Hjem Sverige Oplevelser i Malmø med tips til din rejse

Oplevelser i Malmø med tips til din rejse

Læs om de bedste oplevelser i Malmø og få gode tips til din rejse

Malmø er en hyggelig by, der er nem at besøge fra Danmark. Her finder du f.eks. spændende historie, en charmerende gammel bydel og ikke mindst et superlavt prisniveau, der gør byen til lidt af et shoppingparadis. Læs om de bedste oplevelser i Malmø her og få tips til dit besøg i byen nederst på siden.

Malmø – en introduktion

Som andre steder i Sydsverige er der også i Malmø masser af spændende danmarkshistorie. Byen kan dateres til omkring 1200-tallet, hvor den blev en vigtig handelsplads for det omfattende sildefiskeri i Øresund.

I 1353 fik Malmø tildelt købstadsrettigheder, og byen var dansk indtil 1658, hvor Sverige fik tildelt Skåne, Halland og Blekinge ved Freden i Roskilde. Efter svenskernes overtagelse blev Malmøs forsvar udvidet med nye anlæg og voldgrave.

Havnen og senere jernbanen, der blev anlagt i 1856, tiltrak handel og industri til byen, der voksede sig stor og i dag er Sveriges tredjestørste. Malmø byder bl.a. på kunst, kultur og gode seværdigheder. En bonus er det lave prisniveau – uanset om du er til shopping eller god mad, så får du virkelig meget for pengene.

Nu til de bedste oplevelser i Malmø som du kan læse om under billedet. Du kan også bruge indholdsfortegnelsen øverst for at hoppe til rejsetips og praktisk information nederst på siden.

Hygge ved den sydlige kanal

1 Malmøhus

Det er oplagt at begynde din rundtur ved Malmøhus Slot, der har direkte forbindelse til Danmark. Det er her, du kan indfange historiens vingesus fra dengang Skåne var en del af det danske rige.

Det var Erik af Pommeren, der i 1434 opførte et fort her. Da Den Kongelige Danske Mønt flyttede til stedet, blev fortet kaldt Møntergården. Kun en lille del af de oprindelige bygninger står tilbage, og udformningen af det nuværende Malmøhus er fra den ombygning som Christian 3. stod bag i årene 1537 til 1542.

Det var her, man gik væk fra den klassiske middelalderarkitektur til fordel for den nye renæssancestil, hvor forsvar og beboelse blev adskilt. De fire runde tårne indeholdt kanoner, der både fungerede som en del af rigets forsvar, men også som en trussel mod de skibe, der prøvede at undgå at betale Øresundstold som den danske konge tjente styrtende med penge på.

malmø
Malmøhus, der er grundlagt af Erik af Pommeren

Da Skåne kom under den svenske krone i 1658 blev Malmøhus en yderst vigtig militær forpost. Bl.a. voldgraven og bastionerne blev tilføjet i denne periode, og det var en af årsagerne til, at svenskerne kunne holde den danske ærkefjende ude ved et angreb i 1677.

Som årene gik mistede Malmøhus sin betydning som militært anlæg. I slutningen af 1700-tallet blev det tidligere slot og fort brugt som fængsel.

I 1870 raserede en brand, hvor en del bygninger blev ødelagt, men Malmøhus blev genopbygget og er i dag hjem for Malmø Museum og Malmø Kunstmuseum, der primært handler om natur og historie, men der er mange andre ting på programmet i de skiftende udstillinger.

2 Malmøhus Slotshave

Malmøhus Slotshave er en skøn lille oase. Om sommeren kommer et pragtfuldt og imponerende blomsterhav dig i møde, med der er også nyttehave og frugttræer. Ved den lille cafe kan du snuppe en kop kaffe i skønne omgivelser, der har en snert af kolonihavestemning.

Via broer over kanalerne har Slotshaven forbindelse til Slotsparken og Kungsparken, der begge er naturligs samlingspunkter på varme sommerdage.

Masser af farvestrålende blomster i Slotshaven

3 Malmøs gamle bydel

Åbne plader, hyggelige gader og skønne huse fra en tid, der var engang. Den gamle bydel er Malmøs mest charmerende område. Det naturlige centrum er Stortorget, der er en stor plads flankeret af herlige gamle huse med masser af udsmykninger og fine detaljer.

Stortorget kan dateres til 1538, hvor borgmester Jørgen Kock påbegyndte arbejdet af det torv, der i mange hundrede år frem skulle blive Malmøs centrum. Her lå datidens rådhus og statuen af Kong Karl Gustav X, der som bekendt generobrede Skåne fra Danmark, står midt på pladsen.

Gågaden Södergatan forbinder Stortorget med Gustav Adolf Torg, der er opkaldt efter Kong Gustav Adolf lV, som har haft stor indflydelse på den måde Malmø ser ud i dag.

I 1804 besluttede kongen at rive de gamle bymure ned for at udvide byen. Nye veje og bydele så dagens lys, og det var i disse år Gustav Adolf Torg blev etableret. I dag er det en af Malmøs største pladser med skulpturer, fontæner og små afgrænsede plæner.

oplevelser i Malmø
Stortorget – centrum i Malmøs gamle bydel

4 Apoteket Lejonet

I et af husene på Stortorget ligger apoteket Lejonet, der er opført i 1896 i nyrenæssancestil. Her er det som at træde ind i en tidslomme fra dengang, man gjorde noget ud af interiør og indretning.

