Hjem Spanien Oplevelser i San Sebastian med tips til din rejse

Oplevelser i San Sebastian med tips til din rejse

Læs om bl.a. oplevelser og aktiviteter og få forslag til overnatning og spisesteder

Der er mange gode oplevelser i San Sebastian. Den spanske by er især kendt for sine skønne strande og fantastiske mad, men har også en række spændende historiske seværdigheder. Læs mere om San Sebastian herunder og få tips til din rejse nederst på siden.

San Sebastian – en introduktion

San Sebastian kan dateres til den romerske periode og var en egentlig by i middelalderen. Der er dog kun få spor efter datidens liv og bygninger, da det meste af byen blev brændt ned under Napoleonskrigene i 1813.

Genopbygningen af San Sebastian betød også en løbende revurdering af byens udseende og hvor indtægterne skulle komme fra. Det blev for alvor aktuelt i 1863, hvor man fik lov til at rive bymuren ned for at udvide San Sebastian. To lige store grupper diskuterede indædt om byen skulle satse på turisme eller handel via havn og jernbane.

oplevelser i san sebastian
Lille del af havneområdet

Fortalerne for at gøre San Sebastian attraktiv for turister vandt, og de følgende år udviklede byen sig efter en nøje fastlagt plan med bl.a. ny infrastruktur og flere brede boulevarder. Der blev afholdt regattaer og tyrefægtninger, og med åbningen af det historiske hotel Continental og Gran Casino kom San Sebastian i den grad på turistlandkortet.

En lang række berømtheder besøgte byen, der i begyndelsen af 1900-tallet igen fik nye faciliteter til turisterne. Bl.a. et teater, endnu et fint hotel, Maria Cristina, og La Perla Spa, som stadig ligger midt på promenaden ud mod La Concha. Selv i årene under forskellige diktatorer formåede San Sebastian at forblive attraktiv for turisterne.

I dag kan ingen være i tvivl om San Sebastians største indtægtskilde: turismen. Byen har da også rigtig meget at tilbyde, hvor strandene og Parte Vieja er centrum for de mange besøgende. I den gamle bydels snorlige netværk af gader er der ganske enkelt proppet med mennesker i højsæsonen.

Nu til de bedste oplevelser i San Sebastian som du kan læse om under billedet. Du kan også bruge indholdsfortegnelsen øverst for at hoppe til rejsetips og praktisk information nederst på siden.

La Concha med udsigt til Isla de Santa Clara til venstre

1 La Concha

Det er er ikke ofte, jeg nævner en strand som en særlig attraktion eller oplevelse, men når man har en af verdens bedste bystrande, hvis ikke DEN bedste, så er La Concha selvfølgelig et sted, du skal besøge. Gennem årene har San Sebastians indbyggere tilmed udviklet en badekultur, hvor byens hovedstrand er det naturlige samlingspunkt.

På varme sommerdage kommer de lokale allerede fra tidlig formiddag myldrende gennem gaderne med solstole under armen. De har kun ét mål: Den lavvandede 1,3 km lange La Concha, der ligger perfekt i en halvmåneformet bugt beskyttet af biscayens ofte oprørte vande.

Stranden har gyldent sand, dejligt klart vand og så er den imponerende bred selv ved højvande. Der er mulighed for at leje solstole, og der er livreddere på vagt flere steder langs La Concha.

oplevelser i san sebastian
Plaza Constitucion centralt i Parte Vieja

2 Parte Vieja (Den gamle bydel)

San Sebastians gamle bydel (Parte Vieja) ligger øst for La Concha ved foden af Mount Urgull. På trods af navnet er bydelen ikke helt så gammel. Som nævnt blev det meste af San Sebastian brændt ned under Napoleonskrigene, og langt de fleste bygninger er opført i årene efter 1813.

Kun gaden 31. August bagerst i Parte Vieja overlevede den ødelæggende brand. Her ligger kirken San Vincent, der er bydelens ældste bygning. Kirken blev opført i første halvdel af 1500-tallet og har bl.a. en fantastisk smuk altertavle.

I den anden ende af gaden troner en anden smuk kirke. Basilika de Santa Maria del Coro stod færdig i 1773 og er især berømt for sin flotte barokfacade, der har masser af udsmykninger og fine detaljer.

