Hjem Sverige Oplevelser i Åhus med tips til din rejse

Oplevelser i Åhus med tips til din rejse

Læs om de bedste oplevelser i Åhus og få gode tips til din rejse

Åhus ligger ud til Østersøen 17 km syd for Kristianstad. Det er en rigtig hyggelig by, der på trods af sin beskedne størrelse har flere gode seværdigheder.

Først og fremmest er Åhus kendt for sit fine middelaldercentrum, men langt de fleste kommer for at besøge Absolut Vodka og de skønne strande, der gør byen til en rigtig sommerfavorit. Læs om de bedste oplevelser i Åhus her.

Åhus – en introduktion

Åhus historie kan spores mere end 1000 år tilbage. Det var sandsynligvis Knud den Store, der her opførte en mindre borg i 1100-tallet og rundt om den opstod andre bygninger. Bl.a. et hospital og det, der betragtes som Danmarks ældste læreanstalt – et seminarium for præster.

Lokalt siger man, at Åhus blev grundlagt i 1149, hvor byen fik status af købstad. Det var i de følgende århundreder Åhus oplevede sin storhedstid med betydelig handel og en lang række nyopførte bygninger, hvoraf nogle kan ses i dag.

I begyndelsen af 1600-tallet fandt Christian 4. byen for svær at forsvare mod svenskerne, der var en evig trussel. Han grundlagde derfor Kristianstad 17 km op ad Helge Å, hvor Åhus samtidig mistede sine købstadsrettigheder. I 1658, efter Freden i Roskilde, blev byen svensk.

Åhus er kendt som byen med ål, snus og snaps. I gamle dage fangede man masser af ål, og folk kom langsvejs fra for at deltage i ålegilderne, der inkluderede rigelige mængder snaps. Byen var i slutningen af 1800-tallet også kendt for dyrkning af tobak, som blev omdannet til snus og cigar- og pibetobak hos Per Svensson, der blev kaldt Cigarkongen.

Dagens Åhus kan med lidt god vilje siges at være delt i tre. Centrum er torvet i den gamle middelalderby og få hundrede meter derfra, delt af Absolut Vodkas fabrik, ligger Åhus Marina, som er en del af byens nyere område. Herfra er der ca. 20 minutters gang til stranden, der holder høj standard.

Nu til de bedste oplevelser i Åhus som du kan læse om under billedet. Du kan også bruge indholdsfortegnelsen øverst for at hoppe til rejsetips og praktisk information nederst på siden.

Åhus er en charmerende lilleby med bindingsværkshuse og brostensbelagte gader

1 Absolut Home

Absolut Vodka kommer fra Åhus. Midt i byen ligger det store fabriksanlæg, der producerer den berømte vodka, som eksporteres til hele verden. Absolut Vodka arrangerer flere forskellige besøgsoplevelser, der har udgangspunkt i Absolut Home – en villa lige ved siden af fabrikken.

Her er både butik, restaurant og mulighed for at deltage i cocktailkurser, men de fleste tager med på The Absolut Home Experience, der er en guidet rundtur med et kort besøg på fabrikken. På turen hører du historien om Absolut Vodka inklusive smagsprøve for til slut at lave din egen cocktail.

Du kan læse mere om mit besøg på stedet i indlægget The Absolut Home Experience – en dag i vodkaens tegn og se mere om hvad Absolut Home tilbyder her.

Jeg har lavet en Cosmopolitan hos Absolut Vodka

2 Middelalderbyen

Den gamle og centrale del af Åhus betragtes som Sveriges bedst bevarede middelalderby. I de brostensbelagte gader ligger adskillige pragtfulde bindingsværkshuse, men her og der støder du på ruiner fra middelalderens Åhus.

Mest kendt er Aosehus, hvor du kan se ruinerne af Knud den Stors borg, der er mest kendt for at være biskop Eskils residens i byen. Borgen syner ikke af meget i dag, men med sin beliggenhed ved indsejlingen til Helge Å har den i århundreder været af strategisk betydning.

Længere inde i byen kan du se ruinerne af Skt. Annas Kapel & Hospital, der blev grundlagt i 1524, men dele af de ældste mure er dateret til 1200-tallet. Der har sandsynligvis ligget et lignende sted, da det kombinerede kapel, hospital og herberg blev udvidet i 1500-tallet.

Skråt overfor Skt. Anna ligger et andet interessant sted: Kungsstugan. Huset er fra begyndelsen af 1600-tallet, og det siges, at kong Karl 11. gemte sig i skorstenen, da danske soldater gennemsøgte byen under Skånske Krig. Kungsstugan ligger få meter fra torvet med det gamle rådhus og kirken bagved – begge steder kan du læse mere om herunder.

