Hjem Europa Oplevelser i Helsinki med tips til din rejse

Oplevelser i Helsinki med tips til din rejse

Læs om bl.a. oplevelser og aktiviteter og få forslag til overnatning og spisesteder

Helsinki minder ikke om de øvrige nordiske hovedstæder og er på mange måder helt sig selv. Rundet af en historie som svensk provins og senere underlagt russisk overherredømme, kan Finland og dermed Helsinki tilbyde noget andet og anderledes.

Læs om de bedste oplevelser i Helsinki og få tips til din rejse nederst på siden.

Helsinki – en introduktion

Helsinki blev grundlagt i 1550 af svenskerne, der dengang kontrollerede Finland. Byen skulle være en konkurrent til hansestaden Reval (nuværende Tallinn), der ligger på den anden side af Finske Bugt.

Et par hundrede år senere udviklede Rusland sig til en reel trussel for Sverige, der i midten af 1700-tallet opførte fortet Sveaborg til forsvar af riget. I 1808 lykkedes det alligevel Rusland at erobre Helsinki, som de gjorde til hovedstad i Finland. Byen blomstrede, og mange af Helsinkis fineste bygninger er opført af russerne.

Finnerne udnyttede revolutionen i Rusland til at opnå den selvstændighed, som mange hungrede efter. Det kom til borgerkrig, men konflikten endte med, at kommunisterne støttet af Rusland måtte se sig slået. I 1917 kunne Finland således erklære sig selvstændig.

Helsinki har en helt anden og nyere historie end Oslo, København og Stockholm. Der er måske ikke de samme spændende seværdigheder, men netop det, at den finske hovedstad er anderledes kan give gode og uventede oplevelser. Helsinki er desuden blevet centrum for alverdens designfreaks, og alene fortet Sveaborg (Soumenlinna) er grund nok til at besøge byen.

Nu til de bedste oplevelser i Helsinki som du kan læse om under billedet. Du kan også bruge indholdsfortegnelsen øverst for at hoppe til rejsetips og praktisk information nederst på siden.

Kauppatori på en varm sommerdag

1 Kauppatori

Kauppatori er det store markedsområde på havnen, der som så mange andre steder i Helsinki tager sig bedst ud om sommeren. Her er der liv og glade dage, og det er som om, at alle byens indbyggere vil nå at nyde det gode vejr, inden det igen bliver køligere.

Borde og stole bliver sat ud i solen på den store plads, hvor kaffebarer og pop-up spisesteder med lokale specialiteter slår dørene op.

På Kauppatori er der et herligt marked, hvor friske grøntsager, strikbluser, souvenirs og rensdyrskind er som en magnet på turisterne. Du kan også købe farvestrålende blomster, friske bær og meget meget mere. Der er ingen tvivl om, at Kauppatori er centrum i Helsinki om sommeren.

2 Tuomiokirkko

Tuomiokirkko, Helsinkis Katedral, er en af byens mest bemærkelsesværdige bygninger. Den kridhvide kirke gør sig faktisk mest bemærket når man sejler i skærgården. Her kan du ikke undgå at få øje på kirken, der ligger på hovedstadens højeste punkt.

Tuomiokirkko er en af de bygninger, der blev opført da russerne kontrollerede Helsinki. Den er grundlagt i 1832 og hed egentlige Skt. Nikolaj Kirke opkaldt efter den russiske zar. Det er muligt at besøge Tuomiokirkko – det koster 8 €. Kommer du under en gudstjeneste er det gratis, men du kan kun se med fra bagerste parket.

Kirken ligger på den såkaldte Senate Square, som er omgivet en stribe andre bygninger, der ligesom Tuomiokirkko er tegnet af Carl Ludwig Engel: Parlamentsbygningen, Helsinki Universitet og Finlands Nationalbibliotek.

oplevelser i helsinki
Den flotte Tuomiokirkko på Senate Square

3 Nationalmuseet (Kansallismuseo)

Finlands Nationalmuseum fortæller først og fremmest om landets historie fra forhistorisk tid frem til i dag. Særlig interessant er fortællingen om det oprindelige folk, den svenske indflydelse og senere russiske magtovertagelse.

