Hjem Koh Samui rejseguide

Koh Samui rejseguide

Lækre hvide sandstrande med krystalklart vand omkranset af høje slanke kokospalmer. Det var, hvad der mødte de første backpackere, da de i starten af 1970’erne kom til Koh Samui. Øen er Thailands 3. største, og selvom der er sket meget siden da, så besøger et stort antal rygsækturister stadig Koh Samui.

I dag er øen et af Thailands mest alsidige turistområder, når det gælder overnatning, natteliv og spisesteder. Foruden backpackerne møder du også børnefamilierne og luksussegmentet – Koh Samui er således et sted, der tiltrækker mange forskellige slags turister.

Velkommen til denne gratis Koh Samui rejseguide, hvor du først kan læse om øen og det mest populære strande og ferieområder.

koh samui
Centrum af Chaweng Beach

Der er ingen historiske monumenter på Koh Samui. Omkring år 700 e.kr. hørte øen under bystaten Tambralinga, hvis hovedstad lå ved nutidens Nakhon Si Thammarat. Senere blev øen en del af Srivijaya-riget, der huserede i det sydlige Thailand og på den malaysiske halvø.

For nogle hundrede år siden kom Hainan-kineserne til Koh Samui for at udnytte de tusindvis af kokospalmer, der dækker øen. Kokosnøddeindustrien har i årevis været Koh Samui’s hovederhverv, men selvom der stadig udskibes et betydeligt antal kokosnødder, så er turismen i dag øens vigtigste indtægtskilde.

Koh Samui består af jungle og vandfald, men det er strandene og de mange resorts i alle prisklasser, der har gjort øen populær. Faktisk er der heller ikke så meget andet at komme efter, men til gengæld er udvalget af både hoteller og strande stort.

Byerne – orientering og seværdigheder

Chaweng Beach

Det var på denne strand Koh Samuis turisteventyr startede. Det må have været et fantastisk syn at komme fra vandsiden til denne uberørte strand med hvidt sand, krystalklart vand og høje slanke kokospalmer.

Det var dengang – i dag er den syv kilometer lange Chaweng Beach øens største turistområde. Selvom stranden er plastret til med hoteller, barer og restauranter, så er den stadig smuk, og ingen bygninger er højere end palmerne.

Stranden er byens livsnerve. De fleste turister dukker op i løbet af formiddagen, og midt på dagen er der et mylder af mennesker, der nyder driverlivet i vandkanten, fornøjer sig med vandsport eller hænger ud i en af barerne. Mange solstole tilhører hotellerne, men der er også beachclubs og uafhængige udlejere.

Strandens kvalitet svinger en del fra nord til syd. Chaweng’s nordstrand ligger i en bugt, hvor vandet ofte er lidt grumset, men her er stille og fredeligt i forhold til hovedstranden.

Ca. 400 meter ud for Chaweng’s nordstrand starter et stenrev med en lille ø. Det er ca. 500 meter langt og går også ind over den nordlige del af hovedstranden.

Stenrevet har stor indflydelse på strandens udseende – ved lavvande er denne del af Chaweng Beach ikke fantastisk. Syd for revet finder du den bedste del af stranden, der på en strækning på flere kilometer kan byde på hvidt sand og det klareste vand. Det er også på denne del af stranden, der er flest mennesker, og en flåde af jetski ligger i vandet.

koh samui
Chaweng Beach ved Ark Bar

Ved stenrevets slutning ligger strandens partycenter, hvor barer som Ark Bar, Sober Bar og Elephant Beach Club ligger side om side og kæmper om kunderne med happy hour og dunkende diskorytmer. Førstnævnte arrangerer hver onsdag øens mest besøgte beachparty, der starter klokken 16.00 og slutter ud på natten.

Chaweng’s hovedgade er en stor kontrast til stranden. Her er ikke megen charme, og den ligner til forveksling enhver anden gade i de thailandske turistbyer – dvs. et mix af restauranter, barer, massageshops, skræddere, butikker og en skov af skilte.

Der er flere sideveje med barer, restauranter og butikker, men det er på hovedgaden det sker, og her er udvalget enormt. Forretningerne åbner omkring klokken 10.00, men først sent på eftermiddagen vågner byen. Her slår barerne dørene op, og turisterne kommer op på hovedgaden efter en god dag på stranden.

Hovedgaden løber lige så langt som stranden, og på hele strækningen er der butikker, barer og restauranter. Skal man pege på et centrum i Chaweng, så må det være den nordlige del fra Kasikorn Bank ved soi 4 til Soi Green Mango, en lille sidegade, der er opkaldt efter Green Mango Bar.

Gaden er byens bargade. Her ligger både engelske pubs, fancy barer med den nyeste musik, men også en række beer bars og et par go go barer med dansende piger.

Koh Samuis mangeårige status som et sted for clubbere og de, der ikke siger nej til en fest, afspejler sig tydeligt i udvalget af barer. Mange af dem er lidt eksklusive og skiller sig ud fra mængden.

Med undtagelse af enkelte barer som f.eks. Henry’s Africa Bar i Soi Green Mango, der er dygtige til at trække kunder ind, så er der først for alvor gang i nattelivet efter klokken 22.00.

Et andet centrum for natteliv i Chaweng er den lange gade overfor Petchbuncha Boksestadion på soi 3, der fører op til den evigt populære Reggae Pub. På hele strækningen findes adskillige beer bars med happy hour, billard, sport på TV og piger i baren.

