Hjem Sverige 5 gode spisesteder i Kristianstad

5 gode spisesteder i Kristianstad

Forslag til, hvor du skal spise i Kristianstad og Åhus

Kristianstad er forholdsvis lille med et begrænset udvalg af restauranter. Til gengæld spiser du godt i den sydsvenske by, der har masser af spændende danmarkshistorie. Læs mine forslag til spisesteder i Kristianstad, hvor der også er et par anbefalinger i Åhus.

Noget af det bedste ved at rejse i Sverige er det lave prisniveau på restauranterne. Her får du meget for pengene uden at gå på kompromis med kvaliteten. Det gælder i hvert fald mine forslag til spisesteder, hvor du gør klogt i at reservere bord i sommermånederne, hvis I er mange eller vil sidde et bestemt sted.

Du kan læse mere om Kristianstad i indlægget Oplevelser i Kristianstad med tips til din rejse. Som nævnt har byen masser af danmarkshistorie, men du bor også tæt på smuk natur og nogle af Sveriges bedste strande.

1 Borgmestergården

Først og fremmest spiser du godt på Borgmestergården, der ligger på Stora Torg. Her kan du få bøffer i forskellige størrelser og udskæringer, men også det stedet selv kalder mellemretter, der var store nok til at gøre mig mæt. Retterne her er primært med inspiration fra middelhavskøkkenet kombineret med lokale råvarer i sæson.

Jeg fik bl.a. et skønt indbagt kyllingebryst serveret med hasselbackkartofler, kryddersmør, gruyèreost og årstidens grønt. Der er som regel en eller flere fiske- eller vegetarretter blandt de såkaldte mellemretter. Menukortet skifter jævnligt, og især stedets gourmetburger og mellemretterne er value for money, mens bøfferne er ret dyre.

Der er et fint vinkort, men du også vælge mellem flere forskellige øl. På Borgmestergården spiser du i pæne og moderne omgivelser med venlig service.

Stedet fungerer også som bar (gode cocktails), hvor der lørdag og søndag ofte er djs, der sørger for musik og god stemning. Borgmestergården har kun åben om aftenen og ligger på adressen Tyggårdsgatan 1 (på Torget). Reserver bord, hvis du vil sidde udendørs om sommeren.

2 Smaca

Et andet godt sted er Smaca på Lilla Torg, hvor du med fordel kan komme forbi til frokost. Her laver man kun to retter, den ene vegetarisk, som er billige (130-140 SEK) og lækre. Smaca er faktisk det eneste gode spisested i Kristianstad, der har åbent til frokost. Du bestiller i baren og får anvist et bord.

Om aftenen er menukortet udvidet, og her serverer restauranten svensk mad med et twist. Du kan vælge mellem 5-7 forretter, hovedretter og desserter, men du kan også bestille en fast 5-retters menu. Hovedretterne ligger i prisniveauet 270 SEK og opefter. Der er altid en vegetarisk hovedret på menukortet.

Smaca minder indenfor om en bistro med stramme linjer, mens det store udendørs spiseområde på torvet er noget mere loose. Her kan man selvfølgelig kun sidde, når vejret er til det. Stedet har desuden et fint vinkort. Jeg fik venlig betjening på Smaca, der har åben til frokost og aften.

3 Kippers

Den tredje gode restaurant i Kristianstad er Kippers, der ligger i en pragtfuld kælder fra 1600-tallet, hvor det siges, at den første ejer af stedet bespiste selveste Christian 4. Bygningen blev revet ned i det 18. århundrede, men kælderen bevaret. Det er her og i den såkaldte innergård, du spiser.

Kippers tilbyder forskellige kødudskæringer samt fiskeretter, men har også en vegetarisk mulighed på menukortet. Der er også et udvalg af forretter og desserter. Restauranten har et fint vinkort og er også et godt sted til drinks og cocktails, hvor der primært benyttes Absolut Vodka, hvis produktion ligger i Åhus 18 km derfra.

Kippers har kun åben om aftenen. Du kan sidde i kælderen eller i gårdhaven når vejret er til det. Som nævnt er baren Harry’s et fint sted til en drink eller et glas vin. Er I mange, er det en god idé reservere bord i weekenden.

4 Absolut Home

Så skal vi til Åhus og restauranten, der ligger i forbindelse med Absolut Vodkas besøgscenter (du kan læse mere om besøgscentret og rundvisningen på stedet i indlægget The Absolut Home Experience). Absolut Home tilbyder á la carte i sommermånederne og faste setmenuer i lavsæsonen.

Restauranten serverer verdensmad med et svensk touch og brug af lokale råvarer i sæson. Der er også et fint udvalg til vegetarer. Du kan tilkøbe sideretter eller bare snuppe en snack i selskab med en cocktail, der selvfølgelig er lavet på Absolut Vodka.

Selvom Åhus er en rigtig sommerby, så er udvalget af spisesteder, der har åben til frokost begrænset. Absolut Home er et af dem, men kun i den absolutte højsæson. Da jeg kom forbi var konceptet lidt rodet, og jeg anbefaler, at du tjekker stedets hjemmeside eller endnu bedre kontakter restauranten, inden du lægger vejen forbi.

5 Åhus Finest

Åhus Finest skal kun nævnes, da det er et af de meget få spisesteder i Åhus, som har åben til frokost. Der er dog ikke noget i vejen med maden på cafeen, som har et alsidigt udvalg, der dog ikke er særlig svensk.

Du kan bl.a. få pasta, pizza, burger, salater, sandwich og skagentoast. Åhus Finest har fint fokus på veganere, vegetarer og allergikere, der roligt kan lægge vejen forbi cafeen. Du behøver ikke spise – stedet er også til en kop kaffe, og på drinkskortet er der et glimrende udvalg af øl og især rødvine.

Åhus Finest er et større og lidt pudsigt sted, der fungerer som kombineret café og butik med bl.a. møbler og interiør. Der er også en lille aflukket gårdhave. Jeg fik venlig betjening på caféen, som har rimelige priser – du kan som regel få en pastaret for under 100 danske kroner.

Praktisk information til dit besøg i Kristianstad

Transport

Den nemmeste og billigste måde at komme til Kristianstad er med Øresundstoget. Fra København tager det blot en time og 45 minutter og koster ca. 260 SEK. Der er afgang ca. 1 gang i timen.

Du kan købe billetter online, men også i automaterne på stationerne. Det er nemt, og jeg har aldrig været ude for ikke at få en siddeplads. Det et muligt at medbringe bagage (også kufferter) i Øresundstoget.

Du kan selvfølgelig også køre til Kristianstad. Der er ca. 140 km til byen fra København via Øresundsbroen og E22. Et du i elbil, så er det en god idé at tjekke hvor du kan lade – både undervejs og i Kristianstad.

Overnatning

På trods af byens forholdsvis beskedne størrelse, så har Kristianstad et pænt udvalg af hoteller. Prisniveauet er rimeligt og ligger lidt under det danske.

I centrum kan du bo på Stadshotellet og First Hotel Christian lV, der begge ligger i nogle af byens historiske bygninger. Det er større hoteller med mulighed for at tilkøbe morgenmad, hvis det ikke er inkluderet.

Se det fulde udvalg af overnatningssteder på f.eks. booking.com, der som regel har nogle af de laveste priser. Du kan også se efter pakketilbud hos Risskov Bilferie.

Husk

Tjek udenrigsministeriet rejsevejledning til Sverige inden du tager afsted – den finder du her.

Svar på indlæg

Please enter your comment!
Skriv venligst dit navn her