Potsdam ligger 35 km sydvest for Berlin og er hovedstad i delstaten Brandenburg. Byen kan synes lidt overset, men gemmer på spændende historie og adskillige gode seværdigheder med Sanssouci i spidsen. Læs om de bedste oplevelser i Potsdam, som jeg vil anbefale du besøger minimum to hele dage.
Indholdsfortegnelse
- Potsdam – en introduktion
- 1 Brandenburger Tor
- 2 Det Hollandske Kvarter
- 3 Filmmuseum Potsdam og Babelsberg Studio
- 4 Sanssouci
- 5 Det nye sommerpalads
- 6 Alexandrowka
- 7 Cecilienhof Country House
- 8 Lestikowstraße
- 9 Glienicker Brücke (Spionernes Bro)
- 10 Park Babelsberg
- Rejsetips og information til dit besøg i Potsdam
Potsdam – en introduktion
Potsdam var oprindelig den preussiske kejsers jagtområde. Efter reformationen blev det et slags fristed for protestanter, hvor især franske hugenotter og hollændere tog til byen. De nye tilflyttere betød mere handel og dermed mere velstand, som var hårdt tiltrængt efter 30-årskrigen, hvor Potsdam mistede halvdelen af sin befolkning.
I midten af 1700-tallet opførte den preussiske kejser Frederik den Store sommerpaladset Sanssouci, der ligger i et enormt parkområde med flere interessante bygninger, som alene vil tage mindst en dags tid at udforske.
Paladset er den primære grund til at turisterne besøger byen, men der er mange andre gode oplevelser i Potsdam, som er omringet af pragtfuld natur med søer, skove og parker.
Udover den spændende historie fra den preussiske periode, så spillede Potsdam også en vigtig rolle under 2. verdenskrig og tiden efter. Du kan således besøge flere interessante steder og seværdigheder, der især har den kolde krig som tema.
Selve Potsdam by er hyggelig med en række gågader og interessante historiske bygninger som f.eks. Peter & Paul Kirken, det gamle rådhus (indeholder i dag Potsdam Museum), men også flere byporte og charmerende pladser.
Som du kan læse er byen overraskende alsidig, og har du kun få dage til rådighed, så er det nødvendigt at vælge, hvilke ting i Potsdam, du vil se og opleve.
Nu til de bedste oplevelser i Potsdam som du kan læse om under billedet. Du kan også bruge indholdsfortegnelsen øverst for at hoppe til rejsetips og praktisk information nederst på siden.
1 Brandenburger Tor
Brandenburger Tor i Potsdam blev opført i 1770 af Frederik den Store som et slags monument over sejren i syvårskrigen. Porten blev tegnet af Carl von Gontard og Georg Christian Unger og markerede indgangen til byen Brandenburg. De to arkitekter stod for hver deres side af porten, der havde en romersk triumfbue som inspiration.
Oprindelig havde porten kun én indgang, men i 1843 blev de to sideporte til gående tilføjet. Bymuren blev revet ned omkring år 1900, og siden har Brandenburger Tor været fritstående. Dengang som nu førte porten op til Peter & Paul Kirken ad Brandenburger Straße.
2 Det Hollandske Kvarter
De hollandske tilflyttere grundlagde deres helt egen bydel i Potsdam. Den skiller sig markant ud med sine murstensbygninger, der synes at ligge i snorlige rækker. Husene blev opført i 1730’erne, men er senere renoveret. Også det hollandske kvarter er et hyggeligt sted at gå rundt. Her finder du flere glimrende spisesteder og specialbutikker.
I gaden Mittelstraße kan du besøge Jan Boumans Hus. Det indeholder et ganske lille museum, der omhandler hollændernes historie i Potsdam. Jan Bouman var i øvrigt arkitekten bag de over 130 hollandske huse, der blev opført på ordre fra den preussiske kejser.
Ved det hollandske kvarter ligger også byporten Nauner Tor, hvor du finder et udvalg af spisesteder.
3 Filmmuseum Potsdam og Babelsberg Studio
Kun overgået af Nordisk Film er Babelsberg Studio verdens ældste filmselskab. Det blev grundlagt i 1912 og har lagt lokaler til adskillige film. Mest berømt er Hunger Games, Captain America og The Matrix i nyere tid, men det var i disse studier berømtheder som Alfred Hitchcock og Marlene Dietrich lærte hver deres håndværk.
På Filmmuseum Potsdam kan du blive klogere på tysk filmhistorie generelt, men der er også en udstilling om Babelsberg Studio. De to attraktioner hører ikke sammen og ligger et stykke fra hinanden, men er du filminteresseret, så er det oplagt at besøge dem begge.
Filmmuseum Potsdam har i øvrigt til huse i en pragtfuld barokbygning fra 1600-tallet. Jeg har markeret de to steder på kortet nederst på siden.
