De såkaldte turistklassehoteller er ofte hit eller miss. River View hotel i Singapore hører så absolut til førstnævnte. Hotellet ligger perfekt ud til Singapore River, og det er her, vi har base under vores ophold i den pulserende by.
Vi er yderst tilfredse med det nyrenoverede hotel, der om ikke så længe skifter navn til Four Points by Sheraton Riverview.
Renoveringen er ikke helt færdig, men allerede nu fremstår River View Hotel nyt og lækkert. I receptionen fortæller man os, at vi kan forvente byggestøj mellem klokken 9 og 18, men det hører vi ikke meget til. Til gengæld glæder vi os over vores dejlige værelse på 17. etage, hvor vi har en pragtfuld udsigt over floden og Robertson Quay.
Her er rent (det er jo Singapore), og vores dobbeltseng er behagelig at sove i. Wifi er gratis og fungerer perfekt ligesom det store fladskærms tv, der har et stort udvalg af kanaler. Værelset er overraskende stort, og det er et sted, hvor vi føler os rigtig godt tilpas.
Morgenmad er inkluderet i vores ophold, og heller ikke her har vi noget at klage over. Der er et pænt udvalg af retter; fra brød, pølser og røræg til ris- og nudelretter. Her er glimrende service og også restauranten er nyrenoveret og ligger ud til en udendørs bar ved floden.
Vi finder River View Hotels beliggenhed helt optimal. Overfor ligger Robertson Quay som nås via en bro over floden. Singapores forlystelsesliv udspiller sig således et stenkast derfra og vi har heller ikke langt til Fort Canning og Orchard Road. Lidt længere væk ligger Chinatown og Little India, som du kan gå til på en halv times tid.
Vi har stort set ikke noget at klage over. Nåh ja, der er jo lige det med prisen. Singapore er dyr og et sted som River View Hotel ville være væsentlig billigere alle andre steder i Asien. Og mon ikke det bliver endnu dyrere, når hotellet skifter navn til Four Points by Sheraton?