Chaweng’s hovedgade er hektisk om aftenen. Der er mange mennesker i byen, trafikken er tæt, og turisterne må dele pladsen med gadesælgere og butiksejere, der prøver at hive folk ind i deres forretning.

Når det er blevet spisetid, kan du vælge og vrage blandt et utal af restauranter. Chaweng er utrolig alsidig – fra simple gadekøkkener til minimalistisk indrettede steder, hvor du gør klogt i at tage den store tegnebog med. Her er naturligvis også de obligatoriske McDonalds og Burger King.

Hovedgaden i Chaweng

Central Festival er vel Koh Samuis største koncentrerede shoppingområde. Det store center har bl.a. adgang fra hovedgaden i Chaweng og byder udover shopping også på en lang række spisesteder.

Savner du lidt lokalliv i Chaweng så gå ned ad soi 3. Efter et par hundrede meter, lige over for Phetchbuncha Boksestadion, ligger et skønt marked med frugt, grønt, kød og fisk. Også langs soi 4, et par hundrede meter fra Kasikorn Bank, er der fin lokalstemning. Her ligger en samling gadekøkkener, hvor de lokale og turister på lavbudget spiser.

Både soi 3 og soi 4 støder op til det man kan kalde den lokale hovedgade, der blot er en del af vej 4169, som går rundt om øen. Området kaldes Ban Chaweng, hvor du finder en del butikker foruden varehusene Big C og Tesco Lotus.

Chaweng er uden tvivl den livligste og mest alsidige af Koh Samuis turistbyer, men hvis du ønsker fred og ro på din ferie, så er det ikke her du skal bo. Der er en del trafikstøj, diskorytmer, fyrværkeri om aftenen og på den nordlige del af stranden en del larm fra lufthavnen.

Lamai Beach

Lamai Beach er Koh Samui’s anden største ferieby. Den er væsentlig mindre end Chaweng, men til gengæld noget hyggeligere. Stranden er flere kilometer lang, og centrum er omkring Lamai Wanta Resort og de 4-5 store barer, hvor der er en offentlig sti til stranden.

Midt på stranden er der en del badegæster, men uanset om du går mod nord eller syd, så er der bedre plads. Atmosfæren er afslappet, og i det hele taget virker Lamai lidt mere nede på jorden end Chaweng.

Lamai Beach har groft gulligt sand, vandet er klart, men det bliver hurtigt dybt. Der er udlejning af jetski, og massører og sælgere går rundt mellem turisterne for at sælge deres varer.

Der ligger også hoteller langs stranden på Lamai Beach. De virker dog ikke så dominerende, og her og der kan man se små huts – et levn fra dengang stranden var backpackernes førstevalg.

Lamai Beach

Parallelt med stranden løber det man kan kalde Lamai’s turisthovedgade. Det er en forholdsvis smal vej, der på begge sider er flankeret af barer, restauranter, butikker, skræddere og et imponerende antal massageshops.

Omtrent midt på gaden, ved McDonalds, finder du byens barområde på torvet, hvor 10-15 næsten ens barer sørger for liv og glade dage. På pladsen er der også gadekøkkener om aftenen.

Der ligger flere barer lige nord for torvet, og et sted er der ligefrem lavet et skilt, hvor der står Walking Street i bedste Pattayastil. Gaden tåler dog ingen sammenligning med dens navnebror, men om aftenen er der et fint lille marked med turistting.

Udvalget af restauranter i Lamai er langt fra så alsidigt som i Chaweng. Langs turisthovedgaden ligger en del steder, hvor du bl.a. kan spise italiensk, tysk, svensk og irsk, men de fancy og mere eksklusive restauranter findes ikke. Det er selvfølgelig også muligt at spise på stranden – nogle barer og hoteller dækker op, når vejret er til det.

På den sydlige del af Lamai Beach, på gaden hvor den lille gangbro går over kanalen, kan man se nogle gamle kinesiske huse. De er noget medtagede, men stadig beboede, og her synes tiden at stå stille.

Lamai Beach har både kontantautomater, apoteker og tourbureauer, men mangler du noget, så gå op på byens hovedgade, vej 4169, den temmelig trafikerede vej, der går øen rundt. Her ligger spredte butikker, barer og restauranter foruden det store varehus Tesco Lotus.

Bangrak Beach (Big Buddha Beach)

Bangrak Beach bliver også kaldet Big Buddha Beach, da man fra stranden kan se over på Big Buddha på Koh Fan. Stranden ligger på Koh Samuis nordkyst ca. fem kilometer fra Chaweng og øredøvende tæt på lufthavnen. Stranden ser umiddelbart dejlig ud med fint sand og svajende palmer, men vandet er uklart og ikke særlig indbydende.

I begge ender af Bangrak Beach er der en mole. Herfra kan du tage færgen til Hat Rin på Koh Phangan, men mange tourselskaber bruger også stranden/molen som afsætningssted for deres gæster, og det giver en del larm, især om morgenen. Vælg et hotel midt mellem molerne for mest mulig ro.

På hovedgaden er der restauranter, barer, banker og supermarkeder og mellem molen og Koh Fan, er der fint lokalliv med et stort marked og gadekøkkener.

Big Buddha Beach

Bo Phut Beach

Bo Phut Beach ligger i forlængelse af Bangrak Beach. Heller ikke her er vandet helt klart, og sandet er groft, men stranden er trods alt noget mere indbydende end i nabobyen.

