Berlin er proppet med historier og seværdigheder, der omhandler nazismen, 2. verdenskrig og den efterfølgende kolde krig. Men hvor finder du alle de spændende steder? Det kan du læse mere om herunder, hvor jeg også tager dig med til Potsdam.
1 DDR Museum
DDR museum åbnede i 2006 og er således at af Berlins nyere museer. Med perfekt beliggenhed over for katedralen kan du på museet lære mere om livet i DDR. Fra dagligdagen og livet som østtysker til information om styret og den bagvedliggende ideologi.
Du kan se en lang række effekter som f.eks. tøj, skolebøger, tv-apparater og endda en Trabant. Der er også blevet plads til at indrette en typisk lejlighed som de tog sig ud i en af DDRs utallige boligblokke i beton. Museet består både af en “klassisk” udstilling og flere interaktive oplevelser.
DDR Museum vil også være spændende for børn, der har deres egen afdeling og kan bruge nogle af de interaktive installationer. Der er både faste og skiftende udstillinger.
2 Mindesmærket for Europas Dræbte Jøder
Umiddelbart syd for Brandenburger Tor ligger det enorme Mindesmærke for Europas Dræbte Jøder. Det er designet af arkitekterne Buro Happold og Peter Eisenmann og består af 2711 betonblokke på et 19000 m² stort område. Blokkene er arrangeret i snorlige rækker med gange i mellem.
Eisenman selv har sagt, at mindesmærkets form og størrelse ikke symboliserer noget. En tur ned gennem gangene giver dog ro og tid til refleksion. Det er også bemærkelsesværdigt, hvor forskelligt mindesmærket tager sig ud alt efter, hvor man står.
Nogle steder ligner det et futurisk kunstværk, mens man i gangene kan føle sig opslugt af de over to meter høje betonblokke. Der ligger et informationscenter under jorden i forbindelse med mindesmærket, hvor du kan høre mere om jøderne i form af bl.a. breve, billeder og dagbøger.
3 Brandenburger Tor
Brandenburger Tor har ikke direkte noget at gøre med hverken nazismen eller den kolde krig, men er alligevel blevet et symbol på genforeningen af Øst- og Vesttyskland. Måske fordi muren bugtede sig langs Brandenburger Tor, men det var også her Ronald Reagan holdt sin berømte tale i 1987. “Mr Gorbachev. Tear down this wall”, lød budskabet, der er gået over i historien.
4 Det Tomme Bibliotek
Enkelt, men stærkt. Micha Ulmanns mindesmærke på Bebelplatz er fortællingen om bogafbrændingen i 1933. Den fandt sted præcis her, hvor medlemmer af det nazistiske partis ungdomsafdeling i forening med undervisere fra nærliggende læreanstalter brændte over 20.000 bøger med primært jødisk og kommunistisk indhold.
Micha Ulmanns mindesmærke er et anderledes et af slagsen. Det er opført under jorden og består af tomme bogreoler. Det kan ses gennem en glasplade, men er ikke altid lige tydelig.
Ved siden af kan du se en bronzeplade med inskriptioner, der gengiver en tekst af den tysk-jødiske forfatter Heinrich Heine. Selvom teksten passer præcist på bogafbrændingen, så er den skrevet i 1820.
5 Neue Wache
Som Brandenburger Tor har Neue Wache oprindelig ikke noget at gøre med hverken nazismen eller den kolde krig. Det gamle vagthus opført af den preussiske kejser Wilhelm 3. står i dag som et mindesmærke for ofrene for krig og diktatur.
Selve bygningen står i stor kontrast til indholdet. Den neoklassiske arkitektur har romerske træk med søjler og en kunstfærdig front. Indenfor vil de fleste nok blive overraskede over enkeltheden og de rå bare vægge. Det bliver jeg i hvert fald.
Statuen, der sidder ensomt midt i det store rum hedder Mor med hendes døde søn. Den nuværende statue er en forstørret version af Käthe Kollwitz’ skulptur, og det var Helmuth Kohl, der efter genforeningen foreslog at beholde Neue Wache, som i DDR-tiden fungerede som mindesmærke for fascismens ofre.
6 Checkpoint Charlie
Et af Berlins mest ikoniske steder er Checkpoint Charlie, der ligger på grænsen mellem Mitte og Kreuzberg. Det lille træskur står ensomt midt i gaden, og omringet af nye moderne huse synes det uendelig malplaceret. Men tag ikke fejl – hvad skuret ikke har i størrelse, har det i symbolværdi.
Dengang Berlin var delt af muren markerede det lille træskur ved Checkpoint Charlie på Friedrichsstraße grænsen mellem den amerikanske og sovjetiske sektor. Grænseovergangen var dog ikke for lokalbefolkningen, men for bl.a. diplomater, militærpersoner og udlændinge.
I forbindelse med det historiske sted ligger Mauermuseum, der har en række udstillinger med fokus på muren og den kolde krig, men museet berører også emner som frihed og menneskerettigheder generelt.
7 East Side Gallery
East Side Gallery opstod spontant efter murens fald. Over 100 kunstnere begyndte at udsmykke muren med malerier, der næsten alle havde politiske budskaber. Med tiden er East Side Gallery blevet mere organiseret – ikke mindst i forsøget på at bevare de originale kunstværker, der forsvandt som årene gik.