Lige øst for torvet tæt på Helge Å kan du se ruinerne af sortbrødrenes gamle dominikanerkloster, der har haft en vis størrelse. Klostret blev opført i midten af 1200-tallet og er et af de steder i Åhus, man har gjort en del fund – bl.a. 250 grave. Der arbejdes stadig på stedet.

oplevelser i åhus
Det gamle rådhus huser i dag Åhus Museum – i baggrunden Skt. Maria Kirke

3 Åhus Museum (det gamle rådhus)

På den vestlige side af byens torv ligger det gamle rådhus, hvis midterste del kan dateres til 1300-tallet. Første gang selve rådhuset omtales i skriftlige kilder er i 1431. Det var et magtcentrum, hvor love blev vedtaget og stridigheder afgjort.

Skal du en tur rundt i Åhus eller er interesseret i byens historie, så er museet et rigtig godt sted at starte. Her handler det næsten udelukkende om Åhus gennem tiden og især middelalderen, der var byens storhedstid.

Åhus var dengang en vigtig handelsplads, og arkæologer har fundet mønter og varer fra så langt væk som Sydeuropa og Mellemøsten. Det er bl.a. det du kan se på museet, hvor du også kan høre om f.eks. munkeordener, dagligliv i byen og den religiøse indflydelse under ærkebiskoppen i Lund.

4 Skt. Maria Kirke

Lige bag Åhus Museum ligger Skt. Maria Kirke, der kan dateres til 1100-tallet. Kirken hørte under ærkebiskoppen af Lund og blev udvidet i forbindelse med byens status som købstad.

Siden er Skt. Maria kirke ud- og ombygget adskillige gange. Nogle detaljer og enkelte dele af kirken er mere end 800 år gamle. På trods af den beskedne størrelse, så er det bemærkelsesværdigt, at der er placeret søjler i midtergangen.

Det ældste interiør er døbefonten, der er fra 1100-tallet, mens prædikestolen i renæssancestil er fra begyndelsen af det 17. århundrede.

Der er gennem tiden fundet et hav af genstande i kirken fra de forskellige perioder. Bl.a. tekstiler, et kobberkors og flere glasmosaikker. Der er også en flot samling af sølvtøj, og så skal du huske at kigge op – de fine kalkmalerier kan dateres til sidst i 1200-tallet.

Lille del af Åhus Marina

5 Åhus Marina

Åhus Marina centralt i byen er liv og glade dage i sommermånederne. Her på havnekajen ligger ishuse, butikker og spisesteder, der servicerer de mange turister.

Åhus Marina ligger ved Helge Ås udmunding med Aosehus i den ene ende og Gamla Äspetbron i den anden. Broen blev oprindelig opført som svingbro i 1908, og dengang kostede det 5 øre at benytte broen. Ved Gamla Äspetbron kan du også se Åhus Gästgivaregård fra 1737. Stedet fungerer stadig som overnatningssted.

Langs Åhus Marina er der et hyggeligt maritimt miljø, hvor gæstesejlere kan lægge til på begge sider af havnen. På den rolige side af åløbet ligger foruden store villaer også et par spisesteder, hvor restaurant Baron gerne henter gæsterne på havnekajen i centrum.

6 Åhus Strand

Den lange skønne Täppetstranden nord for byen er endnu en årsag til Åhus popularitet. Der er tale om en lavvandet sandstrand med charmerende badehuse. Du vil hurtigt få øje på Bryggan, der er en lang træbro, som strækker sig 120 meter ud i havet.

Ved broen kan du også se Åhustappen – et ensomt fyrretræ, der sammen med Bryggan er blevet et slags vartegn for stranden. Noget af det særlige ved Täppetstranden er muligheden for at bo beach front på Åhus Seaside Hotel eller lejlighedshotellet Åhus Apartments.

I den sydlige ende af stranden er der hver sommer fodbold- og håndboldfestival, mens du mod nord finder den store campingplads First Camp, der ligger et stenkast fra vandkanten. Täppetstranden har også minigolf, ishuse og et par spisesteder.

oplevelser i åhus
Bryggan og Åhustappen på Täppetstranden

7 Naturrum Vattenriket

Åhus er en del af Naturrum Vattenriket, der dækker et areal på ca. 35 x 35 km. Fra Østersøen ca. 10 km syd for Åhus breder biosfæreområdet sig nordpå på begge sider af Helge Å forbi Kristianstad til søerne nord for byen.