I midten af Parte Vieja ligger Plaza Constitucion, der er en firkantet plads, som engang husede byens rådhus (bygningen med søjler). I gamle dage blev Plaza Constitucion brugt til tyrefægtninger, hvor tilskurerne stod på balkonerne rundt om pladsen. I dag ligger her flere caféer og restauranter, men Plaza Constitucion er også udgangspunkt for diverse festivals.

Den gamle bydel er et hyggeligt, men travlt sted, hvor der især i sommermånederne kan være rigtig mange mennesker. I gaderne finder du mange pintxosrestauranter, men også cafeer, bagerier og souvenirbutikker.

Den imponerende front på Basilika de Santa Maria del Coro

3 Museo San Telmo

San Sebastian er en del af Baskerlandet, som har en helt særlig kultur og historie. Baskerne har også egne traditioner og et unikt sprog, der er Europas ældste. Alt det og meget mere kan du lære om på Museu San Telmo i den gamle bydel, hvor den permanente udstilling primært handler om baskerne.

Der er også genstande fra bl.a. den romerske og fønikiske periode samt skiftende udstillinger, der kan have et lidt bredere fokus. Museet ligger i et gammelt dominikansk kloster fra 1500-tallet, der også har været brugt til militærbarakker. For få år siden kom en nyere bygning til, der således betød en væsentlig udvidelse af museet.

4 Monte Urgull

Parte Vieja ligger ved foden af Monte Urgull, der i århundreder var en del af byens forsvar. På toppen af det lille bjerg ud til Biscaybugten ligger Castillo de la Mota – et fort fra det 12. århundrede, som er imponerende intakt.

Kigger du op på Monte Urgull er det dog ikke fortet du først får øje på, men den store 24 meter høje statue Sagrada Corazon, der er fra 1950. Statuen står bogstaveligt talt i midten af fortet, som i dag indeholder et museum om fæstningen og byens forsvar

Udover museet og statuen kan du selvfølgelig også nyde den fantastiske udsigt fra toppen af Monte Urgull. For at bestige bjerget er der flere startpunkter. F.eks. bag Basilika de Santa Maria del Coro og for enden af det lille havneområde ved akvariet.

oplevelser i san sebastian
Cathedral del Buen Pastor

5 Cathedral del Buen Pastor

San Sebastians katedral stod færdig i 1897. Den er i nygotisk stil med inspiration fra bl.a. de tyske kirker. Cathedral del Buen Pastor ligger i den nye bydel, og både grundlæggelsen og indvielsen blev overværet af den spanske kongefamilie – også selvom den dengang ikke var katedral.

Det blev kirken først i 1953 som resultat af pavens beslutning om at oprette et nyt stift i San Sebastian. Det er i dag den største kirke i byen, hvor de to 75 meter høje tårne kan ses på lang afstand. Indenfor er det især værd at bemærke de mange farvede mosaikvinduer, der er udført af Juan Bautista Lazaro. Der er gratis entré.

6 Pintxos

Man kan ikke snakke om San Sebastian uden at nævne pintxos, der er baskernes svar på tapas. Pintxos er små hapsere, som traditionelt er en skive flute med forskellig topping sat sammen med en tandstikker. I dag er pintxos mange steder noget mere avancerede, hvor der er kræset for både smag og udseende.

Pintxos spises typisk som en snack ledsaget af et glas vin eller en øl. Du bestiller dem i baren, hvorefter de med det samme gøres klar til servering. Nogle skal en tur i mikroovnen, andre får et skud sauce eller den sidste garniture på toppen.

Pintxos er et must at prøve i San Sebastian. De fås over hele byen, men især i Parte Vieja, hvor nogle af stederne dog kan være lidt for turistorienterede. Prøv f.eks. Borda Berri, der er superpopulær, men temmelig travl. Alternativt er Bare Bare Taberna på Portu Kalea et godt sted til pintxos i den gamle bydel.

Udvalg af pintxos

7 Isla de Santa Clara

Isla de Santa Clara er et yndet udflugtsmål for både lokale og turister. Den ganske lille ø ud for La Concha har en mindre strand og en naturskabt pool, men også café og restaurant. Du kan desuden gå op til det gamle fyrtårn fra 1864 – en nem tur. I 1300-tallet lå der et havehus på øen, som senere blev brugt som karantænestation.

