedet er stort, og det kan være en varm fornøjelse at trave gennem de mange gange, hvor der sælges alt fra souvenirs og håndlavede sko til frugt, grønt og kødudskæringer
Er du alligevel i bydelen Cholon (Chinatown), kan du besøge Bin Tay-markedet som franskmændene grundlagde i 1880. Det er i dag et typisk kinesisk engrosmarked med en hektisk atmosfære.
7 23. September Parken
Den smalle park umiddelbart syd for Ben Thanh Markedet og nabo til backpackerområdet Pham Ngu Lao er dagen lang et tiltrængt åndehul i storbyen. Men gør dig selv den tjeneste at gå gennem parken tidlig morgen, hvor især Ho Chi Minh Citys ældre befolkning dyrker tai chi, badminton og gymnastik.
Senere er der aerobic til dunkende diskorytmer, og parken er også et populært sted for forelskede par, der her kan mødes i hemmelighed. 23. September Park er i øvrigt opført, hvor byens tidligere togstation, der blev ødelagt under krigen, lå.
Nyttige links til din rejse til Ho Chi Minh City
Transport
Fra Danmark kan du flyve med ét stop til Ho Chi Minh City med f.eks. Emirates, Thai Airways, Qatar Airways og Singapore Airlines. Søg og sammenlign flybilletter her.
Du kan få dit hotel til at hente dig i lufthavnen, men også booke hos f.eks. Welcome Pickups.
Overnatning
Find overnatning i Ho Chi Minh City på f.eks. hotels.com eller booking.com, der har det største udvalg og de billigste priser. I min Ho Chi Minh City guide kan du se, hvilke hoteller jeg anbefaler.
Husk
Inden din rejse er det en god idé at tjekke Udenrigsministeriets seneste rejsevejledning til Vietnam – den finder du her. Mangler du noget til ferien? Find ud af det på rejsegear.dk, der har et stort udvalg af rejseudstyr.