Hjem Frankrig Oplevelser i Antibes med tips til din rejse

Oplevelser i Antibes med tips til din rejse

Læs om de bedste oplevelser i Antibes og få gode tips til din rejse

På trods af sin beskedne størrelse er der flere gode oplevelser i Antibes. Den sydfranske by er især kendt for at være de riges legeplads, men Antibes byder også på kunst i verdensklasse og en charmerende gammel bydel. Læs mere om byen og få tips til din rejse nederst på siden.

Antibes – en introduktion

Antibes har været beboet i flere tusind år. Som mange andre steder på den franske sydkyst var det også her havnen og muligheden for handel, der skabte vækst og interesse for byen.

Adskillige stater, herskere og folkeslag har gennem årene været forbi Antibes. Fra pirater og det tysk-romerske kejserrige til Napoleon og de italienske bystater Pisa og Genoa. Nogle kom med fredelige hensigter, mens andre ønskede at overtage havn og handel.

I dag er det en helt anden slags besøgende, der lægger til i havnen: De rige og berømte, som ankommer i enorme luksusyachts. Det har givet Antibes ry som et mondænt feriested, der også er hjulpet på vej af det eksklusive hotel du Cap-Eden-Roc, som meget sigende ligger ved den såkaldte Billionaires Bay.

Havnen og de mange kendisser, der besøger Antibes fylder i mine øjne alt for meget. Byen er så meget andet med bl.a. en pragtfuld gammel bydel.

Nu til de bedste oplevelser i Antibes som du kan læse om under billedet. Du kan også bruge indholdsfortegnelsen øverst for at hoppe til rejsetips og praktisk information nederst på siden.

oplevelser i antibes
Place Nationale i Antibes gamle bydel

1 Den gamle bydel

Antibes gamle bydel er yderst charmerende. Tænk smalle brostensbelagte gyder og gader flankeret af historiske huse med cafeer, gallerier, restauranter og specialbutikker. Det er sådan et sted man kan gå rundt uden mål og bare lade sig overraske over, hvad der gemmer sig om næste hjørne.

Den gamle bydel i Antibes som den ser ud i dag er primært fra middelalderen. Mange huse er dog af nyere dato, men fint passet ind i det eksisterende miljø. Et centralt sted er Place Nationale, hvor der torsdag og lørdag afholdes loppe- og antikmarked.

Den gamle bydel har flere seværdigheder og centrale steder. Først og fremmest markedet (Marche Provencal), som delvist ligger i en overdækket hal tæt på porten Port Marine ved havneområdet. Markedet er præcis som et sydfransk marked skal være. Her kan du bl.a. shoppe kød, ost, friske grøntsager og lækre specialiteter som oliven, nougat og tapenade.

I den gamle bydel skal du også besøge Antibes katedral. Den er ganske lille, men har indvendig masser af dine detaljer. Bl.a. kapellets alter og kirkens flotte trædøre udskåret i valnøddetræ. Det siges, at der engang lå et mindre romersk tempel og senere en kirke på stedet, som dog er ødelagt og genopbygget flere gange. Den nuværende facade er fra 1747.

oplevelser i antibes
Hyggelig gade i Antibes gamle bydel

2 Picassomuseet

Antibes mest populære attraktion er Picassomuseet i den gamle bydel. Museet ligger i en historisk bygning fra 1300-tallet, der engang var hjem for Grimaldi-familien, som i en periode havde magten i Antibes. Det fine château tilhørte senere områdets guvernør, men har også fungeret som rådhus.

Byen Antibes grundlagde det daværende Grimaldi Museum i bygningen, hvor en ung Picasso boede i kort tid. Da han flyttede donerende kunstneren en lang række værker til museet, som i 1966 skiftede navn til Musee Picasso. Flere værker kom til som følge af hustruen Jacquline Picassos donation i 1991.

Hans Hartung og Anna-Eva Bergmans Fond finansierede en udvidelse af Musee Picasso i 2001. Kunstnerparret har selv en lang række malerier udstillet på museet, hvor du også kan se værker af bl.a. Nicolas de Stael, der ligesom Picasso har boet i Antibes.

