Hjem Sverige Besøg i Getterön Naturreservat

Besøg i Getterön Naturreservat

+ praktisk information til dit besøg i Getterön Naturreservat nederst på siden

Få hundrede meter fra Varbergs triste industrihavn står jeg pludselig i en helt anden verden. En verden af pippende fugle og skræppende gæs. Lige foran mig ligger Getterøn Naturreservat, der på trods af den beskedne størrelse er et af Nordeuropas vigtigste fugleområder.

Det er lidt af et tilfælde, at Getterön Naturreservat er blevet et paradis for fugleelskere. I begyndelsen af 1930’erne var Getterön en ø, som var adskilt fra fastlandet af et lille sund. En fast forbindelse til øen i form af en dæmning blev etableret, og det dannede en nordlig og sydlig vig.

Ved udvidelsen af byens havn blev den nordlige vig fyldt op med mudder, hvilket skabte et lavvandet vådområde. Det næringsrige vand fra Himleåen og overskudsvand fra Varbergs vandforsyning sørgede med årene for en tæt vegetation af siv, som man i 1990’erne tyndede kraftigt ud i.

I dag består Getterøn Naturreservat bl.a. af sivskov, strandenge og store vådområder. Det er blevet et af Nordeuropas vigtigste fugleområder med over 330 observerede arter. Nogle fugle, der ellers ville være fløjet sydpå om vinteren, bliver ved Gettrön pga. det forholdsvis varme vand fra rensningsanlægget.

Vandet i reservatet består af ferskvand tæt ved besøgscentret og saltvand længere ude mod havet. Sammen med de store åbne strandenge, der bliver passet af køer, har det givet fuglene optimale vilkår.

Fint kig til reservatet fra et af skjulene

Besøg ved Naturrum Getterön

Beliggenheden tæt på havnen og den larmende landevej overrasker mig. Da jeg kommer længere ind i naturreservatet bliver trafikstøj hurtigt erstattet af den skønne lyd af fugle, der synes at være i paradis.

Naturrum Getterön er gratis at besøge. I besøgscentret er der lavet store panoramavinduer, hvor du med stedets kikkerter kan spotte fugle. Og dem er der masser af. I hvert fald da jeg kommer forbi besøgscentret, hvor det især er svømmefuglene, der dominerer eng og vådområde.

Der er flere andre steder du kan gøre observationer. Her og der er der lavet skjul i udkanten af reservatet. Jeg besøger flere af dem og kommer i den grad i nærkontakt med en flok svaler, der flyver om ørerne på mig.

Jeg er absolut ikke fuglekender, men jeg tæller alligevel 8-10 forskellige arter, mens jeg musestille sidder i skjul i de små huse i sivene. Mere end én gang hilser jeg på andre besøgende, der bærende på kæmpekameraer og dyre kikkerter er her for at spotte fugle.

Naturrum Getterön er et sted, der har fuglene som første prioritet, men som også har noget et tilbyde de besøgende. Også selvom de som jeg ikke har den store forstand på fugle.

Har du fået lyst til selv at besøge Getterön Naturreservat, så kan du finde praktisk information under billedet.
Besøgscentret har store kikkerter til lån

Praktisk information til dit besøg ved Getterön Naturreservat

Besøgscentret

Besøgscentret kaldes Naturrum Getterön. Her kan du bl.a. kigge ud over reservatet i en af de store kikkerter ved panoramavinduerne.

Naturrum Getterön står også for at ringmærke fugle og tilbyder en lang række aktiviteter og arrangementer, som stort set alle er gratis. I besøgscentret er der også naturvejledere, der gerne deler ud af deres viden.

Besøgscentret har desuden café og butik. Du kan se mere om Naturrum Getterön her og se de seneste observationer i reservatet her.

Transport

Getterön Naturreservat ligger ca. to km nord for Varberg. Med bil kommer du dertil ad motorvej E6/E20 som du kan fange i Helsingborg. E20 er også den motorvej, der fører over Øresundsbroen, så her er det bare at fortsætte nordpå til afkørsel 54. Herfra er der ca. tre km til naturreservatet.

Der er gode parkeringsmuligheder, og mod gebyr er det også tilladt at parkere med autocamper.

Kommer du med toget, hvilket er nemt, så skal du stå af i Varberg. Herfra er der ca. to km til Getterön. Du kan gå dertil eller tage bus nummer 80, der kører lige til døren.

Overnatning

Som nævnt ligger Getterön Naturreservat lige nord for Varberg. Byen er en gammel kurby og rigtig populær om sommeren. Her er glimrende overnatningsmuligheder som du kan booke på f.eks. hotels.com.

Flere steder kan du også finde pakketilbud med f.eks. overnatning, måltider eller andet inkluderet – f.eks. hos Risskov Bilferie eller Hotelspecials.dk. Er I mange, så kan et feriehus ofte være den billigste løsning.

Husk

Tjek udenrigsministeriet rejsevejledning til Sverige inden du tager afsted – den finder du her. Mangler du noget til ferien? Find ud af det på rejsegear.dk, der har et stort udvalg af rejseudstyr.

Billeder fra Getterön Naturreservat

Svar på indlæg

Please enter your comment!
Skriv venligst dit navn her