Det siges, at Lejonapoteket i Malmø ved indvielsen var næsten lige så stort som det kejserlige apotek i Moskva. Bygherre var apoteker John Tesch, der som noget helt ekstraordinært forlangte en elevator fra butikken op til hans overdådige lejlighed.

5 Lilla Torget

Malmøs gamle bydel kan nemt sammenlignes med en af Danmarks større og ældre byer. Torvet er centrum og herfra er der gågade med butikker og spisesteder på begge sider. Der er som regel også mindre sidegader, og en af dem fører til Lilla Torget (billedet øverst).

Som navnet antyder er Lilla Torget ikke særlig stor, men de gamle bindingsværkshuse vidner om en tid, der var engang. Torvet er fra 1590, hvor det blev brugt som handelsplads. Mod øst lå fiskehandlerne, mod vest slagterne, mod syd bagerne og mod nord gadehandlerne. I dag er her stadig masser af liv i form af caféer og restauranter.

6 Sankt Petri Kyrka

Den store Sankt Petri Kirke blev opført i løbet af 1300-tallet. Som mange andre ældre bygninger er også denne renoveret og har ændre udseende gennem årene. Det siges, at arkitekten har ladet sig inspirere af den berømte Mariakirke i Lübeck. Gå blot indenfor – kirken er gratis at besøge.

oplevelser i Malmø
Indenfor på det flotte apotek Lejonet

7 Turning Torso

En af Malmøs nyere attraktioner er den såkaldte Turning Torso – et imponerende snoet højhus, der på vej op i skyerne synes at dreje om sin egen akse. Selvom Turning Torso ligger ved byens gamle havneområde,, så er det nemt at få øje på den særprægede bygning, der på rekordtid er blevet berømt og indeholder lejligheder og konferencecenter.

Turning Torso skiller sig markant ud i en ucharmerende og atmosfæreforladt bydel, der minder alt for meget om vores egen Ørestad. Dvs. tomme gader og et hav af bygninger i alle mulige stilarter, der råber til hinanden. Heller ikke i Malmø har man formået at inddrage det gamle havneområde i den eksisterende by.

Det er den spanske arkitekt Santiago Calatrava, der har tegnet Turning Torso efter idé af Johnny Örbäck – den tidligere chef for HSB, som står bag projektet. Örbäck havde set en skulptur af et menneske kaldet Twisting Torso, som han præsenterede for Calatrava, der udover at være arkitekt også er skulptør.

Turning Torso stod færdig i 2005 og er med sine 54 etager og højde på 190 meter Skandinaviens højeste bygning. Højhuset er hurtigt blevet Malmøs vartegn og en populær attraktion. Vi ser adskillige busser med turister, som foreviger Turning Torso, der er helt perfekt til både selfies og et opslag på Instagram.

Det var lidt om de vigtigste og mest populære oplevelser i Malmø. Har du fået lyst til selv at besøge byen, så kan du finde praktisk information under billedet.
oplevelser i Malmø
Den imponerende Turning Torso

Praktisk information til dit besøg i Malmø

Transport

Der er ca. 42 km fra København til Malmø. Det er forholdsvis dyrt at køre over Øresundsbroen, og bor du i Københavnsområdet kan det måske bedre betale sig at tage toget eller Flixbus. Begge kører fra Københavns Hovedbanegård til Malmø Centralstation, der ligger midt i byen ikke langt fra Stortorget.

Med toget tager det kun 35 minutter. En god og hurtig løsning. Du kan endda bruge rejsekort. Der er flere afgange i timen fra hovedbanegården.

Spisesteder

Malmø har en række glimrende restauranter, hvor du som nævnt får rigtig meget for pengene. Skal det være gourmet, så kan du vælge Årstiderna på Frans Suellsgatan. Her er køkkenet skandinavisk/svensk og du har mulighed for at prøve en nordisk menu.

Vi har også prøvet Atmosfär på Fersens Väg. Også her er køkkenet skandinavisk med et twist af fransk bistro.

For et større udvalg kan du besøge Malmø Saluhall, der er et madmarked med en lang række spisesteder af god kvalitet. Det ligger ca. 600 meter fra centralstationen og 1 km fra Malmøs gamle bydel.

Overnatning

Har du brug for overnatning i Malmø, så får disse hoteller gode anmeldelser og tilbyder mulighed for parkering:

Mayfair Hotel Tunneln
Clarion Hotel Malmø Live
Radisson Blu Hotel

Flere steder kan du også finde pakketilbud med f.eks. overnatning, måltider eller andet inkluderet – f.eks. hos Risskov Bilferie eller Hotelspecials.dk. Er I mange, så kan et feriehus ofte være den billigste løsning.

Husk

Tjek udenrigsministeriet rejsevejledning til Sverige inden du tager afsted – den finder du her. Mangler du noget til ferien? Find ud af det på rejsegear.dk, der har et stort udvalg af rejseudstyr.

Kort over Malmø

Svar på indlæg

Please enter your comment!
Skriv venligst dit navn her