Højdepunkterne blandt Picassos egne værker på museet er skulpturen La Chevre og malerierne La Joie de Vivre og Les Cles d’Antibes – sidstnævnte er imponerende stort. På museets terrasse er der desuden skulpturer af Joan Miro og Germaine Richier. Musee Picasso har lukket om mandagen.

oplevelser i antibes
Château Grimaldi er hjem for Musee Picasso

3 Fort Carre

På en høj Umiddelbart nord for havnen ligger Fort Carre. Det blev grundlagt i 1550 efter ordre fra den franske konge Henrik 2. som følge af et angreb på Antibes i 1536. Dengang lå byen akkurat på grænsen mellem Frankrig og hertugdømmet Savoyen, der kæmpede om de samme landområder. Fortets placering var således ikke tilfældig.

Indenfor kan du lære mere om fortets og dets historie via informationstavler. Bl.a. kan man læse, at det var et af de første forsvarsanlæg i Frankrig af sin slags, og at kong Henrik 3. tilføjede fire bastioner i 1565, hvilket resulterede i det stjerneformede fort, man kan se i dag.

Fort Carre er en lidt pudsig attraktion, der kan være svær at finde. Jo, du kan se fortet fra det meste af byen, men skiltningen op til indgangen er virkelig dårlig.

4 Port Vauban

Elsker du glimmer og glamour, så vil Antibes store lystbådehavn være noget for dig. Port Vauban er stedet, hvor du kan se enorme private yachts, der ofte har kendisser ombord. St. Tropez er traditionelt kendt som de riges legeplads i Sydfrankrig, men de kommer ofte til Port Vauban og Antibes legendariske luksushotel du Cap-Eden-Rock.

I havnen er der spottet en lang række kendisser – f.eks. supermodeller og berømte sportsfolk samt musikere og skuespillere som Bono, Beyonce, Jay-Z og Leonardo di Caprio. På parkeringspladsen holder lækre sportsvogne af mærkerne Ferrari, Bugatti og Lamborghini.

Der er dog også lidt lokalliv i havnen. Da jeg kom forbi stod en håndfuld fiskere og solgte dagens fangst.

Lille del af Port Vauban med Fort Carre i baggrunden

5 Det Arkæologiske Museum

I Saint-Andre Bastionen opført i 1698 ligger Antibes arkæologiske museum, hvor du kan lære mere om byens historie. Museet blev grundlagt i 1963 og gennemgik en omfattende renovering i 2006. Der er genstande helt tilbage fra dengang byen var under græsk styre og kendt som Antipolis.

Du kan desuden se keramik og mosaikker fra etruskerne og flere romerske genstande. Det arkæologiske museum dækker primært perioden fra det 7. århundrede f.kr. til 5. århundrede e.kr., men der er også fine freskoer fra middelalderen.

6 Kunst i byen

Rundt om Antibes kan du se en lang række kunstværker i forskellig form. Mest berømt er Le Nomade af den katalanske kunstner Jaume Plensa. En kæmpe figur, der står på bymuren ved Port Vauban. Et andet kendt værk er bronzeskulpturen Grand Défi af Nicolas Lavarenne, som du helt sikkert kommer forbi, hvis du går en tur på bymuren.

Der er en lang række andre kunstværker i Antibes. I turistinformationen på Rue Fontvieille kan du få udleveret et kort, hvor de er markeret. Noget at det bedste ved at jagte street art er, udover kunsten, at man får set steder i byen, man normalt ikke ville komme.

Værket Le Nomade af Jaume Plensa

7 Bymuren

En stor del af Antibes gamle bymur blev revet ned i begyndelsen af 1900-tallet. Ud til havet er den dog intakt og en gåtur på den tilhørende promenade bringer dig forbi flere interessante steder.

Promenaden hedder officielt Promenade Amiral de Grasse. Start turen ved den lille bystrand Plage de la Gravette og gå mod syd, hvor du hurtigt kommer til Nicolas Lavarennes skulptur Grand Défi. Herefter når du den franske kunstner Bernard Pagès skulptur La Colonne a la Mer, der står ud for Musee Picasso.

5-10 minutters gang længere mod syd kan du gøre stop ved den lille have Jardin des Poetes, der er dedikeret til en række berømte forfattere, som har nævnt Antibes i deres tekster. F.eks. Jules Verne, Victor Hugo og Francis Scott Fitzgerald. På små skilte kan du se citater fra forfatterne.

Jardin des Poetes består af bl.a. kaktus, farvestrålende blomster og planter som aloe og agave. Et stenkast fra haven ligger Det Arkæologiske Museum og lidt længere mod syd Plage du Ponteil – en glimrende strand af noget bedre standard end Plage de la Gravette.

