Hjem Frankrig 4 gode spisesteder i Colmar

4 gode spisesteder i Colmar

Forslag til, hvor du skal spise i Colmar

Der er mange rigtig gode spisesteder i Colmar. Med beliggenheden i det nordøstlige Frankrig tæt på grænsen til Tyskland, får du her et anderledes køkken end det du måske kender fra Paris og Sydfrankrig.

Colmar ligger i Alsace, der er mest berømt for sine fantastiske vine. Men her får du også god og spændende mad, der er en blanding af det franske, tyske og schweiziske køkken.

I Alsace skal du selvfølgelig prøve tarte flambée (billedet herover), der er områdets svar på pizza. Bunden er dog væsentlig tyndere og den traditionelle topping løg, bacon og creme fraiche. Som med pizza er der i dag også adskillige variationer af topping på en tarte flambée.

Køkkenet i Alsace består desuden af den schweiziske klassiker cordon bleu samt sauerkraut, der f.eks. bruges som tilbehør til retten choucroute garnie, der også består af kartofler og forskelligt kød – bl.a. skinke og pølser.

Man bruger også de små spätzle – en slags minipasta, der er lidt større end orzo. De serveres ofte som tilbehør  – f.eks. til coq au Riesling – en skøn simreret med bl.a. løg, kylling, bacon/svinefedt og den lokale hvidvin Riesling.

En del retter i Alsace er robuste og med en del kød. De spises ofte i vintermånederne. Som andre steder i Frankrig har man også “finere” råvarer og ingredienser, man er særligt berømt for. F.eks. hvide asparges og osten Munster, der er blød, men med en kraftig smag.

Alsace har sit eget udvalg af charcuterie, der primært består af en lang række forskellige pølser. Mest kendt er knack d’Alsace, der har fået sit navn efter den karakteristiske knæklyd, når man bider i pølsen.

Af de forskellige typer spisesteder i Colmar og Alsace skal du prøve en såkaldt winstub, der er en traditionel restaurant. Det er som regel uformelle steder, hvor man sidder tæt. Det er bl.a. her, du får de klassiske retter fra Alsace.

Husk også at smage Alsaces berømte hvidvin. Der benyttes traditionelt syv forskellige druer i Alsace, hvoraf de mest kendte er Riesling, Gewürztraminer og Pinot Gris.

Har du endnu ikke fundet det rigtige overnatningssted i Colmar, så besøg indlægget Hotel i Colmar – de bedste steder at bo. Booker du din overnatning der er du med til fortsat at holde denne rejseside gratis for alle. Tak for din hjælp.

Flere steder i Colmar kan du spise ud til en af byens kanaler

1 Winstub Le Cygne

Le Cygne er en klassisk winstub, der serverer god mad fra Alsace og det øvrige Frankrig. Her spiser du i rustikke omgivelser med ternet dug på bordene og masser af nips, pynt og udsmykninger. Det er ikke stedet til den romantiske aften, men Le Cygne har god service og atmosfære og er helt sikkert værd at prøve.

Prisniveauet på Le Cygne er superlavt – der er hovedretter for ca. 20 €. Du kan med fordel bestille dagens menu, hvor du kan få en hovedret for 13 €, to retter for 15 € og tre retter for 17 €.

Le Cygne har åben til frokost og aften, men lukket ud på eftermiddagen. Når vejret er til det, kan du også sidde i den hyggelige gårdhave. På 15 Rue Edouard Richard.

2 Lucas et Chris

Et af de bedste spisesteder i Colmar er Lucas et Chris, der tilbyder et lækkert fransk køkken lavet fra bunden. Restauranten bruger så vidt muligt lokale råvarer i sæson. Der er som regel 6-8 kød- og fiskeretter på menukortet foruden et udvalg af startere og desserter.

Til frokost har Lucas et Chris en fast treretters menu til en god pris. Generelt er prisniveauet dog noget højere end gennemsnittet, men du får også noget for pengene. Du skal regne med at betale 20-22 € for en starter, mens hovedretterne ligger fra 30 € og opefter. Der er mulighed for at bestille kokkens menu, der koster 80-90 €.

Lucas et Chris er en mindre og meget populær restaurant. I hvert fald i højsæsonen er det et must at reservere bord. Ellers prøv at komme forbi til frokost, hvor du kan være heldig at få et bord. Der er lukket mellem frokost og aften, hvor man åbner kl. ca. 19.00. På 4 Rue Saint-Guidon. Reserver bord på restaurantens hjemmeside.

3 La Galeria

På La Galeria kan du få flere specialiteter fra Alsace såvel som et mere internationalt køkken. Af lokale retter kan du bl.a. få tarte flambée, rösti med munsterost samt baeckeoffe, der er en robust simreret med grøntsager og forskellig slags kød.

Andre ting på menukortet er f.eks. oksefilet, risotto og et udvalg af burgere. Til nogle af retterne kan du vælge spätzle som tilbehør. Prisniveauet er helt i orden – en hovedret fås for ca. 20 € og opefter. La Galeria har et udmærket udvalg af især lokale vine, som du kan købe som 12 cl, 50 cl og 75 cl.

Restauranten er uformel og har god og personlig service. Du spiser i hyggelige rustikke omgivelser på La Galeria, der har åben til frokost og aften, men lukket i løbet af eftermiddagen. På 17 Grand Rue.

4 Winstub Factory

På trods af navnet er der ikke meget winstub over denne populære restaurant centralt i Colmar. Godt nok kan du her få en lang række specialiteter fra Alsace, men omgivelserne er moderne og har ikke så meget at gøre med en klassisk winstub.

Til gengæld er maden god, og du har mulighed for at prøve f.eks. cordon bleu, tarte flambée, retter med spätzle og pølser med sauerkraut. På Winstub Factory er burgerne lavet som rösti – en anderledes oplevelse. Prisniveauet er absolut rimeligt – du kan få hovedretter for 20-30 €. Til frokost er der mulighed for at bestille dagens menu – to retter for 15-17 €.

Jeg fik god service på Winstub Factory, hvor tjeneren ivrigt fortalte om produktionen af vin i Alsace. Restauranten har en fin vinliste med primært lokale vine. Winstub Factory har åben hele dagen fra frokost til aften. På 42 Grand Rue.

spisesteder i colmar
I Alsace er man kendt for sin fremragende hvidvin

Praktisk information til dit besøg i Colmar

Transport

Ind og ud

Colmar har en ganske lille lufthavn med kun få ruter. Du kan benytte lufthavnen i Basel (kode: MLH), som easyJet og Norwegian flyver direkte til fra København.

Du kan læse meget mere om transport til Colmar fra Basel i indlægget Oplevelser i Colmar med tips til din rejse.

Overnatning

På trods af byens størrelse er der et godt udvalg af overnatningssteder i Colmar. Du kan læse mere i indlægget Hotel i Colmar – de bedste steder at bo, hvor der også er info om de få bydele, der kan være relevante at booke overnatning i.

Du kan også gå direkte til hotels.com eller booking.com for at se det fulde udvalg af overnatningssteder. De to sider har som regel også de laveste priser. Ved at booke gennem de sponserede links er du med til fortsat at holde denne side gratis for alle. Tak for din hjælp.

Husk

Tjek udenrigsministeriet rejsevejledning til Frankrig inden du tager afsted – den finder du her.

På ministeriets hjemmeside kan du også downloade app’en Rejseklar med gode råd og eventuelt skrive dig på danskerlisten.

Svar på indlæg

Please enter your comment!
Skriv venligst dit navn her