Stockholm kan stærkt anbefales til en storbyferie i sommermånederne. De lange lyse nætter med det sprudlende udeliv i Gamla Stan og langs det store havneområde omkring Nybroviken er bare superhyggeligt. Som i Danmark skal hver en solstråle nydes, men det er svenskerne til gengæld også rigtig gode til.
Skulle vejret vise sig fra sin mindre gode side, så er der heldigvis en stribe rigtig spændende museer i Stockholm, der er et besøg værd. Oplev det imponerende skib Vasa, mød berømte nobelprismodtagere og syng med på ABBAs verdenskendte sange.
Alt efter hvilke og hvor mange museer du vil besøge, så kan det være, at et rabatkort henvendt til turister kan betale sig. Se mere om f.eks. Stockholm Pass, der giver rabat eller fri adgang til en lang række museer i Stockholm.
Alle museerne ligger i centrum af byen og kan findes på kortet nederst på siden. God fornøjelse!
1 Vasamuseet
Et museum, der handler om ét skib – hvor spændende kan det være, tænker jeg ved indgangen til Vasamuseet. Meget spændende skal det vise sig. Som de fleste andre, der besøger det berømte museum i bydelen Djurgården, bliver også jeg imponeret over det enorme skib Vasa, der sank på sin jomfrusejlads i 1628.
Vasa er som taget ud af Pirates of the Caribbean – med sine 64 kanoner og flere dæk, der havde plads til mindst 150 besætningsmedlemmer, ligner det et rigtigt sørøverskib. Det var kong Gustav 2. Adolf, der beordrede Vasa bygget, og det var meningen, at skibet skulle være en vigtig brik i den svenske flåde.
Så langt nåede Vasa ikke. Med en kanonsalut sejlede det afsted på sin første tur, men kastevinde fik det fejlkonstruerede skib, der havde problemer med vægtfordelingen, til at kæntre. Vandet strømmede ind af de åbne kanonporte med det resultat, at Vasa sank.
På museet er der bl.a. en film om hævningen af skibet og hvordan man prøver at bevare det for eftertiden. Det har været et enormt arbejde at sætte skibet sammen stykke for stykke, så vi i dag kan beundre det og ikke mindst bliver klogere på livet dengang i 1628.
Praktisk information
Vasamuseet ligger på Galärvarvsvägen i bydelen Djurgården. Fra Gamla Stan tager det ca. 25-30 min at gå, men du kan også tage båden. Sporvognslinje 7 og bus nummer 67 kører forbi museet.
Vil du bo i Djurgården tæt på Vasamuseet, så kan du se nærmere på f.eks. det populære Hotel Hasselbacken, der ligger ved Skansen og lige overfor ABBA The Museum.
2 Nobelmuseet
På Stortorget i Gamla Stan ligger et af de vigtigste museer i Stockholm: Nobelmuseet, som naturligvis handler om Alfred Nobel, der i sit testamente bestemte, at 94 % af hans formue skulle gå til uddelingen af fem forskellige nobelpriser.
Mest kendt er fredsprisen, men der bliver også uddelt priser i fysik, kemi, litteratur og medicin. En sjette pris i økonomi bliver uddelt til ære for Albert Nobel i samarbejde med Sveriges Riksbank.
Alfred Nobel var selv forsker og havde hele 355 patenter. Han er mest kendt for at opfinde dynamit og at være ejer af Bofors, der i begyndelsen var jern- og stålproducent, men senere blev omdannet til våbenfabrik.
Det siges, at det var anklager og forargelse over, at Nobel tjente penge på våben, der som en slags aflad fik ham til at stifte Nobelprisen. De mennesker, uanset nationalitet, der gjorde noget godt for verden skulle belønnes.
Nobelmuseet er ikke særlig stort, men alligevel virker det lidt rodet og forvirrende. Det er først, da vi lærer at bruge de interaktive standere, der præsenterer den lange række af prismodtagere, museet begynder at give mening. Her kan vi bladre os igennem mere eller mindre kendte personer, der alle har gjort sig fortjent til Nobelprisen.
Vi ser også en række korte film om nogle af prismodtagerne, der viser baggrunden for deres arbejde og hvordan de gennem mange års forskning er nået frem til deres resultat. Bagerst i museet er der skiftende særudstillinger om udvalgte prisvindere – da vi besøger Nobelmuseet handler det om Martin Luther King.
Praktisk information
Nobelmuseet ligger på Stortorget i Gamla Stan. Se mere om aktuelle udstillinger på museets hjemmeside.
Gamla Stan er ikke dækket af sporvogn eller metro, men er til gengæld i gåafstand fra Stockholms bymidte. Du kan naturligvis også benytte båden for at komme til Gamla Stan.
Jeg kan helt klart anbefale at bo i Gamla Stan – her er du tæt på en lang række af Stockholms bedste seværdigheder. Se nærmere på det skønne Lady Hamilton, der får rigtig gode anmeldelser.
