Hongkong er generelt rasende dyr, men alligevel har den enorme by en lang række seværdigheder, der er gratis. Ja, faktisk, så behøver du ikke at have penge op af lommen for at opleve Hong Kongs mest interessante steder som f.eks. Victoria Peak og byens fantastiske markeder.
Nogle seværdigheder ligger i Kowloon andre på Hongkong Island. Når du skal fra den ene bydel til den anden, kan du for få kroner benytte den ikoniske Star Ferry, der sejler i pendulfart over Victoria Harbour.
Du kan finde alle de gratis oplevelser på kortet nederst på siden og læse meget mere om byen i min Hongkong Guide.
1 Victoria Peak
I princippet er Victoria Peak gratis, men langt de fleste tager The Peak Tram til toppen af det berømte bjerg. For de lokale er Victoria Peak dog bare et sted i byen med beboelse og grønne områder, der ligger med en fantastisk udsigt over den imponerende skyline.
Ok, du skal virkelig ville det, hvis du vil nå toppen til fods, men der går faktisk også busser op til Victoria Peak – et væsentligt billigere alternativ end The Peak Tram. Nærmeste metrostation: Central
2 Kowloon- og Hongkong Park
Som de fleste andre steder i verden er også parkerne i Hongkong gratis. Men lige præcis her fungerer de grønne områder ikke kun som tiltrængte oaser i storbyen, men også som mødested for aktive lokale.
Du kan opleve gymnastik, tai chi og kung fu-opvisninger. Stå tidligt op, hvis du vil se tai chi og besøg Kong Fu Corner i Kowloon Park kl. 15.30, hvis du vil se kampsport. Nærmeste metrostation: Kowloon Park – Tsim Sha Tsui / Hong Kong Park – Central
3 Byens templer
Hong Kong har en stribe rigtig spændende templer med Man Mo-templet i spidsen. Gå blot indenfor og lad Østens Mystik udfolde sig, mens røgelsen hænger tykt i luften.
Man Mo ligger på Hongkong Island, og her finder du også Tin Hau Templet ved Causeway Bay, mens Wong Tai Sin Templet og Chi Lin Klostret ligger i Kowloon. Nærmeste metrostation: Sheung Wan
4 The Escalator
En fantastisk måde at se byen på. Eller rettere sagt – Hongkong Island. Det næsten 1 km lange rulletrappesystem forbinder Conduit Road med Queens Road. Her kan du trille langsomt gennem bydelens kvarterer med fastboende udlændinge og farvestrålende markeder omkring Graham Street.
Her er masser af spændende ting at kigge på – vil du gøre som de lokale, så spiser du et billigt og lækkert måltid mad i gadekøkkenerne i skyggen af byens skyskrabere. Nærmeste metrostation: Hong Kong – her kan du starte fra Queens Road.
5 Hongkongs markeder
Som i resten af Asien finder du også i Hongkong masser af markeder. I Kowloon kan du besøge det enorme Temple Street Market med primært turistting, mens det herlige fuglemarked Yuen Pu Bird Garden er helt lokalt og et sted du skal besøge. Det er sært, men et must-see.
Bevæg dig ned ad gaderne mod Tsim Sha Tsui, hvor flere markeder venter – det er helt gratis. Nærmeste metrostation: Yau Ma Tei til Temple Street Market / Prince Edward til Yuen Pu Bird Garden.
6 Symphony of Lights
Ok, det er gratis og berømt i det meste af verden, men for os var oplevelsen på det jævne. Men brug alligevel et kvarters tid på at se Symphony of Lights, der er et stort lysshow ledsaget af musik, som involverer bygninger i Kowloon og på Hongkong Island.
Oplevelsen er bedst fra promenaden i Kowloon. Kom tidligt, hvis du vil have en god plads – sådan cirka en halv times tid før. Nærmeste metrostation: East Tsim Sha Sui eller Tsim Sha Sui.
Nyttige links til din rejse til Hongkong
Transport
Fra både Billund, Aalborg og København er det nødvendigt med en mellemlanding for at flyve til Hongkong. Søg og sammenlign flybilletter her.
Om transport generelt kan du læse mere i indlægget At rejse i Hongkong – tips og gode råd.
Overnatning
Du kan booke hotel, lejlighed eller guesthouse på f.eks. hotels.com eller booking.com, der har de billigste priser og det største udvalg.
Husk
Tjek udenrigsministeriet rejsevejledning til Kina inden du tager afsted – den finder du her. På ministeriets hjemmeside kan du også læse mere om indrejse, visum m.m.
Tjek også om du skal have vaccinationer inden rejsen – se aktuelle anbefalinger her. Husk også en rejseforsikring – måske har du allerede en, hvis ikke kan du få et tilbud her.
Har du husket alt til ferien? Find ud af det på rejsegear.dk, der har et stort udvalg af rejseudstyr.