Bo Phut er uden diskussion den hyggeligste by på Koh Samui. Det skyldes dels den hyggelige og smalle næsten bilfri gade, der løber langs stranden, og dels Fisherman Village, der er en samling originale kinesiske træhuse, som i dag er indrettet som pænere restauranter, smagfulde barer, små hoteller, gallerier og butikker med designertøj.

Atmosfæren i byen er på en gang afslappet og lidt eksklusiv. Alting er lidt dyrere her, men det er stedet for de rige, flashpackerne og de der gerne vil prøve noget andet.

Fra Fisherman Village på den østlige del af stranden og 300-400 meter mod vest ligger de fantasifuldt indrettede barer og restauranter som perler på en snor. Alle har deres særpræg, og Bo phut er et superhyggeligt sted om aftenen.

På den vestlige del af stranden ligger flotte og dyre resorts som Anantara og Bandara, og der er ingen tvivl om, at Bo Phut er stedet på Koh Samui. Alt er lidt anderledes, og du kan glemme alt om tarvelige massageshops og beer bars med råbende piger.

The Wharf er et shoppingområde med 120 mindre butikker, der sælger tøj, håndværk og souvenirs. Her er flere fine ting lavet af lokale designere. The Wharf har også en række barer og spisesteder.

Andre strande

Hele vejen rundt om Koh Samui findes gode strande. På trods af den store turiststrøm, så er det stadig muligt at finde små strande, der ikke er så overrendt.

De udbyggede turistbyer ved Chaweng og Lamai Beach hører absolut til øens smukkeste strande, men der er andre perler på Koh Samui, primært på nordkysten. Af Koh Samuis øvrige strande er Choeng Mon og Mae Nam de mest udviklede.

Mens Choeng Mon, der ligger lige nord for Chaweng, kan byde på eksklusive topresorts som Six Senses, Sala Samui, Imperial Boat House m.fl., så kan du stadig finde backpackerstemning på Mae Nam Beach.

Stranden, der ligger vest for Bo Phut Beach er temmelig lang, og det er muligt at finde områder, du kan have helt for dig selv. Længere mod vest ligger Bang Po, hvor backpackerne helt sikkert vil føle sig hjemme.

Afslapning på Chaweng Beach

Overnatning på Koh Samui

Koh Samui har et enormt udvalg af hoteller. Du kan stadig finde små huts og bungalows på stranden, men mange af dem er revet ned for at gøre plads til bedre hoteller af forskellig standard.

Øen har nogle af Thailands dyreste og mest eksklusive resorts – en oplevelse for livet, men du skal have pengepungen i orden. Chaweng har det største udvalg af hoteller, men det er ikke her du finder de små huts. Til gengæld har byen mange guesthouses henvendt til backpackerne.

Generelt er det billigt at overnatte i Thailand. Du får rigtig meget for pengene, og selv mellemklassehotellerne har god service og kan som regel tilbyde faciliteter som restaurant og swimmingpool.

Du kan booke hotel på Koh Samui på f.eks. hotels.com eller booking.com – de to sider har det største udvalg og som regel også de laveste priser.

Jeg anbefaler, at du læser indlægget De bedste hoteller på Koh Samui på min side thailandrundt.dk. Listen bliver opdateret løbende med nøje udvalgte hoteller, der får gode anmeldelser af tidligere gæster.

Se også indlæggene Bo på stranden på Koh Samui og Overnatning for hele familien på Koh Samui.

Husk at tjekke værelsestype, afbestillingsbetingelser og hvad der er inkluderet (f.eks. morgenmad), når du sammenligner hoteller.

Koh Samui har mange hoteller, der ligger ud til stranden

Transport

Ind og ud

Fra Bangkok kommer du lettest til Koh Samui med fly. Det er Bangkok Airways, der flyver på strækningen, som er en af de dyreste indenrigsruter i Thailand. Flyvetiden er ca. 1 time. Bangkok Airways flyver fra både Suvarnabhumi (kode: BKK) og Don Mueang lufthavn (kode: DMK). Søg og sammenlign flybilletter her.

Fra Koh Samui er der også ruter til bl.a. Krabi, Pattaya, Phuket, Chiang Mai, Singapore og Hongkong. Fra lufthavnen kan du tage en taxi – til Chaweng koster det ca. 500 baht og til Lamai ca. 600 baht.

Taxichaufførerne vil sandsynligvis presse prisen op, og du kan nemt komme til at betale mere alt efter, hvor god du er til at forhandle. Små delebusser er et fint alternativ til taxierne – prisen er ca. 250 baht til Chaweng og Lamai og ca. 100 baht til Bo Phut.

Fra Bangkok til Koh Samui er det væsentligt billigere, men også langt mere tidskrævende, at tage bus og båd. Det er den kombination budgetrejsende ofte bruger. Dagligt sendes adskillige busser af sted fra Bangkok mod Surat Thani og Donsak, hvorfra de fleste både til Koh Samui afgår.

Alle tourbureauer i Bangkok kan sælge billetter til Koh Samui, men den populære rute er desværre udsat for en del snyderi. Vælg firmaet Lomprayah, der har et godt ry. Se mere om at komme fra Bangkok til øerne i Thailandbugten.

Du kan som alternativ tage de officielle busser fra Bangkok til Surat Thani – prisen er ca. 550 baht og opefter.

