Jeg har været der før, men Albertmarkedet i Gambias hovedstad Banjul, er et sted man gerne vender tilbage til. Batik, træfigurer, souvenirs, afrikanske trommer, sko, grøntsager, farvestrålende stoffer og færdigsyede kjoler og meget meget mere kan købes her i et utal af boder og forretninger.
Min rejseledsager var ikke så heldig at have oplevet markedet, så en tur til en af Gambias største attraktioner var en selvfølge.
“Taxi”, råber en langlemmet fyr, mens han svinger med armene. Jo, det er lige, hvad vi mangler – hvor heldig kan man være. Desværre er fyrens bil en gammel faldefærdig rustbunke, der er så slidt, at det er umuligt at fastslå fabrikatet.
Kunne det dog ikke bare have været en af de to nye ford-modeller, der står ved siden af. Vores taxa er lige så medtaget indvendig som udvendig. Der er ingen bund i bilen – en tyk voksdug er lagt over de bærende dele, og flere steder kan vi se vejen. Instrumentbordet er væk, og det er al beklædning også.
Fuldstændig nøgen og skrællet står bilen der og ligner mest af alt en udtjent stock-car. Der er uden tvivl ophugningsklare biler i Danmark, der er i væsentligt bedre stand end denne bunke jern.
Vi tøffer derudaf og når efter et par kilometer hovedvejen. Chaufføren lyser pludselig og og fortæller stolt, at nu vil vi snart køre gennem landets første og eneste lyskryds. Da vi når frem, undrer det mig, at der står to mand og dirigerer trafikken i det fuldt funktionsdygtige lyskryds.
Jeg spørger selvfølgelig chaufføren hvorfor, men ifølge ham er det logik, der er jo ingen, som ved hvad farverne betyder…
Inden vi når Albert markedet, besøger vi krokodilleparken i Katchikally. Chaufføren bakker ind på parkeringspladsen, men af en eller anden grund overser han den næsten 10 meter høje mur, som han med stor fart kører lige ind i.
Han fortrækker ikke en mine, det virker som om, at det er sådan han plejer at parkere, men det begynder at gå op for mig, hvorfor bilen ser ud som den gør.
Vi fortsætter til Banjul og Albert-markedet. Undervejs spørger vores nye ven, om det er i orden, at han lige holder ind til siden for at købe fisk med hjem til aftensmaden.
Selvfølgelig kan han det, men de mange små fisk viklet ind i avispapir ligger resten af dagen i den bagende varme bil. Stanken er i perioder uudholdelig, men heldigvis har bilen så mange revner og huller, at den naturlige aircondition kommer os til hjælp.
Vi parkerer ved markedets bagindgang og tilbringer et par gode timer i de små gyder og gader. Albert-markedet skuffer heller ikke denne gang. Vi vender snuden hjemad, men taxaen vil desværre ikke starte.
Vi sidder på bagsædet, mens de lokale børn samler sig om bilen. De der står forrest trykker snuderne flade mod vinduet, og med snotten løbende ud af næserne, kæmper de for at få et glimt af de hvide mennesker. Chaufføren traver frem og tilbage udenfor bilen, pludselig tager han en hammer, som han knalder ned i motoren. Vupti, bilen starter, og vi kan komme hjemad.
Vi kører gennem Banjuls gader, det er en lille by, og der er ikke megen trafik. Alligevel lykkes det vores chauffør at køre ind i en cyklist. Han kommer ikke noget til, men bliver naturligvis godt vred.
Chaufføren undskylder, og cyklisten sætter i gang igen. Men et par hundrede meter længere fremme, kører han den samme cyklist ned en gang til! Det er tydeligvis ikke med vilje, men vi begynder ærligt talt at blive lidt nervøse over mandens køreegenskaber.
Trængslerne er dog ikke forbi. Nu er bilen ved at løbe tør for benzin, meddeler den storsmilende chauffør. Vi kører på dampene, og uheldigvis har det været helligdag dagen før, så alle tankstationer har udsolgt. Men på hjørnet af den lange vej, der fører ned til byen og vores hotel, ligger Gambias største tankstation, der gudskelov har benzin.
Ca.100 meter derfra går bilen ud, og vi triller lige så langsomt ind i den lange kø af biler. Vi har fået nok, stikker chaufføren nogle penge, og begynder at gå hjem til hotellet. Vi går et kvarters tid, og kan pludselig høre en gammel spand, der kommer kørende bagfra.
Det er vores chauffør, der med et dyt og et vink, er klar til at transportere os det sidste stykke vej hjem, men vi føler begge, at de afrikanske veje er mere sikre til fods end i bil.