Der er flere måder at komme til Isla de Santa Clara. Nemmest er det at tage den direkte båd, der sejler fra havnen adskillige gange hver dag i perioden maj til oktober. Om sommeren kan du også kombinere med glasbundsbåd eller leje en kajak.

8 San Sebastian Rådhus

En af de mest bemærkelsesværdige bygninger, der blev opført i San Sebastian efter nedrivningen af bymuren, er det nuværende rådhus, som ligger ved havnen lige udenfor Parte Vieja. Fra 1887 til 1924 husede den flotte bygning Gran Casino, der var mødested for datidens elite, som i disse år yndede at holde ferie i San Sebastian.

Den spanske enkedronning Isabella 2. valgte byen til sit sommerresidens – en tradition, der fortsatte med dronning Maria Cristina. Det gjorde San Sebastian til et mondænt og eksklusivt sted. Blandt berømthederne på Gran Casino var bl.a. Shahen af Persien, spionen Mata Hari, den politiske tænker Leo Trotskij og rigmanden og filantropen Baron Rothschild.

Med overgangen til diktatur i Spanien blev det forbudt at spille, og kasinoet lukkede i 1924. Under borgerkrigen var der heftige kampe omkring bygningen, og det siges, at det stadig er muligt at se skudhullerne, hvis man kigger rigtig godt efter. Det gamle kasino er i dag hjem for byens rådhus, hvortil der ikke er adgang.

Det tidligere Gran Casino er i dag byens rådhus

9 Miramar Palace

Et andet sted, hvor det heller ikke er muligt at komme indenfor er i Miramar Palace, der ligger i den anden ende af La Concha. Til gengæld er stedet fuld af historie med masser af god information om dengang den spanske kongefamilie havde sin gang i San Sebastian.

Byen var så glad for den royale tilstedeværelse, at de ville forære Maria Cristina et stykke land til en ny sommerbolig. Dronningen takkede nej og købte i stedet for selv det område, hvor Miramar Palace ligger. Hun valgte den britiske arkitekt Selden Wornum til at bygge sit residens, og derfor er huset i engelsk stil.

På trods af navnet er der mere tale om et palæ eller klassisk engelsk landsted. Det stod færdig i 1893, og i 40 år tilbragte Maria Cristina somrene på Miramar Palace. Huset ligger i en flot have præcis mellem strandene La Concha og Ondarreta med flot udsigt til Isla de Santa Clara i bugten.

Det var lidt om de vigtigste og mest populære oplevelser i San Sebastian. Har du fået lyst til selv at besøge byen, så kan du finde praktisk information under billedet.
oplevelser i san sebastian
Miramar Palads, der var den spanske dronnings sommerresidens

Rejsetips og information til dit besøg i San Sebastian

Transport

Ind og ud

San Sebastian har en mindre lufthavn (kode: EAS), der kun har ganske få ruter – primært indenrigs. Nærmeste større lufthavn er den i Bilbao (kode: BIO) som du kan flyve direkte til fra København med f.eks. Norwegian.

Fra Bilbao lufthavn til San Sebastian (ca. 95 km) kan du tage bussen. Det er selskabet PESA, som kører ruten og der er afgang én gang i timen. Se mere her. Busstationen i San Sebastián ligger ca. 1 km fra Parte Vieja.

Alternativet er at leje en bil, men husk at tjekke om du kan parkere der, hvor du skal bo i San Sebastian.

At komme rundt

Bor du i centrum eller langs La Concha, så kan du med almindelig kondition gå rundt i San Sebastian. Byen har dog glimrende offentlig transport, der primært består af busser kørt af selskabet DBUS. Du kan betale med dit visakort i busserne.

San Sebastian er en cykelvenlig by, hvor der flere steder er separate cykelstier. Der er bycykler til rådighed rundt om i San Sebastian. Andre måder at komme rundt er med det lille turisttog og hop-on hop-of bus.

Overnatning

San Sebastian har overnatning for enhver smag og pengepung. Generelt er prisniveauet rimeligt og selvfølgelig højst i sommermånederne, hvor det er en god idé at booke i god tid. Det gælder især, hvis du har særlige krav til f.eks. beliggenhed eller faciliteter.