I Surat Thani skal du så købe billet til båden, men pas på billethajerne, som gerne vil af med færgebilletter. Mange turister er trætte og køber det første og bedste sted, men man aner faktisk ikke, hvad man får for pengene, da også færgerne er meget forskellige.

Langt de fleste færger fra fastlandet lægger til i Na Thon på Koh Samuis vestkyst. Her holder songtaew’s til højre for molen, der kan køre dig til dit bestemmelsessted.

Vil du have et tilbud på transport, så kan du på min side thailandrundt.dk få et tilbud fra et dansk rejsebureau i Thailand – se mere her.

Hytter på stranden i Lamai

At komme rundt

Songtaew (grisebil) er den nemmeste måde at komme rundt på Koh Samui. Det kan dog være lidt af en jungle at finde ud af at komme det rigtige sted hen. Skal du fra Na Thon til f.eks. Lamai, Chaweng, Mae Nam, Bo Phut eller Bangrak, eller fra Chaweng til Lamai og omvendt, så er det ikke noget problem.

Det er straks værre, hvis du f.eks. skal fra Chaweng til Bangrak, Bo Phut eller Mae Nam. Du kan være heldig at stoppe en songtaew, der alligevel skal den vej, men mere sandsynligt bliver du nødt til at tage en tom songtaew, og det er så udelukkende op til chaufføren, om han gider at køre i den retning du vil.

Du bliver nødt til at forhandle en pris – start med 50 baht fra f.eks. Chaweng til Bo Phut eller Mae Nam. Måske bliver du nødt til at betale 100 baht, men så skal det heller ikke koste mere. Man skulle tro at songtaew’en nu fungerer som taxi, men chaufføren vil uden tvivl tage andre passagerer op.

Nogle songtaew kører kun en bestemt rute, og så må man køre så langt man kan komme og derefter tage en ny songtaew. Det er fuldstændig op til chaufføren og hans humør, hvor og hvor langt han gider køre, og hvad det skal koste.

Øen har også almindelige taxier, men det er efter thaiforhold dyrt – 300-400 baht for selv kortere ture er ikke ualmindeligt. På Koh Samui er der også motorcykeltaxi – det er billigt, men pas på sikkerheden! Og selvfølgelig kan du leje en scooter – igen er det om at være forsigtig og selvfølgelig huske hjelm.

Som i alle andre turistområder i Thailand er der også på Koh Samui adskillige tourbureauer, der arrangerer udflugter. F.eks, ørundtur, Ang Thong Nationalpark, snorkling, eco-tours, Koh Tao osv.

Der ligger bunker af farvestrålende brochurer med forslag til, hvad du kan opleve – det er bare at vælge. Ethvert hotel eller guesthouse kan ligeledes være behjælpelig med udflugter.

Koh Samui har også bådforbindelse til Koh Phangan og Koh Tao. Der sejler både fra Na Thon og fra Bangrak og Bo Phut på nordkysten – prisen er ca. 500-700 baht alt efter destination og selskab.

Lokalmarkedet i Chaweng

Mad og drikke – forslag til spisesteder

Udvalget af restauranter på Koh Samui er enormt. Her er selvfølgelig de sædvanlige gadekøkkener og billige spisesteder henvendt til backpackerne, men øens popularitet hos de pengestærke turister har dannet grobund for et antal fremragende restauranter af international standard.

Chaweng har mad fra det meste af verden. Du kan bl.a. spise italiensk, indisk og mexicansk og selv de engelske pubs kan fremtrylle et måltid mad. Udvalget er lidt mere begrænset i Lamai.

Mange restauranter rykker ud på stranden når vejret er til det. Her bliver der dækket op, når solen går ned, og det er utrolig hyggeligt at sidde med fødderne i sand og levende lys på bordet. På stranden serveres rigtig meget grillet fisk og skaldyr samt bbq, men det er selvfølgelig også muligt at få thailandsk mad.

Det er billigt at spise i Thailand. Et måltid mad på en lokal restaurant koster typisk 150-200 baht. Det er noget dyrere at spise europæisk. Fisk og skaldyr betales de fleste steder efter vægt.

Til den lokale mad drikkes som regel øl eller vand, men med det store udvalg af restauranter med mad fra hele verden, har flere spisesteder også et fint udvalg af vin. Vi har prøvet disse restauranter:

Restaurant Red Snapper

Prisvindende restaurant på hovedgaden i Chaweng. Et eksklusivt og flot sted med grill og middelhavsretter kreeret af den franske chefkok. Man kan bestille set menuer og der prales af at der maksimum går 29 minutter fra bestilling til maden bliver serveret.

Red Snapper har en fin vinliste og fra klokken 21.30 livemusik. Maden er fremragende, men forholdsvis dyr! Red Snapper ligger ved Hotel Regent Beach Resort

Restaurant Sala Thai

Hører til Al’s Hut i Chaweng. Når vejret er til det rykker Al restauranten helt ud på stranden og tænder olielamperne – super hyggeligt! Steak, pasta og thaimad fås her, men kom for den grillede fisk – var det noget med en barracuda eller white snapper? Venlig betjening.

Sala Thai ligger på stranden i Chaweng (også indgang fra hovedgaden) 100 meter fra Ark Bar. Sala Thai er blot en af mange restauranter på stranden i Chaweng – denne er dog en af de hyggeligste

Coffee Island Café & Restaurant

Glimrende sted i Na Thon, der på trods af navnet også serverer international og thailandsk mad. Et populært sted, der har en perfekt beliggenhed overfor molen i Na Thon. Af samme grund kan stedet være ret fyldt i timerne op til færgeafgang

Orchid Restaurant

Lille restaurant på Chaweng Walking Street. Her serveres udmærkede thairetter – inklusive rød-, grøn- og gul curry. Også såkaldt international mad.