I dag kaldes East Side Gallery med sine 1,3 km verdens længste galleri. Der er et museum tilknyttet i den østlige del ved Oberbaumbrücke. Stå af på stationerne Ostbahnhof eller Warschauer Straße. Læs meget mere i indlægget Besøg ved East Side Gallery.
8 Det Sovjetiske Krigsmindesmærke i Tiergarten
I Tiergarten, ikke langt fra Brandenburger Tor, kan du se krigsmindesmærket for de faldende sovjetiske soldater i slaget om Berlin. I krigens absolut sidste fase, umiddelbart før Hitlers død, rykkede Sovjet ind i den tyske hovedstad, hvor kampene kostede mange tusinde soldater livet.
Monumentet består af seks søjler på langs med en central statue af en triumferende soldat fra Den Røde Hær oppe over. Navnene på de faldende er indgraveret i monumentet. Det siges, at der er brugt materialer fra ruinerne af Hitlers nye hovedsæde på Voßtraße. Det var her førerbunkeren lå.
Mindesmærket, der blev indviet i 1945 få måneder efter Tysklands kapitulation, er i øvrigt flankeret af to T34 kampvogne.
9 Cecilienhof Country House
Så skal vi til Potsdam. Byen ligger ca. 30 km syd for Berlin og er mest kendt for Frederik den Stores sommerpalads Sanssouci. Men Potsdam har også flere rigtig spændende seværdigheder med fokus på 2. verdenskrig. Først og fremmest, så skal du besøge Cecilienhof Country House, der ligger idyllisk et par km nord for centrum.
Det var her tre af krigens sejrsherrer mødtes for at diskuterer Tysklands fremtid. Josef Stalin, Harry Truman og Winston Churchill kom i princippet som allierede, men det skulle hurtigt vise sig, at Stalin havde sin egen dagsorden. Efterhånden som det 14 dage lange møde skred frem, blev Truman og Churchill klar over, at de havde fået en ny fjende.
Det var i den forbindelse, Churchill skulle have sagt de berømte ord: “Jeg tror, vi har slået det forkerte svin ihjel”. Cecilienhof blev i øvrigt opført i engelsk stil af den sidste hersker af det tyske rige inden republikken blev født. I dag indeholder huset et fint museum.
10 Glienicke Bridge (Spionernes Bro)
Tæt på Cecilienhof Country House ligger Glienicke Bridge – bedre kendt som Spionernes Bro. I dag ser broen ikke ud af meget, men den har stor historisk betydning. Under den kolde krig udvekslede Vesten og Sovjet tilfangetagende agenter og spioner lige præcis her.
Glienicke Bridge delte DDR og Vestberlin. Som det eneste checkpoint var det kontrolleret af Sovjet og ikke af Østtyskland. Den første fangeudveksling skete i 1958 mellem piloten Gary Powers og den russiske spion Rudolf Abel, der var blevet idømt 30 års fængsel ved retten i New York.
Historien er temaet i filmen Spionernes Bro fra 2015, der er instrueret af Steven Spielberg og har Tom Hanks i hovedrollen. Helt frem til årene før murens fald blev der udvekslet fanger ved Glienicke Bridge. I den ene ende af broen er der lidt plancher om begivenhederne. Midt på Spionernes Bro kan man lige ane stregen, hvor udvekslingen fandt sted.
11 Lestikowstraße Mindesmærke
Potsdam udgjorde som nævnt grænseområdet mellem Østtyskland og Vestberlin. Det var et sted, hvor Sovjet var aktive og altid havde fingeren på pulsen. Tæt på både Cecilienhof og Glienicke Bridge ligger Lestikowstraße Mindesmærke, der er indrettet i det, som var hovedkvarter for SMERSH – den sovjetiske afdeling for kontraspionage.
Stedet fungerede også som fængsel for især sovjetborgere, som man mente var i ledtog med Vesten. Få år efter 2. verdenskrigs slutning overtog KGB stedet, hvor fokus nu blev rettet mod egentlige vestlige spioner, der her blev forhørt for senere at blive flyttet til f.eks. Moskva eller Gulag-lejre i Sibirien.
I museet ved Lestikowstraße Mindesmærke kan du lære mere om, hvad der foregik i bygningen og se de celler, som fangerne sad i. Efterretningstjenesten rykkede ud i 1991, men området var en del af den sovjetiske “Military Town nr. 7”, der fungerede helt frem til 1994. Det var et af de sidste steder russerne forlod efter murens fald.
Nyttige links til din rejse til Berlin
Transport
Kør selv eller find busbilletter til Berlin med f.eks. Flixbus. Fra København kan du også flyve. Søg og sammenlign flybilletter her.
I min Berlin Guide kan du læse meget mere om transport generelt.
Overnatning
Du kan booke overnatning i form af hotel eller lejlighed på hotels.com eller booking.com, der har de billigste priser og det største udvalg.
Flere steder kan du også finde pakketilbud med f.eks. overnatning, måltider eller andet inkluderet – f.eks. hos Risskov Bilferie.
Husk
Tjek udenrigsministeriet rejsevejledning til Tyskland inden du tager afsted – den finder du her.