4 Sanssouci
Frederik den Stores sommerpalads ligger som nævnt i et kæmpe parkområde, der nemt kan tage en dags tid at opleve. Hovedattraktionen er det gamle sommerpalads, som blev opført i 1745, men senere udvidet til sin nuværende form.
Sanssouci, der betyder fri for bekymringer, var skabt til at kejseren kunne slappe af og trække sig tilbage. Frederik den Store elskede sommerpaladset som var hans hjem fra forår til efterår. I forhold til andre europæiske slotte og paladser er Sanssouci lille. Der er adgang til paladset, som bl.a. indeholder bibliotek, modtagerum og kejserens private gemakker.
Frederik den Store ligger begravet ved Sanssouci (i øvrigt ved siden af hans to hunde), og tæt på graven kan du besøge galleriet med værker af bl.a. Rubens, Caravaggio og Van Dyck. Du kan læse meget mere i indlægget Sanssouci – Frederik den Stores sommerpalads.
5 Det nye sommerpalads
Det nye sommerpalads (billedet øverst) er også en del af Sanssouci Park. Det siges, at Frederik den Store opførte paladset efter at han trak sig sejrrigt ud af den preussiske syvårskrig. I forhold til Sanssouci er det enormt og Tysklands største barokpalads, men det er bestemt ikke lige så charmerende.
Det nye sommerpalads blev ikke brugt til beboelse (kejseren havde dog en lejlighed i bygningen), men til fester, banketter og officielle lejligheder. Blandt paladsets 200 rum skiller Grottehallen og Marmorgalleriet sig ud ved deres fantastiske fremtoning med et hav af udsmykninger og fine detaljer.
Følg linket ovenover for at læse mere om Sanssouci, det nye sommerpalads og andre seværdigheder på området.
6 Alexandrowka
At Potsdam er en alsidig og multikulturel by står helt klart i det russiske område Alexandrowka lige nord centrum ca. 800 meter fra Nauner Tor. Her kan du se en række klassiske russiske bindingsværkshuse lavet af kraftige planker.
De blev opført af kejser Wilhelm 3. i 1826 til ære for zar Alexander 1. De to blev nære venner efter at de sammen havde kæmpet mod Napoleon.
Alexandrowka, der er opkaldt efter zaren, er et lidt pudsigt område, som også har en lille russisk-ortodoks katedral. I et af træhusene ligger et mindre museum, hvor du kan lære mere om russernes historie i Potsdam. Det siges, at husene var beboet af russiske sangere, der var en del af det preussiske hof.
7 Cecilienhof Country House
Potsdam har også flere rigtig spændende seværdigheder med fokus på 2. verdenskrig og den kolde krig. Først og fremmest, så skal du besøge Cecilienhof Country House, der ligger idyllisk et par km nord for centrum.
Det var her tre af krigens sejrsherrer mødtes for at diskuterer Tysklands fremtid. Josef Stalin, Harry Truman og Winston Churchill kom i princippet som allierede, men det skulle hurtigt vise sig, at Stalin havde sin egen dagsorden. Efterhånden som det 14 dage lange møde skred frem, blev Truman og Churchill klar over, at de havde fået en ny fjende.
Det var i den forbindelse, Churchill skulle have sagt de berømte ord: “Jeg tror, vi har slået det forkerte svin ihjel”. Cecilienhof blev i øvrigt opført i engelsk stil af den sidste hersker af det tyske rige inden republikken blev født. I dag indeholder huset et fint museum.
8 Lestikowstraße
Potsdam udgjorde grænseområdet mellem Østtyskland og Vestberlin. Det var et sted, hvor Sovjet var aktive og altid havde fingeren på pulsen. Tæt på både Cecilienhof og Glienicker Bridge ligger Lestikowstraße Mindesmærke, der er indrettet i det, som var hovedkvarter for SMERSH – den sovjetiske afdeling for kontraspionage.
Stedet fungerede også som fængsel for især sovjetborgere, som man mente var i ledtog med Vesten. Få år efter 2. verdenskrigs slutning overtog KGB stedet, hvor fokus nu blev rettet mod egentlige vestlige spioner, der her blev forhørt for senere at blive flyttet til f.eks. Moskva eller Gulag-lejre i Sibirien.
I museet ved Lestikowstraße Mindesmærke kan du lære mere om, hvad der foregik i bygningen og se de celler, som fangerne sad i. Efterretningstjenesten rykkede ud i 1991, men området var en del af den sovjetiske “Military Town nr. 7”, der fungerede helt frem til 1994. Det var et af de sidste steder russerne forlod efter murens fald.
9 Glienicker Brücke (Spionernes Bro)
Tæt på Cecilienhof Country House ligger Glienicke Brücke – bedre kendt som Spionernes Bro. I dag ser broen ikke ud af meget, men den har stor historisk betydning. Under den kolde krig udvekslede Vesten og Sovjet tilfangetagende agenter og spioner lige præcis her.