Den lille Jardin des Poetes ligger på Antibes bymur

Rejsetips og information til dit besøg i Antibes

Transport

Ind og ud

Du kan flyve direkte til Nice (kode: NCE) fra København med SAS og Norwegian. Sidstnævnte flyver også fra Billund og Aalborg. Der kan være tale om sæsonruter, som kun flyves fra forår til efterår. Søg og sammenlign flybilletter her.

Fra lufthavnen til dit hotel kan du tage taxi hele vejen, men en billigere løsning er denne: Tag sporvogn linje B de få minutter til Grand Arénas (det er gratis), hvor du fra stationen Saint-Augustin kan hoppe på toget til Antibes. Der er flere afgange i timen, og turen tager ca. 15-20 minutter.

Togstationen i Antibes ligger et stenkast fra havnen og 8-10 minutters gang til den gamle bydel. Du kan købe billetter til toget online på SNCFs hjemmeside.

En sidste mulighed for at komme fra Nice lufthavn til Antibes er hjemmefra at booke en privat transfer til en fast pris. Her venter chaufføren på dig i lufthavnen og kører dig direkte til dit hotel.

At Komme rundt

Antibes er ikke større end du nemt kan gå rundt i byen. Der er dog en sightseeingbus, som kan køre dig rundt i Antibes og til f.eks. Juan-les-Pins. Se mere om bussen Open Antibes.

En anden mulighed er at tage det lille turisttog, der har stop flere steder i Antibes, men også køre til Juan-les-Pins og Cap d’Antibes.

Overnatning

Der er et mindre udvalg af overnatningssteder i selve Antibes, men du kan også vælge at bo i f.eks. Juan-les-Pins eller på halvøen Cap d’Antibes.

Især Juan-les-Pins vil være et godt valg, hvis du vil kombinere Antibes med badeferie. Juan-les-Pins er væsentlig mere turistorienteret med flere barer, restauranter, aktiviteter og overnatningssteder end i Antibes. Stranden er desuden dejlig. Til gengæld skal du kigge langt efter Antibes charme og autenticitet.

I Antibes kan jeg anbefale Hotel & Spa La Villa Port d’Antibes, der ligger perfekt ved havnen og den gamle bydel. Hotellet har bl.a. en dejlig swimmingpool.

Et billigere alternativ er det lille charmerende La Place Boutique Hotel i den gamle bydel. Et populært overnatningssted med gode anmeldelser.

Vil du bo godt i Juan-les-Pins kan du se nærmere på det dejlige Hotel La Villa Cap d’Antibes, som får topkarakterer af tidligere gæster. Hotellet ligger kun 400 meter fra det centrale Juan-les-Pins.

Generelt er prisniveauet på overnatning højt – det gælder især i sommermånederne, hvor jeg anbefaler, at du booker i god tid.

Se det fulde udvalg af overnatningssteder på f.eks. hotels.com eller booking.com – de to sider har som regel de laveste priser.

Husk at være opmærksom på f.eks. værelsestype og afbestillingsbetingelser når du sammenligner priser på de forskellige hotelbookingsider.

Mad og drikke

Antibes har et stort udvalg af caféer og spisesteder. Mange af dem holder høj standard, men i en by med så mange turister, er der selvfølgelig også nogle, som ikke tænker så meget på kvalitet, men på at få så mange kunder igennem som muligt.

For frisk fisk og skaldyr kan du besøge La Pescheria ved indgangen til markedet, og hos Casa Gi på Rue James Close kan du få et godt og billigt måltid i form af f.eks. panini, burger, salater, fish & chips og flere lokale specialiteter.

Måske har du ikke råd til at spise på Michelinrestaurant, men klik alligevel ind på guidens hjemmeside, der har information om andre gode spisesteder i Antibes.

Rejseressourcer

Husk

Tjek udenrigsministeriet rejsevejledning til Frankrig inden du tager afsted – den finder du her.

På ministeriets hjemmeside kan du også downloade app’en rejseklar og eventuelt skrive dig på danskerlisten.

Vejr og bedste rejsetidspunkt

Varme solrige somre og milde vintre er kendetegnet for klimaet langs Den Franske Riviera. Temperaturen i sommermånederne ligger på ca. 29-32 °C, men det kan i perioder være varmere. Som regel er vejret lunt til et godt stykke ind i oktober måned.

Vintrene har temperaturer på ca. 8-10 °C, men der kan være perioder, hvor det både kan være koldere og varmere.

Svar på indlæg

Please enter your comment!
Skriv venligst dit navn her