Næsten uanset interesse kan du finde udstillinger eller information om emnet. Samlingen er omfattende og har et bredt fokus. Museet ligger i en stor flot bygning opført i 1912 i nationalromatisk stil. Der er både faste og skiftende udstillinger og mulighed for at tage med på en guidet rundvisning.

4 Vanha Kauppahalli

Det herlige madmarked Vanha Kauppahalli (den gamle markedshal) ved havnen og nabo til Kauppatori bugner af lækre specialiteter og take away fra det meste af verden. Der er også en stribe gode caféer og restauranter.

Markedshallen er fra 1889, men gennemrenoveret i perioden 2012 til 2014. Den er åben mandag til lørdag fra kl. 8.00 til 18.00, men butikker og spisesteder kan have individuelle åbningstider.

oplevelser i helsinki
Hygge og udeliv ved markedshallen Vanha Kauppahalli

5 Designdistriktet

Helsinki er blevet en af verdens designhovedstæder. Byen har et såkaldt designdistrikt, der udgør 20-25 gader, hvor bydelen Kaartinkaupunki umiddelbart sydvest for Kauppatori kan kaldes centrum. Her ligger bl.a. Design Museum og Museet for Finsk Arkitektur.

I gader og kvarterer omkring Kaartinkaupunki ligger en lang række gallerier, museer og butikker med fokus på tøj, kunst og alle former for design. I alt er der ca. 200 medlemmer af foreningen Helsinki Design Distrikt, som alle har et lille sort logo ved indgangen. Læs mere om distriktet her.

6 Suomenlinna (Sveaborg)

Som jeg har skrevet en del gange efterhånden, så er Suomenlinna efter min mening Helsinkis absolut bedste seværdighed. Det tidligere fort som svenskerne opførte i 1748 for at holde russerne ude byder på spændende historie og flere museer, men også et hyggeligt øliv med et lille udvalg af caféer og spisesteder.

Du kan sejle til Suomenlinna (ca. 20 min.) fra bl.a. Kauppatori – der er masser af afgange dagligt. Du kan læse meget mere i indlægget Besøg på Suomenlinna, der også indeholder praktisk information, hvis du selv vil opleve det historiske område, der er på UNESCOs verdensarvliste.

Suomenlinna er i mine øjne en af de bedste oplevelser i Helsinki

7 Ateneum Kunstmuseum

Ateneum er Finlands ældste og største kunstmuseum. I hvert fald har museet den mest omfattende samling, der her har fokus på malerier fra 1700-tallet frem til i dag. Du kan se værker af bl.a. Marc Chagall, Pablo Picasso, Paul Gauguin og Vincent van Gogh.

Ateneum har også en stor samling af finske kunstnere, hvoraf flere har studeret på museet, der indtil 1980’erne havde en kunstskole. Der er både faste og skiftende udstillinger på Ateneum, som ligger i en flot nyrenæssancebygning opført i 1887.

8 Skærgården

Ud for Helsinki ligger et pragtfuldt skærgårdslandskab med større og mindre klippeøer. En populær aktivitet er at tage med en af de små færger eller turbåde ud i skærgården. Fra Kauppatori afgår en række færger til nogle af øerne, men også til destinationer langs kysten, hvor især badebådene til strandene kan være fyldte om sommeren.

En anden måde at se skærgården på er at tage en turbåd, hvor du sejler rundt langs kysten og mellem øerne i 1-2 timer. Turene få i forskellige udgaver og har forskellige ruter. Der er også mulighed for både dinner- og sunsetcruise.