Will Wait Restaurant

Billig restaurant med et enormt menukort. Her kan du både få morgenmad, frokost og aftensmad og slutte aftenen af med de nyeste film eller live-fodbold. Will Wait ligger i både Lamai og flere steder i Chaweng. Vi besøgte restauranten i Lamai

Khao San Bakery & Restaurant

Et fint og afslappet sted, der laver god og velsmagende thaimad, men der er også pasta og steaks på menukortet. Har åbent fra morgen til sen aften. Som navnet antyder er der også salg af brød ud af huset. Billigt, venlig betjening og der bliver vist film om aftenen. Ligger på hovedgaden i Chaweng ca. 100 meter nord for Soi Green Mango

Aftenhygge på stranden i Chaweng

Koh Samuis natteliv er næsten legendarisk. Backpackerne arrangerede i sin tid beachparties, men senere blev øen kendt som et sted for partyfolket, og trendy barer og klubber dukkede efterhånden op.

I dag er der noget for enhver smag, men Koh Samui har et stadigt voksende klubmiljø med fancy barer og diskoteker, der tiltrækker verdens førende DJ’s.

Der findes ganske givet flere end de her nævnte, men for at tage de mest populære steder, så kan man i Chaweng ikke komme uden om Ark Bar på stranden. Det ugentlige onsdags beach party tiltrækker mange mennesker og kan høres på lang afstand, når det går vildest for sig.

I det nordlige Chaweng på og omkring Soi 4, kan du besøge Ice Bar, der er en stilfuldt indrettet bar med en masse isskulpturer.

Tilbage på Chaweng hovedgade kan du i Soi Sound Club (ved Soi Green Mango) besøge Sound Club, et in-sted, der virket lidt malplaceret blandt gadens beer bars, men her er tre DJ’s, der spiller forskellige genrer.

Af mere traditionelle barer i Chaweng kan anbefales Legends, The Islander og Tropical Murphy’s. Prøv også Green Mango Club og Reggae Pub, der er populære steder, men her huserer en del freelancere, piger, der søger selskab, men ikke er tilknyttet baren.

Lamai har også sine hippe steder. Først og fremmest Beach Republic, der bl.a. tilbyder beachparties, brunch og chillout ved poolen. Ved Bo Phut kan du besøge Gecko Bar, der mere er et chillout sted, men dog har åben til midnat. Et stilfuldt sted med en flot udsigt over kysten.

Den store Buddha er Koh Samuis vartegn

Aktiviteter og forlystelser

Der er masser af aktiviteter og forlystelser på Koh Samui. Slip solstolen for en dag og prøv nogle af de ting øen har at byde på:

Spa

Det helt store hit er spabehandlinger, som øen er blevet meget berømt for. Faktisk ligger nogle af verdens bedste og mest eksklusive spafaciliteter på Koh Samui.

De fleste spa er tilknyttet luksushotellerne, men de tager også mod gæster udefra. Der er tale om total forkælelse og 100% nydelse – personalet er topprofessionelt og produkterne de bedste. Du kan få behandlinger af enhver slags – også dem du ikke vidste eksisterede.

Se efter Spaen på Six Senses, Anantara Spa på Anantara Resort eller Spavillion på Pavillion Resort for bare at nævne nogle. De to førstnævnte ligger nord for Chaweng, mens Spavillion ligger i Lamai.

Der er naturligvis mange andre steder. Skal det være lidt billigere, så prøv Magnolia og Eranda Spa, der begge ligger i det nordlige Chaweng. Deciderede spahoteller findes også, – f.eks. Sparesort i Lamai og Health Oasis Resort ved Bang Po.

Dykning og snorkling

Som så mange andre steder i Thailand er dykning og snorkling også her populært. I havet omkring Koh Samui findes noget af verdens bedste dykning – især ved Koh Tao nord for Koh Samui.

Er du dykkerfreak, så er det nok der du skal slå dig ned. Dermed ikke sagt, at du ikke kan dykke fra Koh Samui, men mange dykkeudflugter herfra går alligevel til Koh Tao-området. Skal du have dykkercertifikat, så er det billigere på Koh Tao end på Koh Samui.

Der ligger en del dykkershops i turistbyerne, men du kan også forhøre dig hos toursælgerne, der ofte har god viden. Du kan få mere inspiration hos Easy Divers og The Dive Academy. Snorkeludflugter fra Koh Samui går som regel til Ang Thong, Koh Phangan (incl. Koh Ma) og Koh Tao samt de små øer ved Koh Nang Yuan.

Abeshow

Du kan også fornøje dig med abeshow. Koh Samui har i årtier været eksportør af kokosnødder, og for at få nødderne ned fra palmerne, bruger man trænede aber. Der er mange steder på Koh Samui, du kan få en opvisning – aberne kan hente 100-200 kokosnødder om dagen.

Cabaret

Paris Follies Cabaret og Starz Cabaret er to konkurrende transvestitshows. På hovedgaden i Chaweng kan du se udklædte mænd i flotte kostumer hive kunder ind til de gratis shows.

