Hjem Europa Sommer i Helsinki

Sommer i Helsinki

+ praktisk information til dit besøg i Helsinki nederst på siden

Solen skinner fra en skyfri himmel, og jeg fornemmer, at indbyggerne i Helsinki har travlt. Travlt med at nyde sommeren, der er så kort på disse breddegrader. Termometeret har rundet 18 °C, og selvom det er tidlig morgen, så er folk allerede ude på gaderne for at nyde solens varmende stråler.

På havnen popper tilfældige kaffebarer op bestående af klapborde og campingstole, og senere fyldes Helsinkis parker med primært unge, der tager solbad i det lave græs. Det er på samme tid fortovscaféerne kan melde alt optaget, mens hovedstadens små færger propfyldte sejler forventningsfulde lokale til øer og strande.

Jo, sommeren skal nydes, og byens indbyggere ligner en flok lemminger, der alle skal suge så meget lys og energi ud af solen, inden mørket og den iskolde vinter igen banker på døren.

Det er i den fantastiske og smittende stemning, jeg traver gennem Helsinkis centrum. Især omkring havneområdet, hvor både lokale og turister synes at være samlet omkring det skønne marked, der sælger alt fra rensdyrskind og tasker til friske bær.

Billeder siger som bekendt mere end ord, så her kommer en stribe indtryk fra mit besøg i Helsinki.

1  Pop-up kaffe ved Kauppatori

Det er skyfrit, og borde og stole bliver sat ud i solen. Det ser helt tilfældigt ud, og er det sikkert også, men det er som om at alle Helsinkis indbyggere vil have så meget ud af den smukke dag som muligt.

2  Markedet på havnen ved Kauppatori

Centrum i Helsinki om sommeren. Det herlige marked, hvor friske grøntsager, strikbluser, souvenirs og rensdyrskind ligger på stribe er som en magnet på turisterne.

3  Tuomiokirkko

Måske Helsinkis mest bemærkelsesværdige bygning. Den kridhvide kirke gør sig faktisk mest bemærket når man sejler i skærgården. Her kan du ikke undgå at få øje på kirken, der ligger på hovedstadens højeste punkt. Gå indenfor, men forvent masser af turister, der kun kan se med fra bagerste parket.

4  Madmarkedet Vanha Kauppahalli

Det herlige madmarked Vanha Kauppahalli (den gamle markedshal) ved havnen bugner af lækre specialiteter og take away fra det meste af verden. Her er også en stribe udmærkede spisesteder/caféer. Jeg besøgte Story Café (billedet herunder), der har udendørs servering – et fint sted at følge med i lokallivet.

5  Havnen – Kauppatori

Det ligner en hvilken som helst dansk lystbådehavn, men vi befinder os i hjertet af Helsinki. Der er noget skønt provinsielt over den finske hovedstad.

6  Skærgården

En tur med en af de små færger ud i skærgården kan kun anbefales. Det ser så idyllisk ud, men jeg tænker altid på, hvordan det må være at bo sådan er sted i en bidende kold snestorm. Ok, det behøver jeg ikke spekulere på nu.

7  Gågaden

Gågaden Keskuskatu er Helsinkis svar på Strøget i København. Ikke overraskende er forretningerne nogenlunde de samme. Det er et sted, der sagtens kan springes over, men så er der jo lige de hyggelige udskænkningssteder, der giver gaden liv og karakter.

8  Rensdyrkødboller

Havneområdet har masser af pop-up spisesteder med lokale specialiteter. Jeg satte tænderne i et par glimrende rensdyrkødboller, der var ledsager af kartofler, tyttebær og grøntsager.

9  Kartoffelsælgeren

Jeg er helt vild med kartoffelsælgeren i havnen. Selvom grøntsager og havneliv måske ikke lige hænger sammen, så er der bare noget fantastisk ved at sælge kartofler fra en båd. Og så understreger det bare den her herlige stemning af lilleby.

10  Esplanade Park

Alle Helsinkis indbyggere synes at tilbringe dagen udendørs når solen skinner. Som f.eks. her i Esplanade Park ved havnen, der er yderst populær på varme sommerdage.

11  Blomster og grøntsager ved Kauppatori

Markedet på havnen bugner af farvestrålende blomster og friske bær. Blåbær, Solbær og jordbær. Her er også ærter, abrikoser og mange andre ting.

Praktisk information til dit besøg i Helsinki

Den finske hovedstad ligger kun en kort flyvetur væk. Finnair har ruter fra både Billund og København til Helsinki. SAS flyver fra København. Du kan booke flybillet her.

Det kan anbefales at bo i den centrale del af Helsinki, men finder du et et god tilbud på et hotel i udkanten af byen, så fortvivl ikke. Det er nemt at komme rundt med f.eks. sporvogn. Køb et Helsinki Card, der giver gratis transport og entré til flere end 50 attraktioner.

Du kan booke hotel her og finde tilbud på storbyferier her.

Helsinki har umiddelbart ikke de helt store seværdigheder, men en af dem er det gamle forsvarsanlæg Soumenlinna. Byen har til gengæld et væld af gallerier og museer som f.eks. bymuseet og nationalmuseet.

Kort over Helsinki

Svar på indlæg

Please enter your comment!
Skriv venligst dit navn her