Det var lidt om de vigtigste og mest populære oplevelser i Helsinki. Har du fået lyst til selv at besøge byen, så kan du finde praktisk information under billedet.
oplevelser i helsinki
En tur ud i skærgården kan bestemt anbefales

Praktisk information til dit besøg i Helsinki

Transport

Ind og ud

Den finske hovedstad ligger kun en kort flyvetur væk. Finnair har ruter fra både Billund og København til Helsinki, der har koden FIN. Fra København kan du også flyve direkte med SAS og Norwegian. Du kan booke flybillet her.

Lufthavnen ligger 20 km nord for byen. Herfra kommer du til centrum med f.eks. toget, buslinje 600, taxi eller en privat transfer.

At komme rundt

Bor du centralt i Helsinki kan du med almindelig kondition gå rundt til de forskellige seværdigheder. Alternativt har byen et fint netværk af sporvogne, der er nemme at bruge.

Har du planer om at bruge den offentlige transport meget, så kan du overveje at købe et Helsinki Card. Det har gratis transport inkluderet, men også entré til flere end 50 attraktioner.

Det er HSL, der står for den offentlige transport i Helsinki – du kan se mere om ruter, zoner og billettyper på HSLs hjemmeside.

Overnatning

En by af Helsinkis størrelse har selvfølgelig overnatning for enhver smag og pengepung. Det kan anbefales at bo i den centrale del af Helsinki, men finder du et et god tilbud på et hotel i udkanten af byen, så er det som nævnt nemt at komme rundt med f.eks. sporvogn.

Centrale steder i Helsinki er havneområdet Kauppatori og designdistriktet, men også gågaden Keskuskatu, der er Helsinkis svar på Strøget i København og ligger omtrent mellem Kauppatori og centralstationen.

Du kan finde det perfekte hotel til din rejse på f.eks. booking.com eller hotels.com – de to sider har langt det største udvalg og som regel også de laveste priser.

Jeg har selvfølgelig nogle anbefalinger til, hvor du skal bo i Helsinki. Et topvalg er Bob W Koti Katajanokka, hvor du bor i lyse moderne lejligheder få hundrede meter fra Kauppatori til en fantastisk pris.

Et andet godt sted i Helsinki er Radisson Red, der ligger centralt og kun 600 m fra Kauppatori. Lidt dyrere, men med perfekt beliggenhed tæt på både Kauppatori og Designdistriktet, er det lækre Hotel U14 – Autograph Collection.

Vær opmærksom på f.eks. værelsestype og afbestillingsbetingelser når du sammenligner priser på de forskellige hotelbookingsider.

Mad og drikke

Det finske køkken hører ikke til det mest kendte i verden, men til gengæld har du mulighed for at prøve helt nye retter. Maden har selvfølgelig visse ligheder med det traditionelle nordiske køkken, men også indflydelse fra Rusland og Baltikum.

Du kan f.eks. prøve karjalanpiirakka, der er små pirogger med fyld af ris og kartoffelmos, suppen lohikeitto med bl.a. laks, kartofler og gulerødder og den gode tærte kalakukko med både fisk og svinekød. Andre spændende ting på menukortet er f.eks. pølser, kålruller, rensdyrkødboller og marinerede sild.

Der er mulighed for at både at finde traditionelle finske spisesteder og moderne restauranter, der nytænker de klassiske retter. En by af Helsinkis størrelse har selvfølgelig også mange andre spisesteder, hvor du gastronomisk kan komme verden rundt.

I forhold til Danmark er prisniveauet absolut rimeligt. Regn med at betale 25-35 € for en hovedret på en almindelig mellemklasserestaurant.

Husk

Tjek udenrigsministeriet rejsevejledning til Finland inden du tager afsted – den finder du her.

På ministeriets hjemmeside kan du også downloade app’en Rejseklar, hvor du kan finde gode råd og skrive dig på danskerlisten.

Kort over Helsinki

Svar på indlæg

Please enter your comment!
Skriv venligst dit navn her