Starz starter klokken 20.30, 21.30 og 22.30 og Paris Follies Cabaret klokken klokken 20.00, 21.30 og 23.00. Lamai har også fået et transvestitshow. The Cabaret Lamai Beach ligger på hovedgaden og koster 250 baht. Der er show klokken 20.30, 21.30 og 22.30.

Madlavningskursus

Også på Koh Samui kan du prøve kræfter med det thailandske køkken. Der ligger flere kokkeskoler, hvor du kan tage hel- og halvdagskurser. Nogle steder som f.eks. Samui Institute of Thai Culinary Arts kan du også lære at udskære frugter.

Den mumificerede munk i Wat Khunaram

Øvrigt

Samui Water Park ligger ved Mae Nam, mens du kan spille fodboldgolf i Choeng Mon lige nord for Chaweng. I Samui Aquarium & Tiger Zoo kan man se kaskader af fisk, men også tigre og papegøjer. Der er shows klokken 11.00. Ligger ved Hua Thanon på den sydlige del af øen.

Big Game Fishing er også muligt. Det kan foregå både dag og nat – prisen er ca. 1800 baht for en dagstur og 2100 baht for en nattur.

Det såkaldte Cable Ride er også kommet til øen. Du kan svinge dig i trætoppen med Camp Adventures, der har en kabelbane ved Mae Nam – erfaring er ikke nødvendig. Samui ATV Park ligger ved Wat Khunaram. Her kan du køre ATV på bane og i naturen.

Thaiboksning kan opleves to steder i Chaweng, på soi 3 ligger Phetcbuncha stadion og et par hundrede meter derfra, på gaden, der fører op til Reggae Pub, Chaweng Stadion.

Udflugter på Koh Samui

Øens seværdigheder

Det er ikke fordi, det vrimler med seværdigheder på Koh Samui, men bliver du træt af at shoppe eller ligge på stranden, så hiv en dag ud af feriekalenderen og tag en tur rundt på øen.

Koh Samuis største attraktion er øens vartegn – den 12 meter høje Buddha, der hører til templet Wat Phra Yai. Buddhaen sidder majestætisk på en høj og kigger ud over tempelområdet. Forcerer du de 73 trin op til Buddhaen, har du en god udsigt over Bangrak Beach (Big Buddha Beach), Bo Phut Beach og til den anden side Koh Phangan.

Her er mange turister og selvfølgelig de sædvanlige souvenirboder. Big Buddha sidder faktisk på en lille ø ved navn Koh Fan i det nordøstligste hjørne af Koh Samui. Øen ligger ca. 100 meter ude i havet, men en lille dæmning gør, at man slet ikke opdager, at man har forladt Koh Samui.

Kun få kilometer fra Wat Phra Yai og Big Buddha ligger Wat Plai Laem, der er et andet anbefalelsesværdigt tempel. Templet, hvor især den kinesiske del af befolkningen ynder at bede og holde ceremonier ved fuldmåne, huser den 18-armede Buddha Lady Monk.

Både den, en anden stor Buddha og templet, ligger smukt i en sø med fisk. Mange af bygningerne ser nye ud, men der har ligget tempel her i over 100 år. Turister har dog først fået adgang i 2002.

Den 18-armede Lady Monk i templet Wat Plai Laem

På den sydlige del af Koh Samui, ca. seks kilometer syd for Lamai ad hovedvej 4169, ligger Wat Khunaram. Her er det ikke selve templet, der er en seværdighed, men den såkaldt mumificerede munk, der sidder til skue.

Luang Phaew Daeng besluttede i en alder af 50 år at hellige sit liv til buddhismen. Han forlod familien for at blive munk, og med årene blev han abbot i templet og nød stor popularitet.

Han forudsagde sin egen død, og i en alder af 79 år og otte måneder sov han ind. Inden hans død havde han bedt sine disciple om at blive mumificeret og placeret i templet til inspiration for andre buddhister. Sådan blev det. I dag sidder munken Luang Phaew Daeng i meditationsstilling i en glasmontre og kigger ud på de besøgende.

Pudsigt nok er han iført et par solbriller, men det skulle angiveligt være for ikke at forskrække de besøgende, da mumien ikke har nogen øjne. Mumien ser sikkert meget uhyggelig ud uden solbriller, men jeg foretrækker ærligt talt den tidligere abbot som han nu ser ud – mumie eller ej.

Koh Samui er ikke kun strand – et besøg på midtøen er næsten et must. Her finder du bjerge, tæt jungle og betagende vandfald. Mest besøgt et Hin Lad og Na Muang vandfaldene. Førstnævnte fordi det ligger tæt på Na Thon (fire kilometer), men det er alligevel en rimelig krævende gåtur at komme dertil.

Na Muang vandfaldet er noget nemmere at besøge. Der er lavet vej dertil, men for at få det helt rigtige view og bedste fotomuligheder, er man nødt til at balancere på klipper og sten de sidste 30-40 meter.

Na Muang har et fald på 30 meter, og som prikken over i’et kan man tage op til toppen af vandfaldet. Det er en hård tur i den varme fugtige luft, men der er en fantastisk udsigt fra toppen. Ved både Hin Lad og Na Muang er det muligt at bade.

Andre vandfald, der kan besøges er Na Muang 2, som ligger et stenkast fra Na Muang og Wang Saotong. På midtøen er vejene ikke lige gode alle steder, men her og der er der de smukkeste udsigter over junglen, og hvis vejret er klart, kan du se naboøerne.