Glienicke Brücke delte DDR og Vestberlin. Som det eneste checkpoint var det kontrolleret af Sovjet og ikke af Østtyskland. Den første fangeudveksling skete i 1958 mellem piloten Gary Powers og den russiske spion Rudolf Abel, der var blevet idømt 30 års fængsel ved retten i New York.
Historien er temaet i filmen Spionernes Bro fra 2015, der er instrueret af Steven Spielberg og har Tom Hanks i hovedrollen. Helt frem til årene før murens fald blev der udvekslet fanger ved Glienicke Brücke. I den ene ende af broen er der lidt plancher om begivenhederne. Midt på Spionernes Bro kan man lige ane stregen, hvor udvekslingen fandt sted.
10 Park Babelsberg
Nordøst for togstationen, hvor Havelfloden møder Tiefensøen, ligger Park Babelsberg. Den blev grundlagt i 1833 af Wilhelm 1., der på det tidspunkt stadig var kejsersøn. Han ønskede et palads, og valget faldt på Babelsberg, hvor arkitekten Peter Joseph Lenné designede et parkområde, mens Karl Friedrich Schinkel fik til opgave at opføre et palads.
I parken ligger flere andre bemærkelsesværdige bygninger. F.eks. dampmaskinehuset og det lille slot. Historien fortæller, at det var i Babelsbergpaladset kejser Wilhelm holdt flere møder med Otto von Bismarck, der her blev udnævnt til premierminister i det Tyskland, de sammen forenede.
Der er ikke adgang til Babelsberg Palads, mens du frit kan besøge parken, som du helt sikkert også kommer forbi, hvis du tager gå- eller cykelturen rundt om Tiefelsøen.
Det var lidt om de vigtigste og mest populære oplevelser i Potsdam. Har du fået lyst til selv at besøge byen, så kan du finde praktisk information under billedet.
Rejsetips og information til dit besøg i Potsdam
Transport
Uanset om du kommer fra Berlin eller lufthavnen (Brandenburg) er det nemt at besøge Potsdam. Fra Berlin centrum kan du tage S-bahn linje 7, der har endestation i Potsdam. Der kører også flere hurtigere regionaltog fra Berlin til Potsdam.
Skal du direkte fra Berlin-Brandenburg lufthavn til Potsdam, så kan du tage regionaltoget (RB 22), der kører én gang i timen. Der kører også busser på strækningen.
Bemærk at Potsdam ligger i zone C. Du kan købe billetter i automaterne, hvilket er nemt. Menuen er på engelsk, og du kan betale med bl.a. visakort. Du kan også købe turistbilletter i automaterne – de fås f.eks. med gyldighed på 24, 48 eller 72 timer.
For at komme rundt i Potsdam kan du tage offentlig transport. Jeg anbefaler dog, at du lejer en cykel for på den måde at komme nemt op til f.eks. Cecilienhof og hurtigt rundt i Park Sanssouci (her må der kun køres på de asfalterede stier).
Du kan benytte Nextbike, men det er nemmere at stikke hovedet indenfor hos Cityrad Rebhan, der udlejer cykler. Jeg har markeret butikken på kortet længere nede på siden.
Potsdam er designet til at cykle rundt. Næsten overalt er der cykelstier, og det er kun ganske få steder, du cykler ude på vejen.
Overnatning
Som populær turistby har Potsdam et pænt udvalg af overnatningssteder i alle prisklasser. Det er oplagt at bo i centrum tæt på mange af byens seværdigheder, men har du bilen med, så tjek om du kan parkere og om det eventuelt koster ekstra.
Jeg anbefaler at se nærmere på f.eks. Hotel am Jägertor, Hotel Brandenburger Tor Potsdam eller Bed & Breakfast am Luisenplatz, der alle får gode anmeldelser af tidligere gæster.
Se det fulde udvalg på f.eks. hotels.com eller booking.com, der som regel har de laveste priser.
Mad og drikke
Potsdam mangler bestemt heller ikke spisesteder. Som en by med massiv indvandring kan du finde mad fra det meste af verden.
Jeg anbefaler Restaurant zum Starstecher, hvis du vil prøve at spise rigtig god lokal mad. Her er flere specialiteter på menukortet, og man går generelt meget op i historien bag retterne. Priserne er rimelige. Bordreservation anbefales i højsæsonen.
I det hollandske kvarter kan du besøge Zum Fliegenden Holländer. Også her er der fokus på lokal mad med et hollandsk twist. En hyggelig restaurant, hvor du også kan sidde ude, når vejret er til det.
Fiske- og skaldyrselskere skal lægge vejen forbi Der Butt. Her tilbyder man en lang række fiskeretter samt hel og halv hummer. Der er også enkelte retter til de, der ikke spiser fisk.
Husk
Tjek udenrigsministeriet rejsevejledning til Tyskland inden du tager afsted – den finder du her.
På ministeriets hjemmeside kan du også downloade app’en Rejseklar, hvor du kan få gode råd og skrive dig på danskerlisten.