Hjem Italien På food tour i Bologna

På food tour i Bologna

En god måde at lære om Bolognas lækre mad er på en food tour

Bologna er et gastronomisk paradis med masser af lækker mad. Byen er langt fra Italiens største, men nævnes igen og igen som stedet at rejse hen, hvis man er til god mad og autentiske spisesteder. Det er jeg, og en af de bedste måder at prøve det lokale køkken er på en food tour.

Har du besøgt denne side før, så ved du måske, at jeg er vild med at tage med på food tours rundt om i verden. I f.eks. Hanoi og Kuala Lumpur, hvor prisniveauet er lavt, bookede jeg en privat tur, men på min food tour i Bologna var budgettet kun til en gruppetur.

Indholdet og mulighederne er dog de samme. På en food tour smager du selvfølgelig den lokale mad, men du får som regel også historier og anekdoter om de forskellige retter og forslag til spisesteder.

Jeg tog med Taste Bologna på en over tre timer lang food tour gennem byen – det kan du læse mere om her.

Slagterne i Quadrilatero er fuld af lækkerier

På food tour i Bologna

Fra Piazza Maggiore, hvor jeg mødte min guide Isabella, gik vores lille gruppe til Cafe Aroma for at smage traditionel kaffe. Og her handler det ikke om espresso eller cappuccino (som stedet også serverer), men de klassiske typer som torinese, zabaione og fiordilatte.

Nogle af dem er også navnet på italienske desserter, der siges at have sin oprindelse fra den kaffe som mange tidligere drak om morgenen. Jeg valgte en zabaione, der er kaffe, sukker, et stænk marsala og pisket æggeblomme på toppen. Vi fik et slags wienerbrød med oliven indeni til.

Næste stop var Le Sfogline, som er berømt for deres hjemmelavede pasta. Flere kvinder stod og lavede tortellini – det så umiddelbart nemt ud, men da jeg selv skulle prøve at lave de små fyldte pastaer, fandt jeg hurtigt ud af, at det ikke var så ligetil. Et gammelt håndværk, der stadig bliver holdt ved lige mange steder i Italien.

Le Sfogline ligger ved Mercado delle Erbe, hvor vi smagte en lille portion tortellini i boullion (tortellini in brodo), der er fra Emilia-Romagna og en nem frokost for de lokale. Det er egentlig en fattigmandsret, og der er da heller ikke mange ingredienser eller spræl på udseendet. Men det smager bare godt med de lækre tortellinier i den kraftige suppe.

food tour i bologna
Hos Le Sfogline laves der håndlavede tortellini

Mercato delle Erbe er et lokalmarked i løbet af dagen og et populært spisested om aftenen. Det er især kendt for fiskerestauranten Banco 32 som Rick Stein besøgte i sit populære madprogram Rick Stein’s Long Weekends, der kan streames på DR. Den berømte kok var i øvrigt også forbi Cafe Aroma.

Turen gik nu til Quadrilatero – Bolognas berømte markedsgader. Her købte vi brød i et af de små bagerier for derefter at udvælge lækkerier hos Simoni, som er en af Quadrilateros berømte gourmetbutikker.

Der røg selvfølgelig mortadella i indkøbskurven, men også flere andre såkaldte cold cuts – lækre kødudskæringer, som vi fik serveret med figendip, klodser af parmesanost og den cremede ost squacquerone.

Lækkerierne indtog vi på den legendariske vinbar Osteria del Sole, der blev grundlagt i 1465. Siden 1945 har familien Spolaore ejet stedet og kørt konceptet videre som vinbar, hvor du er velkommen til at tage din egen mad med. Vi fik serveret to mousserende vine til – en hvid som Osteria del Sole sælger under eget mærke og en Lambrusco Concerto.

Osteria del Sole er ret turistet i løbet af dagen, men om aftenen dukker de lokale op. Et godt tidspunkt at besøge vinbaren, hvis du ønsker en lidt mere autentisk oplevelse.

Sidste stop på min food tour var Cremeria Santo Stefano, der er en af Bolognas mest populære isbutikker. Går du en tur rundt i byen finder du hurtigt ud af, hvor du finder den bedste is. Der er ofte en længere kø udenfor – f.eks. hos Cremeria Santo Stefano.

Min food tour med Taste Bologna var udmærket, men ikke til prisen (89 €). Guiden talte ikke særlig godt engelsk og kommunikationen virkede lidt akavet. Der var desuden langt mellem de steder, vi skulle besøge, men det kan selvfølgelig være nødvendigt for at få så god en oplevelse som muligt.

Jeg vil dog anbefale alle at tage med på en food tour i Bologna. Der er flere udbydere – find et udvalg af ture her.

food tour i bologna
Der spises cold cuts på Osteria del Sole

Praktisk information til dit besøg i Bologna

Transport

Fra København kan du flyve direkte til Bologna med Ryanair og Norwegian. Der kan være tale om sæsonruter, som kun flyves fra forår til efterår. Søg og sammenlign flybilletter her.

Fra lufthavnen til dit hotel kan du tage en taxi eller privat transfer, som du kan booke hjemmefra. Dit hotel kan helt sikkert også hjælpe. Læs mere om bl.a. transport i min Bologna Guide.

Overnatning

På trods af byens størrelse, så har Bologna et begrænset udvalg af overnatningssteder, som tilmed er ret dyre. Klik ind på f.eks. hotels.com eller booking.com, der har det største udvalg og som regel også de laveste priser.

Husk

Tjek udenrigsministeriet rejsevejledning til Italien inden du tager afsted – den finder du her. På ministeriets hjemmeside kan du også downloade app’en rejseklar og eventuelt skrive dig på danskerlisten.

Kort over Bologna

Billeder fra min food tour i Bologna

Morgenen startede med zabaione
Morgenbrød på italiensk
Det er ikke nemt at lave ens tortellini
Tortellini in brodo
Lille del af Mercato delle Erbe
Ost og mortadella
Lækker is hos Cremeria Santo Stefano

Svar på indlæg

Please enter your comment!
Skriv venligst dit navn her