3 ABBA The Museum
Selvom jeg er vokset op i ABBAs storhedstid, så har jeg ikke det helt store forhold til den verdensberømte svenske popgruppe. Alligevel er et besøg på ABBA The Museum sjovt og spændende takket være de mange interaktive oplevelser. Du kan bl.a. være med i en musikvideo, få taget billeder med gruppen og selvfølgelig synge alle de kendte numre.
Museet er kronologisk opbygget, og vi følger gruppens medlemmer, Anni-Frid Lyngstad (Frida), Agnetha Fältskog, Björn Ulvaeus og Benny Andersson inden de møder hinanden på mere eller mindre tilfældig vis. Vi ser en kopi af deres lydstudie og bliver klogere på, hvordan ABBAs berømte garderobe blev til.
Der er selvfølgelig masser af musik undervejs på museet, der slutter med gruppens opløsning og medlemmernes senere liv med bl.a. musicals og soloprojekter. Der er også blevet plads til en lille særudstilling. Da vi besøger ABBA The Museum handler det om filmen Mamma Mia, hvor vi lærer om skuespillere, rekvisitter og locations.
Du kan læse meget mere om mit besøg på ABBA The Museum her.
Praktisk information
ABBA The Museum ligger centralt i Stockholm i bydelen Djurgården. Du kommer nemt dertil med bussen (linje 67) eller sporvogn (linje 7). Du kan også tage de små pendlerbåde, der sejler på kryds og tværs af havneområdet. Stå af ved Ällmänna Grånd. Herfra er der ca. tre minutters gang til museet.
4 Skansen
Skansen er Stockholms ikoniske friluftsmuseum grundlagt i 1891. Her kan du få et spændende indblik i svensk historie i form af bl.a. 150 huse fra de seneste århundreder. Mange af dem er “bemandet” med mennesker klædt ud som i gamle dage i gang med f.eks. at sy, bage eller fodre dyr.
Men der er meget mere at komme efter på Skansen. Her er haver, akvarier, legeområder, zoologisk have og et lærings- og forskningscenter med fokus på havmiljøet i Østersøen. Mange oplevelser på Skansen er henvendt til børn, der selv kan være en del af aktiviteterne.
Man kan nemt tilbringe en helt dag på Skansen, der også har butikker, cafeer og spisesteder. Løbende arrangeres forskellige events, og du kan være med til at fejre højtider – bl.a. er midsommerfesten på Skansen berømt i hele Sverige.
Praktisk information
Skansen ligger på Djurgårdsslätten. Se mere på Skansens hjemmeside om åbningstider, priser, udstillinger og arrangementer.
Skansen ligger tæt på ABBA The Museum og du kan således også her benytte sporvognslinje 7, der holder lige ved indgangen.
5 Historiska Museet
Som navnet antyder kan du på Historiska Museet lære om svensk historie gennem 10.000 år via en lang række faste og skiftende udstillinger. Du kan bl.a. blive klogere på istiden, arkæologi, vikingerne og middelalderen, som museet synes at have særlig fokus på.
Et af højdepunkterne på Historiska Museet er det såkaldte guldrum med den store samling af guld- og sølveffekter. Et andet must-see er barokhallen, der er indrettet som en kirke med en lang række originale genstande. Her kan du også se et fantastiske træloft fra slutningen af 1600-tallet, der engang var en del af en landsbykirke i Eksjø.
Der er masser at lære og opleve på Historiska Museet, som råder over flere end 10 millioner genstande. Du begynder i udstillingen Sveriges Historie, der er en slags introduktion til resten af museet.
Praktisk information
Historiska Museet ligger på Narvarvägen centralt i Stockholm. Fra både Djurgården og Nybroviken/Strandvägen kan du gå dertil. Buslinje 67 holder tæt på museet.
Se mere om åbningstider og udstillinger på museets hjemmeside. Der er mulighed for gratis audioguide, hvis du tager din mobiltelefon med.

Nyttige links til din rejse til Stockholm
Transport
Fra Danmark er det nemmest at flyve til Stockholm. Søg og sammenlign flybilletter her. Tog, bil eller bus er andre muligheder. Find busbilletter til Stockholm med f.eks. Flixbus her.
Overnatning
Du kan booke overnatning i form af hotel eller lejlighed på hotels.com eller booking.com, der har de laveste priser og det største udvalg.
Husk at være opmærksom på f.eks. værelsestype og afbestillingsbetingelser når du sammenligner priser på de forskellige hotelbookingsider.
Flere steder kan du også finde pakketilbud med f.eks. overnatning, måltider eller andet inkluderet – f.eks. hos Risskov Bilferie.
Husk
Tjek udenrigsministeriet rejsevejledning til Sverige inden du tager afsted – den finder du her.
På ministeriets hjemmeside kan du også downloade app’en Rejseklar, hvor du bl.a. kan skrive dig på danskerlisten.