Na Muang vandfaldet

En af Koh Samui’s mest berømte, men mest ejendommelige turistattraktioner, er Hin-Ta og Hin-Yai, bedre kendt som Grandfather og Grandmother.

De sære navne dækker over to klippeformationer ved Lamai Viewpoint, der ligner det mandlige og kvindelige kønsorgan. Og jo, det gør de da, men klippeformationerne siger vel mest noget om, at Koh Samui ikke har de helt store seværdigheder. Også her er der mange turister og de sædvanlige souvenirboder.

Du skal også unde dig selv en tur til øens hovedby Na Thon for at få en lille smule lokalstemning. I byen lægger de fleste færger fra fastlandet til, men kun få turister booker overnatning her. De snupper en songtaew og kører videre til øens strandområder.

På gaden Thanon Thawi Ratchapakdi, det er tredje gade fra havnen, er der mange butikker, men også et skønt lille dagligvaremarked med frugt, grønt, fisk og kød. Kom så tidligt som muligt – gerne inden klokken 12.00, hvis du vil se hele markedet, da fiske- og kødafdelingen lukker ned ud på eftermiddagen.

Lige så livlig tredje gade er, lige så trist er anden gade fra havnen. Men gå alligevel en tur her for at se et par af de gamle kinesiske træhuse, som Hainan-kineserne opførte, da de kom til Koh Samui for at handle med kokosnødder.

ang thong marine nationalpark
Udsigt over Ang Thong National Marine Park fra Koh Wua Talap

Ang Thong National Marine Park

Ang Thong National Marine Park ligger ca. 27 km vest for Koh Samui. Parken består af 42 større og mindre ubeboede øer, der er dækket af tæt jungle. Dyrelivet er rigt – foruden en del fugle, deriblandt næsehornsfuglen, lever der bl.a. leguaner, slanger, vildsvin, langurer og makakaber.

Den største af øerne, Koh Wua Talap, er også nationalparkens hovedø. Her ligger parkkontoret, der bl.a. administrerer 10-12 huse, hvor du kan overnatte. Øen har også en fin strand med udlejning af kajakker. Det er på Koh Wua Talap, du kan tage den anstrengende tur op til det berømte udsigtspunkt, der ligger ca. 260 m.o.h.

Ang Thong har andre gode oplevelser. F.eks. Koh Mae Ko, hvor du kan se en stor naturskabt sø midt på øen. Havet omkring parken skifter fra lidt grumset til krystalklart. Der er flere steder gode dykke- og snorkelmuligheder.

Ethvert tourbureau på Koh Samui kan sælge en tur til Ang Thong National Marine Park. Indholdet kan være forskelligt, og ofte er der mulighed for at vælge mellem speedbåd eller den langsommere big boat. Du kan læse meget mere og finde praktisk information i indlægget Ang Thong National Marine Park.

Langur på Koh Wua Talap

Koh Phangan

Koh Phangan ligger ca. 15 km nord for Koh Samui. Øen er alt det, Koh Samui var engang. Uberørte strande, endeløse fester og et fristed for hippier og backpackere. Endnu, for selv om langt de fleste overnatningssteder stadig er i mellemklassen og derunder, så har de første store internationale hotelkæder fået øjnene op for øen med de mange lækre strande.

Koh Phangans hovedby hedder Thong Sala, og det er her færgen fra fastlandet og Na Thon på Koh Samui lægger til.

Byen har et væld af butikker, banker og en del lokalliv, men kun få bliver her – størstedelen af de ankomne tager den 12 km lange tur mod sydøst til Hat Rin. Turen dertil er temmelig kuperet, men man har nogle formiddable udsigter over det dybblå hav og Koh Samui.

Hat Rin ligger på en lille halvø, der består af Hat Rin Nai (Sunset Beach) mod vest og Hat Rin Nok (Sunrise Beach) mod øst. Sidstnævnte strand er i særklasse – her er kridhvidt sand og krystalklart vand.

De fantastiske bademuligheder er dog kun en af årsagerne til at folk valfarter hertil. Det er nemlig på denne strand, at de berømte full moon parties bliver afholdt. Det bærer byen tydeligt præg af. Turisternes gennemsnitsalder er omkring 25 år, og overalt er der lagt op til fest og farver.

Der er masser af barer, både på stranden og i byens små gader, hvor du også finder restauranter, tatooshops og butikker med specialdesignet tøj i hippiestil. Kulminationen på det hele er det månedlige full moon party – verdens største beachparty, der i højsæsonen samler op mod 30.000 festglade mennesker.

Technomusik præger festen, men der er også steder, der spiller pop og jazz. Overalt kan du få noget at drikke, og 20-30 ens boder på stranden sælger buckets (en spand med sprut, sodavand og sugerør) i forskellige blandinger.

Festen er i princippet endeløs, der er ofte stoffer af forskellig art indblandet, men ifølge lokale har festerne været vildere end de er i dag. Det var dengang, der ikke var politi på øen. Det er der nu, og i dagene op til begivenheden bliver der lavet check points forskellige steder for at finde og konfiskere stoffer.

Hat Rin Beach på Koh Phangan

Problemet er åbenbart stort. Noget af det første man ser når, man kommer med båden fra Bangrak på Koh Samui til Hat Rin er et stort skilt med en hilsen fra politimesteren. Han gør opmærksom på, at alle, der er i besiddelse af, indtager eller sælger nogen form for stoffer vil blive retsforfulgt. Så er stilen ligesom lagt!