Et rigtig godt valg til overnatning er Room Mate Gorka, der ligger i en pragtfuld bygning lige udenfor Parte Vieja og få hundrede meter fra La Concha. Det er et moderne hotel, der får rigtig gode anmeldelser.

Et lidt billigere sted er populære og moderne Pension Aida, hvor du kan vælge mellem værelser og studiolejlighed med plads til fire personer. Der er ca. 5-7 minutters gang til La Concha og Parte Vieja.

Til dig, der elsker luksus vil det lækre Zenit Convento San Martin kunne opfylde alle behov. Her bor du i flotte omgivelser et stenkast fra La Concha med faciliteter som fitness og swimmingpool.

Du kan se det fulde udvalg af hoteller og lejligheder på f.eks. hotels.com og booking.com, der som regel har de laveste priser.

Husk at være opmærksom på f.eks. værelsestype og afbestillingsbetingelser når du sammenligner priser på de forskellige hotelbookingsider.

Mad og drikke

San Sebastian er uden tvivl en af verdens bedste madbyer. Du skal selvfølgelig prøve pintxos, men der er så meget andet at på menukortene.

F.eks. bacalao, torsk, der bruges i adskillige retter, men også kokotxas, bars eller kulmule i sauce af hvidvin, hvidløg og olivenolie. Krabber og blæksprutte er også flittigt brugt, ligesom San Sebastian er kendt for at have verdens bedste ansjoser. Prøv gilda, der er ansjoser på spyd med oliven og syltede peberfrugter.

Der er naturligvis også masser af muligheder, hvis du ikke er til fisk og skaldyr. Køkkenet består også af robuste kødretter som f.eks. txuleta, en slags t-bone steak fra ældre fritgående køer, og carrillada, der er langtidsstegte okse- eller svinekæber.

I San Sebastian og Baskerlandet i det hele taget går man rigtig meget op i mad – fint illustreret ved Basque Culinary Center, der forsker i og udvikler den lokale gastronomi.

Det samme gør byens berømte Michelinrestauranter, der stort set alle tager udgangspunkt i det lokale køkken. Måske har du ikke råd til at spise på Michelinrestaurant, men klik alligevel ind på guidens hjemmeside, der har information om andre gode spisesteder i San Sebastian. Du kan også komme forbi de lidt dyrere restauranter til forkost, hvor flere af dem har gode tilbud.

Det kan helt klart anbefales at tage med på en food tour i San Sebastián. Der er flere muligheder, men bedst er denne populære tur.

Vil du også have en tur på markedet inkluderet skal du vælge denne prisvindende tur.

Aktiviteter

Der er naturligvis flere ting at opleve end dem, jeg har nævnt. Du kan altid gå rundt i gaderne eller besøge flotte kirker, men her er et lille udpluk af andre muligheder:

• Tag med på en byvandring
• Besøg forlystelsesparken på Monte Igueldo
• Se nutidskunst i kulturcentret Tabakalera
• Lær at surfe på Zurriola Beach
• Spot flotte fisk i San Sebastian Aquarium
• Nyd roen i den flotte Cristina Enea Park
• Prøv en behandling i den historiske spa La Perla
• Oplev Real Sociedad spille på Estadio Anoeta
• Kig indenfor på Det Maritime Museum

Rejseressourcer

Husk

Tjek udenrigsministeriet rejsevejledning til Spanien inden du tager afsted – den finder du her. På ministeriets hjemmeside kan du også downloade app’en Rejseklar, hvor du kan få gode råd og skrive dig på danskerlisten.

Vejr og bedste rejsetidspunkt

Varme somre og milde vintre med en del nedbør er kendetegnet for klimaet i San Sebastian. Temperaturen i sommermånederne ligger på ca. 25-29 °C, og som regel er vejret lunt til et godt stykke ind i september.

Med beliggenheden ud til Biscaybugten er vejret ofte uforudsigeligt, og i denne del af Spanien er regn i sommermånederne ikke ualmindeligt.

Vintrene har temperaturer på ca. 8-13 °C, men der kan være perioder, hvor det både kan være koldere og varmere.

Kort over San Sebastian

Svar på indlæg

Please enter your comment!
Skriv venligst dit navn her