I Åhus er der flere gode steder at spotte fugle. F.eks. Äspet, der ligger helt ud mod Østersøen på den anden side af Åhus inderhavn. Ved Äspet er der forskelligartet natur, hvor det lave vand tiltrækker en lang række vadefugle – f.eks. ænder, klyder og terner.

Der er flere fugletårne og det Vattenriket selv kalder et udemuseum med information om området og hvad du kan opleve.

En af de mest berømte besøgspladser er ved Pulken tæt på Helga Ås udløb i Østersøen (ca. 8 km fra Åhus). Her kan du i slutningen af marts og starten af april se tusinder af traner, der hviler ud, inden de flyver videre. De bliver i reservatet et par uger, og det tiltrækker lige så mange mennesker som traner.

Læs meget mere om biosfærereservatet og hvad du kan opleve i indlægget Besøg i Vattenriket.

8 Kristianstad

Når du besøger Åhus kommer du sandsynligvis også forbi Kristianstad. Byen blev grundlagt i 1614 af Christian 4. da Åhus som nævnt var for svær at forsvare. Kristianstad blev opført på en ø omkranset af en voldgrav og et forsvarsværk med 10 bastioner.

Kristianstad har masser af spændende danmarkshistorie og en lang række fine ældre bygninger, der primært ligger omkring torvet. Her kan du også besøge det spændende regionsmuseum og byens nok mest kendte seværdighed: Trefoldighedsirken, der blev grundlagt i 1617 og opført i hollandsk renæssancestil.

Vattenrikets besøgscenter 10 minutters gang fra torvet tilbyder flere udstillinger og arrangementer. Læs meget mere om Kristianstad i indlægget Oplevelser i Kristanstad med tips til din rejse. Her kommer jeg også med forslag til de bedste steder at bo i byen. Se også indlægget 5 gode spisesteder i Kristianstad og Åhus.

Det var lidt om de vigtigste og mest populære oplevelser i Åhus. Har du fået lyst til selv at besøge byen, så kan du finde praktisk information under billedet.
Det glimrende First Hotel Christian lV i Kristainstad

Rejsetips og information til dit besøg i Åhus

Transport

Den nemmeste måde at komme til Åhus er at køre i bil. Der er ca. 140 km til byen fra København via Øresundsbroen og E22. Et du i elbil, så er det en god idé at tjekke hvor du kan lade – både undervejs og i Åhus.

Det er dog billigere med Øresundstoget. Fra København tager det blot 1 time og 45 minutter til Kristianstad. Det koster ca. 260 SKR og der er afgang ca. 1 gang i timen.

Du kan købe billetter online, men også i automaterne på stationerne. Det er nemt, og jeg har aldrig været ude for ikke at få en siddeplads. Det et muligt at medbringe bagage (også kufferter) i Øresundstoget.

Fra Kristianstad kan du tage bus 551 eller 552 fra centralstationen til Åhus. Der er afgang ca. hver halve time, og du kan købe billet i automaterne eller i bussen, hvor man modtager kreditkort. Det tager ca. 30 minutter at komme fra Kristianstad til Åhus med offentlig transport.

Overnatning

På trods af byens forholdsvis beskedne størrelse, så har Åhus et pænt udvalg af overnatningssteder. Du kan vælge at bo beach front på f.eks. Åhus Seaside eller i byen, hvor det historiske Åhus Gästgivaregård får rigtig gode anmeldelser.

Se det fulde udvalg af overnatningssteder på f.eks booking.com, der som regel har de laveste priser. Du kan også se efter pakketilbud hos Risskov Bilferie. Husk som altid at tjekke om du kan parkere, hvis du kommer i bil.

Er du til camping eller enkle hytter så er First Camp Åhus et oplagt valg. Her bor du et stenkast fra den gode strand.

Mad og drikke

Åhus har et begrænset udvalg af spisesteder. De fleste ligger langs Åhus Marina, men du kan også spise i Absolut Vodkas besøgscenter (Absolute Home).

Bemærk, at mange spisesteder lukker ned fra efterår til forår, og selv i sommermånederne er der kun få steder, der har åbent til frokost.

I den absolutte højsæson i juli og august er det en god idé at reservere bord – det gælder især, hvis I er en større gruppe.

Husk

Tjek udenrigsministeriet rejsevejledning til Sverige inden du tager afsted – den finder du her.

Kort over Kristianstad og Åhus

Svar på indlæg

Please enter your comment!
Skriv venligst dit navn her