En fest om måneden, uanset hvor mange dage den varer, er jo ikke meget. Af samme grund bliver der også arrangeret half moon party og black moon party foruden poolparties og sunset parties. Her kan man altid finde en anledning til at holde en fest.

Som på Koh Samui er også midtøen på Koh Phangan bjergrig og dækket af frodig jungle med smukke vandfald. Vejene er mange steder ikke de bedste, så det kan tage noget længere tid at komme rundt end man umiddelbart skulle tro.

Øen har naturligvis også sine templer. Et af de mest kendte er Wat Khao Tham, et grottetempel, hvor du kan deltage i meditationskurser. Templet har flere nonner boende, og der er en flot udsigt fra området.

Det er der også fra det forholdsvis nye kinesiske tempel ved Ban Si Thaw, der består af flere bygninger, og med den tætte jungle som kulisse ligger det utrolig smukt.

Hat Rin er den mest udbyggede strand på Koh Phangan, men der er rigeligt andre at vælge mellem. Det er kun et spørgsmål, om det skal være primitivt og roligt eller et lidt dyrere sted med egentlig by.

Af forholdsvis etablerede turistbyer hører Hat Salad på vestkysten og Ao Chalok Lam på nordkysten, men er du til bambushytter og uberørt strand, er der også mulighed for det.

Fra Koh Samui er det nemt at besøge Koh Phangan. Der sejler færger fra både Bangrak og Bo Phut til Hat Rin på Koh Phangan.

Der er også færge fra Na Thon på Koh Samui til Thong Sala. Når du kommer med færgen holder der songtaews, der kan køre dig til dit bestemmelsessted. Vejene er som nævnt ikke lige gode alle steder, og til nogle strande kan man kun sejle. Taxibåde står til rådighed – forvent priser på 200-500 baht afhængig af, hvor langt du skal.

Hos toursælgerne på Koh Samui kan du købe guidede ture til Koh Phangan – prisen ligger fra 1200-2000 baht. Op til det månedlige full moon party kan det være svært at finde overnatning på øen – bestil i god tid. Nogle hoteller kræver dog, at du booker minimum 4 overnatninger.

Det er også muligt at tage en smuttur fra Koh Samui til Hat Rin for at opleve full moon party. Du kan blive hentet på dit hotel klokken 20.00 til 01.00 og sejle tilbage til Koh Samui fra 24.00 til 5.00. Mange steder på Koh Samui reklamerer med denne mulighed.

Kinesisk tempel på Koh Phangan

Vejret på Koh Samui og bedste rejsetidspunkt

Vejret på Koh Samui er varmt året rundt med temperaturer på 30-33 °C. Den tørre tid og dermed højsæsonen varierer noget i forhold til det man ellers kender fra Thailand. Januar til april har mindst nedbør og flest turister.

Koh Samui får ikke så meget regn i sommermånederne og er således et af de bedste steder at besøge i juni, juli og august. Oktober og november får mest nedbør, og især november kan være blæsende med meget regn. Vejret i Thailand lige nu.

Værd at vide og gode rejseråd

EL

I Thailand bruger man langt overvejende samme stik som i Danmark – der er dog undtagelser – nogle steder benytter type A-stik (120 V) på toilettet.

Penge

Den thailandske møntfod hedder baht. Dem kan du hæve i kontantautomater, der findes i stort antal overalt i Thailand. Skal du på trekking eller til afsidesliggende områder – f.eks. til nogle af de mindre øer, er det en god idé at medbringe godt med kontanter.

Kontantautomaterne i Thailand har også engelsk menu og er nemme at bruge. Der er som nævnt rigtig mange af dem, men har du alligevel svært ved at finde en, så kig efter den nærmeste 7eleven, der ofte har en automat tilknyttet.

Visakort er udbredt i Thailand og mange steder kan du bruge Mastercard. Skal du handle på markederne eller spise i gadekøkkenerne er kontanter dog nødvendige.

Der skal pruttes kraftigt om priserne i butikkerne – kun få kører med faste priser og prisniveauet er forholdsvis højt. Har du et par dage i Bangkok før eller efter ferien på Koh Samui, så køb dine souvenirs der. Det er billigere, og udvalget er væsentlig større.

Wifi

Ethvert hotel eller guesthouse med respekt for sig selv tilbyder gratis wifi til deres gæster. Nåh ja, pudsigt nok opkræver flere luksushoteller stadig uhyrlige beløb for netforbindelse – bor du sådan et sted, kan du finde gratis wifi i bl.a. shoppingcentre og på mange cafeer.

En anden og populær mulighed er at købe et simkort med data ved ankomst til Thailand. Det er rigtig billigt.

Forsikring og sundhed

Husk at tegne en rejseforsikring (måske har du allerede en i din indbo-forsikring) – hospitalsindlæggelse og et besøg ved lægen kan være dyrt. Tjek også om du skal have vaccinationer inden du rejser. Læs mere om sundhed på rejsen her.

Øvrigt

Læs Udenrigsministeriets rejsevejledning til Thailand inden du tager af afsted. På ministeriets hjemmeside kan du også downloade app’en Rejseklar, hvor du kan få tips og gode råd til rejsen. Du kan også skrive dig på Danskerlisten.

Kort over Koh Samui

1 kommentar

  1. Fantastisk information. Gør du virkelig det her uden beregning, jeg synes du skal tage penge for det. Der er så mange informationer og det her må have taget tid at lave!!!

Svar på indlæg

Please enter your comment!
Skriv venligst dit navn her